Det Gamle Evangelium

Vildfarelsen: læresætningen om "Jesus alene"

af Jimmy Swaggart

Nu har vi igen en gruppe troende, som er gode, forstående og velmotiverede. Der kan med god grund spørges: Hvis de er kristne og har et ønske om at gøre det rigtige, hvordan kan de så gå så forkert i forhold til deres lærersætninger? Svaret er selvfølgelig, at selv de mest motiverede hjerter kan snuble, når deres ledere fører dem på vildfarelsens vej. Jeg tror, at deres motivation er rigtig ment, men dets udtryk er forkert. Skal vi så risikere en splittelse ved at diskutere denne misforståelse af lærersætninger, som de fremkommer med? Generelt undgår jeg at diskutere blot for diskussionens skyld, men jeg føler, at vi er nødt til at forholde os til denne sag. Dette er ikke et spørgsmål om at enhver er saglig i sin tro. Guds ord er givet til os for at være vores værn imod denne verden, vores styrkelse og vores ledesnor i forhold til de rigtige lærersætninger. Ordet beskriver, hvordan vi retlig skal gøre brug af ordet. (2 Timoteus 3:16)

Gud gav os sit ord, så vi gennem at studere og anvende det kan udvikle de sande lærersætninger. Ganske vist er der en generel tilbagegang i den fuldkomne forståelse af Guds hensigt for os i dag. Men jeg tror, at Gud bevidst efterlod nogle gemte pointer, så vi er nødsaget til at studere hans ord, som en vedvarende og bestandig del af vores kristne liv. Jeg føler dog, at der er en forskel mellem friheden til at søge Guds hensigt i hans ord og så tilladelse til at fremkomme med lærersætninger som kun er antydet i ordet.

Baggrunden
Denne "nye forståelse" opstod indenfor Pinsebevægelsen omkring 1914. Ment den startede som en venskabelig debat angående spørgsmålet om den korrekte metode for dåb i vand, udviklede den sig hurtig til en heftig diskussion omkring Guddommens natur. Argumenterne var på den tid hovedsaglig relateret til et forsøg på at forlige Herrens ord i Mattæus 28:19 og Peters ord i Apostlenes gerninger 2:38. Pludselig eksploderede det hele. De som praktiserede dåb i Jesus Kristi navn (Jesus alene) påstod at have en speciel åbenbaring fra Herren, som beskrev den korrekte måde at udføre dåb i vand og så kan du spørge: hvad var denne utrolige traditionsbrydende åbenbaring?

Opsummeret lyder den sådan: Peter introducerede en ny dåbsmetode på Pinsedag, fordi, formoder man, at den Hellige Ånd har åbenbaret for ham, at Faderens, Sønnens og den Helligånds navn er lig Jesus Kristus. Med andre ord, deres åbenbaring var, at der kun er en person i Guddommen og at det er Jesus Kristus. Samtidig bekæmpede de heftigt lærertætningen omkring treenigheden og proklamerede, at det var en menneskeskabt forståelse. Argumenterne blev mere varmblodige, kontroverserne mere eksplosive og splittelsen blev større.

Er der tre Guder eller kun en?
Vi prædiker, at der er en Gud manifesteret i tre personer: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligeånd. De der prædiker "Jesus alene", lærer at Kristus er Faderen, Han er Sønnen og Han er den Helligeånd. Deraf kommer navnet "Jesus alene". Jeg tror, at vi kan komme med forsvarlig bevis fra Guds ord om, at dette ikke er tilfældet, at den lære som disse mennesker fremkommer med er en vildfarelse og at den ikke stemmer overens med en sandfærdig, pattende og ærefuld forståelse af Guddommen.

Skriften fastslår, at der er en Gud, men ordet "en" relaterer til en enhed, lige så meget som til nummeret et. I 1 Johannes 5:7 relaterer "en" til en enhed, hvilket det også gør i Johannes Evangeliet 17:11-21 og alligevel er der tre adskilte personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. De tre bliver beskrevet som en og alligevel behandlet som individualiteter i skriften. Der er en Gud fader, en Herre Jesus Kristus og en Helligånd. (1 Kor. 8:6 og Ef. 4:3-6) Der er tale om tre adskilte personer i guddommelig individualitet og guddommelig flertal. Faderen bliver kaldt Gud (1.Kor. 8:6), Sønnen bliver kaldt Gud (Ej. 9:6-7; Hebræerne 1:8 og Johannes Evangeliet 1:12) og Helligånden bliver kaldt Gud (Apostlenes gerninger 5:3-4). Hver bliver individuelt kaldt Gud, kollektivt bliver de beskrevet som en Gud på grund af den perfekte enhed. Ordet Gud kan bruges både i ental og i flertal ligesom ordet får. Alt hvad der hører til Gud forstået kollektivt kan også bruget i forhold til hver enkelt medlem af Guddommen som individualister. Dog er der nogle bestemte egenskaber som relaterer til hver enkelt person i treenigheden, dette i forhold til position, tjeneste og arbejde, som ikke kan tillægget de andre medlemmer i Guddommen. Faderen er Kristi hoved (1 Kor. 11:3), Sønnen er Faderens enbårne søn (2 Johannes 1:3) og Helligånden udvikler sig både ud fra Faderen og fra Sønnen. (Johannes 14:16 og Apostlenes gerninger 2:3-4)

Elohim
Guds navn beviser, at der er tale om flere personer. Det hebræiske ord Elohim, bliver oversat med ordet Gud i 1 Mosebog 1:1 og ligeledes i mere end 2700 andre steder i det gamle testamente. Elohim er et flertals navneord, som betyder "mere end en" hvis den indviede forfatter var blevet ledt til at bruge entalsordet "El" i stedet for, så ville der ikke have været en makering af den guddommelig treenighed, men i denne første henvisning til Gud, blev forfatteren ledt af Helligånden til at skrive ordet Elohim. (1 Mosebog 1:1) Når man så tager i betragtning, at ordet Elohim bliver brugt 10 gange så ofte som ordet El, må man konkludere at dette valg af flertal i forhold til ental indikerer et beviseligt tegn på Guddommens flertal.

Flertallet i Bibelen
I 1 Mosebog 3:22 står der "Se mennesket er blevet som en af os", hvilket beviser, at der er flere personer, netop fordi ordet "os" bliver brugt. To Herre bliver nævnt i (1 Mosebog 19:24) en på jorden og en i Himlen. To Herrer sidder side ved side i Salmerne 110:1-5; Mattæus 22:44 og i Apostlenes gerninger 2:33-34 og 36. To og tre personer bliver nævnt i introduktionen til mange af de Ny Testamentlige bøger: Romerne, 1. Korinter brev, Jakobs brev og 1. Peters brev for at nævne nogle enkelte.

Jesus er ikke Faderen
Kun et skriftsted i Guds ord viser, at Jesus måske kan være Faderen. Dette skriftsted findes i Esajas kapitel 9 og indeholder en hebræisk beskrivelse af den jødiske terminologi. Vi ved fra Guds ord, at mens Jesus var på jorden, var Faderen i Himlen (Mattæus 5:16-48). Vi ved også ud fra skriften, at Kristus sidder ved Faderens højre hånd. Jesus sagde, at Han ville kendes ved mennesket overfor sin fader, som er i Himlen, hvilket forudsætter at Jesus ikke selv er Faderen. (Mattæus 10:32 og Johannes Åbenbaring 3:5) Jesus bad altid til sin Fader som til en selvstændig person. (Mattæus 11:25) og både Jesus og Satan refererer til Gud Faderen som adskilt fra Jesus (Mattæus 4:6-10) Jesus var Gud Faders enbårne søn og derfor kunne han ikke selv være Faderen, Han kunne jo ikke blive sin egen enbårne søn.(Johannes Evangeliet 1:14) I mere end 80 steder i Guds ord bekræfter Jesus, at han ikke er Faderen og heller ikke den eneste person i Guddommen.

Det er rigtigt, at vi ikke forstår alt omkring treenigheden. Det er dog være mindre forvirrende, hvis vi undgår at tvinge to eller tre separate personer til kun at være en person, udelukkende fordi vi ikke ønsker at anerkende den sandfærdige betydning af ordet "en", der refererer til enhed. Så det der er tilbage er kun et skriftsted, der nemt kan tilbagevises, i det gamle testamente, som antyder, at Jesus kan være Faderen. Dette ene skriftsted skal ses i relation til de mange, rigtig mange, der beviser, at han ikke er Faderen.

Helligånden - hverken Jesus eller Faderen
Helligånden er en anden end Faderen og Sønnen og Han er både fra Faderen og fra Sønnen. (Johannes Evangeliet 5:32) Så for at Helligånden kunne komme, var det nødvendigt at Jesus tog væk. (Johannes Evangeliet 16:5-15) Han kunne ikke sendes fra Gud Fader før Kristus var herliggjort, men på den tid ville Han blive sendt både fra Faderen og fra Sønnen. (Johannes Evangelium 7:37-39) Helligånden var sendt af Faderen for at udstyre Jesus med kraft. Dette kræver helt klart tre personer, en som sendte Ham, en som blev sendt og en som modtog Ham. Der er en klar skelnen mellem Sønnen som beder, Faderen som Han beder til og Helligånden, som Sønnen beder om. (Johannes Evangeliet 14:16) Helligåndens komme anerkender modtagelsen af Jesu ankomst i Himlen, hvor han sidder ved Guds højre hånd, hvilket beviser tre separate og adskilte personer. (Apostlenes gerninger 2:33-34 og Johannes Evangeliet 7:39)

Så hvad har vi nu? Jesus er Gud, Helligånden er Gud og Faderen er Gud. Jesus er ikke Helligånden, Faderen er ikke Herren Jesus Kristus og Faderen er ikke Helligånden.

De passager i Bibelen som beviser lærersætningerne omkring treenigheden kan ikke forenes med Jesus alene læren uden at der totalt ændres på sprogbrugen og samtidig at de mange skriftsteder som modbeviser "Jesus alene" ignoreres. I modsætning hertil kan den eneste passage, der tilkendegiver Jesus alene forståelsen forklares, så den hverken belaster eller modbeviser forståelsen af treenigheden.

Dåb i vand (Mattæus 28:19 og Apostlenes gerninger 2:38). Den treenige dåb fra Mattæus 28:19, bruger ordene Herre Jesus Kristus, da Han sagde, at vi skulle døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Vi gør dette af mange grunde og jeg vil følgende gennemgå en del detaljer omkring forskellen mellem de to dåbsforståelser. "Jesus alene folkene" postulerer, at den metode der blev brugt i Mattæus 28:19 ikke blev brugt en eneste gang i Apostlenes gerninger, at den var ukendt i den første kirketid og at den blev introduceret århundrede senere af andre Apostle i total modsætning til Apostolisk praksis. De, der tror på treenigheden, bliver derfor formanet til at overgive sig til dette skriftmæssige mønster og følge den "rette" åbenbaring.

Ifølge denne "åbenbaring" er ordene fader og søn ikke konstituerede navne, hvilket vi mener, at de er. Vi tror på, at Mattæus 28:19 definitivt stadfæster at Faderen er et navn, at Sønnen er et navn og at Helligånd er et navn, dette af den enkle grund, at vi ikke generaliserer ud fra en eller anden fader eller en eller anden søn. Vi taler om Gud Fader, Gud Søn og næsten enhver indenfor kristendommen i dag vil være beredt til at anerkende Han, som vi taler om.

I Esajas 9:6 siger Bibelen, at Hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds-Fader og Fredsfyrste. Ifølge "Jesus alene" ville hver af disse benævnelser blive samlet til kun at være et navn, men Esajas tekst har et navn til hver af dem. Dette vers er det eneste i Skriften ja i hele Guds ord, hvor Jesus Kristus bliver kaldt Fader og alligevel er disse folk blinde for det faktum, at dette vers modbeviser deres teori omkring titler og navne, af den enkle grund at navnet Fader gives til Jesus.

Så jeg vil stille et simpelt spørgsmål: Ifølge Esajas er "Underfuld" ikke et navn, betyder det at "Fredsfyrste". heller ikke er et navn? Esajas bruger her fire forskellige navne, dette under guddommelig inspiration. han valgte helt særligt at bruge ental, da han sagde "og hans navn skal være" Så hvad er der mere at sige til forsvar for denne mærkelig insisteren på, at hvis Faderen, Sønnen og Helligånden er flere personer, så skulle Mattæus 28:19 læses "af " i stedet for "i". Forfatteren valgte derimod, under guddommelig ledelse, at bruge ental i stedet for flertal og dette ud fra en guddommelig årsag.

Apostlenes gerninger og dåbsritualet
Der er ikke et eneste tilfælde i Apostlenes gerninger, hvor et speciel dåbsritual er beskrevet. Der er ingen gengivelse, af den dialog som døberen fører med dåbekandidaten i vandet. Du kan se efter, bare for tilfældets skyld, om der skulle være et skriftsted, som siger "Jeg døbte tre i Jesu Kristi navn" (eller en anden variation af det vidunderlig navn på vor Herre) Hvis en person kunne finde et sådan beskrevet dåbsritual, ville jeg gladelig kunne sige, at der findes bibelsk baggrund for et sådant, men skriftstedet findes ikke. Dette svækker "Jesus alene" positionen umådeligt. De har læst noget ind i Bibelen som ikke virkeligt er der. De har taget Peters ord og forudsat, at de var et udtryk for det rigtige ritual uden at kunne bevise at det nu også forholder sig sådan. "Jesus alene" proklamatørerne mener, at ' Apostlenes gerninger 2:38 indeholder selve dåbsritualet og dog viser Apostlenes gerninger 8:16 og Apostlenes gerninger 19:5 at, de kun var døbt i Jesu navn og her skal du lægge mærke til at i disse to sidste vers er ord "Kristus" undladt.

Hvis Peter modtog en dåbs åbenbaring på Pinsedag, som "Jesus alene" folkene proklamerer som værende "i Jesu Kristi navn", er versionerne senere i Apostlenes gerninger så selvproduceret? Forstår du, der er her ingen færdig lavet ordrække at følge og der er ingen foreskrevet metode i brugen af dåbsritualet. Så spørgsmålet må stilles, skal vi døbe i Jesus Kristi navn, i Kristus Jesu navn, Herrens navn, Herren Jesu navn eller i Herren Jesu Kristi navn? Hvilken form er den korrekte? Havde Peter ret eller Filip eller Paulus?

De der tror på "Jesus alene" siger, at de er fundamentalister, når det gælder betydningen af enkelte ord i skriften og at de bruger Apostlenes identiske ord. Alligevel er deres postulater ikke fulgt af skriftsteder fra Guds ord, men der imod efterfulgt af deres egne ord. Selv i de passager, hvor de angivne ord er fundet mangler den fulde tekst. Et af deres hoved argumenter, for år tilbage, affødte følgende dåbsritual "Jeg døber dig i Herren Jesus Kristi navn, som er Faderens navn og Sønnens og den Hellige Ånds. Da denne bestemte bror blev spurgt om at citere kapitel og vers for denne dåbsform, blev han mundlam. Det var åbenbart aldrig faldet ham ind, at den foran han havde sammensat ikke havde nogen skriftmæssig sammenhæng overhovedet.

Så spørgsmålet må stadig stilles: Hvilken måde er den rigtige at døbe på og hvilken betydning skal Peters og Paulus's ord i Apostlenes gerninger tillægges.

Det er ikke muligt at tyde passagen i Apostlenes gerninger som selve dåbsritualet. Ordene skulle der imod opfattes som en kortfattet beskrivelse af det fulde ritual. I Apostlenes gerninger 2:38; 8:16; 10:48 og 19:15 er det ikke detaljerne i dåbsritualet, der er i centrum. Det er der imod et resume, en kort sammendragning af ritualet. Ordene beskriver sfæren, fundamentet for dåben, mere end ordene i selve ritualet.

Enhver der går ind for treenigheden, som beskrevet i Mattæus 28:19, ved at der her refereres til dåben i vand, som den kristne dåb og sådan skal det også være for Kristus er den centrale figur når, det gælder dåben i vand. Jesus Kristus er Han som døde og genopstod, det var hverken Faderen eller Helligånden. Det er hans død, som vi symbolsk deltager i og ligesom hans genopstandelse bliver vi genrejst til et nyt liv. Derfor må vi tro og bekende Herren Jesus Kristus som den centrale del af vores dåbs ritual.


Følgende punkter viser grunde til at vi accepterer Mattæus 28:19 som gældende dåbsritual.

A: Både tjenerne og de troende angiver lydighed overfor mesterens egne udtrykte formaninger, hvor ordene bliver brugt "i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn"

B: Mattæus 28:19 svarer til en definition af ritualet. Den angiver en metodisk lærersætning. Det er ritualets foreskrevne ord. De ord, der er talt af Herren selv, indeholder alle en kortfattet deklaration. Da det er Jesu egne ord, er det ikke nødvendigt at kombinere det med andre skriftsteder for at få det komplette udtryk. Det er fuldkommen i sig selv.

C: Mattæus 28:19 indeholder en metodisk trosbekræftelse. Det summere de spredte og usystematiske tanker, der er igennem hele det ny testamente omkring Guddommens natur. Han, som talte disse ord, ønskede at ritualet skulle bruges, for det var bevidst designet for at lærersætningen, omhandlende treenigheden, skulle fremkomme i dette kristne indvielses ritual. Mesterens egen dåb udført af Johannes Døberen var et levende fortilfælde, der relaterer til treenigheden i dåben. Jesus var der i egen person. Gud Fader talte fra Himlen og Helligånden dalede ned over ham som en due.

D: Mattæus 28:19 er den eneste formaning i hele Bibelen, der specielt fokuserer på selve dåbsritualet og dens udførelse. Hvis du vil efter prøve alle de passager i Apostlenes gerninger som behandler dåben, vil du opdage at disse formaninger er til de, der allerede er troende og ikke til dåbskandidaterne eller til tjenerne. Mattæus 28:19 indeholder en direkte ordre til de som administrerer dåbshandlingen, at de skal døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

E: Det er utænkeligt, at disciplene ikke fulgte Herrens udtrykte ordre. Den eneste logiske og skriftmæssige konklusion er at Apostlene og andre ledere ikke bare adlød hans kommando til at døbe, men også adlød hans ordre til at døbe" i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn"

F: Dåbsritualet i Mattæus 28:19 bliver rigelig bekræftet af de tidligste kristne forfattere, mens Jesus alene ritualet ikke har nogen historisk opbakning overhovedet. Justin's første forsvar blev skrevet i år 153 efter Kristi fødsel omkring 90 år efter Peters og Paulus's død. Det var omkring 60 år efter Apostlen Johannes død og det var samtidig med Polycarp, som var en discipel af Johannes og han fastslog at Mattæus 28:19 indeholdte den korrekte dåbsmetode. Der er en anden bog som hedder "De 12 Apostles lære" og det er den ældste bog udover det ny testamente. Den er også kendt som den didaktiske bog og bliver regnet for den mest autoriserede udlæggelse mellem år 70 og 100 efter Kristi fødsel. Selv om bogens forfatter er ukendt, er det en samling af Apostlenes lære, som forfatteren åbenbart har lært enten gennem personlig instruktion, mundtlig viderefortælling, gennem Apostlenes egne skriverier eller andre ny testamentlige skriverier, som jo blev cirkuleret rundt mellem menighederne. Selv om den ikke indeholder selve skriften, er det en autentisk gennemgang af basal kristendom. Dette inkluderer en instruktion i, hvordan dåben bør ske i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og også at vi bør døbe i rindende og levende vand. Igen bliver Mattæus 28:19 brugt og hvis det skulle være glemt, vil jeg minde dig om, at der ikke er et eneste sted i Bibelen eller i en anden original bog fra det første århundrede, hvor der bliver brugt et andet ritual, som udgangspunkt for dåbsmetoden hos det første århundredes kristne.

G: Mattæus 28:19 kan bruges som ritual og dåben skal stadig være i Jesu Kristi navn fordi Sønnen er Jesus Kristus. Jesus Kristus er sfæren, fundamentet og baggrunden for den treenige dåb. Tro det og bekend at Kristus er hjertet i dåben. Så dåbsritualet skal følge Mattæus 28:19, hvilket også de fleste evangeliske tjenere er enige i: "På din tro og bekendelse i Herren Jesus Kristus, døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".