Kampen om Sandheden
Klik på billederne for at se stor version

Missionsuge i Kalix, Sverige

Kalix


af Willy Griis

Kalix er en by på ca. 16.000 indbyggere der er beliggende i Nordsverige, så højt oppe at solen ikke altid går ned eller i en periode ikke står op. Jeg var inviteret med som forkynder i en uges evangelisk kampagne af Sandefjords frie forsamling i Norge, som har et evangelisk arbejde der.

Min rejse begyndte fra Danmark og til Sandefjord i Norge, hvor jeg skulle tale i Sandefjords Frie Forsamling inden afrejsen til Sverige. De har mødevirksomhed i det gamle indremissionske hus, som de har købt eftersom der efterhånden ikke kom flere til møde hos dem. Forstanderparret for den frie forsamling er Torgeir og Gerd Hansen, som kan ses på billedet foran missionshuset på trappen (se billede 1). Det er også dem, som står for arbejdet Full Gospel mission Kenya, hvor de underholder og underviser 24 menigheder, der er i stadig vækst. Det kræver en del missionsrejser til Kenya. Vi i Randers er koblet på dette arbejde, sammen med det slumarbejde vi startede i Nairobi sammen med pastor Michael Muthoka. Mads Pedersen fra vores menighed er lige (januar 2007) hjemkommet fra en missionsrejse til Kenya. Beretningen derfra fremkommer senere her på hjemmesiden, sammen med filmoptagelser, som kan købes på dvd.

Men tilbage til Norge. Forstander Torgeir Hansen er tømrermester og har et stort arbejde i gang i Oslo med 25 mand på projektet på det tidspunkt, så han kunne ikke være med, men ville støde til os den sidste lørdag/søndag i missionsugen i Kalix.

Jeg skulle overnatte hos en ældre enkekone ved navn Solveig, som boede i et to etagers aftægtshus der lå lige ved familiegården, som sønnen drev i dag. Solveigs mand havde været formand for Indre Mission i 35 år i den bygning, som den frie forsamling nu havde købt. Solveig var forblevet tro imod missionshuset og kom til møde hos Sandefjords Frie Forsamling. Der fik hun under forkyndelsen lys over voksendåben og lod sig døbe og senere blev hun døbt med Helligånden. Det blev bestemt ikke uden omkostninger og modstand for hende i den indremissionske familie, hvor også bedstefaderen havde været stærkt tilknyttet. Så det var en lang familietradition hun nu brød med.

Vi havde et godt møde den aften efter min ankomst til Norge og jeg fik en god nats søvn, på 1. salen, som jeg havde helt for mig selv, så jeg var klar til at køre de 1.500 km til Kalix dagen efter.

Men ved morgenbordet kunne jeg godt mærke, at der var noget, som tyngede Solveig og hun åbnede sit hjerte for mig. Hun havde meget længe ønsket og bedt om, at få tungetalen. Var gået frem flere gange til forbøn, men der skete ingen ting. Bare ikke Gud har forkastet mig, sagde hun. Vi fik en god samtale der ved køkkenbordet og en god bønnestund og pludselig kom Helligånden over Solveig og tungerne brød frem. Hun klappede i sine hænder af glæde og udbrød: Så har Gud ikke forkastet mig, jeg er så lykkelig. - Solveig ses på billedet foran sit hus (se billede 2), vi kan se glæden lyse ud af hendes ansigt og nu er hun klar til, at vinke farvel til os, som nu begynder rejsen til Kalix.

Vi er et missionshold på ni i tre biler med fuld oppakning. To piger fra vores menighed i Randers er stødt til os, Lea og Sarah, de har været på lejr med nogle kristne i Norge (se billede 3). Vi kører lige omkring Oslo for at se til tømremester Torgeir på hans arbejdsplads, han ønsker os god rejse og Guds velsignelse over tjenesten i Kalix, hans kone Gerd tager flyveren til Kalix og er fremme før os, for at gøre alt klart til indkvarteringen af os, når vi når frem.

Det bliver en lang og hård tur på vejene, de er ikke alt for gode når vi når op gennem Sverige. Vi må hvile os og få lidt mad undervejs på en rasteplads, som vi ser på billedet. Omkring kl. 22:00, det var blevet mørkt, da vi nåede frem til to hytter, som vi lejede i en skov. Mændene sov i den ene og kvinderne i den anden (se billede 4 og 5). Tidlig om morgenen fik vi os vasket og vi fik lidt at spise af vores medbragte mad og så ind i bilerne og ud på vejen igen. Der var nu ca. 600 km. Igen, inden vi var fremme. Vi blev godt modtaget af Anna og Sten-Olof Jacobsen, som boede på noget jeg vil kalde en ødegård lidt udenfor Kalix. Gården var blevet ombygget og moderniseret, så der nu kunne bo ca. 20 mennesker i dejlige værelser og der var sørget for alt i den kommende uge, af mad og forplejning. Billederne viser vores glæde ved ankomsten og vi ser bygningen vi skal sove i bag bilerne (se billede 6 og 7). Ejendommen består af tre bygninger, en hovedbygning og to andre bygninger. Jeg fik et værelse i hovedbygningen, så jeg kunne få ro til at søge Gud.

Dagen efter fik vi besøg fra en menighed i Norge fra byen Mosjøen, som også Gerd og Torgeir har plantet. De havde kørt ca. 300 km. for at deltage i møderne. Forstanderen fra Mosjøen havde hele familien med i sin campingvogn og resten blev indkvarteret i bygningerne. Nu var vi en god flok til at evangelisere Kalix.

Vi skulle holde møderne i Folkets Hus, som ses på billedet (se billede 8). En kommunal ejendom med biliotek osv. Vi blev vel modtaget af kommunen, det Norske og Danske flag var hejst hele ugen vi var der, så hele byen kendte til vor ankomst (se billede 9).

Vi startede hver dag med en time i bøn for vore møder, derefter tog vi til friluftsmøde i byen, som vi holdt udenfor Folkets Hus. Mange kom forbi og adskillige blev stærkt berørt af sangen og musikken og forkyndelsen, men vi mødte også stærkt modstand fra nogle der råbte efter os. På billedet ses jeg stående foran nogle af de unge, klar til friluftsmødet (se billede 10).

Vi havde så møde hver aften og Guds salvelse var over møderne på en helt særlig måde. På billedet ses Sarah og Lea, som synger for os (se billede 11). Derefter ser i mig på billedet forkynde evangeliet (se billede 12).

Den første aften gjorde Gud et mirakel for at styrke vor tro, det kom til at præge alle møderne derefter, så troens ånd var stærkt på møderne.

Vi fik besøg af Margot, som havde stærk slidgigt i begge knæ. Hun kunne kun gå ved hjælp af to krykker og det endda meget møjsommeligt. Det havde stået på i nogle år, og var blevet værre med tiden og lægerne havde ikke givet hende meget håb angående opperation foreløbig.

Margot gik frem efter prædiken til forbøn og Guds kraft kom over hende. Jeg tog krykkerne fra hende og befalede hende at gå i Jesu navn. Hun begyndte at gå rundt i mødesalen og konstaterede en fuld helbredelse. Alle smerter var borte. Vi ser Margot på billedet (se billede 13) på vej hjem efter mødet for at fortælle sin ufrelste mand om miraklet. Margot kom derefter på hver friluftsmøde uden krykker og delte traktater rundt og vidnende for sine bysbørn om sin helbredelse.

Der skete mange andre ting på møderne. Et ægtepar kom rejsende langvejs fra, de havde hørt om møderne og ville nu opleve dem. Ægteparret havde før selv holdt møder i egen ejendom med stor mødesal, men var blevet skuffet og havde nu trukket sig tilbage. De fik en gennemgribende fornyelse og nogle få måneder efter blev Torgeir og Gerd inviteret op for at begynde møderne igen og hvem kom der? Margot kom rejsende med rutebil ca. 100 km. uden krykker for, at være med på møderne.

Torgeir stødte så til os de sidste to dage af møderækken og talte Guds ord. Søndag på det sidste møde kom der en dame, som blev meget berørt og græd under det meste af mødet. Hun var lige flyttet fra Holland sammen med sin mand og fem børn og har nu sluttet sig til bønnegruppen som tilhører menigheden i Kalix.

Vi oplevede både indbyrdes og på møderne en dejlig tid med Guds Ånd, men alting får jo en ende og snart var vi på landevejen igen og havde 1.500 km. til Sandefjord og derfra videre til Danmark, en rejsetid på 32 timer uden stop, vi skiftedes til at køre turen i et stræk. Så jeg var godt udtjent og træt da jeg var hjemme ved min kone Hanne igen. Men Herren havde været god ved os og det betyder jo alt.

Til top

Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002-07 Willy Griis