Kampen om Sandheden
Artikler

VORT SALIGE HÅB

TITUS 2,13



af Johan Henrik Jørgensen

Indholdet i foreliggende lille skrift blev hovedsagelig først publiceret i "Evangelisten"s spørgsmål og svar-spalte (norsk, fælleskristent blad) i løbet af vinteren 1994, i en serie på seks artikler som svar på spørgsmålet: Hvornår skal Ny Testamente (NT)-menigheden bortrykkes? Den direkte anledning til, at disse artikler nu udgives samlet på denne måde er forespørgsler fra flere sider, om dette kunne ske. Behovet for sund, bibelsk orientering om dette vigtige og højaktuelle spørgsmål er stort, da mange troende i denne sidste tid har ladet sig forvirre af den falske lære, som nu synes at gribe om sig med fornyet styrke, nemlig at Menigheden skal ind i, eller igennem den antikristelige trængselstid, dette, som apostlen Paulus advarer så kraftigt imod, bl.a. i 2.Tess. kap. 2.

Før vi går direkte til sagen, er der nogle forhold, jeg indledningsvis bør gøre opmærksom på: Foruden, at nødvendige formelle sproglige ændringer er gjort ved omarbejdelsen af emnet fra artikelform til en samlet, ensartet fremstilling, er også nogle uddybninger og tilføjelser foretaget. Fx har jeg medtaget et punkt angående de forskellige tidsaldre og husholdninger i Guds frelsesplan, og prøvet at sætte Menigheden ind i den rigtige, husholdningsmæssige sammenhæng. Desuden har jeg, hen imod slutningen, kommenteret det 'populære' argument mod læren om Menighedens bortrykkelse før trængselstiden, nemlig, at denne lære er "ny", og derfor ikke kan være rigtig. Endelig har jeg tilføjet en alvorlig formaning til eventuelle ufrelste læsere under overskriften: Skal du være med? Alle bibelcitater er fra Norsk bibel 1988, som jeg anser for en udmærket oversættelse. Kvalitetsmæssigt mener jeg, den er i klasse med den amerikanske The New International Version som jeg har meget stor tillid til, og som nyder stor anseelse i USA

Når det gælder Daniel 9,24-27, som er et meget centralt afsnit i det profetiske endetidsbillede, Og som jeg derfor opfordrer læserne til at studere specielt, gør jeg opmærksom på, at dette må studeres ud fra 1930- eller 1988-oversættelserne (norske), da 1978-oversættelsen har flere fejl i disse vers, fejl, som umuliggør en rigtig forståelse og udlægning af dette profet ord. Især er det beklageligt, at vers 25 har lidt skade. Ifølge 1930- og 1988-oversættelserne skulle der gå "syv uger og toogtres uger" fra ordet udgik om at genopbygge Jerusalem indtil en Salvet, en Fyrste, stod frem, altså i alt 69 "uger" (som i ældre dansk oversættelse). Men ifølge (den norske) 1978-oversættelse skulle der gå "syv uger" fra dette ord udgik "til der kommer en, som er salvet, en fyrste".

Rent sagligt er forholdet dette: Enten er 1930- og 1988-oversættelserne (og nyere danske) fejlagtige på dette punkt, eller så er 1978-oversættelsen (og nyere danske) det: Jeg er bekendt med, at også andre oversættelser har gengivet disse vers i tråd med l 978-oversættelsen, og at denne forsvares fra fagteologisk side frem for 1930- og 1988-oversættelserne. Alligevel er jeg personlig aldeles overbevist om, at disse teologer tager fejl, når de hævder, at 1978-udgaven er i tråd med moderne forskning og andre nyere oversættelser. Det er nemlig ikke rigtig, at samtlige moderne oversættelser har "syv uger", indtil den Salvede skulle stå frem. Jeg har allerede nævnt The New International Version, som er fra 1973. Desuden The New American Standard Version, fra1960, The Amplified Bible, fra 1964, The Interlinear (Hebrew-Greek -English) Bible (Green) fra1978, og desuden The Living Bible (dansk overs. BOGEN), som ganske vist er en mere parafraserende oversættelse. Alle disse moderne versioner har "syv uger og toogtres uger", dvs. tilsammen 69 uger, fra ordet udgik om at genopbygge Jerusalem indtil den Salvede skulle stå frem. Dette, er den rigtige oversættelse, og kun den giver den rigtige profetiske forståelse, da det er meningsløst at sige, at Messias skulle fremstå "syv efter, at nævnte ord udgik. Og det er uhyre vigtigt at forstå dette afsnit i Skriften (Dan.9,24-27) ret, da det er en hovednøgle til rigtig forståelse af de eskatologiske (endetidens) profetier generelt.

Så er det da mit håb og min bøn, at foreliggende lille arbejde må blive til virkelig hjælp og oplysning angående sandheden om NT-menigheden og dens bortrykkeIse. Med inderlig tak til Ham, som i sin nåde og ved Sandhedens Ånd har meddelt mig denne kundskab i sit ord, viderebringer jeg hermed noget af det, Han har givet mig gennem mange års studium af Skriften, med hovedvægt på det profetiske ord, og især endetidsprofetierne. Herren velsigne enhver troende læser med sand indsigt angående vort fælles salige håb, og med en levende forventning i hjertet. Og måtte ufrelste, som får dette lille skrift i hænde, virkelig blive vakt, få en hellig uro i sjælen, og måtte denne uro drive dem til at modtage frelsens gave i Jesus Kristus før Nådens dør bliver lukket.

I Jesu navn overgiver jeg dermed dette arbejde til Den Hellige Ånd, og med den tillid til Ham, at Han lægger det i hænderne på en og anden, som virkelig behøver oplysning om disse så vigtige og højaktuelle sandheder, og at Han selv, ifølge løftet, skal vejlede til hele sandheden, Johs.16,13.


Høvåg, maj 1994
Johan Henrik Jørgensen



VILDLEDENDE FORKYNDELSE
Spørgsmålet om Menighedens bortrykkelse er brændende og højaktuelt. Ikke desto mindre synes det at være et af de spørgsmål, hvor uklarheden blandt de troende er særdeles stor, og desværre stigende. Det hævdes med stor styrke, også fra sider, hvor andet burde kunne forventes, at den troende Menighed skal ind i den kommende antikristelige trængselstid. I en aviskronik blev det endog hævdet, at det er "livsfarligt" at tro, at Menigheden skal bortrykkes før den sidste trængselstid; og at denne lære er "den mest forførende, som er kommet ind i Menigheden i endetiden". Det er forstemmende at erfare, at så mange troende lader sig vildlede af dette syn, der så bombastisk præsenteres som det rette angående tiden for Menighedens bortrykkelse. Personligt nøler jeg ikke med at karakterisere dette som en tragisk vildfarelse. Det skal villigt medgives, at der er meget i Skriften, vi endnu ikke fuldt forstår. Men sandheden om NT-menigheden er tindrende klart åbenbaret. Og når Den Hellige Ånd har fået taget dækket bort fra vore åndelige øjne og vist os, hvordan denne sandhed er i fuldtonende harmoni med hele Skriften i øvrigt, da viger al uklarhed og tvivl for en herlig overbevisning og en salig forventning, som ingen -absolut ingen - kan tage fra os igen! Derfor skynder jeg mig at bekende min klippefaste overbevisning:

NT-menigheden skal bortrykkes før den antikristelige trængselstid, ja, før begyndelsen af den endnu fremtidige 70. profetiske "år-uge" for Israel og Jerusalem, Dan. 9,27. Der findes næppe nogen anden bibelsk sandhed, selv ikke de store, grundlæggende frelsessandheder, jeg er mere overbevist om end netop dette. Derfor ligger det mig stærkt på hjertet at bidrage, om muligt, til at bringe klarhed i dette så vigtige spørgsmål for troens folk. I det følgende vil jeg fremdrage de væsentlige Skrift-beviser for, at Menigheden skal bortrykkes før Antikrist står frem på endetidens politisk-religiøse arena, og jeg skal forsøge at behandle dette Skrift-materiale så grundigt, det lader sig gøre inden for rammen af en lille tryksag som denne. Men allerførst skal jeg ganske kort pege på nogle profetiske hovedsandheder, der er særlig vigtige som baggrundsmateriale til forståelse af det aktuelle spørgsmål.

ISRAEL
I den forrige tidshusholdning - Lovens tid - var Israels folk den specielle bærer af Guds frelsesplaner. GT 's hovedtema er Messias, Hans komme og Hans rige - det herlige, lovede Rige, hvor Israel skal blive det centrale folk, og hvor Israels land med Jerusalem skal blive jordens geografiske, politiske og åndelige centrum. Herrens lov skal da udgå fra Zion,. og Hans ord fra Jerusalem, og folkeslagene skal strømme dertil, Es.2,2-3; Mika 4, 1-2. Retfærdighed, fred og frelse skal da råde på denne jord, hvor uretfærdighed, krig, lidelse, sorg, savn og fortvivlelse har taget sådan overhånd.

HEDNINGERNE
At hedninger skulle blive frelst, som konsekvens af det messianske Riges oprettelse var altså ingen hemmelighed i GT. Men at Herren skulle indføre en særskilt husholdning før denne store indhøstningstid og sende Den Hellige Ånd til jorden for at udkalde et himmelsk folk ved Guds nådes evangelium, NT-menigheden, bestående væsentlig af frelste hedninger - det var en hemmelighed på den tid. Denne store hemmelighed blev først åbenbaret gennem apostlen Paulus, som var det dertil udvalgte redskab. Om dette siger han selv Ef.3,3-6:

Jeg fik ved en åbenbaring kendskab til den hemmelighed, hvorom jeg før i korthed har skrevet… som i tidligere slægter ikke var kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter, nemlig den hemmelighed, at hedningerne er medarvinger, medindlemmede i legemet og meddelagtige i forjættelsen - og alt dette i Kristus ved evangeliet...

Og i Kol.1,25-27 siger han: Thi dens (dvs. menighedens) tjener er jeg blevet ifølge den husholdergerning fra Gud, som blev mig givet, at jeg overalt skal forkynde Guds ord, den hemmelighed, der har været skjult igennem alle tider og slægter, men nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre hvilken rigdom på herlighed denne hemmelighed rummer blandt hedningerne, nemlig Kristus i jer, herlighedens håb.

Den Hellige Ånd og Menigheden er uadskillelige i denne husholdning ("nådens" husholdning), idet Han, Den Hellige Ånd, har taget permanent bolig i de troendes, Menighedens, hjerter og er pantet på vor arv indtil forløsningens! bortrykkelsens, dag, 2.Kor.l,22; Ef.l,14; 4,30. I den nærværende tid er Menigheden da Den Hellige Ånds tempel, det eneste tempel, Herren vedkender sig på jorden! At Den Hellige Ånd har sin bolig her på jorden, er egentlig det eneste, som er til hinder for, at Antikrist kan stå frem, hvilket jeg senere skal uddybe nærmere.

FORSKELLIGE OPFATTELSER
Med hensyn til Menighedens bortrykkeIse gør følgende opfattelser sig gældende:

A. Angående omfanget:

i) Partiel bortrykkelse:
Sådan kaldes den opfattelse, at kun de, som har nået et vist åndeligt modenhedsstadium, eller er særligt årvågne, kommer med i bortrykkelsen, mens de andre frelste, som dog tilhører menigheden, men som altså ikke har nået et sådant stadium i deres åndelige udvikling, eller er tilstrækkeligt årvågne, bliver ladt tilbage og går ind i den antikristelige trængselstid.
ii) Fuldtallig bortrykkelse: Ifølge dette syn kommer hver eneste genfødte troende, uanset grad af åndelig modenhed, med i bortrykkelsen.


B. Angående tiden :

Her gør tre hovedopfattelser sig gældende, nemlig disse: i) Pre-tribulationismen (af lat.: PRE = før, og TRIBULATIO = trængsel): Sådan benævnes gerne den opfattelse, at bortrykkelsen skal ske forud for endetidens trængsel.

ii) Mid-tribulationismen: Dette er benævnelsen på det syn, at bortrykkelsen sker midt i endetiden, dvs. midt i den endnu fremtidige 70. profetiske "år-uge" for Israel og Jerusalem, Dan.9,27, og dermed umiddelbart før den Store trængsel, som er denne " år-uges" sidste tre og et halvt år.

iii) Post-tribulationismen: (lat.: POST = efter): Dette er den anskuelse, at bortrykkelsen sker umiddelbart efter hele trængselstiden, og dermed også forud får Jesu synlige og herlige genkomst for at oprette det messianske Rige.

MIN PERSONLIGE OVERBEVISNING
Som jeg allerede indledningsvis har præciseret, er jeg personlig klippefast overbevist om, at det pre-tribulationistiske syn er det rigtige, nemlig at Jesus skal rykke sin menighed op til sig før den nævnte 70. profetiske " år-uge". For øvrigt er jeg lige så klippefast overbevist om, at alle, absolut alle, som ved troen på Jesu fuldbragte frelsesværk, og i kraft af Hans opstandelse er født ind i NT-menigheden, får del i bortrykkelsen og skal være med, når Han kommer, som lovet i 1.Tess.4,13 flg.

KOMMENTAR TIL LÆREN OM PARTIEL BORTRYKKELSE
Det skal, ganske vist ikke benægtes, at ,vi som troende står på forskellige modenhedsniveauer, og at vi desværre ikke alle er lige åndelige i vor færd eller har den rette forventning. Men det er ikke graden af åndelig modenhed eller forventning, som afgør om vi kommer med i bortrykkelsen, men graden af retfærdighed! Kun de, som Herren erklærer fuldkomment retfærdige, får del i bortrykkelsen. Men hvem har nået, fuldkommenhedsgraden af retfærdighed? Hør: det har ALLE genfødte troende! Lige så vist som alle ufrelste mennesker er syndige og uretfærdige for Gud, Rom. 3,10, er alle genfødte mennesker retfærdige - FULDKOMMENT retfærdige - for Gud, I KRISTUS, Rom.3,21-26; Fil.3,15; Hebr.10,14! Og med hensyn til bortrykkelsen siger Guds ord: Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren, 1.Tes.4,16-l7. Og videre, 1.Kor.15,51-52: Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.

Hvor mange af de hensovede troende kommer med? Svar: De døde i Kristus, dvs. alle - hver eneste sjæl - som er død i troen på Ham! Og hvor mange af dem, som lever i troen på Ham, når Jesus kommer igen for at bortrykke sin Menighed? Svar: vi som lever, 1.Tess.4,17. Mao.: ALLE troende, som tilhører Menigheden og lever på jorden på den dag, skal uden undtagelse bortrykkes sammen med de hensovede hellige. Og denne herlige begivenhed skal ske i et nu, i et øjeblik, 1.Kor.15,52. vi skal ikke behøve at være i tvivl eller i vildrede: Det er den fuldtallige Menighed, Jesus kommer for at hente op til sig, for at fremstille den for sig selv "uden plet eller rynke", Ef.5,27, og for at fri den fra den kommende vrede, l. Tess .l,10! Hvilket saligt håb! Hvilken herlig vished!

ET TALENDE FORBILLEDE
Som allerede nævnt var NT-menigheden en hemmelighed i GT-tid. Følgelig kunne den heller ikke være omtalt i GT, bortset fra i forbilledlige form. Imidlertid kan et forbillede ikke erkendes som sådant før modbilledet - det, som forbilledet peger frem til - er åbenbaret. Når det gælder NT-menigheden og tiden for dens bortrykkelse i forhold til tiden for den antikristelige trængselstid, er patriarken Enok, som repræsenterede det 7. led fra Adam, et meget talende forbillede. Enok levede i en særlig ugudelig tid, nemlig tiden før syndfloden. Om denne tid hedder det, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen var ond dagen lang. 1.mos. 6,5. Midt i denne syndige menneskevrimmel beretter Guds ord at denne ene, Enok, som troede på Gud, og som vandrede med Ham: Og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham. 1.Mos.5,24. Og Hebr.1l,5: I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden og man fandt ham ikke mere, fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag. I tiden før sin bortrykkelse forkyndte Enok for sin samtids mennesker om den kommende dom og straf fra Herren over alle ugudelige, Judas 14-15. Da syndemålet var fuldt, kom også Herrens dom over alle de ugudelige, nemlig syndfloden på Noas tid. Men da var Enok for længst bortrykket.

Syndfloden på Noas tid er netop et forbillede på den vrede, som Herren vil lade ramme jorden og de ugudelige mennesker i endens tid, "den kommende vrede", l. Tess .1,10, "Herrens vredes dag, Zef.2,2-3; Ab.6,16-l7. For Jesus sagde jo selv: Og som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage: De spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken og syndfloden kom og ødelagde dem alle. Luk.17, 26-27.

Ligesom Enok forbilledlig repræsenterer NT-menigheden, som skal bortrykkes før trængselen, så repræsenterer Noa og hans familie i arken den troende levning af Israel, som skal bevares gennem trængselen og opleve det messianske Riges velsignelser, Matt.24, 15-22; åb.12,6 og 14.

Nærmere begrundelse for, at bortrykkelsen må ske forud for "endens" tid

1) De 70 profetiske "år-uger" for Israel og Jerusalem, Dan.9,24-27: Dette afsnit er selve hovednøglen til forståelse af profetordets kronologi. Læs disse vers før du læser videre her! Ud fra dette kan vi fastslå følgende: Fra den tid ordet udgik om at genopbygge Jerusalem, indtil en Salvet, en Fyrste, stod frem, skulle der gå "syv uger og toogtres uger", v.25, dvs. totalt 69 uger. Det drejer sig imidlertid her om uger af profetiske år, ikke af dage. (Et profetisk år er på 360 dage, hvilket fremgår ved at sammenholde følgende skriftsteder: 1.Mos.7,11 og 8,4; Åb.1l,2; 12,6; 13,5).

a) De 70 "år-ugers" kronologiske udgangspunkt:
Ordet om at genopygge Jerusalem er identisk med kong Artaxerxes' dekret, da han i si t 20. regeringsår, i måneden nisan (hvilket svarer til marts/april 445 ell. 444 f.Kr.) gav Nehemias tilladelse til at genopbygge Jerusalems nedrevne mur og de ødelagte porte Regner vi tiden fra nisan 445/444 f.Kr. kommer vi med 69 profetiske "år-uger"' (476 jødiske år) til nisan (marts/april) år 31 eller 32 e.Kr. At den salvede, Fyrsten, i v.25 er Jesus Messias er indlysende, skønt jeg ved, at nogle prøver at bortforklare dette.

b) Den salvede, Fyrsten, står frem:
Hvornår stod Jesus frem som Messias? Var det ved hans dåb? Nej! Det skete først umiddelbart forud for Hans lidelse og død, nemlig på den specielle dag, da Han red ind i Jerusalem på et æselføl, og folket mødte Ham med den messianske hilsen:
BARUCH HABA BESHEM ADONAI -Velsignet være Han, som kommer, i Herrens Navn! Sl. 118,26; Matt.21,9.

Og ifølge Markus råbte folket også:
Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer! mark .11,10. Da - men først da - stod Han frem som Messias. Før den tid havde Han strengt forbudt sine disciple at sige til nogen, at Han var Messias, Matt .16, 20. Men på den dag sagde Han: Hvis disse tier, skal stenene råbe! Luk.19,40.

Mao.: Nu var dagen kommet, den sidste dag i de 69 "år-uger". Nu stod Han frem som Messias!

c ) Den salvede udryddes - Israel adspredes:
Men ifølge Dan.9,26 skulle den Salvede - Messias - udryddes efter de 69 uger, men FØR den 70.! Dette skete, da Han - få dage derefter - blev uskyldig dømt og henrettet på et romersk kors som en forbryder. Derefter skulle der komme en tid af ukendt varighed, som skulle karakteriseres af "oversvømmelse", nemlig af fremmede i Israels land, og af krig og ødelæggelse. Israels land har også fra da af været oversvømmet af fremmede i næsten 2000 år, mens landets eget folk har været adspredt over hele jorden.

d) Menighedens udkaldelsestid:
Den tid, som dækkes af Dan.9,26, er parentetisk, idet den er indskudt mellem den 69. og den 70. "år-uge". Og fremdeles er den 70. "år-uge" fremtidig!

Hovedanliggendet med alt dette er i denne sammenhæng følgende: Samtlige af disse 70 "år- uger" angår Israel og Jerusalem. Israel var således i fokus i løbet af de 69 uger, som udløb den dag, Jesus holdt sit indtog i Jerusalem. I den mellemliggende tid, i det næsten 2000-årige interval mellem den 69. og den 70. profetiske '"år-uge", har ikke Israel, men NT-menigheden været i fokus, idet denne tid er Nådens husholdning, eller Menighedens udkaldelses tid. Det, jeg med dette vil understrege, er følgende:

Lige som de forløbne 69 "år-uger'" absolut intet havde med Menigheden at gøre, idet dennes udkaldelsestid begyndte efter udgangen af den 69. uge, så vil heller ikke den 70. have noget med Menigheden at gøre, da den vil være fuldtallig og oprykket til Gud FØR begyndelsen af den 70., da også denne uge, ligesom de 69, angår Israel og Jerusalem, og IKKE Menigheden!

2) Åb.3,10:
Fordi du har holdt fast ved mit ord om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast og fri dig ud af den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorderige for at prøve dem, der bor på jorden.

a) Et afgørende bevis - for hvad?
Om dette siger de såkaldte mid-tribulationister: Her er et afgørende bevis for, at Menigheden skal ind i trængselstiden. For man kan jo ikke fries ud af noget, hvis man ikke først er kommet ind i det! Rent umiddelbart kan denne slutning synes rigtig. Men går vi ind i en dybere sproglig analyse af dette vers, vil vi nok se, at denne tanke alligevel er uholdbar. Det græske ord, som er oversat med "holdt fast ved" i dette vers, er en form af verbet TEREO, som ganske rigtigt betyder "at holde fast ved" eller "bevare".

Eksempelvis kan nævnes, at dette verbum også er brugt i Jud. l, når det der siges, at de troende er I 'bevaret " (TEREO)- for Jesus Kristus." Mht. til det aktuelle vers, Åb.3,10, er verbet TEREO brugt to gange, i første tilfælde oversat med "holde fast ved", i andet tilfælde med "fri ud".

Da følgende måde at oversætte dette vers på er fuldt ud sproglig forsvarlig, korrekt og naturlig, er jeg overbevist om, at Den Hellige Ånd med dette ville have sagt: Fordi du har bevaret (dvs.: holdt) (TEREO) mit ord om udholdenhed, vil jeg bevare (TEREO) dig :fra den prøvelsens time, som skal komme over hele verden, for at prøve dem, som bor på jorden.

Sådan er for øvrigt dette vers oversat i såvel den anerkendte engelske King James Version som i den forholdsvis nye, udmærkede amerikanske New International Version. '

b) For at prøve - hvem?
At "den prøvelsens time, som skal komme over hele verden" er et udtryk, som sigter til den kommende antikristelige trængselstid, som er tiden for Guds vrede over en Gud-fjendtlig verden, er vel alle seriøse og positive granskere af det profetiske ord enige om. Men hvorfor skal denne '"prøvelsens time" komme? Er det for at prøve Menigheden? Nej, nej! Det er for at prøve "dem, som bor på jorden". Udtrykket "dem, som bor på jorden'" sigter aldeles IKKE til Menigheden, men til de mennesker, som - efter Menighedens bortrykkelse - lever på jorden og gør fælles sag med Satan mod Gud. De "bor" på jorden, idet de hører til i verden og er Guds "aktive fjender" i endens tid. Som sådanne er de hjemfaldne til Guds vrede, dom og straf, hvilket fremgår klart af bl. a. følgende ord: Åb. 6.l0 ; 8,l3; 13,14. Menigheden, derimod, er ikke jordboere, men himmelboere! så er da også Åb. 3,10 et klart bevis for, at Menigheden skal bortrykkes FØR den kommende "prøvelsens time."

3 ) HVEM venter vi på?
De, som påstår, at," Menigheden skal ind i - eller igennem - den kommende antikristelige trængselstid, må nødvendigvis regne med, at Antikrist skal fremstå personlig før Menighedens bortrykkelse. Men dermed "venter" de; jo ikke på, at Jesus skal komme. Faktisk venter de på Antikrist! Det afgørende for troen er imidlertid, hvad Ordet siger. Hør derfor, hvad den inspirerede apostel siger i Tit.2,13, idet han formaner den troende - Menigheden - til at leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt ...mens vi venter," på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus komne til syne i herlighed ... Hør videre, hvad han siger i 1.Tess.l,10 til de troende i Tessalonika, som -i lighed med os -tilhører NT-menigheden: ...I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og FRA HIMLENE" AT VENTE HANS SØN, som Han oprejste fra de døde, JESUS, DER FRIER OS FRA DEN KOMMENDE VREDE (dvs. "Herrens vredes dag").

4) 2. Tess. kap. 2: Dette kapitel bør nøje ,studeres i denne sammenhæng, da det er et meget væsentligt afsnit til. rigtig forståelse af tiden for Menighedens bortrykkeIse. Hovedsagen i dette kapitel er nemlig ...vor Herre Jesu Kristi komme og hvordan, vi skal samles med Ham, v. 1.. Af v.2 fremgår, at menigheden i Tessalonika havde været udsat for falske lærere som havde forkyndt, at Herrens dag allerede var begyndt, hvilket "igen havde forårsaget stor frygt inden for denne forsamling. Og om det virkelig havde været således, at Herrens dag allerede dengang var begyndt, havde de sandelig også haft adskillige grunde til frygt, jfr. GT' vidnesbyrd om den "dag". Hør fx hvad profeten Zefanias siger, Zef. l,14-17 . Nær er Herrens dag, den store... Da udstøder helten skrig... En vredens dag er denne dag… en dag med nød og trængsel… ødelæggelse og undergang… mulm og mørke… skyer og tåge… Jeg sender trængsler over menneskene, så de går omkring som blinde, fordi de syndede mod Herren...

Men hvad siger så Paulus til disse i Tessalonika, som var blevet så skræmte? Hør igen: Lad jer ikke straks bringe fra besindelsen eller skræmme, hverken ved nogen ånd, noget ord eller noget brev, der foregives at være fra os, som om Herrens dag var inde. 2.Tes.2,2.

Herrens dag er nemlig - i sit nærmeste aspekt - en vredens, dommens, hævnens og straffens "dag", Dan. B,19, dvs. i den for Antikrist til, målte tid. Herrens vredes dag angår derfor IKKE Menigheden, som skal bortrykkes fra jorden FØR denne forfærdelige vredes- og doms tid over folkene. Den "dag", som er bestemt for Menigheden, er Jesu Kristi dag, Som er af en stik Modsat karakter, idet den er en frelses - og udfrielsesdag fra al nød og trængsel! Sandheden om denne herlige "dag" er en del af Menighedens salige håb. Dens begyndelse er bortrykkelsens og forvandlingens øjeblik, vor forløsnings dag, Ef.4,30, og mens Herrens vredes forfærdelige "dag" går over jorden, er den bortrykkede, herliggjorte Menighed i de himmelske sfærer, hvor Guds Søn, Jesus, fremstiller den, sin himmelske brud, for sin Far, i fuldkommen skønhed, uden lyde af nogen slags, Ef.5,27; Kol.l,22.

Dette er Jesu Kristi velsignede dag! DEN er vort salige håb, kære troende søster og bror. Hvilket herligt håb! Hvilken jubeldag! Angående denne skønne, herlighedens morgen, vi som Guds børn har i vente, se 1.Kor.l,B; 3,13; ,5; Fil.l,6; 1,10; 2,16.

5) Hvad - eller hvem - holder igen?
I 2.Tess. kap. 2 siger Paulus videre, at "lovløshedens menneske", dvs. Antikrist, ikke kan åbenbares før "den, som holder igen", først fjernes, v. 6-7. Men når den (han), som holder igen, er fjernet, DA skal "den lovløse" åbenbares. Mao.: Han - "den lovløse" - må åbenbares FØR Herrens vredes dag kan komme. Og FØR denne "dag" kommer, må "den, som holder igen" blive fjernet!

Endnu i dag, i skrivende stund (1994), er "den lovløse" ikke åbenbaret. Deraf kan vi vide, at "den som holder igen" fremdeles er i verden, og fremdeles "holder igen". Men hvad - eller hvem - er da "den, som holder igen"? Mange mere eller mindre søgte "løsninger" på dette har været fremsat. Men personlig er jeg overbevist an, at "den, som holder igen", er Den Hellige Ånd, som har haft sin bolig på jorden fra pinsefestens dag, Ap.G.2, og fremdeles, nemlig i NT-menigheden, som er Den Hellige Ånds tempel i den nuværende Nådens husholdning, 1.Kor.3,16; 6,19; 2.Kor.6,16. Når så Den Hellige Ånd snart - efter endt gerning i denne tid - flytter op fra jorden og tilbage igen til den himmelske helligdom, tager Han sin bolig, den fuldendte Menighed, med sig derop, i bortrykkelsen. Også derefter vil Han selvsagt virke på jorden og blandt menneskene, men da bliver Hans "base" igen deroppe, hvorfra Hans virke på jorden og blandt menneskene skete i de forrige husholdninger.

6) Jesu genkomst -flere faser:
Når vi omtaler Menighedens bortrykkelse i forhold til de vældige endetidsbegivenheder på jorden, er det meget vigtigt at være klar over, at Jesu genkomst realiseres i flere faser. De trehoved-faser er følgende:

a) Ankomst-fasen, 1.Kor.15,5l-53; 1.Tess.4,13-18:
Denne fase angår Menigheden og dens bortrykkeIse. Ligesom menigheden i sig selv var en hemmelighed indtil denne blev åbenbaret gennem Paulus, har også denne første fase i Jesu genkomst hemmeligheds-karakter:
Se, jeg siger jer EN HEMMELIGHED (gr.: MYSTERION)... (1.Kor. 15,51). Dette er da Jesu genkomsts "ankomst" - fase.

b) Nærværs-fasen:
Ordet PAROUSIA (gr.), som betyder komme, og som er det hyppigst brugte ord i forbindelse med Jesu genkomst, betyder desuden nærvær. Eksempelvis kan anføres Fil. 2,12, hvor Paulus siger følgende: Mine elskede, I, som altid, har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var hos jer (gr.: PAROUSIA, norsk 1930-overs. i mit nærvær), men langt mere nu i mit fravær. Fra bortrykkelsens dag er Herren nærværende i herlighed sammen med de bortrykkede, herliggjorte hellige: Og så skal vi ALTID være sammen med Herren. l. Tess. 4,17.

c ) Årenbarings-fasen:
I 2.Tess.2,8 læser vi, at Herren Jesus skal ødelægge "den lovløse" med sin munds ånde ved "åbenbarelsen" (gr.: EPIPHANEIA = synlig udstråling) af Hans komme - Hans PAROUSIA. Dette er Hans genkomsts endelige fase, når Han åbenbares fra himmelen med sin magts engle, 2.Tess.l,7, og med alle de hellige, Zak.14,5; Åb. 19,11 flg. Da skal "hvert øje" se Ham', Åb.l,7!

7) ...ved den sidste basun:
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. .Kor.15,51-52.

De, som hævder, at Menigheden skal ind i den kommende trængselstid, mener her at finde et uimodsigeligt bevis for deres syn. De sætter nemlig uden videre lighedstegn mellem den her nævnte "sidste" basun og den ,sidste af de 7 apokalyptiske (gr.: afslørende), som blæses ved den 70. profetiske "år-uges" midte, Åb. 11,15. Men faktum er, at den 7. apokalyptiske Basun absolut intet har med frelse, udfrielse og opstandelse at gøre, som "den sidste basun" i 1.Kor.lS,Sl har. Når den 7. apokalyptiske basun blæses, hedder det bl.a.: ...nu er DIN VREDE kommet ...Åb.11,18.

Og videre, som direkte følge af blæsningen af denne (7.) basun: ...og der kom lyn og brag og torden og jordskæl og voldsom hagl. v. 19. Dette er udtryk for vrede, dom, hævn og straf og angår de ugudelige mennesker i endens tid, dvs. i tiden efter Menighedens bortrykkelse. Desuden: Den 7. basun blæses af en engel, Åb.ll,15. Den sidste basun, 1.Kor.15,51, blæses af Herren selv, for i parallelstedet 1.Tess.4,13 siges, at: ...Herren selv skal stige ned fra Himmelen... og Guds basun gjalde. V.16.

b) Giv agt på basunens lyd!
Når Paulus taler om den sidste basun, bruger han et billede fra krigstjenesten. Når en hærafdeling lå i lejr, måtte soldaterne give nøje agt På visse signaler i form af basunstød. Første gang basunens lyd hørtes var signalet til, at teltene skulle tages ned og afmarch forberedes. Anden gang, basunens toner lød, var signalet til opstilling i rækkerne. Tredje - og sidste - gang basunen blæstes, var signalet til afmarch, som da fandt sted uiddelbart. I Jer.6,17 siger Herren til Israel ved sin profet:

Jeg satte vægtere (dvs. profeter) over jer,(som siger): Giv agt på basunens lyd! (dansk overs.: Lyt til hornet). Men de (Israels folk) sagde: Det vil vi ikke. Her ser vi, at profeterne, som talte Herrens ord til folket dengang, er sammenlignet med vægtere, som blæste i basunen for at advare mod en kommende fare. Guds ord er altså sammenlignet med basunlyd. Nu har vi - så mange, som er Guds børn i denne tid hørt Guds basun lyde første gang. Vi har handlet i lydighed mod dette signal, idet vi har troet Guds ord. Dermed er det Herrens vilje, at vi hele tiden derefter skulle forberede "afmarch" fra jorden og lytte efter næste basunstød. Hør i den forbindelse følgende vidnesbyrd af Paulus:

I er alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. så lad os da ikke sove som de andre, men lad os våge og være ædru! l. Tess. 5,5-6. Når I nu; er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, der hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med Ham i herlighed. Kol.3,1-4. ; Med disse ord yder basunen anden gang for os. Signalet: "Klar til afmarch" er dermed allerede givet. Snart lyder basunen for sidste gang, den sidste basun, nemlig Herrens egen røst" som en basun", når råbet lyder: Kan herop ...! Åb.4, l. Måtte vi alle i sandhed give agt på basunens lyd og være vågne, ventende og 1ængselsfulde efter at høre lyden af den sidste basun!

8) Åb. 1,19 - en vigtig nøgle:
Efter at apostlen Johannes havde fået lov at skue det himmelske syn af den herliggjorte Menneskesøn, Jesus, Åb.l,l0-18, får han følgende pålæg af sin Herre og Mester: Skriv a) det, du så, b) det, som er, og c) det, som siden skal komme. v. 19. Dette er Åbenbaringsbogens nøglevers. Læg nøje mærke til den antydede tredeling:

a) Det, Johannes indtil da havde set, var altså synet af den herliggjorte Jesus mellem de syv lysestager af guld, v.10-18.

b) "Det, som er", nemlig Menighedens udkaldelsestid. Denne tid eller husholdning - er profetisk - afskygget i form af de syv såkaldte "sendebreve" i Åb.2 og 3,.og åbenbarer - i hemmelighedsform - den åndelige udvikling inden for den bekendende Menigheds område fra apostlenes dage (som er afskygget ved budskabet til menigheden i Efesus, kap. 2,1-7) og indtil tiden umiddelbart forud for Menighedens bortrykkelse. Den syvende og allersidste fase af Menighedens tidshusholdning er afskygget ved budskabet til den sidste af de syv menigheder, Laodikea-menigheden. Tilstanden i denne menighed er også aldeles samstemmende med tilstanden inden for den bekendende "kirke" i dag. Personlig er jeg ikke i tvivl om, at vi nu befinder os i den allersidste fase af Menighedens tid i verden, og at bortrykkelsen er den næste store begivenhed, som kan finde sted når som helst!

c) "Det, som siden skal komme":

DEREFTER (dvs., nar Menighedens tid pa Jorden er omme, og den er blevet fuldtallig,) så jeg Også en dør var åben ind til himlen. Og den samme røst, der lød SOM EN BASUN, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: Kom HEROP, og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter, (nemlig efter Menighedens husholdning).

STRAKS BLEV JEG GREBET AF ÅNDEN (norsk overs.: bortrykket i Anden) og så en trone stå i himlen og en sidde på tronen... Ab.4,1.

Her er Menighedens bortrykkelse afskygget i Johannes' åndelige erfaring ved "det bydende råb", ved røsten "som en. basun" ("Guds basun", 1.Tess.4,16; "den sidste basun", 1.Kor.15,51).

Dermed er dette vers et parallelsted till.Tess.4,13 flg. og 1.Kor.15,5152. så "brydes" Åndens lys - ligesom i et prisme - og han får i Anden at se hele den bortrykkede, herliggjorte Menighed, repræsenteret ved de 24 ældste rundt omkring den central e trone. I Kap. 4 og 5 giver Den Hellige Ånd os så et himmelsk situationsbillede efter bortrykkelsen, men før den 70. "år-uges" begyndelse på jorden. Med kap. 6, 2 er den profetiske scene imidlertid atter på jorden. Fra og med dette vers skildres så den 70. "åruge", hvis begyndelse markeres ved, at "den lovløse", dvs. Antikrist, åbenbares som rytteren på den hvide hest - en satanisk imitation af rytteren på den hvide hest i Åb.19,11, som er Guds Messias, Jesus, i Hans herlige genkomst som kongers konge og herrers herre. Fra og med Åb.6,2 til og med kap.19,10 skildres (minus visse parentetiske afsnit) Antikrists tilmålte tid, som er identisk med den 70. profetiske "år-uge" for Israel og Jerusalem. Det er derefter, at Herrens vrede og hævn skal ramme de ugudelige mennesker, og det er derefter, at der skal blive en trængselstid på jorden, som der aldrig har været magen til -"den store trængsel", Matt.24,21. Men vi - Hans Menighed - skal ifølge løftet fries fra denne kommende, forfærdelige vredes tid, hvilket jeg her prøver at vise.

9 ) Tidsaldre og husholdninger:
Før yderligere argumenter fremsættes for, at NT-menigheden skal bortrykkes før den antikristelige trængselstid, bør der gøres opmærksom på et forhold, som er uhyre vigtigt til rjgtig forståelse af Skriften generelt og af det profetiske ord specielt, nemlig dette: I sin frelses-og genløsningsplan handler Gud med menneskene gennem forskellige tidsaldre og husholdninger. Det græske ord, som i de fleste tilfælde burde oversættes med "tidsalder" er ARON. Desværre er dette ord i de fleste oversættelser som regel gengivet med "verden", hvilket ikke er dækkende for den egentlige betydning. Når det gælder tidsforløbet på jorden fra Adams skabelse til verdensbranden, 2.Pet.3,10-12, må der skelnes mellem tre tidsaldre, nemlig:

i) Den pre-diluvianske (dvs. før "syndfloden") tidsalder, ii) den nuværende tidsalder og iii) den kommende tidsalder. En tidsalders afslutning markeres ved en dom i form af en fysisk katastrofe. således blev den forrige bragt til afslutning ved syndfloden på Noas tid. Den nuværende vil blive afsluttet ved dommen og de fysiske omskiftelser på jorden i forbindelse med Jesu genkomst i herlighed. Den kommende tidsalder, det messianske Rige, skal afsluttes med Herrens endelige domsaktion over jorden efter Satans sidste revolte i form af ild fra himlen (verdensbranden), Åb.20,9. Desuden omtales forskellige husholdninger i Skriften. Det græske ord for husholdning eller forvaltning er OIKONOMIA. En husholdning er en periode i Guds plan, i hvilken Han prøver menneskene ud fra et hovedprincip. Vi befinder os nu ved afslutningen af den 6. husholdning i menneskeslægtens historie, og vi kalder gerne denne Nådens husholdning. Den begyndte med Den hellige Ånds komme til jorden for at udtage et himmelskfolk ved Nådens evangelium.

De forrige husholdninger var følgende: a) Uskyldighedens husholdning, fra Adams skabelse til syndefaldet.

b) Samvittighedens husholdning, fra syndefaldet til syndfloden. Således omfattede den første tidsalder af menneskenes historie to husholdninger.

c) Menneskets udvidede vældes husholdning, fra syndfloden til Abraham.

d) Løftets husholdning, fra Abraham til Moses.

e) Lovens husholdning, fra Moses til Jesu død. Den nuværende er altså Nådens husholdning, eller Menighedens udkaldelsestid, dette, som i de tidligere husholdninger var en hemmelighed. Efter Menighedens bortrykkeise vil der så komme en kort tid, som i det profetiske ord i såvel GT som NT er viet stor opmærksomhed. Denne allersidste lille tid af denne tidsalder er det, vi tidligere har omtalt som den sidste og 70. profetiske "år-uge" for Israel og Jerusalem inden for rammen af hedningefolkenes tider, Dan.9,27; Luk.21,24. I Matt. 13,39,40 og 49 og 24, 3 er denne profetiske 7-årsperiode nævnt som "denne tidsalders ende" (dansk overs. "verdens ende"). Med Jesu genkomst i herlighed bringes så den nuværende tidsalder til definitiv afslutning, og den kommende herlige tidsalder oprinder, nemlig det lovede messianske Rige, som også er en særskilt husholdning, den 7. i rækken, og den endelige mht. denne jord, og hvis bærende princip er retfærdighed, Es.32,1; 60,17, hvorfor vi også kan kalde denne retfærdighedens" husholdning.

10) Evangeliet til alle folkeslag? Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme. Matt.24,14. En meget vigtig tolkningsregel er, at ethvert Skrift-ord må forstås i lys af den sammenhæng, det står i. Når det gælder dette ord, er sammenhængen den store eskatologiske (endetids-) tale, Jesus holdt for sine (jødiske) disciple på Oliebjerget umiddelbart før sin lidelse og død. Han underviser dem her om, hvad som skal ske ved "denne tidsalders ende", v.3, og i forbindelse med Hans genkomst i herlighed. (Jfr. hvad jeg netop nævnte under pkt.9). Skal vi forstå denne tale ret, må vi have klart for øje, at sandheden om NT-menigheden fremdeles var en hemmelighed på det tidspunkt, Jesus holdt denne. Derfor er Menigheden overhovedet ikke nævnt i denne tale, som altså sigter til tidsalderens ende, den 70. profetiske "år-uge" for Israel og Jerusalem, Dan. 9,27. Følgelig er det Israel, Jerusalem og det jødiske folk i endetiden, som er i fokus her. mærk i denne forbindelse specielt, hvad Jesus siger i versene 9,16 og 20: I (Jesu jødiske disciple i endens tid) skal hades af alle for mit navns skyld...V.9

...så skal de, som er i Judæa, flygte ud i bjergene ...V.16. ...Og bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat. V.20.

Det er altså i den sammenhæng og på den baggrund, man må forstå ovenfor citerede ord om, at evangeliet skal forkyndes til et vidnes byrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme, dvs. den definitive ende på "tidsalderens ende".

Men hvilket evangelium?

Ikke evangeliet i den form, det nu forkyndes, og ved hvilket Menigheden udkaldes! Evangeliet, som det nu lyder, kaldes "Kristi evangelium" eller "Guds nådes evangelium", ApG.20,24; 1.Kor.9,12; 2.Kor.2,12; Fil.l,27. Det evangelium, Jesus og Hans disciple forkyndte, er kaldt "evangeliet om Riget", Matt.4,17,23; 10,7. Riget var nær dengang, for Han, Rigets store konge, var blandt sit folk. Ved Israels forkastelse af Ham som Messias, gik riget ind i en hemmelighedsform, jfr. de 7 lignelser angående himlenes riges hemmeligheder i Matt. 13.

I løbet af den tid, som dækkes af disse 7 lignelser, er Riget ikke længere nær i den forstand, som det var. Men efter Menighedens udkaldelsestid skal bl.a. ifølge den her nævnte tale af Jesus - der igen. Kommer en kort tid - "denne tidsalders ende" - når" evangeliet om Riget" igen skal lyde, ikke kun i Israel, men blandt alle folkeslag! Grunden til, at det nævnes som "evangeliet om riget" er, at det er Kongens snarlige genkomst og Rigets oprettelse, som er dette budskabs centrale tema.

På baggrund af dette er det derfor ikke rigtigt at tage Matt. 24,14 til indtægt for det syn, at alle folkeslag først må høre evangeliet, før Jesus kommer igen for at hente sin Menighed. Det ville i så fald betyde, at bortrykkelsen ikke kunne ske, førend alle folkeslag har fået frelsens budskab forkyndt. At rigets evangelium skal forkyndes til et vidnesbyrd for alle folkeslag står fast, men det skal først ske i "denne tidsalders ende", dvs. efter Menighedens bortrykkelse! Om Matt.24,14 opfattes anderledes , beror det desværre på en beklagelig begrebsforvirring.

11) Som det var i Noas dage...
Sammenhængen er fremdeles den samme, nemlig Jesu profetiske tale angående "denne tidsalders ende". Jeg minder nok en gang om, at Jesus her underviser sine disciple om det, som skal ske efter Menighedens bortrykkeIse, og at denne derfor i det hele taget ikke er omtalt her. Jeg præciserer dette igen, fordi de vers, jeg nu skal prøve at sige lidt om, Matt.24,37-42, anses af mange som et af de vigtigste ankepunkter mod den opfattelse, jeg gør mig til talsmand for i dette lille skrift. Når der i dette afsnit siges, at "den ene tages med, og den anden lades tilbage", er det desværre gængs opfattelse, at den, som bliver "taget med", kommer med i bortrykkelsen og bliver frelst, mens den, som "lades tilbage", bliver igen og går fortabt. Spørgsmålet er imidlertid: Hvad siger Jesus egentlig i dette afsnit? Hør v. 39-41: ...de (som ikke var med Noa i arken) ænsede intet før syndfloden kom OG REV DEM ALLE BORT - sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. Da skal to mænd være sammen på marken; den ene tages (med), og den. anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages (med), den anden lades tilbage . Ordet "med" står ikke i grundteksten til de citerede vers, derfor parentesen om dette ord. Hvem "tages"?

Ifølge sammenhængen og forbilledet er svaret tindrende klart: Endetidens ugudelige mennesker! Ligesom syndfloden "tog" de ugudelige på Noas tid, og de gik fortabt, sådan skal også disse "tages" af Herrens vredes dom og gå fortabt, Matt.25,41 flg. Og hvem bliver så "ladt tilbage"? Svar: Endetidens retfærdige mennesker, de, som i tro tager imod "evangeliet om riget" og bliver frelst. Disse bliver "ladt tilbage" og går ind i det herlige, messianske Rige som frelste mennesker, Matt.25,34-40!

12) De kloge jomfruer: Da skal Himmeriget ligne ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Matt.25,1.

Læg mærke til, at Matt.25,1-13, Jesu lignelse om de fem kloge og de fem dårlige jomfruer, indledes med tidsbiordet "da" (gr.: TOTE da, på den tid, når de ting, Som her omtales, skal ske). Dermed knyttes det, Jesus siger i dette afsnit, direkte til de profetiske begivenheder, Han netop har skildret i Matt. 24 og gælder derfor samme tid, nemlig "denne tids alders ende", kap. 24,3, eller den 70. "år-uge" for Israel og Jerusalem, Dan.9,27. For yderligere at understrege dette, beder jeg dig lægge mærke til, hvordan tids biordet "da" (gr.: TOTE) er brugt i kap. 24: Da skal de overgive jer til trængsel og slå jer ihjel ...v.9. Og da skal mange falde fra ...V.10.

Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene. V.16. For da skal der komme "en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu" og heller ikke senere skal komme. V.21. Hvis nogen da siger til jer: "Se, her er Messias, eller 'der' så skal I ikke tro det. V.23. Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himlen; og da skal alle jordens folkestammer jamre ...V.30.

Da skal to mænd være ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. V.40. Næste gang, "da" (TOTE) forekommer, er i kap.25,1: Da skal Himmeriget ligne ti jomfruer...

ermed har vi til overmål præciseret, at tiden, hvor disse jomfruer gik ud for at møde brudgommen, er "denne tidsalders ende". Følgelig er det udelukket, at de fem kloge jomfruer er et profetisk billede på NT-menigheden, som på den tid vil være bortrykket fra jorden. Menigheden er for øvrigt aldrig nævnt som jomfruer (i flertal), men som "en ren jomfru", 2.Kor.ll,2:

Jeg har jo trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til Ham som en ren jomfru. Jomfruerne i Matt. 25,1-13 gik ud for at møde brudgommen. De var altså brudejomfruer. At identificere brudejomfruerne med bruden kan umulig være rigtig. Det ville i al fald brudgommen selv protestere heftigt imod. Her må imidlertid bemærkes, at der eksisterer et dobbelt "brude" - forhold, idet NT-menigheden er Jesu tilkommende, udvalgte himmelske brud, mens det genfødte Israel ved Jesu genkomst er Hans udvalgte jordiske brud (jfr. bruden i Højsangen). Personligt tror jeg, det er dette sidstnævnte forhold, Jesus har i tanke med sit komme som brudgom i denne sammenhæng:

Se, brudgommen kommer, gå ham i møde! V. 6 . For øvrigt gør jeg opmærksom på, at ifølge nogle kildeskrifter (Peshitta, Vulgata og Codex Sinaiticus) lyder Matt. 25,1 således: Da skal Himmeriget ligne ti jomfruer, som tog deres lamper og gik ud for at møde BRUDEN OG BRUDGOMMEN. Hvem står da de fem kloge jomfruer som et billede på?

Uden at kunne begrunde dette nærmere her, pga. grund af begrænset plads, tør jeg hævde, at disse står som et billede på de 144.000 beseglede af Israe12 stammer i endens tid. Når disse omtales i Åb.14, står der om dem i v.4: ...de er SOM JOMFRUER… Så kan da heller ikke dette afsnit, Matt.25,1-13, brugestilstøtte for det syn, at Menigheden skal ind i trængselstiden.

En ny lære? Jeg begyndte dette lille skrift med at erklære som min klippefaste overbevisning, at NT-menigheden skal bortrykkes fra jorden før Antikrist står frem, hvilket jeg nu i korthed har givet den bibelske begrundelse for. Imidlertid hævder modstanderne af dette syn, at læren an Menighedens bortrykkelse før trængselstiden er af forholdsvis ny dato. Den blev først lanceret, siges der, af John Nelson Darby og Plymouth-brødrene i 1830'erne. Og da denne lære angiveligt var Ukendt før den tid, stemples den på det hold som vranglære. Til dette er følgende at bemærke:

i) Som jeg foran har prøvet at vise, er Skriftens eget vidnesbyrd angående dette spørgsmål entydigt: Menigheden SKAL bortrykkes til himlen FØR Herrens hævn- og vredesdag rammer "dem, som bor på jorden" i den tid,. som er fastsat for enden, dvs. "tidsalderens" ende, den 70. "år-uge" for Israel og Jerusalem. Denne lære er den eneste rette mht. dette spørgsmål, hvilket yderligere bevises ved, at den er i absolut og fuldtonende harmoni med alt Guds ord for øvrigt. Dog er det ikke muligt at se denne harmoni, hvis vi ikke har givet agt på Den Hellige Ånds vejledning i Skriften vedrørende de forskellige tidsaldre og frelses husholdninger, som tidligere nævnt.

Endvidere må vi skelne klart mellem jøder, grækere (hedninger) og Guds Menighed, de tre kategorier, Herren selv har inddelt menneskene i, og Hans hensigt med hver af disse, sådan som Han har åbenbaret det i sit profetiske ord.

Endelig må vi tage det profetiske "perspektiv" i GT i betragtning, nemlig, at profeterne så de fremtidige begivenheder, de fik åbenbaring an ligesan i "parallel"-perspektiv,uden at det kronologiske "dybde" -forhold mellem disse var åbenbaret. Således skuede de Messias og Hans komme - dette var selve kernen i deres budskab - men de så ikke, at Han skulle komme to gange, 1.Pet.1,10-11. Forholdet mellem "korset" og "kronen" var skjult for dem dengang, og dermed også, som tidligere præciseret, NT-menigheden, som skulle udkaldes mellem "korset'" og "kronen". Ser vi disse ting klart, og har den tillid til Gud, at Han våger over sit ord og fuldbyrder alt konkret og bogstaveligt som forudsagt, vil vi også blive bragt til den fuldvisse erkendelse af, at læren om NT-menighedens bortrykkeIse før trængsels tiden er i fuldkommen harmoni med alt Guds ord -hele Skriften.

ii) Indtil ca. 300 e.Kr. var det den almindelige opfattelse blandt de såkaldte "kirkefædre", at det profetiske ord skulle opfyldes konkret og bogstaveligt. De forventede Jesu genkomst som Konge for at oprette det lovede Rige på jorden. Skønt oldkirkens opfattelse angående endetidsprofetierne slet ikke var klar i alle detaljer, levede de i en stadig forventning til Jesu 'imminente' genkomst, dvs., at de ventede på Jesus og regnede med, at Hans genkomst kunne ske nar som helst.

Den første betydelige talsmand for den allegorisk-symbolske tolkning af profet ordet var Origenes (død 253 e.Kr.). Men det var først efter kejser Konstantin den Stores "omvendelse" til kristendommen i 324 e.Kr., at denne tolkning af Skriftens profetier vandt terræn, og især med Augustin (født 354e.Kr.). Han hævdede, at profetierne an "tusindårsriget" måtte forstås åndeligt, at lænkningen af Satan fandt sted under Jesu jordeliv, Luk.10,18, at den første opstandelse er den troendes nye fødsel, Johs.5,25, og at Riget derfor er "kirken". Denne lære blev så videreført af den katolske kirke.

iii) Med de store reformatorer i 1500-tallet blev forventningen af Jesu genkomst igen levende. Eksempler på udtalelser af nogle reformatorer i den forbindelse: Luther: Jeg tror, at alle tegn, som skal gå forud for de sidste dage, allerede er opfyldt. Lad os ikke regne med, at Jesu genkomst er langt ude i fremtiden. Lad os hellere løfte vore hænder og se op og vente på vor Forløsers genkomst med længsel og med glæde i sindet. Calvin: Skriften opfordrer os entydigt til at vente på Jesu genkomst. Knox: Herren Jesus skal komme igen, og det skal ske pludselig. (Citeret fra Pentecost: Things to Come, s. 203-204).

Skønt heller ikke disse havde klare begreber an endetidens begivenheder og rækkefølgen af disse, fremgår det af sådanne udtalelser, at de her nævnte reformatorer forventede Jesu genkomst, og at denne kunne finde sted når som helst.

ohn Nelson Darbys rolle:
Det er imidlertid rigtigt, såvidt vides, at J.N. Darby var en af de første efter apostlenes dage, som klart hævdede læren om NT-menigheden og dens bortrykkelse forud for den kommende antikristelige trængselstid. Men hvis det anføres som et ankepunkt mod denne lære, at den var "ny" omkring 1830, og at den derfor må være falsk, da "kirken" lige fra oldtiden havde lært anderledes om disse ting, må man bruge samme "målestok" på andre væsentlige træk i læren. Men hvem inden for den evangelisk troende forsamling vil fx hævde, at læren om retfærdiggørelsen ved tro af uforskyldt nåde må være falsk, fordi "kirken" i mere end tusind år før reformationen havde lært, at mennesket frelses ved tro og gerninger? Og i hele den katolske middelalder lærte "kirken" om skærsilden og messeofret og praktiserede helgen- og relikviedyrkelse. Men tør derfor nogen iblandt os hævde, at disse ting, som savner ethvert Skriftmæssigt grundlag, må være rigtige, fordi de i så lang tid var anset for rigtige, og at reformatorernes opgør med den katolske kirke mht. disse ting ikke var berettiget, fordi "kirken" længe havde praktiseret og lært dette? Dette illustrerer, hvor urimelig og uholdbar den påstand er, at Darbys lære om Menighedens bortrykkeIse før den antikristelige trængselstid må forkastes, fordi den først blev lanceret omkring 1830, og derfor er relativ "ny"! Faktum er, at Gud brugte Darby til at oplyse den troende Menighed om denne vigtige sandhed, som i denne sidste tid af Nådens husholdning er så højaktuel!

Skjult indtil endens tid:
At detaljerne i endetidsbilledet først efterhånden er blevet klare, skal vi for øvrigt heller ikke undres over. Efter at profeten Daniel havde sit sidste store syn, kap. 10.1-12, åbenbarede en Herrens engel sig for ham. Englen sagde bl.a. disse ord til ham: Og nu er jeg kommet for at fortælle dig, hvad der skal ske med dit folk (dvs. Israel) ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage. V..14.
Men efter at han har fået åbenbaret Herrens profetiske plan lige til endens tid, er han fremdeles spørgende:
Hvor længe varer det, før disse underfulde ting er til ende? kap. 12,6. Således spørger profeten:
Og jeg hørte det, men forstod det ikke; så spurgte jeg: Herre, hvad bliver udgangen på disse ting? V.8. Englen begynder sit svar med disse ord:
Gå bort, Daniel, for disse ord holdes skjult og er forseglet indtil endens tid. V.9. Her giver Herren selv ved sin engel klar besked om, at detaljerne i Hans profetiske plan med Israel skulle forblive skjult indtil endens tid. Det er også en kendsgerning, at aldrig har positive granskere af det profetiske ord haft større lys over de sandheder, som har med Israel og endetiden at gøre, end netop i dag. Og ifølge dette lys er vi ikke i tvivl om, at de vældige endetidsbegivenheder, Daniel fik til opgave at skrive om, men som han selv ikke forstod, er meget nær forestående. Men da er det heller ikke underligt, at Åndens lys over sandheden om NT-menigheden og dens bortrykkelse aldrig har været klarere end netop nu. Dette er helt naturligt, da vi jo lever umiddelbart forud for den tid, Daniel fik åbenbaring om, "dagenes ende" eller" denne tidsalders ende", og da Menighedens bortrykkelse skal finde sted før denne tid, er budskabet om denne herlige og enestående begivenhed den mest højaktuelle sandhed for den troende menighed i denne sidste tid.
Skal du være med?
Måske disse linier læses af en og anden, som ved, at de ikke hører Herren til. Skulle du netop være en af dem, har jeg noget vigtigt at sige dig til slut:

Du kan umuligt være klar over, hvor farligt du lever. Det er nemlig livsfarligt at være ligegyldig med hensyn. til de ting, vi her har omtalt. Spørgsmålet drejer sig om intet mindre end evig frelse eller evig fortabelse. Kun de mennesker, som har taget imod frelsens budskab i Herren Jesus, har fået Den Hellige Ånd til pant i deres hjerter indtil forløsningens dag. Kun de har evigt liv, og kommer med på forløsningens - bortrykkelsens - dag, for derefter altid, for evigt, at være med Herren, 1.Tess.4,13 flg. Du, som ikke er frelst, lever på kanten af afgrunden!

Tiden herefter, den tid, hvor du har mulighed for at tage imod frelsens gave og modtage evigt liv, er meget kort. Om du dør i den tilstand, du nu befinder dig i, går du evigt fortabt. Da har du forspildt din nåde tid, og det vil være uigenkaldeligt for sent. Men måske, du tænker som så: Hvis jeg oplever, at den troende menighed bortrykkes fra jorden, forsvinder herfra i et. nu, i et øjeblik, l. Kor .15,51-52, ja, så vil jeg også omvende mig. For hvis du oplever, at dette vældige sker, vil du have et uimodsigeligt og konkret bevis for, at det var sandt, det de troende sagde, og du vil da selvsagt tage konsekvensen af det og søge Herrens frelse. Er det måske sådan, du tænker? Da må jeg alvorligt advare dig. Hvis du har haft Herrens kald til frelse i denne "nådens" sidste tid, men bevidst og aktivt modstået dette kald eller udsat afgørelsen, vil du ikke få noget kald efter menighedens bortrykkelse, hvis du da skulle opleve, at denne fandt sted, og du blev tilbage. Lad mig begrunde dette ud fra Skriften:

2.Tess. kap.2, som jeg tidligere har omtalt, handler i hovedsagen om de ting, som har med Herrens dag - dvs. Herrens vredes og hævns dag - at gøre. Denne "dag" kan ikke komme,. siger Paulus, før "den, som nu holder igen ", tages bort, v.7. Når så Den Hellige Ånd ("den, som nu holder igen") sammen med sin bolig, NT-menigheden, bliver bortrykket fra jorden, er der ikke længere noget til hinder for, at "den lovløse", v.8-9, dvs. Satans falske messias, Antikrist, kan stÅ frem. Og hør nu, og læg nøje mærke til, hvad Paulus, inspireret af Den Hellige Ånd, siger i dette kapitel, v.9-12:

Den lovløse (antikrist) skal komne i Satans kraft, men al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en VILDFØRENDE MAGT, så DE TROR LØGNEN, for at de skal rammes at dommen, ALLE de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.

Ser du? Hvis du ikke tager imod tilbudet om frelsen i Jesu navn, mens det er Nådens tid, bliver der ikke flere anledninger senere, men du vil i så fald blive genstand for Guds vrede og gå evigt fortabt.

Enten du tager imod frelsens budskab eller ikke, skal du i alle fald møde Jesus. Du skal - enten du tror det eller ikke - en dag bøje knæ for Ham og bekende, at Han er Herre over alle ting. Dette kan du læse om i Fil. 2,9-11. Tager du imod Ham som din frelser nu, skal du med usigelig glæde og taknemlighed bøje knæ for Ham her i tiden og bekende Hans navn, og derefter, i evigheden, love og prise Hans hellige, herlige navn, Åb. 4,9-11. Men hvis du modstår Hans frelses kald, vil du måtte bøje knæ for Ham som den retfærdige dommer i evigheden og bekende, at Han som kaldte dig, men hvis kald du afslog, sandelig er den Frelser og Herre, Han gav sig ud for at være.

Men da er det uigenkaldeligt for sent!

Tag imod Ham nu, om du ikke har gjort det før. Det haster! Hør Joh.l,l2-l3:

Men alle dem, som tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn. De er født….af GUD.
Og kun de, som er født af Gud, kommer med, når Herren kommer.

I Åb.22,20 siger Jesus: "Ja, jeg kommer snart! Tag imod Ham, og du kan sige med Herrens apostel: Amen, ja kom, Herre Jesus! (Oversat fra norsk, bibelcitater fra dansk oversættelse 1931/-48).



Forfatteren, bibel lærer og journalist, har "gransket skrifterne" (APG. 17, 11) gennem en menneskealder med hovedvægt på det profetiske ord og især endetidsprofetierne (Dan.9,24-27).


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005-07 Willy Griis