Kampen om Sandheden
Artikler

VERDENSSITUATIONEN I BIBELSK BELYSNING

- den som ikke kender fortiden, genkender ikke fremtiden


af Willy Griis



Præd. 1:9:"Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske, der er intet nyt under solen."


Der er to folk, som fylder alle avisers forsider og alle fjernsynets kanaler dagligt over hele verden og det er araberne og Israel. Det betyder ikke, at der ikke er andre store problemer i verden, såsom krige, oprør, hungersnød, atomtrussel, forureningsproblemer, der truer jordens fremtid osv. Men de rydder ikke forsider og fjernsynsskærme på samme måde.

Det er Gud Jahve der aflægger sit vidnesbyrd overfor alle verdens nationer, men de er blinde for hans vidnesbyrd. Ja, selv de kristne, som er udvalgt til at forstå guds tale igennem hans ord er blinde. Men sådan burde det ikke være.

1. Joh. 2:20: "Og i har en salvelse fra den hellige og har alle indsigt."

Indsigt i hvad? Indsigt i det som kommer.

Joh. 16:13: "Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer."

Helligånden skal forkynde os det der kommer. Jesus siger et andet sted: Han skal tage af mit. Hvad er "mit"? Det er Guds ord, for Jesus er ordet!

Es. 44:7: "Hvo der er min lige, træde frem, forkynde og godtgøre for mig: Hvo kundgjorde fra urtid det kommende?"

Gud har kundgjort fra urtid det kommende og Helligånden tager det frem for sine børn, så de ikke skal frygte.

Kampen, som fylder alle medier verden over drejer sig om Abrahams afkom og landet Israel/Palæstina. Dette land har Gud lovet til Abraham og hans efterkommere.

1. Mos. 15:18: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod (Nilen) til den store flod, Eufrat-floden."

Hvem er Abrams efterkommere? Ja, det er herom krigen raser, selv op i vor tid.

1. Mos. 16:1-4: "Abrams kone Saraj fødte ham ingen børn. Men hun havde en Egyptisk trælkvinde, der hed Hagar. Og Saraj sagde til Abram: Herren har hindret mig i at få børn. Gå nu ind til min trælkvinde, måske kan jeg få en søn ved hende. Og Abram gjorde, som Saraj sagde. Abrams kone Saraj tog så sin trælkvinde, Hagar fra Egypten, og gav hende som kone til sin mand Abram. Abram havde da boet ti år i Kanaan. Han gik ind til Hagar, og hun blev gravid."

På grund af Abram og Sarajs vantro har vi alle de problemer, som vi ser i verden i dag imellem araberne og jøderne.

Hagar blev hovmodig overfor Saraj og hun pålagde Abram, at jage Hagar bort. I sin nød kom der en engel til Hagar og sagde til hende:

1. Mos. 16:12-13: "Se, du er med barn, du skal føde en søn og give ham navnet Ismael, For Herren har hørt din lidelse. Han skal blive et vildæsel af et menneske, hans hånd skal være vendt mod alle og alles hånd mod ham."

Ismael blev til det arabiske folk et tolvstammefolk. Abram gik i forbøn for sin søn Ismael:

1. Mos. 17:18-20: "Måtte Ismael leve for dit ansigt! Men Gud sagde: Nej, din kone Sara skal føde dig en søn og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt, som en evig pagt for hans efterkommere. Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid."

Der siges i dag, at være 250 mil. arabere og 16 mil. jøder. Det må siges, at være David imod Goliat.

Abram bad om at Ismael måtte vandre for Guds åsyn. Men Gud sagde nej!! Isak, som Sara fødte skulle vandre for Guds åsyn. Derimod skulle Ismael være et vildæsel og han skulle leve på tværs af sine brødre og hans hånd være mod alle. Araberne er altså en blanding af Abrahams blod og en egypterindes blod.

1. Mos. 21:20: "Gud var med drengen, og han voksede til og slog sig ned i ørkenen og blev bueskytte. Han boede i Parans ørken, og hans mor tog en kone til ham fra Egypten."

Abraham vandrede en tid sammen med sin brorsøn Lot. Men på grund af nogle tvistigheder mellem deres hyrder om græsgange til dyrene skiltes de og Lot flyttede til Sodoma, som senere blev udslettet af Gud på grund af synd. Lot flygtede med sine to døtre op i bjergene og levede der et ensomt liv. Hans to døtre ville have børn, men havde ikke nogen mand, så de drak deres far fuld og lagde sig ved ham og fik børn med ham.

1. Mos. 19:36-38: "Således blev begge Lots døtre gravide med deres far. Den ældste fødte en søn, som hun kaldte Moab. Han er stamfar til moabitterne. Den yngste fødte også en søn, som hun kaldte Ben-Ammi. Han er stamfar til ammonitterne."

Disse to stammer ud fra Lot blev Israels fjender for altid. Moabitterne og Ammonitterne bosatte sig i det vi i dag kalder Jordan.

1. Mos. 20:1: "Abraham brød op derfra og drog mod Sydlandet. Han slog sig ned mellem Kadesh og Shur og boede som fremmed i Gerar." - Gerar er det vi i dag kalder Gasa og her blev Isak født.

Gerar var styret af en konge som hed Abimelek og han var konge over filisterne, så det var filisternes land.

1. Mos. 21:1-4: "Herren tog sig af Sara, sådan som han havde sagt, og det, han havde lovet, gjorde han for hende. Sara blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom, ved den tid, Gud havde sagt til ham. Abraham gav sønnen, som Sara havde født ham, navnet Isak."

Isak giftede sig med Rebekka og blev boende i Gerar og her fødtes Esau og Jakob. Esau var den førstefødte, men solgte førstefødselsretten til Jakob for en ret linser. Han var en oprører imod Gud, og viste ringeagt for sin førstefødselsret.

1. Mos. 25:29-34: "Engang da Jakob havde kogt en ret mad, og Esau kom udmattet hjem, sagde Esau til Jakob: Giv mig hurtigt noget af det røde at spise, det røde du har der, for jeg er udmattet. Derfor kaldes han Edom. Men Jakob svarede: Ikke før du sælger mig din førstefødselsret. Da sagde Esau: Jeg er lige ved at dø! Hvad skal jeg med min førstefødselsret. Sværg på det, sagde Jakob, og det gjorde Esau, han solgte sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob ham brød og en portion linser, Esau spiste og drak og gik derefter sin vej. Og sådan viste Esau ringeagt for sin førstefødselsret."

Førstefødselsretten var jo forjættelserne til Abraham og Isak om at Gud ville give dem landet og gøre dem til et stort folk og de skulle blive til velsignelse for alle folk på jorden.

1. Mos. 22:18: "Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig." Paulus udlægger dette skriftsted sådan: Gal. 3:16: "Men hvad Abraham angår, blev løfterne givet til ham og til hans afkom. Det hedder ikke: og til dine afkom, i flertal, men i ental, og til dit afkom, og det er Kristus."

Altså forstod Abraham, at forjættelserne om landet og velsignelsen gjalt Guds søn som skulle fødes ud af hans slægt.

Luk. 1:26-33: "Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: Herren er med dig, du benådede! Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige."

Alle forjættelserne til Abraham er skjult i denne søn Jesus Kristus, som skal være konge i fredsriget, som skal komme og blive en velsignelse for alle folkeslag på jorden, nemlig tusindårsriget, som skal åbenbares igennem folket Israel med Jesus som konge.

Abraham havde lige været på bjerget efter Guds befaling for at ofre Isak, men Gud greb ind og frelste Isak fra Abrahams slagtekniv. Det var Guds vidnesbyrd overfor Abraham om, at Gud selv ville ofre sin søn Jesus på Golgata. Men den troede Esau ikke på og derved viste han, at han ikke troede på Abraham og Isaks Gud. Esau fravalgte Guds søn!

Her har vi forklaringen på Rom. 9:13: "Der står jo skrevet: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau."

Men Jakob troede på denne Gud og ønskede derfor førstefødselsretten.

Esau var til stor sorg for sine forældre på alle måder, selvom Isak elskede ham frem for Jakob.

1. Mos. 26:34-35: "Da Esau var fyrre år, giftede han sig med hittetten Beeris datter Judit og med hitten Elons datter Basemat. Det voldte Isak og Rebekka stor sorg."

Dette var ikke kun et oprør imod Isak og Rebekka, men også et oprør imod deres Gud og forjættelsen om Guds søn.

Esau fuldførte sit oprør imod Abraham og hans Gud og alle forjættelserne og imod sin far Isak, som forjættelsens søn og holdt sig til Ismael arabernes stamfar.

1. Mos. 36:1-3 og 6 + 8: "Dette er Esaus slægt, Esau er den samme som Edom. Esau giftede sig med kanaánæiske kvinder: Ada, datter af hittitten Elon, Oholibama, datter af hivvitten Sibòns søn Ana, og Basemat, datter af Ismael og søster til Nabajot."

Esau stadfæstede sit oprør ved at gifte sig med Ismaels datter og valgte dermed side imellem Ismael, som den førstefødte, men forkastede og sin far Isak.

Vers 6: "Esau tog sine koner, sine sønner og døtre, hele sin husstand, sin hjord, alt sit kvæg og hele den ejendom, han havde samlet sig i Kanaàn, forlod sin bror Jakob og drog til landet seìr."

Esau forlod forjættelsens land med alt han ejede og som han var blevet velsignet med i Kaànan.

Vers 8: "Esau bosatte sig da i Seirs bjerge, Esau er den samme som Edom." - Esau blev stamfar til Edomitterne, som blev Israels fjender og han bosatte sig i Seìrs bjerge, som ligger i Saudi Arabien. Han er stamfar til Saudierne.

Isaks velsignelse eller snarer forbandelse over Esau lød:

1. Mos. 27:38-40: "Esau sagde til sin far: Har du kun den ene velsignelse, far? Velsign også mig far! Og Esau brast i gråd. Da sagde hans far Isak til ham: Fjernt fra Jordens frugtbarhed skal din bolig være og fjernt fra himlens dug foroven. Ved dit sværd skal du leve, og for din bror skal du trælle. Men engang skal du rive dig løs og kaste hans åg af din nakke. - Esau stræbte Jakob efter livet på grund af den velsignelse hans far havde givet."

Ved dit sværd skal du leve, Edomitterne blev et strejfende røverfolk med hjemsted i Seìers bjerge. Saudi Arabien har i sit flag to sværd på grøn bund. Det er Saudi Arabien, som er centrum for den muslimske tro. Muhammed er født i Mekka. Hvis vi gør situationen lidt samtidig og tager ordet sværd væk og i stedet indsætter maskinpistoler, så ser vi at intet er forandret. Denne kamp imellem Ismalitterne og Israel foregår stadig, det er en evig kamp indtil Guds søn Jesus kommer tilbage og sætter foden på Oliebjerget og overtager verdensherredømmet. Kampen drejer sig egentlig om modstanden mod og fornægtelsen af Guds søn Jesus Kristus, og det land Gud har givet ham, at være konge over.

Araberne har bredt sig til flere lande igennem tiden og flere lande har sluttet sig til dem i kraft af den muslimske tro og taget kampen op imod det genoprettede Israel i vor tid. Ezekiel har en fremtidsprofeti, som endnu ikke er gået i opfyldelse, men som kan ske når som helst.

Ez. 38:5-6 og 8: "Persere (Iran), Nubiere (ætiopere), Putere (Libyen), Gomer (Østtyskland), Bet-Torgama (Finland) sammen med Gog (Rusland, se vers 1) og mange folkeslag."

Vers 8: "Når lang tid er gået, skal du mønstres. Når årene er omme, skal du rykke frem imod det land, som er genrejst efter sværdet (det arabiske tegn, min kommentar) og hvis indbyggere er blevet samlet fra mange folkeslag på Israels bjerge, som længe havde ligget øde hen."

Her er en profeti mod Saudi Arabien:

Ez. 35:5: "Du har næret et evigt fjendskab mod Israelitterne og du overgav dem til sværdet, da ulykken ramte dem, så de fik deres endelige straf." - Ez. 36:5: "Ja, dette siger Gud Herren: Med brændende lidenskab vil jeg tale imod de andre folk og imod hele Edom, (Saudi Arabien), som med inderlig skadefryd og dyb foragt tog mit land som deres ejendom for at fordrive folket og udplyndre det." - Edom (Saudi Arabien), er dem som er øverste myndighed for den islamske tro, som allerede nævnt, her blev Muhammed født. Muslimerne erobrede Jerusalem i 638 e. Kr.

En tro som Tyrkiet også har gjort til sin. Det var det tyrkisk muslimske rige, som besatte Guds land indtil general Allenby fra England befriede landet i 1917.


KAMPEN IMELLEM ISMAEL OG ISAK I DAG

Efter at staten Israel er blevet genoprettet er denne kamp imellem Ismael og Isaks efterkommere taget til i styrke og det er det vi er vidne til i vor tid. Kampen er både en fysisk, med våbenmagt og en åndelig kamp. De som har taget imod jødernes Messias, Jesus Kristus, Guds søn, altså de kristne er også involveret. Muslimerne kalder Jøderne for lørdagsfolket og de kristne for søndagsfolket, selv er de fredagsfolket.

Araberne var afgudsdyrkere, de dyrkede flerguderiet før Muhammed blev født. Deres helligdom for flerguderiet var Kabbaen i Mekka, den som de også tilbeder Allah i idag. Muhammed, som blev født i Mekka 570 e. Kr. har også dyrket flerguderiet i Kabbaen, men blev senere påvirket af jødedommen og kristendommen til at tro på én Gud! Muhammed påstod på et tidspunkt, at han havde besøg af englen Gabriel, den samme engel, som åbenbarede sig for Daniel (Dan. 8:16), og den samme engel som åbenbarede Kristi fødsel for jomfru Maria. Englens budskab var: Muhammed, du er Guds sendebud og jeg er Gabriel. Muhammed betragtede sig selv som sendebud til jøderne og til de kristne. Han udlagde de hellige både jødiske og kristne skrifter. Jøder og kristne kaldte Muhammed for en amatørprofet, der ikke kunne finde ud af de elementære bibelske historier.

Ibn Ishaq død 768 e. Kr. flyttede fra Medina til Bagdad i år 733 og skrev den ældste Muhammed biografi der findes.

Han beretter i "Profetens liv" fra kapitlet "Natterejsen," side 78 ff.: Abdallah, Masuds søn, plejede at fortælle dette: Burak (en blanding imellem et æsel og et muldyr, med vinger lige over bagbenene, min bemærkning), blev bragt til profeten. Dette er et ridedyr, på hvilket også profeterne før hans tid har redet. Han blev hævet op på ridedyret, og Gabriel ledsagede ham op imellem himmel og jord indtil de nåede Jerusalem. Der mødte han Guds ven Abraham, Moses og Jesus imellem alle profeterne, og han bad sammen med dem.

Den samme Ibn Ishaq beretter at da Muhammed indtog Mekka gav han amnesti til Mekkas indbyggere, men der var undtagelser nogle skulle skaffes af vejen. En af dem var Abdullah B. Sad. Han havde været en af Muhammeds skrivere, men var faldet fra islam, fordi han opdagede, at Muhammed snød med åbenbaringerne. Abdullah B. Sad kunne komme med forslag til, hvad der skulle stå i Koranen og nogle af disse forslag blev godtaget af Muhammed, hvilket beviste for Abdullah B. Sad, at ikke alt i Koranen er Guds åbenbarede ord igennem Muhammed.

Muhammed begyndte et opgør mod det daværende arabiske, polyteistiske (flerguderi) hedenskab, hvis hovedhelligdom var Kabbaen i Mekka. Muhammed hævdede, at han som den første profet var kaldet til at omvende det arabiske folk til troen på den ène sande Gud og at han som den sidste profet også havde budskab til jøder og kristne, der nok havde haft deres profeter igennem tiden, men nu kaldte Gud ham med det sidste budskab om dom og frelse.

Jøderne ville ikke tage imod ham som profet fra Jahve og de kristne troede på:

Heb. 1:1-4: "Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres." - I en sådan bekendelse var Muhammed jo fuldstændig udelukket, som profet fra Herren.

Da hverken jøder eller kristne ville have med Muhammed at gøre vendte han sin vrede imod "Skriftens folk", som han kaldte dem, og påstod, at deres præster havde forfalsket skrifterne.

Gud meddelte nu Muhammed, at Kabbaen i Mekka oprindelig var en helligdom, som deres stamfader Abraham havde bygget. Derfor var det Abrahams religion Muhammed prædikede. Der er ikke på nogen måde historisk belæg for denne påstand. Men nu fik han sin religion forbundet langt bagud i tid og det var så ikke nogen ny religion han kom med, men det var den oprindelige sandhed befriet fra al falskhed, som var indført af præsterne i jødedom og kristendom.

Abraham rejste denne helligdom sammen med sin søn Ismael, som verdens første helligdom for den ène Gud. Muhammed fik også meddelelse om, at det ikke var Isak, men Ismael Abraham skulle ofre på et af bjergene i Morija land (1. Mos. 22:2).

Muhammed fik også "åbenbarelse" om, at Adam og Eva bliver tilgivet lige efter syndefaldet på Ararats bjerge; der hvor Noas skib landede lige efter syndfloden, 1. Mos. 8:4. Det er også muslimernes tro, at verden og menneskene grundlæggende er gode og derfor ikke har brug for en forsoner og ikke, som kristendommen lærer:

Rom. 3:10-12: "Således som der står skrevet: Der er ingen retfærdig ikke én, der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud, afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke en eneste." Og derfor har brug for en forsoner!

Jesus var en profet på højde med Abraham og Moses, men kun et menneske og han døde ikke korsdøden for Allah redde ham fra denne død!

Muhammed døde 632 e. Kr. og i 638 e. Kr. erobrede muslimerne Jerusalem og deres største ønske var at bygge en helligdom på tempelpladsen, der hvor Salomons tempel havde stået og jødernes hovedhelligdom indtil år 70 e. Kr. da romerne havde ødelagt det. Så i 692 e. Kr. opførte de Klippemoskeen, den har navn efter den klippeknold, som var i det allerhelligste, hvorpå Arken oprindelig stod og mange mener, at det var præcis der Abraham skulle ofre Isak.

I Klippemoskeen er der med gyldne bogstaver skrevet: Sandelig, Gud og hans engle velsigner profeten. O, i troende, så velsign i ham også. I skriftens folk, overdriv ikke i jeres religion og sig intet om Gud undtagen sandheden! Kristus Jesus, Marias søn var Guds apostel og en ånd fra ham. Tro derfor på Gud og hans apostel og sig ikke: Der er tre guder. Hold op med det, det vil være bedst for jer. Gud er kun én Gud, hævet er han over, at skulle have en søn.

Når den muslimske tro beskylder kristendommen for at have tre guder henviser de til "treenigheden" Faderen, Sønnen og Helligånden, som de kristne bekender, som èn Gud.

De benægter også at Gud har en søn. Men både gl. og ny testamente taler om Guds søn.

Ord. 30:4: "Hvem steg op til himlen og steg ned igen? Hvem samlede vinden i sine hænder? Hvem snørede vandet sammen i kappen? Hvem fastsatte jordens ender? Hvad hedder han, og hvad hedder hans søn?"

Esajas taler om denne søn:

Es. 9:5: "For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste."

Det var om denne søn englen Gabriel forkyndte overfor Maria, at hun skulle føde, og han skulle blive verdensherskeren i et stort fredsrige på jorden efter hans død på korset og hans opstandelse og opfaren til himmels, hvor han sidder ved Faderens højre hånd og hvorfra han skal komme igen og sætte sig på tronen i Israel.

Det kan ikke være den samme engel, nemlig englen Gabriel, der kalder Muhammed 610 e. Kr. med et andet budskab om, at Gud ingen søn har!

Personlig forstår jeg ikke, at kristne præster og evangelister kan påstå, at Allah og Jahve og den kristne treenige Gud er den samme Gud! Evangelisten, jøden Johannes, ham, som hvilede op af Jesus ved den sidste nadver og ham som efter Jesu død tog sig af Jesu mor Maria siger:

1. Joh. 2:22-23: "Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus? Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen. Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen."

De som påstår, at Jahve, som er Faderen og Allah er den samme har ikke virkelig forstået, at der kun findes frelse igennem Jahve og Marias søn Jesus Messias.

Ap. G. 4:12: "Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."

Det er om forjættelsens land og om sønnen Messias, der kommer tilbage, som konge i forjættelsens land, at kampen står. Men Gud Jahve og Sønnen vil sejre i denne kamp.

Obadias bog fra vers 17-18 og 21: "Men på Zions bjerg skal der være redning, der skal være et helligt sted, og Jakobs hus skal tage sin ejendom i besiddelse. Så skal Jakobs hus blive til ild, Josefs hus til en flamme, og Esaus hus (Saudi Arabien, min bemærkning) skal blive til strå, de skal antenne det og fortære det. Af Esaus hus skal ingen undslippe. Herren har talt."

Vers 21: "Da skal befrierne drage op til Zions bjerg for at holde dom over Esaus bjergland. - Kongemagten skal tilhøre Herren."

På samme måde, som muslimerne har et budskab om, at både jøder og kristne skal omvende sig til deres lære, så har vi kristne et budskab til både jøder og muslimer, at der ikke er frelse i nogen anden end Sønnen Jesus Kristus.

Joh. 1:17-18: "Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde, for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogensinde set Gud, den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk."

AMEN!!


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005 Willy Griis