Kampen om Sandheden
Artikler

De syv menigheder i Johannes Åbenbaring - kirkehistorie skrevet på forhånd
af Willy Griis

Introduktion

Jeg kommer ikke her med en fyldestgørende forklaring omkring dette emne, da det vil tage for meget plads på hjemmesiden. De der gerne vil vide mere kan igennem mig købe PROFETISK TIDSPLAN FOR MENIGHEDEN af Simon Griis for 35 kr. og PROFETISK TIDSPLAN FOR NATIONERNE af Simon Griis for 40 kr (se www.amen.nu).


Joh. Åb. 1:10-16: "På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden og hørte bag mig en høj røst som af en basun sige: Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea. Jeg vendte mig om for at se den røst, der talte til mig, og da jeg vendte mig om, så jeg syv guldlysestager og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet (en dommerkjortel, red.). Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande. I sin højre hånd holdt han syv stjerner, og ud af hans mund stod et skarpt, tveægget sværd, og hans udseende var, som når solen stråler i al sin styrke."

Her skuer Johannes Jesus i hans opstandelseslegeme, det som også kaldes et herlighedslegeme, det samme legeme, som Paulus omtaler i Fil. 3:20-21: "Men vort borgerskab er i himlene, derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt."

De syv breve afsluttes altid med:" Den der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give osv." De sejrende i menighederne er de som skal iklædes et herlighedslegeme i opstandelsen eller bortrykkelsen når Jesus kommer i skyen for at hente de, som hører ham til. De som har et borgerskab i himlene, medens de vandre på Jorden.

Dan. 12:2-3: "Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid."

Johannes sammen med Jakob og Peter havde set Jesu herlighedslegeme før, dog ikke så kraftfuldt, som Johannes så det på Patmos. Mat. 17:1-2: "Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset."

Det var denne Jesus i al sin herlighed Johannes nu stod overfor og sammen med Jesus så Johannes syv guldlysestager, og røsten sagde: Joh. Åb. 1:19-20: "Skriv det, du har set, og det, som er, og det som siden skal ske. Hemmeligheden om de syv stjerner, som du så i min højre hånd, og om de syv guldlysestager er den: De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder."

Grundsprogsordet for engel er Angelos, som betyder, en som bringer et budskab. Det kan både være en engel fra himlen, eller et menneske i Guds tjeneste. Jesus siger sådan om Johannes Døber: Mat. 11:10-11: "Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig. Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber."

Det græske ord for sendebud er Apostolos, som er det samme som apostel. Derfor tror jeg, at brevene er stilet til menighedernes apostel, som har overansvaret for menighederne. Titus var en sådan apostel, som blev sendt af Paulus for at sætte det i stand i menighederne, som endnu manglede. Tit.1-5 " Når jeg lod dig blive tilbage på Kreta, var det, for at du skulle ordne, hvad der endnu stod tilbage, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde pålagt dig det." Titus var altså apostel, et Guds sendebud til menighederne i flere byer. Havde han været i tjeneste i disse byer og Johannes havde fået bud om at skrive til menighedens engel i disse byer, da havde brevet været stilet til Titus, ligesom Paulus brev var stilet til ham.

Jesus sagde til Johannes: Skriv det, du har set, og det, som er, og det, som siden skal ske. I brevet til de syv menigheder, ville Gud vise syv fremtidige menighedstidsaldre, som skulle komme inden Jesu genkomst for at oprette riget for Israel. Bogen er givet til menighederne, så de kan kende tiden de lever i.


EFESOS

Joh. Åb. 2:1: "Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandre mellem de syv guldlysestager." Efesos var hovedstad i Asien og lå i en meget vinrig egn, byen lå ved udmundingen af elven Kaysters og bar hædersnavnet Asiens lys. Her til kom Johannes omkring år 60 ifølge Eusab 3 bog kp.23 og 28. Og hertil kom Johannes tilbage i år.ca 98 efter sit fangenskab på Patmos, så budskabet til menigheden i Efesos var faktisk til Johannes egen menighed og menighedstid. Timoteus var biskop (Apostel) her år 64.

Johannes ser her syv enkeltstående guldlysestager og ikke den syvarmede lysestage, som er et billede på Israel. Det viser os, at der er tale om selvstændige menigheder og at Jesus er med menighederne, vandrerne igennem alle tidsaldrene. Det er hedningernes tider, Israel er midlertidig sat til side.

Ap. 15:13-18: "Da de tav, tog Jakob ordet og sagde: Brødre, hør på mig! Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte, jeg genopbygger det, der er revet ned, og genrejser den, så at de øvrige mennesker kan søge Herren, alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, som har gjort dette kendt fra evighed af."

Når menighedens tid er forbi kommer Jesus tilbage og opretter riget for Israel. Den første menighedstid går under navnet Efesos. Jesus elskede denne menighedstid fordi de var udholdende og havde døjet meget for hans navns skyld og ikke blevet trætte. De udøvede også menighedstugt, de kunne ikke døje de onde og de prøvede dem, som kaldte sig apostle, men som ikke var det. De hadede nikolaitternes gerninger, som bestod i at føre falsk nåde og tillade kødets fristelser at blive ført ud i livet uden anger og omvendelse. Men Jesus havde det imod dem, at de havde mistet den første kærlighed til ham. Menighedsorganisationen var ved at tage overhånd og han truede med at flytte lysestagen. Det betyder at nedlægge menigheden. Lysestagen er menigheden, Ånden er olien og lyset er Jesus. Når kærligheden til Jesus forsvinder ophører olien med at flyde og stagen står alene tilbage, som ubrugelig for Gud. Det var den første menighedstid og her tales ikke om Jesu genkomst, men den som sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. Livets træ er åndelig set Jesus. Han er vejen, sandheden og livet. Sådan slutter den første menighedstid, som varede til den sidste apostel, Johannes dør ca. år 100 e. Kr.


SMYRNA

Joh. Åb. 2:8: "Og skriv til englen for menigheden i Smyrna: Dette siger den første og den sidste, han som var død og blev levende."

Nu taler Jesus profetisk om fremtiden i kirkehistorisk betydning. Den lokale menighed i Smyrna hører jo sammen med Effesostiden, som sluttede ca. år 100 ved Johannes død. Navnet Smyrna betyder myrra, der bruges til at salve de dødes legemer med. Denne menighedstid blev på en særlig måde martyrenes tid. Rom forfulgte de kristne og kastede dem for de vilde dyr i arenaen til stor begejstring for tilskuerne. Jesus henviste her i vers otte til sin egen død og opstandelse for at trøste og opmuntre denne menighedstid, som strækker sig fra ca. år 100 til år 313, da kejser Konstantin tillader den kristne tro i romerriget.

Joh. Åb. 2:9-10: "Jeg kender din trængsel og din fattigdom - men rig er du - og jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge. Frygt ikke for, hvad du skal lide. Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, så I prøves, og I får trængsel i ti dage. Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans."

År 98 tiltrådte kejser Trajan i Rom og regerede til 117 e. Kr. Han satte en stor forfølgelse i gang imod de kristne opildnet af Jødernes anklager, som især kom fra synagogerne. Derfor kaldes de Satans synagoger.

Djævelen vil kaste nogen af jer i fængsel, så I prøves, og i får trængsel i ti dage. Vær tro til døden. Det er altid Djævelen der står bag forfølgelsen af de kristne, han er fyrsten over denne verdens tidsånd. Ef. 6:10-12: "I øvrigt, vær stærke i Herren, og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet."

Og i får trængsel i ti dage. Her menes ti store forfølgelses perioder, som Smyrnakirken skulle gennemleve. De havde gennemlevet to, nemlig den første forfølgelse under kejser Nero som regerede fra år 63 til år 68. Herunder blev Paulus og Peter martyrer. Nero afbrændte Rom og gav de kristne skylden, det blev anledningen til en stor forfølgelse.

Den næste store forfølgelse kom under kejser Domitianus i årene 95 og 96. Det var under ham apostlen Johannes, som det fortælles blev fanget og kastet i kogende olie, men Gud gjorde et mirakel, så han ikke blev skadet ifølge Tertulianus Præscript. Kap.36 (citat fra De hellige martyrer af Rosenius.) Derefter blev Johannes sendt til fangelejren på Patmos.

Den tredje store forfølgelse blev altså iværksat at kejser Trajanus. Mange var martyrene, som led døden på de mest grusomme måder. Deriblandt var Ignatius biskop i Antiokien, apostlen Johannes discipel. Han blev fremstilet for kejseren, som sagde til ham: Hvor tør du onde ånd være ulydig mod mine befalinger og dertil overtale andre til at gøre ligedan til deres egen ulykke. Ignatius svarede: Jeg bærer Gud i mit hjerte, jeg er ingen ond ånd, som I kalder mig, jeg erkender Kristus som min konge og ved hans kraft og bistand må de onde ånder vige fra alle hans tjenere. Kejseren: Mener du ikke at også vi har guderne i vore hjerter lige så vel som du, da vi betjener os af dem til forsvar imod vore fjender? Ignatius: I tager fejl deri, at i kalder de hedenske afguder for guder, thi der er kun èn Gud, som har gjort himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i, og der er èn Jesus Kristus, som er Guds enbårne søn, hvis riges undersåt jeg af hjertet begærer at være. Kejseren: Taler du om ham, som blev korsfæstet under Pontius Pilatus? Ignatius: Ja, det er om ham jeg taler, som er blevet korsfæstet for mine synders skyld. Kejseren: Bærer du da denne korsfæstede i dit hjerte? Ignatius: Ja,thi der står skrevet: Jeg vil bo i dem og vandre i dem. (Citat fra De hellige martyrer af Rosenius.)

Ignatius blev kastet for løverne den 20. dec. År 108. Resterne af hans knogler blev ført til Antiokien og begravet der.

De sidste syv forfølgelses perioder var følgende : Den fjerde forfølgelse under kejser Hadrianus fra år 117 til år 138. Den femte under kejser Markus Aurelius Antonius Filosofus fra år 167 til år 180. Den sjette var under kejser Septimus Severus fra år 202 til år 211. Den syvende var under kejser Julius Mariminus fra år 235 til år 238. Den ottende var under kejser Decius fra år 250 til år 253. Den niende var under kejser Balerianus fra år 257 til år 262. Den tiende og sidste i den periode var under kejser Diokletianus og hans medregenter fra år 303 til år 313.

Således opfyldtes de ti dages trængsel for tidsperioden Smyrna. Joh. Åb. Kp. 2 vers 11: "Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død." - Her tales ikke om genkomsten!


PERGAMON

Pergamon betyder højborg eller fæstning og byen havde et bibliotek med 200.000 bøger og et indbygger tal på 160.000. De dyrkede bl.a. guden Æskulap, lægekunstens gud, hvis symbol er en slange, nemlig den slange, som også i dag symboliserer lægekunsten. Brevet til Pergamon er et profetisk budskab til menigheden i perioden fra år 313 og til det femte århundrede.

Man opgav nu ved forfølgelse, at udslette de kristne. Det havde vist sig, at jo mere man forfulgte dem, des flere blev de. Nu kom der en ny kejser, nemlig Konstantin og med ham kom der en afgjort ændring i den romerske stats stilling til kristendommen. Fra sin mor der var en kristen, havde han en vis sympati for de kristne. I år 313 udstedte han et Edikt, der sikrede de kristne fri religionsudøvelse. Forfølgernes tid var slut. Der fortælles at han en aften ved solnedgang så et lysende kors på himlen, og i korset læste han: Ved dette skal du sejre. Samme nat åbenbarede Jesus sig for ham og befalede ham at sætte korsets tegn på soldaternes faner.

Kejser Konstantin grundlagde statskirken, den blev nu en fast del under den romerske stat. Den solgte sin frihed og selvstændighed for at blive løst fra sin forfølgelse og trængsel. Gennem Konstantins anordninger fik kirken en række privilegier. Han fritog præsterne for borgerlige pligter og alle skatter, gav biskopperne ret til at optræde som dommere og forbød offentlige arbejder om søndagen. Han gav penge til opførelse af prægtige kirkebygninger osv. Kirken blev nu et redskab i kejserens hånd til at holde riget sammen. Han sagde: Indre splittelse i kirken er farligere end krig, og med fast hånd greb han ind i kirkens indre anliggende. Nu havde kirken fået en anden Herre end Jesus og Helligånden. Nemlig kejseren!! Det Satan ikke kunne få igennem med magt og vold, det fik han igennem med list. For at stanse en indre kirkelig strid sammenkaldte han til et møde i Nikæa, det første almindelige kirkemøde og de menighedsledere, der ikke ville bøje sig for mødets afgørelser, lod han straffe.

Ved slutningen af dette århundrede ca. 380 hed kejseren Theodosius den store og han udstedte et Edikt, der påbød, at man overalt i riget skulle have den religion, som apostlen Peter havde forkyndt for romerne. Dermed var kristendommen blevet ophøjet til den romerske stats officielle religion. De hedenske templer blev lukket og ofringerne blev forbudt.

Det var til denne statskirke at Johannes skrev sit budskab fra Jesus. Joh. Åb. 2:12-16: "Og skriv til englen for menigheden i Pergamon: Dette siger han, som har det skarpe tveæggede sværd: Jeg ved, hvor du bor: Der hvor Satans trone står, og dog holder du fast ved mit navn og har ikke fornægtet troen på mig, selv i de dage, da Antipas, mit trofaste vidne, blev slået ihjel hos jer, der hvor Satan bor. Men lidt har jeg imod dig: Du har nogle, som holder fast ved Bileams lære, ham der lærte Balak at stille fælde for Israels børn, så de spiste afgudsofferkød og bedrev utugt. Sådan har du også nogle, der ligeledes holder fast ved nikolaitternes lære. Omvend dig derfor. Ellers kommer jeg hastigt over dig og vil bekæmpe dem med min munds sværd."

Antipas, Jesu trofaste vidne var måske en kristen leder, som ikke ville bøje sig for statsmagten. Antipas betyder: Et afbillede af faderen. Og er nok brugt, som et symbolsk billede på Guds sande børn. Balak er en henvisning til Moabs konge, som lod sig bruge af Bileam til at forlede Israel til at føre et hedensk levned og til usædelighed. Det kan vi muligvis overføre åndeligt til kirkens verdslige levned og utugt med verdensmagten. Bileam betyder: Folkesluger og Nikolaos, hvorfra Nikolaitternes navn kommer betyder: Folkebetvinger.

Der hvor Satans trone står. Her henvises til den hedenske verdensmagt. Pergamon var på Johannes tid sæde for den romerske højeste ret. Men her henvises der til Rom.

Dette siger han, som har det skarpe tveæggede sværd. Her viser Jesus, at han selv tager sværdet op, som er Guds ord, og han vil selv bruge det imod de falske, de som går på kompromis med verden.

Joh. Åb. 2:17: "Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give af den skjulte manna og give ham en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det." - Her tales ikke om genkomsten.


THYATIRA

Et profetisk budskab om pavekirken der dækker perioden fra år 500 til år ca.1500. Der er bibellærer der siger at navnet betyder: Forsat ofring. Det henviser jo så til kirkens nadver forståelse, hvor nadverbrødet og vinen bogstaveligt er Kristi legeme og blod. Det henviser også til afladshandelen, hvor man ved at "ofre" penge kan købe sig til syndernes forladelse osv. Thyatira var fra gammel tid betragtet som særlig hellig fordi templet til Lydias gamle solgud lå der. Thyatire var kendt for sine laug, som er loger for forskellige håndværkere dannet til værn for undertrykkelse fra købmandsstandens side. Disse laug var særlig knyttet til stedets asiatiske religion.

Den deling af det romerske rige, der fandt sted ved kejser Theodosius død år 395 fik stor betydning for den vestromerske kirke. Her mistede kejseren efterhånden sin indflydelse på kirken og statskirken gik sin opløsning i møde. Allerede år 410 indtog Vestgoterne Rom, og 40 år senere faldt Hunnerne ind i Norditalien. Få år efter plyndrede Vandalerne verdenshovedstaden og omkring århundredes slutning ophørte det vestromerske rige at eksistere. Men af det vestromerske riges ruiner voksede det romerske pavedømme frem.

Den virkelige grundlægger af pavekirken var Gregor den første, han blev født i Rom ca. år 540. I år 590 blev pavestolen ledig og enstemmig valgte roms gejstlige og befolkningen ham til pave. Han udstyrede den romerske liturgi med rigt ceremoniel og en pragtfuld korsang, den gregorianske kirkesang. Den gudstjeneste han fastlagde, blev senere forbillede for al gudstjeneste i vesten. Hans talrige skrifter vandt stor udbredelse og gennem dem fik læren om engles og helgeners forbøn og læren om skærsilden fast plads i den katolske kirke. Han døde år 604 efter mange lidelser.

Det var til denne kirke, at Jesus gennem Johannes havde et budskab. Joh. Åb. 2:18-25: "Og skriv til englen for menigheden i Thyatira: Dette siger Guds søn, der har øjne som luende ild og fødder som skinnende malm: Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og trofasthed og tjeneste og udholdenhed, og dine sidste gerninger overgård de første. Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jezabel, der påstår at være profetinde, og som med sin lærer forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød. Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke vende om fra sin utugt. Nu kaster jeg hende på sygelejet, og dem, der horer med hende, styrter jeg ud i stor trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger, og hendes børn slår jeg ihjel. Så skal alle menighederne forstå at jeg er den, der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger. Men til jer andre i Thyatira, der ikke hylder den lære, og som ikke har loddet Satans dybder, som de kalder det, til jer siger jeg: Jeg lægger ikke nogen byrde på jer. Men hold fast ved det, I har, indtil jeg kommer."

Den Romersk Katolske kirke var en stor blanding af mange forskellige interesser, kirkelige, politiske og sociale, som det her er umuligt at definerer fuldt ud. Den kirkelige organisation med Pave Gregor i spidsen, sendte i år 596 fyrre munke under ledelse af en klosterprior ved navn Augustin til kong Etelbert af Kent, som hurtigt lod sig døbe og Augustin blev den første ærkebiskop af Canterbury og det blev begyndelsen til stiftelsen af den anglikanske kirke. Fra Benediktinerklostrene i England udgik der i det syvende og ottende århundrede talrige missionærer til fastlandets germanske stammer, hvorved disse blev vundet for kristendommen i dens romerske skikkelse. Den navnkundigste af de angelsaksiske missionærer var Bonifatius, der virkede i Frisland, Bayern, Hessen og Thüringen, hvor han med stor styrke bekæmpede de sidste rester af hedenskabet. Han inddelte Tyskland i stifter, indsatte biskopper og grundlagde Benediktinerklostre rundt om i Tyskland. Bonifatius blev også drivkraften i den franske kirke og politik, han salvede på pavens vegne Pipin til konge i Frankrig.

Der opstod flere munkeordner med særlige formål eks. Johannitterne, som lagde stor vægt på pleje af syge og sårede og ikke alle var enige med måden paven styrede kirken på. Den mand, der fik den største betydning for Cistercienserordenen var Bernhardt død 1153. I en tid, hvor kirken søgte magt og indflydelse, pegede Bernhardt på den stille inderlige kærlighed til Kristus. Han tillægges sangen: Hil dig, frelser og forsoner, oversat af Grundtvig. Hans indflydelse blev stor og han kaldes sin samtids pave uden at være det. Han skrev til paven og erindrede ham om, at den hellige romerske kirke skulle være kirkernes moder og ikke deres hersker og at de praktlystne paver ikke var efterfølgere af Peter, men snarer af kejser Konstantin. Han trådte skarpt op mod kætterier og vildfarelser. Hans kristusopfattelse peger frem mod reformationstiden.

Men jeg har det imod dig, at du finder dig i kvinden Jezabel, der påstår at være profetinde, og som med sin lære forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise afgudsofferkød. Jeg har givet hende tid til at omvende sig, men hun vil ikke vende om fra sin utugt. Nu kaster jeg hende på sygelejet, og dem, der horer med hende, styrter jeg ud i stor trængsel, hvis de ikke omvender sig fra hendes gerninger og hendes børn slår jeg ihjel. Så skal alle menighederne forstå, at jeg er den, der ransager nyrer og hjerter.

Kvinden Jezabel, en falsk profetinde, der er et billede på kirkens vranglære, der forførte Guds tjenere, vil blive kastet på sygelejet og de der boler med hende kommer ud i stor trængsel, hvis de ikke vender sig fra hende og hendes falske lære, der bl.a. bestod i Mariadyrkelse og helgentilbedelse, skærsilden og afladshandel under mottoet: Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer. Det gav store indtægter til den katolske kirke.

Der blev splittelse i kirkelegemet .Reformationen med Luther i spidsen og de andre reformatorer var det, som mentes med sygelejet.

Joh. Åb. 2:24-25: "Men til jer andre i Thyatira, der ikke hylder den lære, og som ikke har loddet Satans dybder, som de kalder det, til jer siger jeg: Jeg lægger ikke nogen ny byrde på jer. Men hold fast ved det, i har, indtil jeg kommer."

Her hører vi for første gang om, at Jesus kommer tilbage og den røst begyndte ved reformationen, i Sardes perioden.

Joh. Åb. 2:29: "Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne."


SARDES

Reformationskirken, der dækker perioden fra år 1500 til år 1800. Sardes betyder levning eller undsluppet.

Joh. Åb. 3:1-4: "Og skriv til englen for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vågn op og styrk resten, som er døden nær, for jeg har ikke fundet, at dine gerninger er fyldestgørende overfor min Gud. Husk derfor, hvorledes du tog imod og hørte, hold fast ved det, og omvend dig! Hvis ikke du våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig. Men nogle få har du i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til, og de skal vandre med mig i hvide klæder, for det er de værdige til."

Dette siger han, som har Guds syv ånder og de syv stjerner. Her tales for første gang om Helligånden på en særlig måde, nemlig i sin syvfoldige åbenbarelse, sammen med Guds tjenere, de syv stjerner. Om kirken siger Gud nu, at den er død, men at der er en rest tilbage, som er døden nær, og iblandt denne rest oprejser han sine tjenere, drevet af Ånden.

Der havde været forskellige rørelser i Thyatiratiden, som vi har været inde på. Der fremstod en mand ved navn Wyclif. Det var den katolske kirkes falske kirkebegreb, der drev ham frem, han gjorde gældende med stor myndighed, at den verdslige magt var uafhængig af paven. Han forkastede cølibattvang, aflad, forvandlingslæren ( nadverforståelsen), og helgendyrkelsen. Efter hans død 1384 kom der stor forfølgelse mod hans tilhængere. Dernæst fremstod Johan Hus, som var grebet af Wyclifs tanker og vandt mange tilhængere. Paven lyste ham i band i 1410 og lod ham brænde på bålet i 1415. Derefter kom Savonarola en dominikanermunk fra Florens. Hans prædikener fremkaldte en mægtig folkebevægelse. Folk gav tilbage, hvad de på uretfærdig måde havde tilegnet sig, dødsfjender faldt hinanden om halsen, klostrene blev fyldt. Da han rasede imod den usædelige og verdslige pave, blev han bandlyst og tilfangetaget. Efter en række pinefulde forhør blev han brændt på torvet i Florens i 1498.

Alt dette i Thyatiratiden banede vej for Sardestiden, hvor Luther kom til at spille en afgørende rolle. Der var virkelig en levning, som ønskede at undslippe. Før havde kampen stået i kirken, men nu førte kampen ud af kirken. Martin Luther blev født 10. november 1483 i Eisleben. Han blev student ved universitetet i Erfurt. Han studerede filosofi og latin, men valgte at blive jurist og fortrød det senere. En vens død havde bragt ham til at gruble over livets store spørgsmål. En dag da han var på vej hjem, brød et stærkt tordenvejr løs og lynet slog ned i hans nærhed. Forfærdet sank han i knæ og råbte: Hjælp, hellige Anna, jeg vil blive munk. Fjorten dage senere bankede han på porten til Augustinereremitternes kloster i Erfurt. (Gud har en finger med i sit eget arbejde.) Luther kom til erkendelse af, at ingen blev retfærdiggjort ved egne gerninger, da han studerede Romerbrevet. Men ved at Gud gennem sit ord og troen tilkender menneskene den samme retfærdighed, som han selv ejede. Den 31. oktober 1517 slog han sine 95 teser op på Slotskirkedøren i Wittenberg, der omhandlede afladshandelen. Han udsendte et andet skrift om kirkens babyloniske fangenskab, hvor han angriber kirkens lære, især sakramentelæren. Han udsendte et tredje skrift angående det enkelte menneskes frihed fra kirkens formynderskab. Alt dette førte kort fortalt til de Lutherske kirkers opståen.

Men Luther var ikke den eneste, som Gud brugte til at redde den rest, som ville det sande liv. Ulrik Zwingli fra Schweiz . Han udsendte et skrift under navnet: Om den sande og den falske religion. Han blev fader til den reformerte kirke.

Franskmanden Jean Calvin (født 1509). Han oplevede en pludselig omvendelse i 1532. Han udsendte i 1536 et skrift under navnet: Undervisning i den kristne religion. Bogen røbede en tydelig påvirkning fra Luther. Han blev en stor reformator, nok reformationens største organisator. Hans indflydelse gjorde sig gældende i det meste af vest Europa og Luthers indflydelse gjorde sig gældende i Tyskland og Skandinavien. England havde sin egen reformation, som gennemførtes fra år 1558 til år 1603. Kongen Henrik den ottende stillede sig i spidsen for den Anglikanske kirke. Det fortsatte, i 1624 fødtes George Fox, som blev stifter af Kvækerne. John Wesley født 1703 i England blev redskab til store vækkelser og blev årsag til Metodisternes kirkesamfund, som fik en hurtig udbredelse i Amerika, Tyskland og norden. Sådan kunne vi blive ved, man forlod den døde kirke og dannede levende samfund, som byggede på retfærdiggørelse ved tro. De blev født på ny.

Joh. Åb. 3:5-6: "Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne."

Nu har vi hørt forjættelsen om Jesu komme i Thyatyra og her hører vi om de hvide klæder, som henviser til opstandelseslegemet og om navnet som aldrig skal slettes af livets bog.


FILADELFIA

Filadelfia betyder broderkærlighed og betegner den menighed, som forventer Jesus i skyen. Det er en levende menighed, som lever samtidig med Laodikeamenigheden, som er en frafalden lunken menighed, som føler sig rig. Deres tid begynder i år 1800 og for Filadelfia slutter den ved Jesu komme i skyen. Laodkeas tid slutter ved, at Jesus sætter foden på Oliebjerget og opretter riget for Israel.

Joh. Åb. 3:1-11: "Og skriv til engelen for menigheden i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op: Jeg kender dine gerninger. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn. Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver, jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig. Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden. Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans."

Nu begyndte en verdensomspændende missionstid, der med rette kaldes hedningemissionens århundrede. Tusinder af missionærer rejste ud fra England og Amerika. De store møder i Amerika og England samlede tusinder af mennesker ved prædikanter som Charles G. Finney og D. L. Moody. Helligånden manifesterede sig på en helt speciel måde. Mennesker kom i syndenød og overgav sig til Jesus. Derefter kom pinsevækkelsen, som inddrog millioner af mennesker over hele verden med sine åndelige gaver, i dag verdens hurtigst voksende bevægelse. Der kom en fornyelse af tjenestesynet, det var ikke længere præster der alene skulle tjene med ordet, men lægmænd fik tjenestekald. Denne vækkelse går langt ind i de bestående kirkesamfund og deler dem i åndsdøbte og ikke åndsdøbte. Mange af de gamle kirkesamfund nægter at tage imod denne vækkelse og gør hvad de kan for at holde den ude. Andre åbner op for deres medlemmer der har haft en sådan Åndsdåbserfaring og håber derved, at bevare kirkeorganisationen intakt. Pinsevækkelsen selv danner nye frikirker overalt. Der er en kamp imellem det nye og det gamle kirkesystem. Vi skimter her Filadelfiatiden og Laodikeatiden i vores samtid.

Dette siger den hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen. Denne nøgle har ikke noget med den kristne menighed at gøre, men hører Israel til. Zionistbevægelsen som senere førte til Israels genopståen, som nation, startede ca. samtidig med Finney og Moodys tjeneste, de var begge døbt med Helligånden og deres arbejde dannede grundlag for den store Åndsudgydelse omkring år 1900. Alene dette, at Israel genopstår beviser, at vi lever i Filadelfiatiden.

Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i. Det er et budskab til menigheden om at døren til Jerusalem er åben. Her tænkes på det himmelske Jerusalem, hvor vi skal samles med Jesus ved bortrykkelsen. Joh. Åb. 3:12: "Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn."

Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver, jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder og indse, at jeg elsker dig. Nu hører vi igen om Satans synagoge, dem har vi ikke hørt om siden Smyrnatiden, men efter at Israel igen er blevet en nation kommer udtrykket frem igen. Her tænkes på israelsmission, hvor de skal komme til tro på Jesus og tilslutte sig menigheden. Når de omtales som Satans synagoge er det fordi de stadig er under Guds vrede, ligesom de hedninger der ikke har taget imod Jesus, som deres frelser, for Guds vrede ophører kun i Kristus.

Fordi du har bevaret mit ord om udholdenhed, vil jeg også bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, der bor på jorden. King James bibelen skriver: Holde dig borte fra, den prøvelsens time. Grundsprogsordet fra, er ek, som betyder ud af. Der skal komme en stor trængsel over hele jorden, det er Guds vrede, som skal give sig til kende, men de som sejrer skal tages bort i skyen før trængslen bryder løs.

Ved slutningen af Filadelfiatiden, lige før Jesus kommer igen, skal der være et stort frafald, hvor Laodikeamenigheden får stor fremgang. 1. Tim. 4:1-2: "Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed." Disse vildledende ånder er ikke nye og dæmoners lærdomme er heller ikke noget nyt. Det var dem, som arbejdede i den døde romerske kirke med alle dens falske læresætninger, som reformatorene og alle vækkelsesprædikanterne gjorde op med. Men alt dette skal komme tilbage, for den romerske kirke skal blive en verdenskirke under navnet Laodikea. Det er også den, som i åbenbaringsbogen kaldes den store skøge. Den som Antikrist et kort øjeblik skal samarbejde med under den store trængsel. Derfor er ånderne i dag i gang med, at lave store enheder, hvor kirkerne skal slutte sig sammen, for derved er det lettere, når tiden er inde, at underlægge dem verdenskirken. Ånderne er også i fuld gang med, at indføre falske lære og falske tegn og undere i de bestående kirker uden for den romerske kirke. De arbejder også på en forening med den romersk katolske kirke, ved det, at kirkerne åbner op for præster og " profet og profetinder" fra denne kirkeretning, samtidig med at mange okkulte ting kommer ind og godtages.

Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. Den som bevarer sejrskransen, som også betyder kongekronen, skal være konge sammen med Jesus i det himmelske Jerusalem, når han henter os i skyen. Joh. Åb.4-4 " Og rundt om tronen stod fireogtyve troner, og på tronerne sad fireogtyve ældste i hvide klæder og med guldkrone på hovedet"

Joh. Åb. 3:13: "Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne." vers 11 " Jeg kommer snart."


LAODIKEA

Laodikea er den kirke, som er tilbage efter, at Herren har hentet de levende kristne hjem til himlen i bortrykkelsen. Laodikea havde ikke nogen vandforsyning, men ledte vand dertil fra nogle varme kilder. Når det nåede frem var det lunkent. Det er måske et godt åndeligt billede på den åndelige situation. De manglede det levende vand.

Joh. Åb. 3:14-20: "Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm. Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se. Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig."

Når vi læser dette i dag, må vi bæve, for vi har netop mulighed for enten at tilhøre Filadelfia eller Laodikeamenigheden, alt eftersom vi vælger her i livet. Vi har mulighed for, at komme med eller blive ladt tilbage, når Jesus kommer i skyen. Filadelfia, som betyder broderkærlighed henviser til Rom.12:9-11: "Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende (lunkne, red.) i jeres iver, vær brændende i Ånden, tjen Herren." Men sådan var det ikke i Laodikea, de var lunkne i deres iver. De var også i deres egne øjne kolossale rige, de manglede intet. De havde ikke behov for andre end ligesindede forkyndere og de havde ikke behov for "nyt" lys fra Herren. De manglede intet. Herren vil udspy dem af sin mund, som også betyder, at han vil brække sig over dem. Han bliver så dårlig, at han kaster op.

Selvom Herren står udenfor døren banker han på i sin kærlighed, om dog nogen ville høre og lukke op. Han tilbyder et fællesmåltid, et nadvermåltid, som henviser til lidelsesfællesskab. Jesus sagde til disciplene: Kan i drikke den kalk jeg skal drikke. Her i Laodikea får man virkelig mulighed for at drikke den kalk. Verdenskirken og Antikrist vil forfølge enhver der stiller sig udenfor

Laodikea-fællesskabet. De skal hverken kunne købe eller sælge og vil de nå tronen i det himmelske Jerusalem går det igennem martyriet. Joh. Åb. 20:4: "Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem, de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnespyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret (Antikrist) eller dets billede og ikke sat mærker på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år."

Det bliver en frygtelig tid. Joh. Åb. 16:13-15: "Og jeg så, at der ud af munden på Dragen (Satan) og ud af munden på dyret (Antikrist) og ud af munden på den falske profet kom tre urene ånder, der så ud som frøer. For de er dæmonånder, og de gør tegn.(okkult virksomhed) De går ud til kongerne i hele verden for at samle dem til krigen på Gud den almægtiges store dag. - Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam."

Joh. Åb. 3:21-22: "Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne."

Skal du sidde på trone sammen med Jesus?

Så vælg Filadelfiamenigheden, så undgår du martyriet for at nå tronen.

AMEN, AMEN - HERRE, KOM SNART


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2004 Willy Griis