Kampen om Sandheden
Artikler

De fire domme!

af Willy Griis

Joh. 5:26-27: "For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er menneskesøn."

Mange kristne har den forståelse at, ved tidernes ende skal alle mennesker der har levet på jorden stilles frem for Gud og dømmes, men det er ikke den rette forståelse.


Den første dom

1. Tes. 4:13-18: "Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeengelen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi , der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord."

Gud har sendt Jesus til verden med det formål at frelse verden og han vil ikke at en eneste går fortabt. Luk. 19:10: "For menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte." Men der er en betingelse for frelsen, at vi tager imod Sønnen i tro. Joh. 1:12: "Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn." Vi skal aldrig betvivle Guds kærlighed til alle mennesker for Gud har givet det bedste han havde, nemlig sin søn, som pris for menneskenes frelse. Joh. 3:16-17: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham."

Gud har ikke planlagt en dom, men når Gud er nødt til at dømme, er det på grund af menneskenes oprør og ulydighed imod ham. Jesus kom for at frelse og ikke for at dømme. Jesus var i stand til at frelse fordi han blev menneske, menneskesøn, men han var også den eneste der er i stand til at dømme, fordi han er menneskesøn. Jesus er prøvet i alt, som menneske, derfor kan han frelse eller dømme retfærdig. Heb. 2:17-18: "Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for overfor Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes."

Vi møder ikke skyggen af nogen tanke om dom, men kun om frelse og hjælp. Det er Guds nåde imod hele menneskeheden der åbenbares i Kristus. Men menneskene ville ikke og vil stadig ikke deres eget bedste. Joh. 1:11: "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham." Gud som er alvidende kendte godt på forhånd menneskenes reaktion på tilbudet om frelse. Mat. 7:13-14: "Gå ind ad den snævre port, for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den." Mat. 16:24-25: "Da sagde Jesus til sine disciple: Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det."

Jesus døde på korset for menneskenes synder og udsonede vor syndeskyld overfor Faderen. Han banede en vej tilbage til Faderhuset, som vi havde forladt. Vejen var, at følge i hans fodspor - nemlig ved, at tage imod ham, som vor frelser og gå i hans fodspor, som er selvfornægtelsens vej. Men de fleste vil ikke gå den vej. Det har Helligånden også vist de hellige gennem Guds ord. 2. Tim. 3:1-5: "Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud, i det ydre har de Gudsfrygt, men de fornægter dens kraft." Nemlig Helligåndens kraft til at frelse os fra alle disse ting i vort liv. Helligånden bruger nemlig korset til at frelse os fra selvets egoistiske liv. Gal. 5:24-25: "De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne. Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden." Menneskene ønsker ikke den frelse der frelser dem fra sig selv, men de ønsker at være religiøse, have en ydre Gudsfrygt, ligesom farisæerne, som Jesus kaldte Satans yngel.

Gud har intet ønske om at bruge sin lov til at fordømme mennesker, derfor sendte han Jesus for at han skulle frelse os fra lovens forbandelse. Gal. 3:13-14: "Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet: Forbandet er enhver, der hænger på et træ, for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os."

Men de som ikke ønsker at være i Kristus Jesus er stadig under lovens forbandelse. Man diskuterer i dag om ikke loven er helt afskaffet, men det er den ikke. Kun for de som har taget imod nåden i Kristus, for dem er der ingen dom, de som følger i Jesu fodspor. 1. Tim. 1:8-11: "Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den, som lov skal bruges, og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere og genstridige, for gudløse og syndige, for spottere og ugudelige, for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd der ligger i med mænd, bortførere, løgnere, menedere, og hvad der ellers strider mod den sunde lære efter det evangelium om herligheden hos den salige Gud, som jeg har fået betroet."

Vi har nu konstateret at Gud ikke ønsker nogen dømt til evig fortabelse, men tilbyder nåden i Kristus til alle, som vil tage imod den. Men samtidig må vi konstaterer, at alle der vil blive i deres ugudelige liv og ikke tage imod frelsen i Kristus er bestemt til dom. Jesus er kommen som frelser og ikke som dommer og dog vil han skulle dømme de engang, som ikke vil have med ham at gøre, men det er helt og aldeles deres egen skyld og ikke Guds.

Vi der har taget imod Jesus som vor frelser er gået over fra døden til livet og kommer ikke for dommen, vi venter i håbet på vort legemes forløsning ved Jesu komme i skyen. Rom. 8:23: "Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning." Det er det håb vi skal trøste hverandre med. Jesus kommer snart og henter os op i mødet med ham i skyen. Paulus levede i dette håb bestandig. 2. Kor. 5:1-5: "Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen - så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant."

Det telt Paulus omtaler er vort legeme og han ønskede ikke at forlade sit legeme ved døden, men længtes efter at overklædes med sit nye legeme fra himlen, opstandelseslegemet. Paulus levede i forventningen om Herrens komme fra himlen til sit legemes forløsning. Vi ved i dag at Paulus måtte igennem døden, han blev martyr for Jesus. Han blev halshugget i Rom under Kejser Nero. Mange er døde siden i håbet om Jesu komme til deres legemes forløsning og mødet med ham i skyen. Men mange flere er døde uden noget levende håb, også kristne har glemt håbet. Havde Paulus da taget fejl? Nej, forventningen har nemlig et formål i vore liv.

1. Joh. 3: 2-3: "Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren." Jesu Kristi blod har renset os fra al synd. Den rensning der her er tale om er at bryde med synden, afstå fra at leve et syndigt liv efter at vi har taget imod renselsen i blodet.

Tit. 2:11-15: "For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, kommer til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrig efter at gøre gode gerninger. Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk."

Jesus har købt sig et ejendomsfolk og hans nåde er en opdrager for os så vi siger nej til ugudelighed og verdslige lyster og bliver ivrig efter at gøre gode gerninger. Det er dette liv som vi skal " bedømmes" for engang for Kristi domstol, som er den første dom. Når vi mødes med Jesus i skyen, som er vort håb, så skal vi snart derefter stilles for Kristi domstol og bedømmes for vor livsvandring.

2. Kor. 5:6-10: "Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet, for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej. For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt."

Den domstol der her er tale om er ikke en fordømmelses domstol, men en bedømmelses domstol, sagt på en anden måde en præmierings domstol, ligesom til et dyrskue. Vi bliver bedømt på vort liv og arbejde i Kristus. Her er der mange kristne der mener de tjener Gud, men de arbejder aldrig for ham, ligesom man arbejder for en anden arbejdsgiver. De gør kun, hvad de selv har lyst til og mister derved lønnen for Kristi domstol.

1. Kor. 3:10-15: "Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn., men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild."

Mange vil stå bedrøvede ved Kristi domstol og miste lønnen, fordi deres forkyndere aldrig har lagt vægt på denne side af forkyndelsen. Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk, sagde Paulus til Titus. Men det er der mange forkyndere der har glemt - det er den første dom.


Den anden dom

Den anden dom er sat i gang alt imedens menigheden stadig lever her på jorden. For menigheden, sammen med Israel er årsagen til den anden dom, som er en dom over nationerne.

2. Tes.1:3-10: "Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som ret er, fordi jeres tro stadig vokser og jeres kærlighed til hinanden tager til hos hver eneste af jer. Derfor kan vi selv tale med stolthed i Guds menigheder om jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser og trængsler, I må udstå. Det er et varsel om Guds retfærdige dom, for at I skal kendes værdige til Guds rige, som I nu lider for, så sandt som det er retfærdigt for Gud at gengælde dem, der volder jer trængsel, med trængsel, og at gengælde jer, der lider trængsel, med lindring sammen med os, når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt, når han på den dag kommer for at blive herliggjort blandt sine hellige og blive hyldet blandt alle, som kom til tro, for hvad vi har vidnet for jer, har i troet."

Gud bringer dom og trængsel over de folk og folkeslag, som har forfulgt menigheden igennem tiderne. De har alle fået tilbudt evangeliet, men har afslået tilbuddet, og forfulgt budbringerne. Det glemmer Gud ikke og han vil gengælde.

Der skal komme en dom over folkeslagene efter at menigheden er rykket bort i skyen i mødet med Jesus. Det er den store trængsel som omtales i Åbenbaringsbogen, men også i gl. testamente omtales dommen over nationerne på grund af det, som de har gjort imod Guds folk Israel.

Joel 4:1-3: "I de dage og på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafats dal. Der vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte mit land imellem sig og kastede lod om mit folk. De solgte en dreng for en skøge, og de gav en pige for den vin, de drak."

I de dage når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne. Vi må lægge mærke til at der står Judas skæbne og ikke Israels skæbne. Det er judæere (jøder, red.) der er vendt hjem i dag til Israel og ikke hele folket Israel. Men nationerne kræves til regnskab for hele Israels skæbne. Vi ser at tiden nærmer sig nationernes dom idet Judas og Jerusalems skæbne er ved at blive vendt. Derudaf ser vi også at tiden er nær for Herrens komme i skyen for at hente menigheden. Når menigheden er hentet og har været for Kristi domstol, vil menigheden vende tilbage sammen med Jesus og sætte foden på Oliebjerget til dom for nationerne. 1. Kor. 6: 2: "Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden?" Judas 14:16: "Det var også dem, Enok i syvende slægtled efter Adam profeterede om: Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham. Det er dem, som mukker og klager over deres skæbne, alt imens de følger deres egne lyster, og de taler brovtende ord, når de smigrer folk for egen fordels skyld."

Israel har deres egne dommere: Mat.19:27-28: "Da tog Peter ordet og sagde til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi? Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse (1000- års riget, min kommentar), når menneskesønnen tager sæde på sin herlighedstrone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer." Det viser at Gud har styr på hvor de tolv stammer er.

Vi har det også i det gl. testamente: Zak. 14:4-5: "På den dag skal han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem. Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så der dannes en meget stor dal. Den ene halvdel af bjerget skal rykkes mod nord, den anden mod syd, og I (Israel) skal flygte ind i min bjergdal - dalen når indtil Asal - ja, flygte, som I flygtede for jordskælvet, dengang Uzzija var konge i Juda. Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham."(Til dom over nationerne).

Mat. 24:27-31: "For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest , sådan skal også menneskesønnens komme være. Hvor ådslet er, der vil gribbene flokkes. (Ådslet er det ikke genfødte Israel, gribbene er verdens nationer, som alle angriber Israel, min kommentar.) Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Og da skal menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner (de tolv stammer, min kommentar), fra den ene ende af himlen til den anden." Fra den ene ende af himlen til den anden, det er de hellige, som er opstanden før trængslen og martyrerne under trængslen og englene.

Åb. 20:1-3: "Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid."

Grundsprogsordet for afgrunden er Abbysos, det samme ord som er brugt i Luk. 8 - 31 hvor dæmonerne, som havde besat manden, der levede i gravhulerne, råbte til Jesus og sagde: "Og de bad Jesus om ikke at befale dem at fare ned i afgrunden (Abbysos)." Der findes et sådant fængsel i afgrunden beregnet til dæmoner og Djævelen.

Åb. 20:4-6: "Og jeg så troner og nogle, der tog sæde på dem, de fik givet domsmagt. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget på grund af Jesu vidnesbyrd og Guds ord, og alle, som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke sat mærke på deres pande og hånd. De kom til live og blev konger med Kristus i tusind år. De andre døde kom ikke til live, før de tusind år var omme. Det er den første opstandelse. (Det er slutningen på den første opstandelse, som sker i flere afdelinger, min kommentar.) Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse, dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år." Det er den anden dom.


Den tredje dom

2. Pet. 1:19-21: "Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i skriften, for ingen profeti har nogensinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud."

Denne dag der her henvises til er tusindårsriget og morgenstjernen er Jesus, som kommer tilbage til jorden og derved forkynder en ny dag, altså en ny tidsalder, tusindårsriget. Åb. 22:16: "Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne."

2. Pet. 3:8: "Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er èn dag som tusind år, og tusind år som én dag."

Vi skal være meget opmærksomme på det profetiske ord om de sidste tider og vi skal tage os i vare for de selvbestaltede profetiudlæggere, Mormoner, Syvendedags adventister og Jehovas vidner m.fl. Profeti er givet ved Helligånden og det er også Ånden som udlægger dem for os igennem de af ham salvede dertil. Gud har igennem alle tider sendt tjenere til menighederne, apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærer, som kan dække menighedens behov, men det er ikke altid menighederne har taget imod dem. Behovet er ikke, hvad menighederne selv syntes, men hvad Gud ser der er behov for, ellers når vi ikke målet.

Joh. Tredje brev, versene 9-10: "Jeg har skrevet et brev til menigheden, men Diotrefes, som ønsker at være den første iblandt dem, anerkender os ikke. Derfor vil jeg, når jeg kommer, gøre opmærksom på hans handlinger, hvordan han sværter os til med onde ord, og ikke nok med det, han vil ikke selv tage imod brødrene, og når andre vil gøre det, prøver han at hindre dem i det og udstøder dem af menigheden."

2. Pet. 2: 9: "Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed."

De uretfærdige holdes i forvaring til dommens dag, som er afslutningen af tusindårs riget. Vi får et blik ind i dette forvaringssted i Luk. 16 fra vers 19, hvor den rige mand og Lazarus omtales. Versene 22-26: "Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde, nu trøstes han her, mens du pines."

Abrahams skød blev overflyttet til den tredje himmel, som Paulus kalder paradiset ved Jesu opstandelse. Men den anden side af dødsriget, hvor de pines er forsat på samme sted og alle der ikke har modtaget Jesus som deres personlige frelser ender der til forvaring indtil dommens dag ved slutningen af Tusindårs-riget. Personlig tror jeg at det vand, som den rige mand råbte efter var livets vand, det levende Guds ord, nu så han sit behov for dette vand, men var for evigt udelukket fra det. Derfor fik han stor missionsiver overfor sine brødre, som endnu var på jorden. Luk. 16:27-28: "Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested." Han ønskede at hans fædrenes hus skulle tage imod evangeliet.

Ved slutningen af Tusindårs-riget sker dette: Åb. 20:11-15: "Og jeg så en stor hvid trone og ham, (Jesus) der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen."

Alle der ikke fandtes i livets bog blev styrtet i Ildsøen til evig fortabelse. De som fandtes i livets bog er dem som i Tusindårs-riget fulgte kongen Jesus Messias. Tusindårsriget får også deres prøvetid, for Djævelen slippes løs for at prøve deres hjerter og de der består, bevarer deres navne i livets bog. Vi ser her, at gerninger frelser ingen - om de er aldrig så gode, for ingen blev frelst på grund af deres gerninger, som var optegnede i bøgerne.

Åb. 20:7-10: "Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem. Og Djævelen som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder." Det er den tredje dom.


Den fjerde dom

Vi ved ikke meget om denne dom, men kan dog skimte lidt. Det er dommen over de faldne engle, på Noas dage.

Judas brev 5-7: "Skønt I ved det alt sammen, vil jeg alligevel minde jer om, hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Ægypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag og jeg vil minde om, at Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde som disse engle bedrev utugt og søgte unaturlig forbindelser, nu fremstår som et afskrækkende eksempel, idet de straffes med evig ild."

Judas skriver: Skønt I ved det alt sammen, måtte det kunne siges om vor tids kristne! Men det kan det ikke, for deres forkyndere beskæftiger sig ikke meget med det og ønsker ikke de velkomne, som har lys over det. Men det gælder såmænd også lyset over frelse og fortabelse, himmel og helvedes forkyndelse. Der forkyndes for det meste: Fred, fred og ingen fare. Der bliver mange forkyndere der kommer til at stå til ansvar for de sjæle, som blev dysset i søvn og endte i fortabelsen.

Disse faldne engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, grundsprogs ordet for hverv er Arkjèn, som betyder: rang. De forlod altså deres høje rang. Disse engle bedrev utugt og søgte unaturlige forbindelser med menneskedøtrene (1. Mos. 6:4). De ønskede at lave en ny menneskerace på jorden, og udslette den slægt, som Gud havde frembragt igennem Adam. Derfor sendte Gud syndfloden for bl.a. at udslette englenes afkom. Derfor skal de dømmes på timelige ting af mennesker. 1. Kor. 6:3: "Ved I ikke at vi skal dømme engle?"

2. Pet. 2:4-5: "Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen, han skånede ikke den gamle verden, men bevarede kun Noa, retfærdighedens forkynder, samt syv andre, dengang han lod syndfloden bryde løs over de ugudeliges verden."

Gud styrtede disse engle i afgrunden, men ikke den samme afgrund, som Satan og dæmonerne. Her er grundsprogs ordet tartaròsas og det er et helt andet sted. Gud har styr på tingene. Enok profeterede:

Judas, vers 14-15: "Se, Herren kommer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle og straffe enhver sjæl for alle de ugudelige gerninger, de har begået, og for alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod ham."

Vi har nu set at dommen afsiges både af Herren og alle de frelste, som følges med ham. De som er taget ud af menneskeslægten og blevet konger med ham. Vi har set at dommen afsiges både over ugudelige mennesker og engle. Det er den fjerde dom.

1. Kor. 10-12: "Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder."


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2004 Willy Griis