Kampen om Sandheden
Artikler

Israels kamp drejer sig om verdensgenfødslen

af Willy Griis


Sal. 36:10: "For hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset."

1. Mos. 12:1-3: "Herren sagde til Abram: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes."

Gud er den der overstyrer alt og har en plan med alt. Det er ikke alt, som sker, der er Guds vilje, men han sørger for, at alt får en drejning, så hans planer lykkes. Menneskenes dårskab og Djævelens ondskab er en hindring for Guds planer, som han vil gennemfører til fred og velsignelse for alle mennesker, men de ønsker ikke Guds velsignelse, i deres dårskab er de blinde.

Job. 21:14-16: "Men til Gud siger de: Lad os i fred! Vi vil ikke vide af dine veje. Hvad er den almægtige, at vi skulle dyrke ham? Holder de ikke lykken i deres egen hånd? De ugudeliges planer er langt borte fra mig."

Denne uvidenhedens dårskab, som medfører straf og trængsel over de ugudelige skal ikke blive til skade for de, som vil underlægge sig Guds planer. Rom. 8:28: "Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet."

Gud talte til Abram og udvalgte ham af hedningerne. Abraham var ikke israelit eller jøde, men en aramæer, som også er en syrer. 5. Mos. 26:5: "Da skal du erklærer for Herren din Guds ansigt: En omflakkende aramæer var min fader, med få folk drog han ned til Egypten, hvor han boede som fremmed, og der blev han til et stort, mægtigt og talrigt folk."

Da Abram blev udvalgt af hedningerod havde Gud store planer med ham, planer som skulle blive til velsignelse for alle jordens mennesker, ja selv for hele naturen. Gud havde udvalgt et land til ham før han var blevet en nation.

1. Mos. 15:18: "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden." Gud ville igennem Abram og hans efterkommere og fra det land, som han gav Abram velsigne alle jordens nationer.

Gud lovede Abram og hans kone Saraj en søn, men det trak ud, de blev gamle uden at få den af Gud forjættede søn. Så bestemte de sig for at hjælpe til selv. Saraj havde en Egyptisk trælkvinde ved navn Hagar og Saraj bestemte, at Abram kunne få en søn med hende, hvad han også syntes var en god ide. Trælkvinden Hagar og Abram fik sønnen Ismael, som Abram kom til at elske meget. Det bliver altid noget makværk når mennesker blander sig i Guds planer og det blev det også her.

Abram vidste godt, at det ikke helt var efter Guds planer dét, som var sket og han gik i forbøn for sin søn Ismael. 1. Mos. 17:18-21: "Og Abraham sagde til Gud: Måtte Ismael leve for dit ansigt! Men Gud sagde: Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. Men med hensyn til Ismael bønhører jeg dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhører frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk. Men min pagt opretter jeg med Isak, som Sara skal føde dig næste år ved denne tid."

Isak blev til et stort arabisk folk, som i dag tæller 250 millioner arabere. Isak blev til folket Israel der i dag tæller 16 millioner jøder. Disse to folk kriges om et lille land på størrelse med Jylland, medens alle verdens nationer tager stilling for eller imod, hvem der skal have ret til landet. Landet tilhører hverken araberne eller israelitterne, men Gud. 3. Mos. 25:23: "Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit, I er fremmede og tilflyttere hos mig." Sådan talte Gud til Israel, som han havde givet landet til låns på bestemte betingelser.

Betingelserne blev åbenbaret for Moses, da han var på vej med folket fra Egypten og til landet, som var forjættet dem. Moses var både leder og profet. I 5. Mos., kapitel 28 fortæller Moses folket om Guds velsignelser og forbandelser i forhold til deres lydighed eller ulydighed imod ham når de har indtaget landet.

Israel blev ikke noget specielt lydigt folk der ville samarbejde med Gud. De gik deres egne veje og har igennem historien måttet bøde derfor. Isak fornemmede det profetisk i sin ånd, hvordan det ville gå hans efterkommere og kaldte Gud for rædsel, det ser vi af hans søn Jakobs vidnesbyrd.. overfor Laban. 1. Mos. 31:42: "Hvis ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks rædsel, havde været med mig, havde du nu sendt mig tomhændet bort."

Moses fortalte folket, hvordan det ville gå dem om de ikke adlød Gud. 5. Mos. 28:25: "Herren vil slå dig foran dine fjender, ad en vej rykker du ud imod dem, men ad syv veje skal du flygte for dem, du bliver til rædsel for alle jordens kongeriger."

Ikke bare skulle de flygte, men de skulle også blive en rædsel for alle jordens riger, det opfyldes jo til fuldkommenhed i vor tid, 3000 år efter at disse ord er udtalt.

5. Mos. 28:36-37: "Både dig og den konge, du indsætter over dig, vil Herren føre bort til et folk, som hverken du eller dine fædre har kendt, og der skal du dyrke andre guder, guder af træ og sten. Du vil blive til gru og til spot og spe i alle de folk, Herren fører dig til."

Sådan gik det, de er blevet ført til folk de aldrig har kendt og de er blevet til gru og spot og spe iblandt nationerne. Det som Moses forudsagde begyndte ca. 600 år før Kr., da Nebukadnesar førte dem i fangenskab i Babel. Jer. 25:11-12: "Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjerds år. Men når der er gået halvfjerds år, vil jeg straffe Babylons konge og folket der for deres synd, siger Herren, også kaldæernes land straffer jeg og gør det til evig ørken."

Israel fik i første omgang en straffetid på halvfjerds år, så kom de tilbage til Guds land. Men kaldæerne, som var Babylon skulle også straffes for deres synd og hvad var det? 1. Mos. 12:3: "Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande." Kaldæerne måtte bøde for at de ikke velsignede Israel. Det er en evig gyldig ordning, som også gælder nationerne i dag. Verdensriget Babylon gik til grunde og forsvandt ud af nationernes rækker, men Israel bestod som nation. Rom.11:29: "For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke."

Da Jesus blev født i Israel var det en lydstat under romerriget, men stadig en selvstændig nation. Jesus kom til Israel i en tjeners skikkelse for at sone Israels og hele verdens synd på korset. Det var med i Guds plan, at han skulle dø for syndere og senere komme tilbage for at oprette sit kongedømme i Israel og indføre et verdensfredsrige igennem sit udvalgte folk Israel, men de tog ikke imod ham. Joh. 1:11: "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham."

Jesus var en profet, som Moses. Han var både frelser og profet. Ap. 3:22-23: "Moses har jo sagt: Herren jeres Gus vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne, ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer. Men enhver, der ikke adlyder denne profet, skal udryddes fra folket."

Israel tog ikke imod denne profets ord, han som også er Guds egen søn. Derfor profeterede Jesus også om Israels straf for dette.

Luk. 21:20-24: "Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene, de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen. For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse. Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. For der skal komme stor nød over landet og vrede over dette folk. De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende."

Den romerske general Titus omringede byen i år 70 ef. Kr. Der omkom ca. 1 mil. jøder, de kunne ikke skaffe træ nok i omegnen til korsfæstelse af jøderne. Templet blev fuldstændig brændt ned. I år ca. 130 kom den romerske hær igen og uddrev resten af jøderne, så de blev spredt over hele verden iblandt alle nationer, som Jesus havde forudsagt. Men Jesus satte tid på, indtil hedningernes tid var til ende.

Hedningerne har indtil 1948 nedtrampet Jerusalem og landet Israel, men nu er Israel vendt tilbage efter 2000 år. Det er et mirakel, at jøderne er blevet bevaret iblandt alle nationerne uden at være gift ind i nationerne og derved forsvundet. Men Gud har bevaret dem, fordi han har en plan med dem til menneskehedens bedste. Han samler nu sit folk fordi han snart kommer til jorden igen ikke som den der skal bære verdens synd, men som konge i Israel og derfra vil han oprette et verdensomspændende fredsrige, for hans navn er fredsfyrste. Vi mennesker kan aldrig oprette fred på jorden, derfor må vi vente på fredsfyrsten.

Oprettelsen af staten Israel og jødernes hjemvenden er det største bevis på Guds eksistens i vores moderne tid, vi ser Guds fodtrin i verdenshistorien. Jøderne bygger Israel op igen på trods af araberne og palæstinensernes modstand.

Jøderne begyndte, at tilflytte landet i 1881 på grund af tiltagende forfølgelse i verden. Et jødisk slagord var: Et folk uden land til et land uden folk. Det er der mange der har benægtet, da de påstår at der boede folk i forvejen. I 1881 boede der 457.000 mennesker i hele Palæstina, det som i dag udgør Israel, Vestbredden og Gaza. Ca. en tredjedel boede i byer. Hovedparten af Jerusalems indbyggere var jøder. I dag er befolkningen i dette område ca. 9 millioner mennesker.

De fleste jøder kom i begyndelsen fra de arabiske stater på grund af forfølgelse. I 1947 boede der 125.000 jøder i Irak. I løbet af fire år forlod næsten alle jøder landet, de fleste drog til Israel. 25.000 var rejst til Palæstina før 1947. Jøderne i Irak skulle betale en årlig ekstraskat. De måtte ikke ride på heste, de skulle ride på æsler og de skulle ride med begge ben på samme side og de måtte ikke bruge saddel. De skulle stå ærbødigt af æselet, hvis de mødte en muslim. En jøde måtte aldrig slå en muslim, heller ikke i selvforsvar. Deres gudstilbedelse måtte ikke høres eller ses. De måtte ikke følge deres døde til graven i optog, sådan som muslimerne gjorde. De skulle bo i ghettoer og ikke have højere huse end muslimerne havde. De kunne ikke have højere stillinger i samfundet, eller offentlige stillinger. En jøde kunne ikke vidne imod en muslim i retten. Der var dødsstraf for at tale imod Muhammed.

Da Storbritanien og Frankrig i midten af 1800 tallet overtog kontrollen af det meste af den arabiske verden tvang de igennem, at den værste diskriminering af jøder skulle ophøre. Så forfølgelsen af jøder fra arabernes side var i gang langt før 1948.

Da Irak blev frigjort fra England i 1934 indførte de øjeblikkelig, at jøderne ikke måtte undervise på hebraisk. Mange jøder havde nu opnået offentlige stillinger, men blev nu afsat. I 1941 blev der igen indført særskat på jøder, som skulle gå til beskyttelsespenge. Men beskyttelsen var ikke bedre end politiet og hæren var aktiv i angreb på jødiske ghettoer. I et angreb på Bagdad ghettoen i 1941 blev 175 jøder dræbt og hundredvis såret, og 14.500 jøder blev frastjålet ejendom og blev udsat for hærværk. I 1947 truede Iraks udenrigsminister åbent i FN med at hævne sig på sit lands jøder, hvis staten Israel blev oprettet.

I 1950 bestemte Iraks regering at alle jøder skulle forlade landet inden for et år, men de måtte ikke tage noget med sig. Der boede dengang ca. 150.000 jøder der. Der rejste kun ca. 3.000 jøder resten blev, de kunne ikke overse at rejse uden en krone på lommen. Da fristen på et år var gået blev der igangsat meget hårde tiltag for at få jøderne ud af landet. De jagede jøderne til Israel og nu er der ingen jøder tilbage i Irak.

Siden er Irak aldrig blevet træt af at hævde at jøder ikke har noget at gøre i Israel, de skulle være blevet i de lande de var.

Over 900.000 jøder er flygtet fra de arabiske lande. Det er adskillige flere end de Palæstina arabere der er flygtet fra Israel, og som stadig sidder i flygtningelejre nu 56 år efter Israels oprettelse. Deres arabiske brødre vil ikke have dem integreret, det må kaldes "brødrekærlighed". I flygtningelejren Bagaà få kilometer fra Jordans hovedstad Amman bor der i dag 120.000 mennesker. De deler et område på halvanden kvadratkilometer og venter på en billet til Palæstina og "deres" ejendomme der. De håber på FN og Europa skal hjælpe dem. De har fået jordansk borgerret og ret til arbejde til forskel for deres brødre i Libanon og Syrien, der er uden rettigheder. Derimod har de "palæstinensere" der blev i Israel og som bor indenfor Israels grænser fuld borgerret på lige fod med israelere.

Hvem er palæstinenserne? De har ingen historie, ingen kultur og ikke et eget sprog - der er intet sprog der hedder 'palæstinensisk'; de taler arabisk. Alligevel kalder de sig et folk. De er ret og slet arabere og de har aldrig været et særskilt folk. Det har taget 20 år at indarbejde løgnen om et Palæstinensisk folk og nu er det godtaget af hele verden. Dette "folk" skal bruges af araberne til at jage Israel i middelhavet. Som vi tidligere har set, indgik Gud en pagt med Abraham, som gav ham retten til landet, hvis navn var Kanàan. Landet var beboet af Filisterne, så hvor kommer Palæstinenserne ind i billedet? De påstår jo at de havde landet før jøderne. For at kan bevise dette påberåber de sig, at stamme fra Filisterne og at Filisterne også var arabere. Flere ordbøger forklarer sådan om Filisterne: Et folk som ikke er semitter der boede i det sydvestlige Palæstina omkring 1200 f. Kr. Arabere er semitter et halvbroderfolk til jøderne, så de har ingen filister blod i sig. Jøderne fik landet af Gud.

I 1974 vedtog det Palæstinensiske nationalråd den såkaldte faseplan for ødelæggelse af Israel.
Fase 1: Oprettelse af en palæstinensisk stat.
Fase 2: Brug af den palæstinensiske stat til at forsætte krigen mod Israel.
Fase 3: At sætte en storkrig i gang for at udslette Israel. I praksis har Palæstinenserne aldrig fragået dette mål. Yassir Arafats uniform bærer et kort over hele staten Israel, som tegn på et befriet Israel. Det palæstinensiske departement bærer det samme symbol.

Gud har en plan og han er ved at gennemføre den med folket Israel. Ligegyldig hvilken modstand der gennemføres fra arabere, palæstinensere eller hvilken anden nation der vil modsætte sig, så bliver planen gennemført, og ve det folk, som bliver modstander af guds plan.

Joel 4:1-2: "I de dage på den tid, når jeg vender Judas og Jerusalems skæbne, samler jeg alle folkeslagene og fører dem ned i Joshafas dal. Der vil jeg holde rettergang med dem om mit folk og min ejendom, Israel, som de spredte blandt folkene. De delte mit land imellem sig og kastede lod om mit folk."

Joel 4:19-21: "Egypten bliver en ødemark og Edom en øde ørken, fordi de øvede vold imod Judæerne og udgød uskyldigt blod i deres land. Men Juda skal bebos til evig tid, Jerusalem i slægt efter slægt. Jeg vil hævne deres blod og ikke lade det ustraffet."

Gud dømmer det enkelte menneske og nationerne i deres forhold til Israel. Det har han altid gjort og det vil han fremdeles gøre, så har du skuet lys i Guds lys, så kan du se dig omkring og du vil se og erfare at det sker.

Vi har lige oplevet at stifteren af Hamas, Sheik Ahmed Yassin, den organisation som kun har et mål, at kaste Israel i middelhavet, så hurtig som muligt, er blevet dræbt. Han var Israels svar på Osama bin Laden. Han er manden der har stået bag mange terror handlinger i Israel med utallige døde børn og voksne ved selvmordsbomber i skolebusser og supermarkeder osv.

Hele verden er i oprør imod Israel for denne gerning. Englands udenrigsminister siger: Det er uacceptabelt og uretfærdig.

Hvad ville verden sige om det var Osama Bin Laden der var dræbt i et flyangreb? De ville juble, dog ikke palæstinenserne!

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller siger: Selvfølgelig er vi imod sådanne henrettelser. Det er ikke vejen frem. Mon ikke hans soldater i Irak ville have skudt Saddam Husein, hvis de kunne komme til det og han har dog aldrig angrebet Danmark? Derimod prøvede amerikanerne flere gange, at bombe ham ihjel. Hvis det havde lykkedes ville Per Stig Møller sikkert have fordømt amerikanerne på det kraftigste. Mon?

Den Norske udenrigsminister Jan Petersen siger, at Hamas nok har stået bag en række terroraktioner, men det berettiger ikke til udenomretslige henrettelser, som vi nu har set.

EU fordømmer aktionen i skarpe vendinger. Men vi kan jo ikke forvente andet, det er jo det kommende romerrige, hvor Antikrist skal regere fra og søge at udslette Israel endnu engang.

Paven fordømmer Hamas - drabet. Israels likvidering er ulovlig og vil ikke skabe fred i mellemøsten, tilføjer pavens talsmand Joaquin Navarro-Valls.

Men det er jo også naturligt, da pavekirken er den kommende skøge i Åbenbaringsbogen.

Zak.12:2-3: "Se, jeg gør Jerusalem til et berusende bæger for alle de omboende folk (araberne) Også Juda (jøderne) vil blive ramt, når Jerusalem belejres. På den dag gør jeg Jerusalem til en tung sten for alle folkene (Nationerne), de, der forsøger at løfte den, vil rive sig til blods."

Jerusalem vil blive en dom for alle der er imod Israel og denne dom vil falde idet de handler i fordømmelse imod Guds folk. Senere tager Gud dommen op igen imod alle nationer ved verdensgenfødslen. Dommen er nået til Irak og når også, ja er i gang i de omliggende arabiske lande. Den når også de lande i verden, som fordømmer Israel.

Mat.19:27-28: "Da tog Peter ordet og sagde til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi? Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal i også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer."

Jesus, Fredskongen, kommer snart.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2004 Willy Griis