Kampen om Sandheden
Artikler

VAR JUDAS FRELST?

ELLER VAR HAN EN DJÆVEL FRA BEGYNDELSEN?

af A. A. Allen (på dansk v/ Willy Griis)

Du har nok hørt dette emne diskuteret en gang imellem. Du har hørt de forskellige opfattelser af forskellige prædikanter, men jeg takker Gud for svaret er givet os i Guds eget ord!

Lad os nu tage vores bibel frem. Tag også din bibel frem. Vi må tage tid til dette budskab og alt må slås fast med Guds eget ord, så ingen andre argumenter får plads. Vi må godtage Guds ord. Jeg vil ikke leverer dig mine meninger. Men det er underfuld, at vi har Guds eget ord.

Var Judas på noget tidspunkt frelst eller var han en djævel fra begyndelsen?

Lad os vende os til Mat. kap. 10 fra vers 1:
"Han kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed. Navnene på de tolv apostle er: først Simon, kaldet Peter, og hans broder Andreas, så Jakob, Zebedæus søn og hans broder Johannes, Filip og Bartolomæus, Tomas og tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus søn og Lebbæus, Simon Kananæer og Judas Iskariot, han, som senere forrådte ham."

Jeg vil gerne informere dig om, at de tolv apostle blev udvalgt for at repræsenterer de tolv Israels stammer, og Judas var udvalgt for at representere en af Israels stammer. Judas Iskariot kom fra Juda stamme, den samme som Jesus kom fra. Og i kp. 10 taler Jesus til de tolv udvalgte disciple og i vers 16 taler han forsat til dem:

"Se, jeg sender jer som får blandt ulve, vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer."

Her kalder han Judas for et får. Har han nogen sinde kaldt djævelen et får? Bevar denne tanke i dit sind! Vi taler om Judas nu - Jesus sendte ham ud som et får. Jesus sagde ikke, at de 11 var får og en er en djævel, men han sagde, jeg sender alle tolv ud som får, midt iblandt ulve.

Vi ser på vers 19, 20 og 22:
" Men når man stiller jer for retten, skal i ikke bekymrer jer for, hvorledes eller hvad I skal tale, thi det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale. Thi det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer."

Judas havde den samme ånd som resten af disciplene og vi læser i vers 22:
" Og i skal hades af alle for mit navns skyld, men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst."

Joh. 10:27-29: "Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive noget ud af min Faders hånd." Mener Jesus her bare nogle af fårene? Eller mener han alle fårene? Så når Judas var et Jesu får, så var han også i Jesu hånd.

Mark. 3:13-19: "Og han går op i bjergene og kalder dem til sig, han selv ønskede at have med, og de kom til ham. Og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike med magt til at uddrive de onde ånder.

Så indsatte han da de tolv, og han gav Simon tilnavnet Peter, endvidere Jakob, Zebedæus søn, og Johannes, Jakobs broder, dem gav han navnet Boanerges, som betyder tordensønner, og Andreas og Filip og Bartolomæus og Mattæus og Tomas og Jakob, Alfæus søn, og Taddæus og Simon Kananæer og Judas Iskariot, ham, som forrådte ham."

Her i Markus giver han de tolv udvalgte magt til at kaste ud djævle og vi læser videre fra vers 22:
" Og de skriftkloge, som var kommet ned fra Jerusalem, sagde: Han er besat af Beelzebul, og: Det er ved hjælp af de onde ånders fyrste, han uddriver onde ånder. - Da kaldte han dem til sig og sagde til dem i lignelser: Hvordan kan Satan uddrive Satan?"

Hvis Judas havde været en djævel, ville Jesus da have givet ham magt til at kaste djævle ud? Nej vist ikke, vi læser videre fra vers 26: " Og hvis Satan har sat sig op imod sig selv og er kommet i splid med sig selv, så kan han ikke bestå, men det er ude med ham."

Hvorfor udvalgte Jesus de tolv? Vi læser Joh. 15-16:
"Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer og sat jer til at gå hen og bære frugt, og det en varig frugt, så at Faderen kan give jer, hvad som helst i beder ham om i mit navn."

Jesus havde ikke bare udvalgt dem, men han havde befalet dem at gå ud! Og i Markus 6:7 sendte han dem ud to og to, og gav dem magt over urene ånder.

Og i Ap. G. 1:15-17 siger Peter:
"I de dage stod Peter frem midt iblandt brødrene (som da var samlede i en skare på omtrent hundrede og tyve personer) og sagde: Mine brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden forud havde talt gennem Davids mund om Judas, der viste vej for dem, som greb Jesus, han regnes jo med blandt os, og dette embede var faldet i hans lod."

Med andre ord sagde Peter, at Judas var en af dem, han tjente sammen med dem, han blev regnet med blandt dem. Vi læser videre fra vers 21:
" Derfor bør en af de mænd, som fulgte med os i hele den tid, da Herren Jesus gik ind og ud hos os, lige fra Johannes dåb indtil den dag, da han blev optaget fra os - en af dem bør sammen med os være vidne om hans opstandelse.

De fremstillede derefter to, Josef, som kaldes Barsabas og havde tilnavnet Justus, og Mattias. Så bad de og sagde: Herre! Du, som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at indtræde i dette embede og den apostelgerning, som Judas forlod for at gå bort til sit eget sted."

Du kan ikke gå bort fra et sted, som du aldrig har været. Hvad gik Judas bort fra? Fra sin plads som en tjener og Jesu Kristi apostel! Judas faldt, og hans falds årsag er beskrevet i Matt. 26:6-9:
" Medens Jesus var i Betania, i Simon den spedalskes hus, kom der en kvinde hen til ham. Hun havde en alabastkrukke med en meget kostbar salve, og hun hældte den ud over hans hoved, mens han sad til bords. Da disciplene så det, harmedes de og sagde: Hvad skal den ødselhed til? Det kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige."

Joh. 12:4 fortæller os, hvem der sagde dette og vi læser fra vers 1:
" Jesus kom nu seks dage før påske til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde opvakt fra de døde. Der gjorde de da et gæstebud for ham, og Marta vartede op, Lazarus var en af dem, som sad til bords sammen med ham. Maria tig da et pund ægte, meget kostbart nardussalve og salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit hår, og huset fyldtes af salvens duft. Så siger en af hans disciple, Judas Iskariot, han, som siden forrådte ham: Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige? Men det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv, og da han havde pengepungen, stak han jævnlig til sig, hvad der blev lagt i den."

Det var Judas som talte således. Han var kasserer for de tolv. Paulus siger i 1 Tim. 6:10:
" Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt, drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte."

Da Judas gik gik præsterne sagde han: Hvad vil i gi mig? Det var pengene han var ude efter. Matt. 26:14-16.

Matt. 26:17-25:
" På den første af de usyrede brøds dage kom disciplene til Jesus og sagde: Hvor vil du, at vi skal tilberede påskemåltidet for dig? Han svarde: Gå ind i byen til den og den mand og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær, hos dig vil jeg holde påske sammen med mine disciple. Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og tilberedte påskemåltidet.

Da det nu var blevet aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg Eder: en af jer vil forråde mig. Da blev de meget bedrøvede og begyndte hver især at spørge ham: Det er dog vel ikke mig, Herre?

Han svarede og sagde: Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig.

Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.

Men Judas, som forrådte ham, tog til orde og spurgte: Det er dog vel ikke mig, rabbi? Han siger til ham: Du har selv sagt det.

Det er blevet sagt, at Judas aldrig har kaldt Jesus Herre, men vi læser her i vers 22 at alle (også) Judas begyndte og sige til ham: Det er da vel ikke mig Herre!

Paulus siger i 1. Kor. 12:3: "Derfor vil jeg lade jer vide, at ingen, der taler ved Guds Ånd, siger: Forbandet være Jesus! Og ingen kan sige: Jesus er Herre! Uden ved Helligånden."

Judas havde allerede før påskemåltidet været hos ypperstepræsterne og spurgt, hvad de ville betale for, at han skulle forråde Jesus. Matt. 26:14-16. Det var pengene der fristede.

Det er oplagt, at pengene havde magt over ham, men jeg kan ikke tro, at når Judas så ind i Jesu øjne og sagde: Det er da vel ikke mig? At han påtænkte at gøre, hvad han gjorde kort tid efter.

Lad os læse Joh. 6 fra vers 64.
"Men der er nogle af jer, som ikke tror. Thi Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem det var, der skulle forråde ham. Og han sagde: Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden det bliver givet ham af Faderen. Af den grund trak mange af hans disciple sig tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde da til de tolv: vil i også gå bort? "

Judas var en af de tolv. Er det ikke forfærdeligt, at tænke på Jesu følges venner, som vendte ham ryggen og gik bort. Han sagde, at han vidste hvem de var, og da de hørte det, vendte de ham ryggen, de var afsløret.

Så vendte han sig til de tolv (Judas inkluderet) og sagde: Vil også I gå bort? Jeg kan ikke se, at dette skriftsted er rettet imod Judas, nej, det er rettet imod de, som allerede havde vendt ham ryggen i deres hjerter.

" Simon svarede ham: Herre! Til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige."

Versene 70-71: "Jesus svarede dem: Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv? Og dog er en af jer en djævel! Han mente dermed Judas, Simon Iskariots søn, thi det var ham, som siden skulle forråde ham, skønt han var en af de tolv."

Her taler han ikke om om Judas, men han henviser til den, som skal forråde ham og som blev Judas.

Nej han taler til de tolv, som han har udvalgt til, at forkynde og som han havde givet magt til at helbrede syge og kaste djævle ud, han talte til de tolv, som han kaldte får. Til de til hvem han havde sagt: Det er ikke jer som taler, men min Faders ånd, som taler igennem jer. Og han sagde til de tolv: Den som holder ud indtil enden skal blive frelst.

Luk. 22:21 "Men se, han, som forråder mig, rækker hånden over bordet sammen med mig"!

Her sidder de tolv sammen, de har alle haft samme tjeneste, de har arbejdet sammen, de har stået sammen, og de har undret sig over, hvem der skulle gøre denne forfærdelige gerning, at forråde Jesus.

De havde ikke større tanker på, at det kunne være Judas end Johannes, Jakob eller Peter.

Ap. G. 1:16 siger Peter senere: Brødre! Det skriftord måtte opfyldes som den Hellig Ånd forud talte ved Davids mund om Judas, som blev vejviser for dem, som greb Jesus.

Vi vender os til Sal. 41:9-10: "En dødelig sot har grebet ham, han ligger der _ kommer aldrig op! - Endog min ven, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig."

Peter sagde, at den Hellige Ånd talte gennem Davids mund. Når den Hellige Ånd taler, så taler den for Faderen og Sønnen, for Jesus sagde: Han vil tage af mit og give til jer.

Måske vil du sige, at dette skriftsted ikke henviser til Judas. Så lad os læse Joh. 13:18 hvor Jesus siger: "Jeg taler ikke om jer alle, jeg ved, hvem jeg har udvalgt , men det skriftord måtte jo gå i opfyldelse: Den som spiser mit brød, har løftet sin hæl imod mig."

Mat. 26:47-50: "Og mens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og sammen med ham en stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Men han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Den jeg kysser, ham er det, ham skal I gribe. Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: Vær hilset, rabbi! Og kyssede ham.

Jesus sagde til ham: Ven, gør det, du er kommen for! Da trådte de til og lagde hånd på Jesus og greb ham."

Det græske ord, som er benyttet her for ven er: Hetaire, og betyder mere end en ven!

Jesus vendte sig ikke fra Judas selv i forrådelses øjeblikket, nej, Jesus så op og kaldte ham mere end en ven.

Joh. 13-2 " Da de nu holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indskudt den tanke i Judas, Simons søn, Iskariots hjerte, at han skulle forråde ham."

Her står ikke, at djævelen havde fuldført sit værk. Vi læser fra vers 21 til 27:
" Da Jesus havde sagt dette, blev han heftigt bevæget i ånden, vidnede og sagde: Sandelig, sandelig siger jeg Eder: en af jer vil forråde mig. Da så disciplene på hverandre, tvivlrådige om, hvem han sigtede til. Der var iblandt han disciple en. Som sad til bords ved Jesu side, ham, som Jesus elskede. Til ham nikker Simon Peter og siger til ham: Spørg, hvem det er, han sigter til. Han læner sig så mod Jesu bryst og spørger ham: Herre! hvem er det?

Jesus svarer: Det er ham, som jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper. Så tager han brødet og dypper det og giver det til Judas, Simons søn, Iskariot. Og da han havde fået det, fòr Satan ind i ham. Jesus siger nu til ham: Hvad du gør, gør det snart."

Har du lagt mærke til, at djævelen fòr ind i ham efter han havde stukket sin hånd i fadet? Det er hvad Ordet siger, og jeg tror det! Djævelen kan ikke gå ind i en djævel. Denne apostel var et får, og nu havde djævelen faret ind i ham. Venn, vær forsigtig, djævelen kan fare ind i et får på et sekund, han trænger bare et lille sprække.

Matt. 27:1-5: "Da det var blevet morgen, traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden. Og de bandt ham og førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pilatus. Da nu Judas, som havde forrådt ham, så, at han var blevet dom fæld, fortrød han det og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod. Men de svarede: Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag. Så kastede han sølvpengene ind i Templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig."

Jeg tror ikke, at Judas virkelig var klar over, at de ville dræbe Jesus. Judas var ude efter pengene. Men da han så, at Jesus virkelig blev domfældt, gik han til ypperstepræsterne og bekendte sin synd. Men han gik ikke til Jesus! Det var profeteret at en skulle forråde Jesus, men det behøvede ikke at blive Judas, det blev ham, jeg undre mig på, hvad der var hændt om han havde gået til Jesus og grædt ud ved hans fødder, men han gjorde det ikke. Jeg er vis på, at Jesus ville tilgive ham, ligesom han tilgav dem, som slog naglerne i hans hænder og fødder. Men Judas gik i stedet til præsterne og bekendte.

Ap. G. 1:20: "Der står jo skrevet i salmernes bog: Lad hans gård blive øde, lad ingen bo i den, og: Lad en anden få hans tilsynsgerning."

Sal. 69:26-29: "Deres teltlejr blive et øde, og ingen bo i deres telte! Thi de forfølger den, du slog, og øger smerten for dem, du sårede. Tilregn dem hver eneste brøde, lad dem ikke få del i din retfærd, lad dem slettes af livets bog, ej optegnes blandt de retfærdige."

Her tales om Judas. Hans navn var engang skrevet i livets bog, men i henhold til denne profeti blev hans navn slettet ud. På grund af overtrædelser og synd, faldt han fra sin plads ved Jesu side, og hans navn blev slettet ud.

Matt. 7:21-23: "Ikke enhver, der siger til mig: Herre, Herre! Skal komme ind i himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer, vig bort fra mig, I, som øver uret."

Læg mærke til, de skal stå foran Jesus og sige: Jeg kastede djævle ud og forkyndte i dit navn. Judas gjorde også dette. Ingen kan kaste djævle ud uden ved Guds kraft. Hvordan kunne Jesus sige: Jeg har aldrig kendt jer? Hvad mente han? Vi finder svaret i Ez. 18:24-25:
" Men når den retfærdige vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, lignende vederstyggeligheder, som den gudløse øver, så skal ingen af de retfærdige gerninger, han har gjort, tilregnes ham, for den troløshed, han øvede, og den synd, han gjorde, skal han dø.

Og i siger: Herrens vej er ikke ret! Hør dog, Israels hus! Er det min vej, der ikke er ret? Er det ikke snarere Eders vej, der ikke er ret?"

Det har intet at sige hvor retfærdig du har været, dersom du dør i synd. Du vil da fremstå for Jesus, som en han aldrig har kendt. Den stilling du dør i, er den stilling du skal dømmes efter.

Vi læser i Heb. 10:38: "Og min retfærdige skal leve af tro, men hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham."

2. Pet. 2:20: "Thi når de ved erkendelse af Herren og frelseren Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men igen lader sig indvikle deri og bukker under, så er det sidste blevet værre med dem end det første."

Folk kan lide, at høre ord, som klør dem i øret. Mange taler om og siger: En gang frelst, altid frelst. Om du er født på ny er du altid under nåden og Gud ser ikke så meget på synden, som du måske lever i.
Nej, men du kan blive skåret af!

Luk. 12:42-46: "Herren svarede: Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid? Salig den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan! Sandelig siger jeg Eder: han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.

Men hvis den tjener tænker ved sig selv: Min herre venter med at komme, og han så giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke, så han bliver beruset, da skal den tjeners herre komme på den dag, han ikke venter, og i den time, han ikke kender, og synderhugge ham og give ham plads blandt de utro."

Her taler Jesus om tjenerne, de som forkynder ordet, om os! Og om han kommer og finder, at vi tar del med de ugudelige, skal vi blive hugget sønder, og Gud vil give os lod og del med de utro.

Judas var engang et af Jesu får, som Jesus havde udvalgt til at forkynde, han havde fået magt til at helbrede syge, og kaste djævle ud. Men han elskede penge mere end han elskede Jesus. Djævelen besatte ham og han forrådte Jesus.-- Og du, vær forsigtig, vær ikke for selvsikker, du kan forvandles fra at være et får til at blive en djævel på et øjeblik.

Joh. Åb. 3:5: "Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle."

Så om dit navn er indskrevet i livets bog, så kan det slettes ud!

Lad os til slut læse 1. Kor. 10:12: "Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!"


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002-08 Willy Griis