Kampen om Sandheden
Artikler

HVORFOR DEN KRISTNE MENIGHED IKKE HAR MERE FREMGANG!

af Willy Griis

Jeg vil med denne artikel tage nogle udpluk fra bogen "HVORFOR DEN KRISTNE MENIGHED IKKE HAR MERE FREMGANG" af SEVERIN LARSEN (på dansk ved Anna Larssen Bjørner 1924), for at vise hvordan forkyndelsen var på den tid, da pinse vækkelsen bølgede ud over verden. Jeg kommer ikke med egne kommentarer, men lader mine udpluk tale for sig selv. Så kan du kære læser gøre dig dine egne tanker.

Inden jeg går til bogen af Severin Larsen, vil jeg lige minde om Evan Roberte 1878 - 1951 der blev det redskab, som Gud brugte til at starte denne store vækkelse.

Han skriver: I 13 år havde jeg bedt om Helligånden. En aften på et møde sagde diakonen William Davies: husk at være trofast, tænk om Ånden faldt og du var fraværende? Husk på hvad Thomas gik glip af. Jeg sagde til mig selv: Jeg må have Ånden! Og i al slags vejr og til trods for alle forhindringer overværede jeg alle møderne. Mange gange blev jeg fristet til at slutte mig til mine kammerater. Men nej! Jeg sagde til mig selv: Husk på din beslutning og jeg forsatte.

I de 11 år jeg bad om vækkelse, gik jeg til alle bønnemøder. Ved et formiddagsmøde, som Evan Roberts var med til , bad evangelisten: Gud bøj os! Roberts mærkede Ånden sige: Det er det du trænger til! Tårer og sved randt ned af mig. Nogle kom og tørrede mit ansigt imens jeg råbte: O, Herre bøj mig, bøj mig!

Det begyndte i 1904. Folket i Wales var kommet langt bort fra Gud. Der kom kun få i kirkerne, og synden florerede over alt.

Pludselig kom Guds Ånd, som et stormvejr hen over landet. Lokalerne hvor der blev holdt gudstjenester var så overfyldte, at store skarer ikke kunne komme ind. Møderne varede fra kl. 10 formiddag til midnat.

Gudsfornægtere, drankere, tyve blev omvendt. Overalt blev der aflagt bekendelser af frygtelige synder. Gammel gæld blev tilbagebetalt. Teaterne måtte lukke af mangel på publikum.

I løbet af fem uger sluttede 20.000 sig til menighederne. Og i løbet af 3 måneder var der 100.000 der omvendte sig til Jesus!

Vækkelsen forsatte ud over verden under navnet pinsevækkelsen og ud af den kom også Den Apostolske Kirke. Men hvad var Evan Roberts budskab, som Helligånden forkyndte igennem ham?

BEKEND ALLE KENDTE SYNDER!

FJERN DET I DIT LIV, SOM DU ER I TVIVL OM!

VÆR KLAR TIL AT ADLYDE HELLIGÅNDEN ØJEBLIKKELIG!

BEKEND JESUS OFFENTLIG!


Jeg vil nu tage nogle udpluk af bogen "HVORFOR DEN KRISTNE MENIGHED IKKE HAR MERE FREMGANG" af SEVERIN LARSEN (på dansk ved Anna Larssen Bjørner 1924), så du kan kende den forkyndelse, som blev prædiket på vækkelsens tid. Det var Helligånden og denne forkyndelse, der bragte vækkelsen. Mennesker tog imod den og omvendte sig til Jesus, blev døbt med Helligånden, talte i tunger og mange helbredelser skete. Menighederne blev fornyede og forvandlede og mange blev føjet til ude fra verden.

Jeg citerer fra bogen:

Når Guds værk ofte står stille i de lokale menigheder, kommer det i de fleste tilfælde af forholdene indenfor menigheden, og der må, for at der kan blive fremgang ske en forandring indefra, og så snart den er sket i overensstemmelse med Guds Ord, vil der på en gang mærkes forandring.

Men når hans folk bliver utro og lunkne, da råber Gud: Gid du var kold eller varm. Åb. 3-15

Joh. 10-1 " Den, som ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er tyv og røver."

Menighederne har sat vejen til frelse ved siden af den trange port. Man har ikke fået folk igennem den port, som fører til livet, thi den har været for trang, og måske man selv ikke er kommet igennem den, og således ikke har nogen erfaring af at gå over fra døden til livet, derfor har man lavet en vej ved siden af, som tilsyneladende, syntes at være lettere og bekvemmere for det naturligere menneske.

Det er livet som gør, at vi slipper for at forsøge at være kristne, vi er det!

En af de værste hindringer for fremgang i en kristen lokal - menighed er: MEDLEMMER UDEN LIV I GUD! Thi man kan aldrig få sådanne medlemmer til at glæde sig i frelsen. Det er jo ganske naturligt, at du ikke kan få et menneske til at glæde sig over, hvad det ikke har.

Men hvordan kan nu det ske, at menigheden får medlemmer uden liv, når princippet er kun at tage omvendte ind? Det kan ske på mange måder. Det kan ske ved, at man sætter sig som mål at vinde tilhængere AF SIN TRO, i stedet for at vinde dem for Jesus Kristus!

Der er forskel på en tilhænger og en efterfølger af Jesus. Og tænk, eder, mine kære læsere, at der findes mange, som tror sig at være kristne, fordi de er med og ikke imod, men at tilhøre en menighed det er et, og at tilhøre Kristus det er noget andet.

Vi ser altså, at det at hverve tilhængere for sin egen tro, eller rettere for sine meninger, er et, og at hverve dem for Kristus er noget andet.

Man virker og arbejder og prædiker og beder, men ingen fremgang. Alt står stille - stille i årrækker uden mindste tegn på nyfrelste genfødte børn.

Ingen nyfrelste findes mere, og de gamle synes at blive for gamle til at få åndelige børn. Der spores ikke barnelængsel hos dem. De er for længe siden begyndt, at leve selvlivet efter kødet. Det religiøse selvliv, der går ud på, at leve for sig selv efter den lov: Hvad der behager mig, det vil jeg.

Og når en menighed kommer i den stilling, kan til og med en vækkelse blandt de ufrelste være uheldig, thi man kunne da komme til at sige: Det er ikke hyggelig at være i menigheden mere, for der er så mange nye medlemmer.

En anden fare ved at få medlemmer med efterlignet kristendom, er ved ikke at gøre forskel på en vakt person og en genfødt sjæl! Det er en fortvivlet ting, at regne menneskerne for genfødte, bare de har bøjet knæ, at sige til dem, at de skal tro, når intet behov findes for at tro! Det er at føre dem ind i en indbildt kristendom, og vi må ikke forundre os over, at den slags folk ikke kommer på bønnemøderne.

Og det har været en af mine sørgeligste iagttagelser rundt omkring i de kristne menigheder, at der findes så mange uomskårne Israeliter, som ingen erfaring har om den iboende frelse, fordi de aldrig har været født på ny!

Ja vi vil være medlemmer! Men hvornår så prædikanten dem i syndenød? Hvornår kæmpede han med dem i bønnen for at hjælpe dem igennem den smalle port, som fører til livet? Hvornår var han vidne til, at de fik åndeligt liv? Hvornår hørte han åndedrættet, bønnen til Gud?

Å, det tager man ikke så nøje, er folk bare så nogenlunde moralske, så går det nok! Bare de kommer til kirken en gang om søndagen og giver lidt i kollekten og ikke springer til andre kirker, da er de gode medlemmer.

Ingen kan prædike så godt, som den, der i troens enfoldighed hengiver sit liv til Gud, og i troens hemmelighed lærer at modtage de trådløse telegrammer fra den Eviges verden. Og den dag, da Guds livet bliver større end tjenesten, da troen kommer derhen, at Ordet er virkeligheder, og herrens nærværelse bliver større for prædikanten end hans gode prædikener, da bliver hans prædikener i almindelighed gode. Da studerer han ikke Bibelen så meget for at prædike fra den, som for at leve i den og af den.

Når pastor spradebasse og Biskop højtidelig begynder at regere i kirken, og folket er så troskyldigt, at de følger med i legen, da kan vi være sikre på, at der skal ikke blive megen syndenød i den kirke, hvor de lægger an på at tale til menneskers fem sanser. Hvorfor kan man så ikke ligeså godt gå til den kirke, som i århundreder har lagt an der på, thi der findes en sådan, hvor du, når du kemmer ind, vil finde noget for øjnene ( helgenbilleder) noget for næsen (røgelsen) og noget for høresansen ( den fine musik)!

Kan man tænke sig noget mere uorden end f.eks. et overfladisk, religiøst sangkor, hvori der måske er flere uomvendte sangere, som står og synger: Jeg vil følge dig,o Jesus, du, som gav dit liv for mig. Er det ikke nærmest, at gøre nar af Gud? Grænser det ikke til komedie?

Men det er mærkværdigt, hvor let det går den vej med al tjeneste og alle bevægelser, at man sætter tjenesten højere end Gudslivet.

Hvad er tjenesten i menigheden uden liv? Jo, det er døde gerninger! En ting har jeg lagt mærke til, nemlig at det store tremagtsforbund: Satan, verden og kødet, ikke har noget imod den eftergjorte kristendom, thi den kan få samvittigheden til at sove under den religiøse, døde tjeneste. Den kan få folk til at varme sig ved den døde ild og få frikirkene til at slutte sig til Laodikæa menighedens bekendelse, at de er rige og fattes intet.

Det eneste, som kan redde stillingen er en vækkelse, og det er en gennemgribende vækkelse, som først begynder i MENIGHEDEN. Thi det er jo klart og indlysende, at når man har tabt lysten til at samles med Guds folk, har man også tabt lysten til at leve med Gud, møderne er blevet sådan, at man har det bedre med Gud derhjemme. Er man prædikant, må man da spørge sig selv: Er jeg faldet fra Gud i min ånd, eller er jeg bevaret i min første kærligheds flamme? Er Kristi person størst, eller er det tjenesten, som er størst? Om prædikanten lever i Guds salvelse, da kan han uden frygt begynde at prædike OMVENDELSE FOR MENIGHEDEN!

Det at prædike omvendelse for en menighed er ikke behageligt. Det er lettere at prædike omvendelse for verden. Thi den kan da erkende, at den ikke er omvendt.

1 Pet. 2-1 " Derfor skal i aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse."

ANERKENDTE SYNDER!

En stor hindring for Guds værk, er synder, SOM IKKE REGNES FOR SYND! Ingen synd er værre end den, som er elsket og dyrket hver dag, uden den mindste tanke om, at det er synd.

Man lever i synd hver dag, så alle kan både se og høre den. Men da alle lever i de samme synder, regner man hinanden som gode kristne.

Hvad er da synd? Synd er at overtræde Guds lov, ikke lovens husholdning, men nådens husholdning! At overholde de bud, som findes i evangeliet. Lad os nævne nogle af disse:

BAGTALELSE!

Tale ondt bag andres ryg! Hvad skulle vi finde på, at tale om, hvis vi ikke kunne tale om hinanden, når vi kom sammen? Var det ikke bedre, at lade kværnen stå, end at male det korn, som vi ikke har lov, at spise?

Jeg husker godt mor Skvaldersyg, hun var nær ved at dø, da hun for nogle år siden i en større vækkelse ikke kunne komme til at dyrke sin religiøse sport, at bagtale. Thi den åndelige luft var blevet så ren, at det ikke var muligt, at finde grobund for bagtalelse.

Hun fandt så sammen med frøken Spring-omkring, og disse to havde så en hyggelig stund sammen. Det var umuligt, at komme til møde, blev de enige om. Bare bøn og sang, hvor man kom og man kunne aldrig få høre et eneste ondt ord om andre. Dersom en sådan synd bliver almindelig dyrket i Guds forsamling, kan man ligeså gerne vendte omvendelse blandt svinehjorden, som blandt dem, der har vænnet sig til at rode i andre menneskers liv.

Bagtalelse er at hjælpe Satan med, at så ugræs blandt den gode sæd.

En anden synd, som er søster til bagtalelsen er:

UFORSONLIGHED

Den er i slægt med Kains synd, han som i sin religionsudøvelse stod op og slog sin broder ihjel. Den er Helvedes forgård! Den er de urene ånders sikre tilflugtssted. Forsøg, at prædike Ordet der, hvor den synd er herskende, og du vil finde, at det er, som du råber mod et bjerg, hvorfra lyden øjeblikkelig kommer tilbage.

Jeg husker godt fru snakke-om alting, hvor overlegen hun var på menighedsmødet, når vi skulle behandle broder Svag-katakter, fordi han havde drukket brændevin, som var hans skødesynd, thi hans far havde lært ham det. Stakkels svag-karakter, som var opfostret under så dårlige forhold. Og stakkels fru-snak-om alting. Hun havde så lidt forstand om kristendommen, at hun ikke forstod, at hun selv var en tom kiste af den grund, at låget altid stod åbent.

Det er ganske mærkværdig, hvor den synd er almindelig over hele linjen. Det er som det skulle være på mode, at have noget imod hverandre.

Olsen har noget imod Pedersen, Petersen har en del imod Larsen, Larsen kan aldrig glemme, hvad Nielsen gjorde imod ham for ti år siden. Fru Truelsen er i dårligt humør, fordi den rige diakon ikke tager hende ligeså hjerteligt i hånden, som fru Blid. Fru blid er fornærmet på pastoren, fordi han ikke vil se til hende, når hun har kaffeslapperas. Og pastoren går og er syg både til legeme og sjæl over sin stilling, som pastor.

ALLE SANDE VÆKKELSER ER BEGYNDT MED OPGØR BLANDT GUDS FOLK!

En anden synd:

TOM SNAK

Det er et meget almindeligt underholdningsprogram der, hvor alle de tomme sjæle findes. Du kan være temmelig sikker på, at munden går meget på sådanne - indtil der bliver bønnemøde! Og skulle det være, at hr. Tomhed på et bønnemøde åbnede sin mund for at give Gud nogle meter bønner, kan det nok være, at dine følelser ville bringe dig til, at sige: O, om jeg dog havde været hjemme i aften og haft en stille stund med Herren. Dem skal du stoppe munden på!

Tom snak er Djævelens legestue. Den menighed, hvis medlemmer henfalder til en sådan synd, vil snart være uden Ånd på møderne.

Der er en anden synd, som ofte følger de forudnævnte.

FORNÆRMELSE.

Den er nærmest i slægt med UFORSONLIGHED.

Det er mærkværdigt, hvor hurtigt søster SMÅGNAVEN og fru FINTFØLENDE har til, at blive fornærmede på hinanden, og så uendelig lidt der skal til. Hos nogle personer er den synd gået over til, at blive deres natur, og de bliver syge, hvis de ikke har noget, at blive fornærmet over.

Jeg kommer til at mindes den gamle, ugifte søster UNORMAL, der næsten altid havde noget, som hun var såret over hos sine søskende, som gjorde alt for lidt ud af hende. Tog hende ikke alvorlig og gav ikke nok forståelse og kærlighed til hende. Når alt kom til alt, så var der ikke meget at elske hos hende. Hun levede stort set ikke i Ånden, men mest i sig selv. Så man måtte kende hende efter det ydre væsen, og det var mindre behageligt.

Når man tænker på, hvad kristendom er, er det så ikke besynderligt, at mange, som bekender, at de er kristne, ikke har noget andet, at tænke på end sig selv?

Det kunne vel være tilgiveligt for nybegyndere, men når folk har levet i sandheden i nogle år, da burde de have lært, at den største lykke på jorden er at komme af med sig selv. Thi for mig er det at leve Kristus og at dø en vinding! ( Dø fra mig selv!)

En anden synd, som findes i Guds menighed:

KLIKEVÆSEN OG MENIGHEDSPOLITIK.

Det er et nydelig "væsen" for religiøse, uåndelige mennesker. Menighedspolitik er lavere end al anden politik. Om der skulle holdes menighedstugt over nogen synd, så skulle det frem for alt være over menighedspolitikken.

Den drives ofte af de bedre stillede i menigheden. Thi de har glemt Jakobs ord, at der ikke skal være persons anseelse.

Når nu, grosserer SELV og købmand EGEN-INTERESSE samler et parti om sig og begynder, at agitere for at få deres eget frem. Tænk, når disse høje herrer, som de kaldes, indfinder sig på menighedsmøderne og begærer ordet 4 ud af 5 gange, og lykkes det ikke for dem at blive hørt af de menige, sætter de en husagitation i gang, og de spørger ikke efter, hvor mange åndelige børn de ødelægger ved deres virksomhed, thi sådanne har de aldrig selv haft. De er ofte højt agtede sjælemordere, fordi de har lidt flere penge og finere tøj.

Menighedspolitik hører til det religiøse liv, som er uden sans for det indre åndelige liv. Der findes mange i vore dage, som har en modvilje mod det indre liv. De vil bare være med i det ydre, organisatoriske liv.

Det åndelige menneske er optaget med det indre liv, medens det religiøse sansemenneske er optaget med det ydre. Det kender nemlig ikke andet af kristendommen end skallen. Kærnen har det aldrig smagt!

Mange prædikanter kan have nydelse af, at drive menighedspolitik, samt den deraf fremkomne talesport om sagen og om hverandre. Man har hørt, når flere prædikanter af et samfund kommer sammen, hvorledes de kan være optaget af menighedspolitik og samfundspolitik.

Og man har lagt mærke til, hvorledes en del af disse Herrens tjenere har en vis nydelse af at træffe medlemmer af en anden menighed, og så i deres samtale, at behandle pastoren der. Å, siger det kritiksyge medlem, han er alt for langtrukken, og så er han undertiden temmelig personlig. Ja, tænk dig - du er jo selv prædikant, så du forstår jo sagen bedre end jeg - han kan under tiden tale sådan, at alle ved, hvem han mener, og det ved du jo går aldrig an.

Ja så, det har jeg tænkt længe, indskyder den fremmede prædikant. Jeg kender ham jo fra skoledagene, og allerede den gang kunne vi forstå, at der aldrig ville blive nogen virkelig mand af ham. Ja, det er dumt at tale for længe. Jeg taler aldrig mere end en halv time.

Den bedste måde, hvorpå klikevæsenet og menighedspolitik kan forsvinde, er ved at gå sådan op i evangeliet, at man kommer bort fra sig selv og sit eget, og alene interesserer sig for det, som hører Kristus til.

Jeg var på et sted for en tid siden. Der havde nogle fået en velsignelse og med velsignelsen rystelse i legemet, og ud af denne rystelse havde der dannet sig tre partier.

Det første var dem, som rystede, og som var glade over, at de var rystede. Det andet var dem, som ønskede, at ryste, men ikke kunne. Det tredje var dem, som ikke på nogen måde ønskede, at ryste. Og nu diskuterede de rystelses spørgsmålet, så at de virkelig rystede alle sammen. Men rystelsen var i broder fællesskabet, som var nær ved, at gå i stykker. Og Satan sad henne i en krog og lo ad dem, men der var ingen der så ham!

Stakkels småbørn, ja det er sandt, hvad der står skrevet: Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn, men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnlige.

Jeg husker for mange år siden, at der var et sted nordpå, hvor de troende stred om, hvem der var død og hvem ikke. Nogle mente, de var døde - der var ikke noget igen af selvlivet hos dem. Andre mente, at de ikke var det, og at de heller ikke nogensinde kunne blive det, så længe de levede, altså så længe de levede i legemet. . Det var altså døden, som skulle borttage det sidste af selvlivet. Men nu var det temmelig underligt for den, som stod og iagttog det hele, thi både de, som påstod, at de var døde, og de, som mente, at de ikke var det. Har nogen hørt, at de døde trætter med de levende?

AP. 2-44 " OG ALLE DE TROENDE, HOLDT SIG SAMMEN."

Jeg har ofte spurgt mig selv, hvad Kristus vil gøre med alle de foreninger, som findes i mange af de nuværende menigheder. Thi nu må vi omskrive ovennævnte bibelvers med: Og alle de troende inden for menigheden holder sig sammen i hver sine foreninger, og har alle ting hver for sig.

Jeg vil forslå, at vi starter en ny forening, FORENINGSFORENINGEN!

Hvor mange var på mødet torsdag aften, da menigheden havde sit bønnemøde? Og hvor mange var samlet præcis søndag formiddag, da mødet begyndte?

Det er en slem ting, når Guds menighed går op i sine egne foreninger og bort fra centrum i evangeliet, som er Gudsforeningen - livsforeningen med Faderen og Sønnen.

Deri ligger kraften for al evangelisk virksomhed. Og vi kan være temmelig sikre på, at når der er så mange menigheder, mindre og større, der har stagneret - de står, hvor de stod for tyve år siden - da er der en fare for, at de er gået op i deres egne foreninger og for en stor del bort fra Gudsforeningen.

Brødsbrydelsen, fællesskabet og bønnerne. Disse ting var centrum for den første menighed, og det samme gælder for den sande menighed i dag, så vi kan blive bygget op til en bolig i Ånden. CITAT SLUT!

Jeg håber og beder til, at vi må forstå, at Gud er uforanderlig og derfor, at vækkelse altid vil foregå på den gamle måde! Gamle Adam er den samme og Gud er den samme. Skal de to forenes, så må der omvendelse til fra Adams side. Han må fødes på ny og komme i overensstemmelse med hele Guds Ord i alle ting. Gud tolerere ikke synd!!!!

Broderlig hilsen Willy Griis


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002-08 Willy Griis