Kampen om Sandheden
Artikler

HVORDAN FÅR JEG FRED MED GUD?

af Øivind Andersen

Det er godt, om et sådant spørgsmål bliver vigtigt for dig. Det er i virkeligheden livets hovedspørgsmål - det vigtigste og største spørgsmål af alle.

Sagen er: Om vi her får det rigtige svar - og derved får fred med Gud - da vil det tillige løse mange andre spørgsmål og problemer, men forbliver spørgsmålet derimod uløst, da hjælper det kun lidt, om vi får svar på alle andre spørgsmål. Men inden vi går videre, må jeg stille dig et modspørgsmål eller to: Vedgår og erkender du din synd sådan, som den er?

Er det alt om at gøre for dig, at du må gå til Jesus med alt og alle ting?. Hvis ikke du kan svare ja på disse spørgsmål, da vil du forstå, at der er liden eller ingen hjælp i det, jeg har at sige dig her.

Hvis du skjuler, forsvarer, undskylder eller går på akkord med en eller anden synd i dit liv, er det indlysende, at du kommer ikke længere. Om du bevidst står Gud imod, vil ingen kunne hjælpe dig, det er klart.

Da er der bare ét at gøre: Opgiv al modstand. Lad alle undskyldninger fare! Hvor ilde det end går dig, hvor svært du end har det, ja, hvor umuligt du end synes at sidde i det. Erkend det blot - akkurat som det er - over for dig selv og over for Gud. Der er hjælp at få. Hvem du end er, hvad du end er, ja, om du skulle være rodet ind i et håbløst uføre, ét er sikkert: Der er hjælp at få.

Prøv engang at lægge øre til, hvad Gud siger gennem profeten Esajas til nogle, som Gud selv har betegnet som frafaldne, og som på grund af deres liv er hjemfaldne til svær dom: "Kom lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne, er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld." (Esajas 1:18).

Når Gud selv på denne måde indbyder dem, som han selv med stærke ord har skildret som frafaldne og syndige, da viser dette bedre end alt andet, at du ingen grund har til at være ræd for at komme frem for Gud, som du er. Ej heller har du grund til at være ræd for at tilstå sandheden for dig selv.

Nej, det du må være bange for, er at undskylde noget, eller på en eller anden måde afvise eller bortforklare sandheden.

Men nu er der mange, som her vil svare: "Ja, men jeg har overgivet mig til Gud. Jeg har over for ham erkendt og bekendt min synd, der er intet jeg mere ønsker end at være sand og oprigtig, så langt jeg kender mig selv, står jeg ikke på nogen måde Gud imod.

Alligevel har jeg ikke fred. Tit og ofte har jeg hørt, at jeg skulle komme til Jesus og få det godt. Og det har jeg fulgt, jeg er kommet til Jesus - og har fået det så ondt og svært som aldrig før i mit liv."

Jeg forstår dig. Og jeg kan forsikre dig, at Jesus har hørt dine bønner, og det, du oplever i denne tilstand, har meget mere med Gud at gøre, end du tænker på. Men nu skal jeg ganske enkelt prøve at pege på noget af det, som vil kunne blive til hjælp for dig.

Det første spørgsmål, vi skal standse for, er dette:


HVAD ER OMVENDELSE EGENTLIG?

Hvornår er et menneske rigtig omvendt til Gud? Omvendelse og det, at et menneske begynder at tro på Jesus, er nøjagtig det samme. At omvende sig er ikke, at man først skal prøve at blive anderledes. Sådan tænker mange og mener, at omvendelse består i at lade være med at gøre det, som er forkert, og i stedet for begynde at gøre det, som er rigtigt overfor Gud. Og i grunden er det en både god og nødvendig indstilling at have, og den vil jeg i høj grad støtte dig i, for den er rigtig. Men du må bare ikke tro, at omvendelse består i det! Læg nu mærke til to bibelord. I Mattæus 3:2 står der: "Omvend jer, thi himmeriget er kommet nær." og i Markus 1:15 læser vi: "Omvend jer og tro på evangeliet." Det er samme sag som omtales, blot med lidt forskellige ord.

Det sidste bibelvers kunne vi med fuld ret oversætte således - og det ville for øvrigt stemme nøjagtig med det sprogbrug, som de havde på Jesu tid i Israel: "Omvend jer VED AT TRO på evangeliet."

Et andet eksempel: Det, som Peter udtrykker med ordene: "Omvend jer" (Apostl. Gern. 2:38), kalder Paulus: "Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus." (Apostl. Gern. 16:31).

Hvis du i en bibelordbog slog op på de to ord "omvendelse" og "tro", da ville du opdage, at det at begynde at tro på Jesus og det at omvende sig er to forskellige udtryk for samme sag.

Et menneske er omvendt fra samme sekund, det begynder at tro på Jesus. Omvendelsen sker ved troen, og troen sker ved omvendelse til Jesus.

Men hvad vil det da sige at tro, spørger du? Det er at tage sin tilflugt til Jesus! Læg mærke til afslutningen af Salme 37: "Herren hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem, THI HOS HAM HAR DE SØGT DERES TILFLUGT." (vers 40). Det er et stort løfte. Det er et løfte om hjælp, udfrielse og frelse. Og om du lægger mærke til det, så får du i dette løfte svar på ét meget vigtigt spørgsmål, som du sikkert også går med: Hvordan skal det gå med mig, når Jesus kommer igen. Skal jeg da komme med? Hvordan kan jeg være sikker på at være blandt de lykkelige, som han kender som sine og ikke blive ladt tilbage her? Du har svaret i det vers, jeg citerede fra Salme 37. Der står der jo: "Fra de gudløse frier og frelser Herren dem." Aldrig bliver dette ord opfyldt mere bogstaveligt, end når Jesus henter sine. Og svaret på dit spørgsmål om, hvad der skal til for at komme med, er: "Fordi de har søgt - har taget deres tilflugt til Ham - Herren.

Vi kunne godt nævne mange ord fra bibelen, som viser, at det at tro på Jesus er det samme som at få sit hjerte rettet på - eller vendt mod - ham.

Det menneske, som fatter tillid til Jesus, omvender sig. Og så længe vi lever i troen på Jesus, lever vi i sand omvendelse. Men kommer en kristen bort fra Jesus igen, eller begynder hans hjerte at blive rettet mod noget andet eller nogen anden end Jesus, da er han heller ikke omvendt til Gud længere. Men nu må du ud fra dette forstå, at for at komme til tro på Jesus, er det nødvendigt, at vi mister troen på os selv.

Det er netop derfor, du har gjort alle disse dårlige erfaringer med dig selv indtil nu, og det skal vi se lidt nærmere på.


HVORDAN GÅR DET TIL, AT MAN MISTER TROEN PÅ SIG SELV?

Når et menneske opgiver sin modstand mod Gud, føler det sig straks glad og lettet. Og det har man grund til. Selv om man endnu ikke virkelig er blevet kristen, så har man dog taget en vigtig beslutning, idet man har bestemt sig til at blive en kristen og for alvor opgivet sin modstand mod Gud. Om det nu skulle se aldrig så galt ud med dig, har du ingen grund til at fortryde denne bestemmelse. Vi kan godt sige, det er den bedste, du endnu har truffet i dit liv, og den skal du blot stå ved, lige meget hvordan det nu ser ud for dig. Men selv om du var glad og lettet til at begynde med, så har det ikke fortsat på denne måde. For det første er du kommet sådan til kort i alle ting. Og for det andet har synden på så mange punkter taget overhånd for dig. Ja, det ser næsten ud, som om der er kommet nyt liv i synden, fordi du for alvor gik ind for at lade være med at synde.

Og det har du ganske ret i. Det ser ikke blot således ud, men det er, hvad du virkelig oplever. Og for øvrigt stemmer det med, hvad Guds Ord siger. Du kan selv læse om det i Romerne 7, særlig vers 7-13.

"Da budet kom, levede synden op, og jeg døde; og det viste sig, at budet, som var til liv, blev mig til død; thi da synden fik en anledning ved budet, bedrog den mig og dræbte mig ved det." (Romerne 7:9-11). Du opdager nu, at du vil det onde, ønsker det onde, har lyst til at synde. Og samtidig opdager du, at det, som du skulle have lyst til - til Gud, til hans vilje, til at bede, læse din bibel og høre Guds Ord - det har du ingen lyst til, tværtimod har du ulyst og er så træg. Du kan føle både modstand og fjendskab mod Gud i dit eget indre. Og værst af alt er, mens du har oplevet dette, er du blevet så hård, kold og ligeglad, så fyldt med småfuskeri og hykleri, at du hverken ved ud eller ind længere. Du forstår ikke dig selv, for samtidig med, at du helt ærligt vil høre Gud til og ønsker at have fred med ham, så ved du ikke, om du virkelig har den vilje , som du burde have. Du både vil og ikke vil på samme tid.

Dette er, hvad bibelen kalder "at dø under loven." Det er netop dette vidnesbyrd, apostlen aflægger om sig selv i Galaterne 2: 19: "Ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud."

Måske forstår du ikke ret meget af dette, og det gør heller ikke noget. Men for at sige det enkelt: Gud vil, du skal miste troen på dig selv! Men endnu én ting må du have med, for det at miste troen på dig selv indebærer nemlig også, at du mister troen på, at Gud kan gøre noget ud af dig. Det er selve kernen i denne sag.

Sagen er, at om du blot er klar over, at du ikke kan noget af egen kraft, men har et stille håb om, at du kan klare det, blot Gud giver dig kraft, så har du endnu ikke mistet troen på dig selv.

Forstår du, det er netop det, som er umuligt. Der er noget, som Gud ikke kan gøre med dig gennem loven, gennem bud eller forbud: ved sin kraft at gøre dit liv sådan, som han vil have, det skal være.

Dette er aldeles nødvendigt for dig at indse. Erkend blot frimodigt over for dig selv, at der er ikke stof i dig til at være en kristen, for at sige det enkelt.

Men da er alt jo håbløst for mig, siger du. Ja, det er det, hvis det at blive eller være en kristen bestod i, at Gud skulle hjælpe os med sin kraft til at blive, som han vil have, vi skal være, da var det virkelig håbløst.

For bibelen siger med rene ord, at det er umuligt for loven (Romerne 8:3). Nu begynder du måske at ane, at Guds Ord taler stik imod det, som du tænker her. Og dette er også hovedårsagen til, at du ikke har fundet fred med Gud.

Netop derfor - fordi du er, som du er, sendte Gud sin egen Søn til verden.


FRELSEN ER I JESUS SELV.

Og nu må du lægge nøje mærke til, hvad vi siger! Det, du trænger til, er evangeliet, Ordet om Jesus! For evangeliet - Ordet om Jesus - taler ikke bare om Jesus, men bringer også Jesus ind i dit hjerte!

"Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi Ord." Romerne 10:17.

Det er Ordet om Jesus, der skaber tillid til Jesus hos dig. Ja, det vender dit hjerte mod Jesus.

Ingen får fred med Gud, eller bliver vis på syndernes forladelse, ved at se på sig selv! Du må vende dit blik bort fra dig selv. Alene ved at se på, høre om, eller synge om Jesus og det, som Gud gennem ham har gjort for os til vor frelse, kommer frelsesvisheden og freden. Frelsen ligger altså ikke i vore anstrengelser og vore viljesbeslutninger, men i, at vi hører og ser.

Ordene "hør" og "se" er grundlæggende ord, når det gælder spørgsmålet om at komme til troen på Jesus.

Når vi ser på noget eller på anden måde modtager indtryk af noget, kommer dette altid til at virke på vort indre menneske. Du ved, at det at se på noget stygt, gør dig styg, eller at se eller høre på noget urent, gør dig uren. Og modsat at se på noget smukt og godt virker altid godt i dit indre. På samme måde er det også i dit forhold til Gud. Ved at høre om Jesus, modtager du indtryk af ham, som skaber troen på Jesus, eller tilliden til Jesus i dit hjerte, og det virker igen en sand omvendelse i dit liv. I Johannes Evangeliet 5:24-25 er der et meget lærerigt ord af Jesus selv om dette. Der siger han - Jeg citerer noget forkortet - "Den, som hører og tror, har evigt liv, og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet." "Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er nu, da de døde (de, som ikke har liv i Gud) skal høre Guds Søns røst (Jesu forkyndelse), og de, som hører den, skal leve." Kan det siges mere tydeligt, at du kommer til liv i Gud gennem ordet om Jesus?

Og kan du få det mere enkelt, hvordan du får fred med Gud? Derfor er evangeliet det første og sidste for dig, som du er nu. Og jeg vil gentage, at fordi du er, sådan som du er, trænger du til Jesus, og passer sammen med Jesus.

Der er altså ikke noget, som først skal eller må blive anderledes. Nej, alt begynder med, at du vender dig til Jesus!

Hvad er da evangeliet?

Det er, sagt ganske kort, budskabet om et stort pladsbytte. Nemlig, at Guds Søn kom i vort sted og blev behandlet, som om han var os, for at vi skulle kunne få lov til at komme i hans sted og blive behandlet, som om vi var ham!

"Han, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham." (2. Korinter 5:21). Jesus blev altså gjort til det, som du og jeg er. I sig selv var han syndfri, men han blev gjort til synd for os. Og i stedet for det, vi er, skal vi få tilskrevet det, ja regnet for det, han er.

Hele ansvaret for vore synder blev lagt på Jesus. Han bar det ansvar, som vi ikke kunne bære! Det er indholdet af Johannes Døbers ord i Johannes Evangeliet 1:29: "Se Guds lam, som bærer (bærer væk, fjerner) verdens synd."

Jesus har ikke taget synden bort fra vor natur, heller ikke fra vore følelser, allermindst fra vor erkendelse. Tværtimod, Gud vil jo, vi skal erkende vor synd. Men han har taget synden bort mellem Gud og os! Det vil sige vort mellemværende, dit og mit regnskab over for Gud blev gjort op og betalt på Golgatas kors, da Jesus råbte: Det er fuldbragt!

Og mere til! Jesus har gjort alt det, vi skulle gøre, men ikke kan. Han har opfyldt hele loven i vort sted. Gud har givet os en retfærdighed i Jesus, som vi kan stå for hans ansigt med. Du kan læse om det i Romerne 3:21: Den retfærdighed, som loven og profeterne vidner om, har Gud selv givet os i Jesus Kristus uden nogen lov, dvs. uden nogen betingelse, som vi måtte opfylde for at eje den.

Hvad er det for en retfærdighed, loven vidner om? Det kan du se i de ti bud, og endda tydeligere ser du det i de to bud, som er indholdet af de ti. "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind, Og: du skal elske din næste som dig selv."

Den retfærdighed, som loven kræver, er intet mindre end det fuldkomne, syndfrie menneskes. Og Gud kan ikke tilgive et menneske så længe, han er loven noget skyldig, for det ville være det samme, som at Gud gik på akkord med synd og løgn. Det gør han ikke! Derfor er det, at Gud i Jesus selv har skaffet os den retfærdighed, som loven vidner om. Jesus er jo det fuldkomne menneske. Og han gælder overfor Gud i dit og mit sted. Ser du det: Gud giver dig og mig alt det, han selv kræver af os, for at kunne tilgive os vor synd. Han giver os det i Jesus, og hvad han har gjort.

Alt, hvad Jesus har gjort, det har han jo gjort i vort sted og på vore vegne. Vi kan med fuld ret sige, at Jesu gerninger på samme tid er både Guds og vore gerninger. Så alt, hvad Jesus har gjort, det har Gud gjort. Og alt hvad Jesus har gjort, det har du og jeg gjort. For det var vort, han gjorde. Derfor gælder Jesu værk både overfor Gud - og for os. Og ud fra dette kan vi svare på et andet spørgsmål:


HVAD ER RETFÆRDIGGØRELSE?

Det er ikke noget, som sker inde i dig og mig. Det er noget, som sker i himlen - hos Gud - om os. Gud fælder en dom over os, idet han tilregner os alt det, som Jesus er og har gjort, og fraregner os alt det, vi selv er og har gjort. Se f.eks. Romerne 4:6 og 8: "Saligt er det menneske, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger. Salig er den mand, som Herren ikke tilregner synd."

Hvornår sker dette?

Det sker hos Gud og for Gud om dig i samme øjeblik dit hjerte fatter tillid til Jesus, og fra da af har du syndernes forladelse.

Sagt i én sum, så forkynder evangeliet dig, at Jesus har købt dig fri fra alt det, som du er i dig selv, og fra alt det, du har gjort. Og mere til: Jesus har selv i sit jordiske liv opfyldt dine krav, han er i sin person og gerning blevet alt det, som Gud kræver af dig.

Og alt dette skænker Gud dig for intet!

Sådan står der om dette i Romerne 3:24: "Retfærdiggjorte uforskyldt (ufortjent, gratis) af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus."

Syndernes forladelse er ikke en belønning, fordi du er blevet anderledes. Du får heller ikke syndernes forladelse på grund af, at du har bekendt dine synder for Gud. Syndernes forladelse får du, fordi du tager imod det, som evangeliet forkynder dig!

Se Efeserne 1:7: "I ham (Jesus) har vi syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er." Det ubegribeligt store er, at vi får dette for intet. Men det er også det vanskelige. Det strider nemlig imod den religiøse følelse og opfattelse, vi er født med. Her tænker vi som så, at vi må gøre noget selv for at få dette. Men det skal vi vogte os for. Det vi skal være og gøre som kristne, må aldrig stilles op som betingelse for at få Guds nåde og syndernes forladelse! Det, du skal gøre og være som en kristen, kommer som en virkning af, at du tror på Jesus, og det er en ganske anden sag.

Der er mange, som er kørt fast her, fordi de tager troens virkninger og gør dem til betingelser for at tro. Da bliver det umuligt at få fred med Gud, så det skal du ikke gøre!

Tro Jesus på hans Ord! Regn med det, Gud har givet dig i Jesus!

Den, som tager imod evangeliet for intet, får alt. Men den derimod, som vil have det for et eller andet - være sig anger, bøn eller noget andet - får intet.

Men skal jeg da ikke opleve noget i mit hjerte?

Den sag kan du trygt overlade til Gud. Om du følger denne anvisning, som er Guds Ords anvisning, kommer du til at opleve meget mere, end du kan tænke dig muligt. Men du må gå den vej, som Gud i sit Ord viser dig, ikke sandt? Når du spørger om vejen til fred med Gud, og Ordet har givet dig svar på det, må du gå den!

Det skulle jo være indlysende, hvis jeg på en rejse spørger om vej til et eller andet sted, og jeg får den helt nøjagtigt forklaret, men i stedet for følger en anden vej, så kommer jeg ikke til det rette sted!

Men det er jo sådan mange bærer sig ad, når det gælder det åndelige. Og i de fleste tilfælde kommer det af, at man går og venter på oplevelser i stedet for at tro på Jesus! Der er uendelig stor forskel på at tro på nogle oplevelser, som Gud skal give dig og så at tro på det, som han forkynder dig om Jesus!

Men…


HVAD ER GENFØDELSE?

Det er et andet navn for omvendelse.

Vi har et ord i 1. Johannes Brev 5:1 som giver os et så tydeligt svar, som noget ord kan give på, hvad det vil sige at være et genfødt menneske.

"Enhver, som tror, (i sit hjerte fatter tillid til) at Jesus er Kristus (er den, som Det nye Testamente beskriver, sådan som vi har gjort) er født af Gud." Genfødelsen består i, at hjertet fatter tillid til Jesus. Den skaber et helt nyt sind inde i os, og den virker Åndens frugt i os (Galaterne 5:22). Men den består i, at hjertet fatter tillid til Jesus. Når dit hjerte begynder at finde hvile i det, som Ordet siger om Jesus, da beviser det, at du er født på ny. For ellers kunne dit hjerte ikke finde nogen hvile i evangeliet.

Sådan er bibelens svar - Guds eget svar til dig, som spørger, hvordan et menneske får fred med Gud!

Stol på det! Regn med det. Det er jo Guds egen vilje, at du skal gøre det! Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. Det er, som Luther siger et sted: Det, som du tror på, det har du.

"Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og det liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide, at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn." (1. Johannes Brev 5:11-13).


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002-08 Willy Griis