Kampen om Sandheden
Artikler

VIDNESBYRD AF DE FØRSTE KRISTNE OG KIRKEFÆDRE EFTER APOSTLENE

Samlet af Willy Griis


Eksempler på de første kristnes og kirkefædres forståelse og bekendelse af evangeliet.



KÆRLIGHED ER LOVENS OPFYLDELSE

Skrevet af Presbyteren Clemens fra Rom ca. år 95.

NB! På samme tid, som Apostlen Johannes, som fange på Patmos, fik sine syner til Åbenbaringsbogen, og Timoteus var leder af Effesos-menigheden, hvor han døde som martyr år 97.

"Den, som har kærligheden i Kristus, han gør Kristi befalinger. Det bånd, som er i Guds kærlighed (Kol.3-14) hvem formår at beskrive det? Hvem er i stand til at udtale det store i dets skønhed? Den højde, hvortil kærligheden fører op, er uudsigelig. Kærlighed knytter os til Gud. Kærlighed dækker over synderes mangfoldighed. Kærlighed udholder alt, er langmodig i alt. I kærlighed er der ikke noget ringe og ikke noget overmodigt. Kærlighed har ikke nogen plads for menighedssplittelse. Kærlighed gør ikke oprør, kærlighed gør alt i enighed. Det var i kærligheden, at alle Guds udvalgte gik frem til fuldkommenhed. Uden kærlighed er intet velbehageligt for Gud. Det var i kærlighed, at Herren antog sig os. På grund af den kærlighed, han havde til os, gav Jesus Kristus, vor Herre, sit blod for os efter Guds vilje og sit legeme for vore legemer og sin sjæl for vore sjæle.

I ser, hvilken stor og underfuld ting kærligheden er, og hvor ubeskrivelig den er i sin fuldkommenhed. Hvem kan opnå at findes i den uden de, Gud værdiges at skænke det? Lad os derfor bønfalde Ham og bede om, at vi af Hans barmhjærtighed må findes i kærlighed, ulastelige, fjernt fra menneskelig partisind. Alle slægterne fra Adam indtil denne dag er døde. Men de, som ifølge Guds nåde gik frem mod fuldkommenhed har plads i de frommes opholdssted. Og de skal blive åbenbaret ved Kristi riges komme. -Salige er vi , så sandt vi har opfyldt Guds bud i kærligheds enighed, for at vore synder må være os forladt, thi der står skrevet: Salig er den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult. Saligt er det menneske, hvem Herren ikke tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig. ( Sal.32 1-2) Denne saligprisning gælder dem, der er blevet udvalgt af Gud ved Jesus Kristus vor Herre, hans være æren i evigheds evighed! Amen."


SAMLING OM JESUS, "GUDS LEVENDE ORD"

Skrevet af Ignatius, Biskop i Antiokia og martyr i år 110. Han blev dømt til at skulle kæmpe mod vilde dyr i Rom. Han skrev et brev til Polykarp, som er bevaret. Han blev født år 37 og er af syrisk oprindelse, viet til biskop i Antiokia år 69 af apostlen Johannes.

"Forsamle eder! Én tilbedelse, én bøn, ét sind, ét håb i kærlighed i ren glæde. Kun én er Jesus Kristus, og noget bedre end ham gives der ikke. Forsamle eder, altså alle, ligesom til ét Guds Tempel, ligesom til ét Alter, til én Jesus Kristus, der udgik fra én Fader og også gik tilbage til den ene.

Lad eder ikke føre vild ved vranglærdomme og gamle fabler, som er unyttige, thi dersom vi nu lever efter jødisk lov, bekender vi, at vi ikke har fået nåde. Thi de af Gud oplyste profeter har levet efter Jesu Kristi Ånd. Derfor blev de også forfulgt, fordi de var beåndet af Hans nåde for at overbevise de vantro om, at der er én Gud, som har åbenbaret sig ved Jesus Kristus, sin søn, som er hans Ord, udgået fra det dunkle, i alt velbehagelig for den, der udsendte ham.

Når altså de, der har levet under den gamle tingenes ordning, er nået frem til et nyt håb og ikke mere holder sabbaten, men helligholder Herrens dag, på hvilke også vort liv oprandt ved ham og ved hans død - hvilket nogle nægter , men på grund af den hemmelighed har vi fået troen, og ved den holder vi tålmodigt ud, for at vi må findes at være Jesu kristi, vor eneste læres disciple - hvorledes skal vi da kunne leve borte fra ham, hvis disciple i Ånden også profeterne var, og hvem de ventede som deres lærer.

Lad os derfor ikke være følelsesløse for hans godhed! Lad os, da vi er blevet hans disciple, lære at leve efter kristendommen. Udrens derfor den onde surdej, den forældede og forsyrede, og lad eder forvandle til en ny dej, som er Jesus Kristus.

Dette skriver jeg, for at I må blive fuldkommen i overbevisningen om den fødsel, lidelse og opstandelse, som fandt sted på den tid, da Pontius Pilatus var landshøvding og sandelig og visselig blev fuldbragt af Jesus Kristus, vort håb. Måtte ingen af os vende sig bort derfra!"


LYD HERREN

Skrevet af Polykarp, biskop i Smyrna, kendte personligt apostlen Johannes, led martyrdøden 86 år gl. den 23 februar i år 155. Han blev brændt på et bål. Da de ville nagle ham fast bad han sig fri for det, så han frivilligt kunne give sig hen til ilden, som et brød der bages. Men ilden stod i en bue omkring ham og ville ikke fortære ham og der steg en velduft ud fra ham, som røgelse fra velduftende krydderier. Da ilden ikke ville fortære ham beordrede man en Confector (en person der ved dyrekampe gav nådestødet til den sårede) til at dræbe ham med en kniv.

"Omgjord eders lænder (vær beredt) og tjen Gud i frygt og sandhed, og lad det tomme ordkløveri og mængdens vildfarelser fare, og tro på ham, som har opvakt vor herre Jesus Kristus fra de døde og givet ham ære og sæde ved sin højre hånd, hvem alt er underlagt i himlen og på Jorden, hvem hvert levende væsen tjener, ham, der kommer som dommer over levende og døde, hvis blod Gud skal kræve af dem, der er ham ulydige.

Men han, som opvakte ham fra de døde, skal også opvække os, dersom vi gør hans vilje og vandre i hans bud og elsker det, som han elskede, og afholder os fra al uretfærdighed, gerrighed, bagtalelse, falsk vidnesbyrd og ikke betaler ondt med ondt eller skældsord med skældsord eller næveslag med næveslag eller forbandelse med forbandelse, men ihukommer det, som Herren sagde, idet han lærte: Døm ikke, for at I ikke skal dømmes, tilgiv, så skal I tilgives, vær barmhjertige, for at I må få barmhjertighed. Med det samme mål, som I måler med, skal I tilmåles, salige er de fattige og de, som lider forfølgelse for retfærdigheds skyld, thi himmeriges rige er deres.

Dersom vi i denne verden er ham velbehagelige, skal vi også få del i den kommende, således som han har lovet os at opvække os fra de døde, og at vi, dersom vi fører vort liv hernede ham værdigt, også skal herske med ham, såfremt vi er tro. Lad os altså holde fast ved vort håb og ved Pantet på vor retfærdighed, som er Jesus Kristus, der bar vore synder på sit legeme på træet, han, som ikke har gjort synd, og der blev ikke fundet svig i hans mund, men han led alt for os, for at vi skal leve i ham. Lad os da efterligne hans tålmod, og dersom vi lider for ham, så lad os prise ham, thi dette forbillede har han givet os ved sig selv, og vi har troet det."


PROFETISK FREMSYN

Skrevet af Justin Martyr født år 100 i Nablus i Samaria, hans forældre var tilflyttede hedenske grækere. Han tog uddannelse i retorik, poesi og historie. I Effesos og Alexandria studerede han samtlige filosofiske systemer, både de stoiske, peripatetiske, pytagoreiske og platonske. Han kom til tro på Jesus ved at læse gl. Testamente og lod sig døbe da han var 33 år. Han forblev lægmand og rejste fra sted til sted med evangeliet til fods fra Palæstina via Lilleasien og Hellas. Han kom til Rom ca. år 150 hvor han oprettede en skole som tiltrak store folkemængder. Han levede et asketisk liv. Han protesterede imod kristenforfølgelserne og fordømte dem offentlig, det førte til at han sammen med seks disciple blev arresteret og forhørt af Roms præfekt Junius Rusticus. Fra dette forhør eksisterer der et originalt historisk dokument. Han og hans disciple blev pisket og dømt til døden ved offentlig halshugning år 165.

"En profet spåede og sagde: Der skal opgå en stjerne af Jakob (4. Mos. 24:17). Der skal opgå et skud af Isai stub, folkene skal spørge efter Isai rod. (Es. 11:1-10). Denne lysende stjerne er stået op, og kvisten er skudt op af Isai rod, Kristus nemlig, thi ved en jomfru af Jakobs æt er han født ved Guds kraft.

Og hør nu atter, hvorledes det Ord fra Esajas er blevet forudsagt, at han skulle fødes af en jomfru. Så er nemlig sagt: Se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder hans navn: Gud med os. Thi hvad der var utroligt og af menneskene agtet for umuligt, dette har Gud ved den profetiske Ånd forud betegnet som noget, der skulle ske, for at man ikke skulle tvivle derom, når det var sket, men tro, fordi det var forudsagt. Guds kraft, som kom over jomfruen, overskyggede hende og virkede, at hun blev frugtsommelig, uagtet at hun var jomfru. Og Guds engel, sendt til hende, jomfruen selv, på hin tid bragte hende et glædeligt budskab, idet han sagde: Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal kalde hans navn Jesus. Han skal være stor og kaldes den højestes Søn, således som de har lært, der har berettet om Jesus Kristus, vor frelser, og hvem vi har troet, fordi den profetiske Ånd har sagt, at dette ville ske.

Hør fremdeles, hvorledes en anden profet, Mika, forud har betegnet det sted på Jorden, hvor han skulle fødes. Han talte nemlig således: Og du, Betlehem Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig en til at være hersker over Israel, og hans udgang er fra fordum, fra evigheds dage, (Mika 5:1) Der er en landsby i Jødernes land, 35 stadier (6,5 km.) fra Jerusalem, i hvilken Kristus blev født. - At det endvidere nøjagtig er blevet forudsagt, at han ridende på en asenindes føl skulle drage ind i Jerusalem, derfor vil vi anføre en anden profet, Sakarias spådomsord, disse nemlig: Fryd dig såre, Sions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et asen og på et ungt asen, aserindens føl (Sak. 9:9)."


TROEN ER ÉN

Skrevet af Irenæus, født 130 død ca. 200. Irenæus menes at være græker fra Polykarps hjemby Smyrna og voksede op i en kristen familie.- Irenæus blev elev af Polykarp, som var biskop i byen og som var elev af Apostlen Johannes. Irenæus var en vigtig person i forsvaret af de fire evangelier, Mattæus, Markus, Lukas og Johannes og deres plads i det nye testamente. Irenæos blev biskop i Lyon. Den første virkelige skriftteolog og kætterbekæmper. Han har skrevet flere værker imod gnostikkerne.

"Endskønt kirken er spredt over hele verden indtil Jordens grænser, har den af apostlene såvel som af deres lærlinge modtaget troen på én Gud Fader, den almægtige, som har skabt himlen og Jorden og havet og alt, hvad der er i dem, og på én Kristus Jesus, Guds søn, som er blevet menneske for vor frelses skyld, og på den Helligånd, der ved profeterne har forkyndt frelsens fuldbyrdelse: Vor dyrebare Herres Kristi Jesu komme til Jorden, hans fødsel af en jomfru, hans lidelser, hans opstandelse fra de døde og hans legemlige himmelfart og hans genkomst fra himlen i Faderens herlighed for at genoprette alt og for at genopvække alt kød af den hele menneskeslægt, for at for Jesus Kristus, vor Herre og Gud og frelser og konge, efter den usynlige Faders vælbehag, hvert knæ skal bøje sig, deres i himlen og på Jorden og under Jorden og hver tunge bekende ham og han skal holde en retfærdig dom over alle, de onde ånder og de ulydige og faldne engle, og sende de ugudelige til den evige ild, men skænke udødelighed og tildele evig herlighed til de retfærdige og fromme og dem, som har holdt hans bud og er blevet i hans kærlighed, dels fra begyndelsen, dels siden deres omvendelse.

Dette budskab, som Kirken har modtaget, og denne tro bevarer den, skønt spredt i hele verden, omhyggeligt, som om den boede i ét hus. Og ligeledes tror den derpå, som om den havde ét hjerte og én sjæl. Og eenstemmig forkynder og lærer og overleverer den dette, som om den havde én mund. Thi selv om også sprogene i verden er forskellige, er dog overleveringens indhold ét og det samme. Og de menigheder, der er grundet i Germanien, hverken lærer anderledes end de, der er grundet i Spanien eller Gallien eller Østerland eller i Ægypten og Libyen eller i Verdens midte. (Israel)!

Men ligesom solen, Guds værk, er én og den samme i hele verden, således skinner sandhedens budskab alle vegne og oplyser alle mennesker, som vil komme til sandhedens erkendelse."


KUN JESUS KRISTUS ER LYSET

Skrevet af Origenes kirkelærer i Alexandria. Født 182 død 254.

"Hvad der er umuligt at nå for den med fornuft udstyrede og dødelige menneskeslægt, fordi det nemlig er så ophøjet og overmenneskeligt og så umådeligt overstiger vore svage naturanlæg - det bliver ved fylden og den umådelige storhed af den guddommelige nåde, som Gud udgyder over menneskene, efter Guds rådslutning muligt ved Jesus Kristus, der er formidler af en mageløs nåde imod os, og ved Åndens medvirkning. Når det således er umuligt for den menneskelige natur at erhverve den visdom, hvorved Verden er bleven skabt - thi alt har Gud efter David (Sal. 104:24) gjort i visdom, så bliver dette muligt ved vor Herre Jesus Kristus, som blev os visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning (1. Kor. 1:30). Thi hvilket menneske kan vide Guds råd? Eller hvem kan udgrunde hvad Herren vil? Thi de dødelige menneskers tanker er vaklende, og vore anslag er uvisse, thi et forkrænkeligt legeme besværer sjælen, og den jordiske hytte (legemet) nedtrykker det tankefulde sind. Og næppe gætter vi de ting, som er på Jorden - hvem har da opsporet de ting som er i himlen? (Visdommen 9:13-16). Hvem kan påstå, at det er et menneske muligt at erkende Herrens sind? Men også det forunder Gud os ved Kristus. Han har kundgjort menneskene deres Herres vilje.

Men da han lærer dem sin vilje, vil han ikke mere være deres Herre, men blive ven for dem, hvis Herre han før har været.. Ja, ligesom indtet menneske veed , hvad der er i mennesket, uden menneskets ånd, som er i ham, således har heller ingen erkendt, hvad der er i Gud, uden Guds Ånd. Men når ingen erkender, hvad der er i Gud uden Guds Ånd, så kan umuligt et menneske ved egen fornuft og kraft erkende, hvad der er i Gud. Vi, hedder det, har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi kan vide, hvad der er skænket os af Gud, og dette taler vi også, med ord, lærte af Ånden."


SJÆLEN HIGER MOD GUD

Skrevet af Tertulian, latinsk kirkefader, død ca. 222.

"Hvad vi dyrker er én Gud, han som af intet har frembragt hele denne verdensbygning med hele dens udrustning af elementer, legemer og ånder - ved Ordet, hvormed han befalede, Visdommen, hvormed han ordnede, og Kraften, hvorved han formåede det - til sin Majestæts ære, hvorfor også grækerne har givet verden navnet Kosmos ( den ordnede, verdensorden). Usynlig er han, endskønt han ses, ubegribelig, skønt han åbenbarer sig i nåde, ufattelig, skønt han iagttages ved menneskelige sanser. Derfor er han den sande, og så stor er han. Men hvad der kan ses, begribes og fattes af hvermand, er mindre end de øjne, hvormed det opfattes, de hænder, hvormed det berøres, og de sanser, hvormed det iagttages. Men hvad der er uendeligt, er alene sig selv bekendt.

Det er dette, som lader os ane Guds storhed, medens det overgår ethvert begreb. Således fremstiller hans storheds Kraft ham som på én gang kendt og ukendt for menneskene. Og derpå beror i en sum deres brøde, som ikke vil erkende ham, hvem de ikke helt kan undgå at kende. Vil I, at vi skal bevise hans tilværelse af hans mange og store værker, hvoraf vi omgives, hvorved vi opholdes, hvorover vi glæder os, men også forfærdes. Vil I, at vi skal bevise den af sjælens eget vidnesbyrd? Er denne end indesluttet i legemets fængsel, omgivet af forkerte menneskelige indretninger, svækket af lyster og begæringer, gjort til træl for falske guder, viser det sig dog, at så snart den kommer til sig selv igen som fra en rus, fra en søvn eller fra en sygdom og atter føler sig sund - nævner den Gud med navnet "Gud" alene, fordi det er den sande Guds eget navn. "Den store Gud," "den gode Gud" og "Gud give" - således lyder det fra alles mund. Tillige vidner det om, at han er Dommeren, når man siger: "Gud ser det," " jeg anbefaler det til Gud - Gud alene skal gengælde mig det." O, vidnesbyrd af en sjæl, som af naturen er kristen! Endelig, når den siger således, ser den ikke mod Kapitolium (Roms borg og hovedtempel), men mod himlen. Den kender nemlig den levende Guds bolig. Fra ham og fra den er den steget ned."


LYS OVER GENFØDSLEN I DÅBEN

Skrevet af Cyprian, født år 200 i Tunesien, biskop i Kartago i Nordafrika, han oplevede store kristenforfølgelser og dermed følgende frafald fra kirken. Han understregede biskoppens fuldmagt til at afvise eller genoptage frafaldne i kirken. Han fastslog, at kun indenfor kirken er der frelse. Han led martyrdøden i år 258.

"Da jeg lå i mørke og dyb nat, da jeg flakkede om på det stormende verdenshav og rådvild tumlede hid og did på vildfarelsens veje uden kendskab til mit liv, fremmed for sandheden og lyset, da holdt jeg det for noget såre vanskeligt og hårdt, som den guddommelige barmhjertighed tilsagde mig til frelse, at en nemlig kunne fødes på ny, at han ved det frelsende vandbad kunne få en ny Ånd til et nyt liv, aflægge, hvad han før havde været, og i sjæl og sind blive et forandret menneske. Hvorledes, sagde jeg, er vel en så stor forvandling mulig, at det hastig og med lethed kan aflægges, der enten som medfødt har forhærdet sig eller som længe udøvet har vokset sig ind i en med årene lige til den høje alder! Sådant sidder fast med dybe rødder, der går til det inderste -- . Da de onde tillokkelser bestandig hænger ved, så må svirelysten friste, hovmodet opblæses, vreden optændes, rovgærrigheden sætte i uro, grusomheden anspores, ærgærrigheden lokke, vellysten henføre.

Således tænkte jeg ofte ved mig selv. Thi som jeg selv holdtes fangen, indviklet i mit forrige livs mangfoldige vildfarelser, fra hvilket jeg ikke troede at kunne blive udfriet, således føjede jeg mig efter de laster, der klæbede ved mig, og idet jeg opgav håbet om noget bedre, levede jeg i god forståelse med mine onder, ligesom med mine egne og mine husfæller.

Men efter at mit foregående livs smuds var blevet aftoet ved genfødslens vand, og et rent klart lys ovenfra havde udgydt sig i mit rensede hjerte, efter at Ånden fra himlen var udøst over mig og den anden fødsel havde omdannet mig til et nyt menneske, da blev underfuldt og pludselig det tvivlsomme, vis og fast sandhed, det tillukkede oplod sig, det dunkle blev klart, og det, som før forekom vanskeligt, frembød sig som muligt, og det, som syntes umuligt, blev gørligt."


SEJR OVER DØDEN

Skrevet af Athanasius, den græske kirkes betydeligste mand, født år 243 og død år 337. Han lagde navn til den athanasiske trosbekendelse. De dogmatiske uoverensstemmelser om forholdet Gud og Kristus var ved at splitte kirken ad. Presbyteren Arios hævdede, at Sønnen er skabt og ikke af samme væsen som Faderen. Biskop Athanasius var ikke enig og hans trosbekendelse består af to dele. Den første del sætter læren om treenigheden på plads og den anden del bekender at Kristus både var menneske og Gud i en person. Faderen er ikke dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født. Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født. Men udgår fra dem. Athanasius sagde: "Den, som vil frelses, må mene således om treenigheden og Sønnen."

"At døden er blevet tilintetgjort og korset blevet en sejr over den, og at den intet formår længere, men er virkelig død, derom er det et ikke ringe vidnesbyrd, at den foragtes af alle Kristi disciple, og at de ikke længere er bange for den, men ved korset og troen på Kristus træder den under fødder som en, der er død. Thi fordum, før frelserens guddommelige komme, var døden skrækkelig, endog for selve de hellige, og alle begræd dem, der døde, som sådanne der gik til grunde. Men nu, da frelseren har oprejst legemet, er døden ikke længere skrækkelig, men alle de, som tror på Kristus, træder på den, som om den intet var og vælger hellere at dø end at fornægte troen på Kristus. Thi de ved forvist, at når de dør, går de ikke til grunde, men lever og bliver ved opstandelsen uforkrænkelige. Og det er et tegn herpå, at inden menneskene kommer til troen på Kristus, anser de døden for skrækkelig og er bange for den. Men når de er kommen til hans tro og lære, foragter de i den grad døden, at de endog villigt haster til den (som martyrer, min kommentar) og bliver vidner for den opstandelse, som frelseren har tilendebragt. Thi endog sådanne, som endnu er børn i alder, skynder sig til døden, og ikke blot mænd, men også kvinder øver sig op til at gå den i møde. Så svag er den blevet, at endog kvinder, de, som før bedroges af den, nu spotter den, som død og afkræftet. Thi ligesom når en voldsmand er blevet besejret af den retmæssige konge og bunden på hænder og fødder, alle de, som derefter går forbi, bespotter ham, slår og slider i ham uden længere at frygte for hans raseri og grumhed, fordi kongen har besejret ham, således også nu, da døden er blevet besejret og udstillet til beskæmmelse af frelseren på korset og bunden på hænder og fødder: de træder på den, alle de, som i Kristus går den forbi, og idet de giver Kristus vidnesbyrd, bespotter de døden, idet de gentager den overskrift, som er sat over den: Død, hvor er din sejr, dødsrige, hvor er din brod!"


VÆR IKKE MISUNDELIG

Skrevet af Basilius den Store, biskop i Kæsarea født år 330 og død år 379. Basilius var født i en meget kristen og lærd familie. Han blev døbt som 26 årig. Derefter solgte han alle sine ejendele og begyndte et asketisk liv sammen med nogle venner. Han byggede en kirke, et hospital og et herberg i Kæsarea. Byen sørgede voldsomt da han døde i 379.

"Gud er god, og han giver det gode til dem, der er værdige dertil. Djævelen er ond og han er ophavsmand til alle hånde ondskab. Og ligesom det følger den gode, at han ikke er misundelig, således er misundelse djævelens ledsager. Lad os derfor vogte os for misundelsens synd, lad os ikke deltage i modstanderens gerninger, så vi skulle finde os underlagte den samme dom som han. Thi dersom den, der opblæses, falder i Djævelens dom, hvorledes skal da den misundelige undfly den straf, som er beredt Djævelen? Der fødes nemlig ikke i menneskesjæle en fordærveligere synd end misundelse. Den bedrøver vel lidet de udenforstående, men er først og fremmest en ond fælle for den, som har den. Thi som rust fortærer jern, således gør misundelsen med den sjæl, som besidder den. Ja, som man siger, at øglerne kommer til verden ved at æde sig ud af moderens liv, således plejer også misundelsen at fortære den sjæl, som er svanger med den. Thi bedrøvelsen over, at det går næsten vel, det er misundelse. Derfor forlader aldrig smerte, heller aldrig mismod den misundelige. Har næstens mark båret rig grøde, blomstre hans hus med alt, hvad der fremmer livet, har manden stadig det, der kan glæde hans sind, så er alt dette næring for den sygdom, der forøger den misundeliges smerte. Det er med ham som med en nøgen mand (uden rustning, min kommentar). Han såres på alle kanter. Er én mandig eller af godt helbred, dette sårer den misundelige. Er en anden skønnere af udseende, det er et slag til for den misundelige. Rager den eller den frem for de mange ved åndelige fortrin, betragter og efterligner man hans forstandige og mægtige ord, er en anden udmærket ved sin rigdom og de storartede gaver, han uddeler til de fattige, så han roses højlig - alt dette er slag og sår, der rammer den misundelige midt i hjertet. Lad os følge apostlens ord: Lad os ikke have lyst til tom ære, så at vi udæsker hverandre og bærer misundelse mod hverandre (Gal. 5:26).

Lad os hellere være "velvillige mod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet os i Kristus" (Ef. 4:32)."


LASARUS OPVÆKKELSE

Skrevet af Ambrosius, biskop i Milano, født år 340 og død år 397. Ambrosius blev udnævnt til landshøvding i Milano år 369 og blev udnævnt til biskop i år 374. Da han var udnævnt til biskop anlagde han en asketisk livsstil og uddelte sine penge til de fattige og donerede sin ejendom til kirken. Han blev kendt for sin hårde kurs mod kætterne. Det var igennem Ambrosius prædikener, at kirkefaderen Augustin blev omvendt til kristendommen.

"Herren har ikke blot opvakt Lasarus, men alles tro. Tror du det, du læser om ham, så vil jo også din ånd, om den var død, med Lasarus atter vågne til liv. Eller hvad tilsigter Herren dermed, at han trådte hen til graven og råbte med høj røst " Lasarus, kom herud"? Vel ikke andet end, at give et billede, et eksempel på den kommende opstandelse! Hvorfor råbte han med høj røst, som om han ikke var vant til blot at virke ved sin åndelige vilje uden ord.? Åbenbart for at vise os, hvad der står skrevet: I et nu, i et øjeblik, ved den sidste basun - skal de døde oprejses uforkrænkelige (1. Kor.15:52).

Det, at Herren opløftede sin røst, gælder som basunens lyd. Han råbte: Lasarus, kom herud! - Den døde mærkede råbet, og han kom ud, bunden med begravelsesklæder om fødder og hænder, og hans ansigt var endnu tilhyllet med svededugen. Fat, om du kan, hvorledes han med lukkede øjne fandt vejen, hvorledes han skred frem med bundne fødder! Båndene var der, men de standsede ham ikke, øjnene var tildækkede, men alligevel så de. Ja, han så, da han stod op, da han forlod graven og trådte frem. Den guddommelige befalingskraft virkede, og så krævede naturen ikke sin egen virksomhed.: Hvilende i graven adlød den ikke det, den var vænnet til, men det guddommelige vink. Dødens lænker blev sprængt før gravens. Kraften til at gå var allerede givet tilbage, før hindringerne var skaffet til side. - Undre det dig, da giv agtpå, hvem der her gav befalingen. Da vil du høre op med at undre dig. Jesus Kristus er Guds kraft, er livet, lyset, de dødes opstandelse. Kraften rejste ham op, der lå i graven, livet skred frem, lyset fordrev mørket og åbnede øjet igen, opstandelsen fornyede livets nådegave."


PRØVELSER ER GAVNLIGE

Skrevet af Johannes Krysostomos, græsk kirkefader født år 345 og død år 407. Krysostomos var et tilnavn, som betyder gyldenmund. Han blev født i Antiokia og hans far var general i den kejserlige hær, men døde da Johannes var spæd. Hans moder opdrog ham som kristen og efter datidens skik blev han først døbt som voksen. Han blev døbt af biskop Meletius ca. år 369 i menigheden i Antiokia, hvor han i 375 blev indviet til lektor i menigheden med ansvar for liturgisk og kateketisk tjeneste. Den 26. februar 398 blev han indviet til ærkebiskop i Konstantinopel. Med sin nidkærhed og veltalenhed kuet Johannes mange syndere og omvendte mange hedninger og kættere. Han organiserede hospitaler for syge og fremmede og gav personlig store økonomiske beløb. Han angreb kvindernes opførsel ved hoffet, deres klæder og sminke. Han revsede de kristne, som gik til hestevæddeløb og forskellige lege på stadion på helligdagene. Han faldt i unåde både hos kejser og biskopper. Kejser Arkadios forviste ham til Cucusus i Taurusbjergene i det indre Armenien. Han blev ledsaget af vogtere i 70 dage, vogterne var meget brutale mod ham og da han nåede frem var han meget nedbrudt. Han blev indlogeret i fæstningen Arabissos. I år 407 blev han beordret til at gå til rigets grænser i Pityus ved Sortehavet. Han gik i stegende hede under bevogtning af to officerer. Han blev også tvunget til at gå ud på vejene i det værste uvejr. Meget afkræftet og udmattet nåede han Komana i Pontos, i det nordøstlige Tyrkiet og ca. 8 km. videre nåede de kapellet for St. Basiliskos. Der skiftede præsterne hans klæder, iførte ham hvide klæder og gav ham sakramentet. Et par timer senere sagde han sine sidste ord: Ære være Gud for alle ting! -- Eftertiden mente at det var et bestilt mord på ham.

Dette skrev han:

"Hvor ingen prøvelser er, der er heller ingen krans, hvor ingen kamp, ingen sejrspris, hvor ingen fægteplads, er der ikke hædersbelønninger, hvor ingen trængsel, der er ingen lindring, hvor ingen vinter, der er ingen sommer. Og dette kan man se ikke alene hos mennesker, men også hos sæden. Thi også for den behøves megen regn, megen frost, dersom aksens skæg skal komme frem. Men hvor der er en tid til udsæd, der er også en tid til regn. Når der altså er vinter, ikke i luften, men i sjælen, så lad os så i denne vinter, for at vi kan høste i sommeren, lad os så tårer, for at vi kan høste fryderåb.

Dette er ikke et ord af mig, det er et profetisk udsagn: "De, som sår med gråd, skal høste med frydesang" (Sal.125:5). Den nedfaldende regn bringer ikke i den grad sæden til at spire og vokse, som den regn, der falder fra tårer, bringer gudsfrygtens sæd til at komme op og blomstre. Den aftvætter sjælen, læsker sindet, giver spirene af det, man har lært, hurtig fremgang. Derfor er det også nødvendigt at skære en dyb fure. Også dertil formaner profeten, når han siger: "Pløj nyland, og så ikke imellem torne" (Jer. 4:3). Ligesom altså den, der sætter ploven i, bryder jorden op nedenfra og derved bevarer sædekornene sikkert, så de ikke, efter at de er udstrøet, ligger nøgne på overfladen, men kommer ned i selve jordens skød og i sikkerhed nedsænker deres rødder. Således må også vi nødvendigvis gøre og benytte trængslen som en plov til at bryde hjertets dyb. - Ro og vellevned plejer at føre til letsind, trængsel derimod fører til flid og vender sindet, der flagrer udad og higer efter mange ting, hen til sig selv. Og landmanden ønsker, når han har udstrøet de med megen møje samlede sædekorn, at der må komme regn. - Han er glad og frydefuld, når han ser uvejret, thi han ser ikke hen til det nærværende, men venter på det tilkommende."


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2006 Willy Griis