Kampen om Sandheden
Artikler

Korslivets hemmelighed
af Valdemar Andersen

Bibelens overmenneskelig høje tanker (Esaj.55:9) og oplevelserne når vi tror Guds ord, er de stærke beviser for Bibelens guddommelige oprindelse, som i vor tid fornægtes af førende mænd i folkekirken.

Bibelens flere tusind år gamle forudsigelser er jo gennem tiderne stadig på forbavsende måde blevet opfyldt for menneskehedens øjne, ikke mindst i vor tid.

Men egoismen forblinder og lukker hjerterne endog for de mest iøjnefaldende kendsgerninger. "Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod ondskabens åndemagter i himmelrummet:" (Ef.6:12)


Personlig kærlighed er fri vilje
Der siges: "Hvordan kan Gud være kærlig og almægtig, når der er en så brutal uretfærdighed og så usigelig megen lidelse i verden? Og kan vi gøre for, at vi har syndig natur, som tvinger os til at synde?"

Men hvordan skal Gud forklare os det? hvis vi i hovmod ikke vil blive stille for Guds ord og lære at forstå hans overmenneskelig høje tanker, som han vil åben bare os. (1. Kor.2:10, Ef.1:17)

Ja, synden har bragt grufulde kvaler, ondskab, sygdom og død. Og den alm. såkaldte kristendomsforkyndelse giver ikke tilfredsstillende svar eller forklaring. Men ved mere agtpågivende betragtning af Guds ord kan vi få en helt tilfredsstillende åbenbaring, som fylder os med jubel og tak til Gud.

Hvis vi vil, kan de fleste af os vel forstå, at personligt samfund, godhed og lykkeligt liv uden helt fri vilje var lige så umuligt som gaver uden giver.

Selv kun et smil er dejligt, hvis vi tror det er, givet helt frit og uden beregning; men hvis vi tror det kun er et forretnings-smil, bryder vi os ikke om det.

Både dyr og uretfærdige mennesker kan af medfødt natur uden eget valg have behag i deres afkom og i selskab med nogen, indtil de får andet behag eller begær. Men først når forældre- og venne-kærlighed bliver fri viljes valg, er den fra dem, deres kærlighed; ellers var den jo upersonlig, kun påtvunget dem af skaberen.

Personlig kærlighed var umulig, hvis vi ikke frit kunne vælge det modsatte: egoismen. Dette er hemmeligheden bag alt det ondes eksistens. Gud måtte lade alle fornuftige væsener have nævnte to muligheder.

Også hvis en slave ikke kan gøre hvad han ønsker, men er nødt til at gøre hvad hans herre kræver; så har han alligevel en fri vilje. Han kan måske vælge mellem at tjene af velvilligt sind eller af modsat sind. Uden fri vilje var vi ikke personer.

Kan vi nu ikke forstå så meget, så kan vi da indrømme Gud ret til at have højere tanker og planer, end vi nu kan fatte eller efterspore. (Rom.11:33)

Før Jesus kom med den fuldkomne guddommelige retfærdighed, kunne ingen nå denne fuldkommenhed, som Hebræerbrevet taler om. Men ved at give agt på den fremskridende åbenbaring af Gud og sandheden kunne mennesker i alle tider leve op til den sandhed, som var dem betroet.(Rom.1:20) Derved kunne de behage Gud. Gud bar over med "uvidenhedens tider", men holdt folkene ansvarlige for, at de forkastede sandheden og derved sank ned i det ondes dyb (Rom.1:18-32). Når vi har fri vilje, kan Gud jo ikke påtvinge os større visdom.

Syndens slaver har fri vilje. Vælger vi at modtage den nye pagts evangelium, da får vi Kristus som vort nye liv, og er derved frigjort fra al skyldsynd og syndig natur. Og da er Kristus-livet i os vor frit valgte gave til dem, vi med hans kærlighed elsker og tjener; skønt vi da kun kan gøre, hvad hans kærlighed i os tvinger os til (2.Kor.5:14).Vi har jo valgt denne tvang. Dette samfund er den eneste mulige evige salighed.

Men mange vil ikke modtage Guds store gave. Derfor er i hver generation forholdsvis kun få gået livets vej. Så hårdnakket egoistisk genstridige er menneskene; så det tog Gud 4000 år gennem godhed, lægedom, kærlig vejledning, tugt og retfærdige domme at fremelske et folk, hvoriblandt en vidneskare ville modtage åbenbarelsen af den guddommelige kærlighed, samt at berede nogle af hedningerne til at modtage vidnesbyrdet. Først da var det "tidens fylde" til at sende Jesus.

Men når det guddommelige kærligheds-samfund bliver iklædt den kommende usigelige herlighed, da er det forbi med den tale: " Hvis vi aldrig var født, så havde vi intet savnet.." De frelste vil i al evighed tilbedende juble over Guds nådes herlighed.


Hvorfor Jesus måtte dø
En konges retfærdighed må nødvendigt bevises gennem dom over alle forbrydere. Ellers bliver kongen skyldig i al forbrydelse. F.eks. ville der klæbe blodskyld ved kong Salomos trone, hvis han ikke lod hærføreren Joab henrette for mord. David havde ikke magtet det.

Guds kærlighed må uden persons anseelse dømme al uret. Og just fordi uretfærdigheden er så stor og brutal her i verden, må Gud bevise sin retfærdighed i brutal dom; ellers kunne ingen have tillid til ham. Og alle, der ikke vil modtage Guds retfærdigheds-gave i Jesus, bliver medskyldige i alt det uskyldige blod, som råber om retfærdig dom.

Alle syndere må dø, men de angrende kan Gud retfærdigt give helligt nyt liv, når de giver Guds dom over dem på korset ret; hvor Jesus bar vor dom, så vi derved er afdøde og nu kun lever hans opstandelsesliv - nemlig i kraft af Guds vilje og ord, som døder og gør levende.

For retfærdigt at kunne benåde angrende syndere måtte Gud altså lade sin søn (skaberen, lovgiveren og kongen) frivilligt hengive sig til brutalt at martres af det jødiske præsteskabs bødler. Således sønderrev Gud sit hjerte over vore synder og beviste derved sin retfærdighed (Rom.3:26), så alle kan stole på ham.

Og ved at vise hele verden denne gribende tunge genløsningsbetaling for os har Gud åbenbaret sin kærligheds dybde; så vi kan være fuldt visse på, at alt hvad Gud ejer, er nu skænket alle, som modtager gaven: Kristus i os. (Joh.3:14-16, Rom.5:17, 8:32, Kol.1:27-28)

Denne enkle barnlige tro: at alt er skænket i Kristus, er den let forståelige smalle livets vej, der skjules bl.a. af teologers mange modsigelser, som folket lønner.

Fordi vi ikke har del i andres bevidsthed, kan vi ikke kende deres tanker, uden de bliver meddelt os med ord. Gud kan derimod altid kende alles tanker og følelser, så han bedømmer og føler dem. Og ved Helligånden får profeter del i Guds bevidsthed, så langt deger os gavnligt. (1. Kor.2:11-12, 14:25, Dan.4:19, Sal.139:2, 2Kng.6:12+32)

Men Gud er ikke én ånd med dem, der ikke vil modtage hans hellige åndsliv. Kun i Kristus er vi een ånd med Gud. (Joh.17:20-23, 1Kor.6:17).

Faderen var i Sønnen, indgav ham sine tanker og følte hans smerter. Også på korset - hvorfra han i kærlighed kalder verden til at lade sig forlige med Gud. (2Kor.5)

Mange siger: Hvordan kan Gud lade uskyldige dyr lide? Vi ved så lidt om dyrenes sjæleliv; men skriften viser, at Djævelen talte gennem slangen og at ånder kan tage både dyrs og menneskers bevidstheds plads, (Mark.5:9-13)

Gud kan også føle dyrenes lidelser, ja endog selv alene være al deres bevidsthed og følelse. Al skabningen er skabt i, ved og til Kristus (Kol.1:16). Guds værk er jo meget større end vi nu kan fatte; men ved kærlighedens åbenbarelse kan vi tro, at Gud er retfærdig i alt.

De forbilledlige dyreofringer i Israel kunne blot forudsige og billedligt tale om det kommende gyldige sonoffer. Kun Jesu kvalfulde offer var tilstrækkeligt bevis for hans retfærdige dom og dybde af kærlighed; så han kunne vinde vor fuldkomne tillid og hengivenhed for evigt.

Dyreofringerne viser, at det store kærlighedsoffer var hengivet for os årtusinder forud. (2. Tim.1:9) Derved er Mosebøgerne tillige en del af de mangfoldige beviser for Bibelens guddommelige inspiration.

Men Bibelen har også klart forudsagt, at forkyndelsen efterhånden er blevet forvrænget i den såkaldte kristenhed, så vi endnu mere umuligt selv kan finde vej, uden at Guds ånd vejleder os, Derom må vi ydmygt bede, og Gud svarer: (Joh.14:26, 16-13, Jak.1:5).


Guds frelsesplan
Gud vidste, at før engle og mennesker kendte hans kærligheds styrke, som den kun kunne åbenbares i Jesu offerlidelse for syndere (Rom.5:8), ville der altid være fare for, at mange valgte egoismens vej. Derfor forudbestemte Gud en plan til genløsning fra alle syndefald. Og alle, som vil indgå i denne plan, er således selvvalgt forudbestemt til frelse.

Ved at lade os fødes i en ond verden på grund af ét fuldkomment menneske-pars synd og komme under lov før vi kender Guds store kærlighed, har Gud "indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle" (Rom.11:32 , Gal.3:22). Det var kærlighed; thi da kunne Gud retfærdigt lade os frit vælge et andet menneske til at være vor retfærdighed, nemlig Kristus.

Også det første menneskepar måtte vælge om igen, fordi de ikke havde kendt det onde og heller ikke Guds kærligheds dyb. Og vi har alle fået en tid til at betænke os på at vælge ret. Ja, hvilken nåde, at vi efter mange fald igen i vor tidsfrist kan vælge Kristus. Gud siger: "Jeg vil nådig tilgive dem deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu." (Heb.8:12)

Mange lider af hjemve, når de er fjernet fra hjemlandet; men tænk hvilken smerte, hvis vi var født i Paradiset og havde mistet det. De sikre løfter om den kommende herlighed bærer os igennem den nuværende korte trængselstid, som er nødvendig for at vi kan vokse op til den befæstede tro, der kan holde i evigheden, så der aldrig mere kan ske et syndefald. Ja, derfor kan vi endog prise os lykkelige over trængslerne.(Rom.5:3-5) Og Kristus selv åbenbarer sig boende i os.(2. Kor.13:5)

Gud lod os fødes i den faldne verden, for at vi kan se egoismens følger og gøre et bedre valg. Men for at menneskene ikke snart aldeles skulle ødelægge sig i det onde, har Gud beskåret dem ved de mange domme: syndfloden, Kanaanæernes udryddelse, andre naturkatastrofer og krige. Og den. kommende store dom over verden nærmer sig; for at Kristi regering kan blive indført over den levning folk, der overlever landjordens brand og formerer sig på den fornyede landjord på vor klode.

Når Gud ville lade os vælge helt frit, måtte det jo også være helt uafhængigt af, hvad Gud forud kan vide om alle og om den enkelte. Dertil har Gud jo ret og al magt. Længe før vi blev født, kunne Gud have en særlig plan med hver enkelt kristen og danne os til at bære navne, som for os er nye, men skrevet i livets bog før verdens grundlæggelse. Kaldet og navnene bestemmer ikke vor troskab; men vort valg og vor troskab bestemmer, om vore navne skal blive stående i bogen. (Åb.3:5) Og hvert navn har sin betydning i Guds plan med os.

Alle, der vil erkende sandheden, får i rette tid sit kald. Men Gud valgte nogle til at få kaldet før andre, for at vække andres nidkærhed og modtagelighed.(Rom.11:11-14). Og før Gud sender os det frelsende ord, kan han se ind i vore hjerter, om vi vil modtage det eller det vil forhærde os. (Ap. G. l0:2, 11:14, 1Ptr.1:2, Rom.9:17)

Jeg ser ikke, at Bibelen siger hvor tidligt Gud ved, hvem der vil omvende sig. Men Gud kendte dan gamle tids troende og kaldte dem til at få guddommeligt liv i Kristus gennem evangeliet.(Ef.1:l1-12, Rom.8:28-30), nemlig nyskabelsen ved den tro, som engang skulle åbenbares (Gal.3:23). Men vor erkendelse er jo kun stykkevis endnu.


Guds retfærdighed er vor
Når Gud i første omgang lod det fuldkomne menneskes valg i så skønne omgivelser gælde for os alle; bliver Gud da skyldig i de helliges fortids-synder? Nej, dem har Gud gjort "hvide som sne" (Es.1:18), idet han forud har beregnet alle muligheder og vender alt om til at tjene Kristi evige rige - også Djævelens gerninger. (Rom.8:28-39)

Gud brugte fjendernes ondskab til gavnligt at tugte og opdrage Israel, men dømte det onde sind hos fjenderne. Gud anvender synderne til undervisning om, hvad der tjener os bedst, til gavnlige prøvelser eller straf og til at muliggøre åbenbarelsen af genløsnings-offerets store kærlighed. Også uskyldige børns lidelser vil de i opstandelsen takke Gud for at han tilstedte til andres opvækkelse og frelse; såfremt disse børn vælger Kristus i deres anlednings tid. I deres lidelser ses jo Djævelens regime. Ved Josefs brødres blodige uret blev Josef dannet til en folkefrelser (1. Mos.50:20) og Jøderne tjente vor frelse ved at opfylde profetierne om deres Messias' lidelsesfulde død. (Es.53, 1. Mos. 22 og mange andre steder.

Hvis vi modtager Kristus, da har vi dømt alle vore synder og lagt dem i hans hånd, hvori gerningerne er blevet hans retfærdighed. Men hvis vi ikke modtager Kristus, da er vi skyldige i alle vor fortids synder og i hele verdens synder; idet vi jo da stiller os på Djævelens side. Lad det knuse vore hjerter, at vi har tøvet med at hylde Kristus som konge i vore herter.

Måske nogen siger: "Hvad klager han da over endnu? Thi hvem står hans vilje imod?" (Rom. 9:19).

Gud beklager sig ikke, ingen kan skade ham. Men Guds kærligheds retfærdige vrede må forblive over det onde sind, ukærligheden, som er den store ulykke, fortabelsen. Tilgivelse alene kan ikke frelse os. Synden må aldeles fjernes, for at Guds rige kan gennemføres. Gud vil frelse os ind i sit rige.

Vi kan ikke frelse os selv ved at vælge at gøre det gode; Thi vi kan ikke gøre den guddommelige kærligheds gerninger, før vi har den kærlighed. Men ved at tro Guds kærlighed i Kristus, bliver vi forligt med Gud; så vi vælger at modtage gaven: Jesu død og nye liv, som frelser os (Rom.5:10).

Alle i Adam mangler guddommeligt åndsliv og blev syndere, som borte fra livets træ også dør legemligt. Men alle i Kristus er legemligt afdøde og levendegjort i ånd, sjæl og legeme fuldkommen retfærdige (Rom.8:10-12, 12:1, Heb.10:1-4+14). Legemet herliggøres i opstandelsen fra de døde; men at mene der skal komme en fuldkommen renselse fra synd, end vi har nu, er at nedsætte Jesu fortjeneste og ære. (Heb.9:26)

Hvis vort syndige menneskeliv ikke virkelig var dræbt, så vi nu kun lever Kristi hellige opstandelses-liv i kød (menneskenatur, Gal. 2:20), når vi står i den nye pagts fuldvisse tro derpå; da var Jesu død i vort sted ugyldig og Gud uretfærdig.

Derfor kan de alm. kirker, der fornægter frigørelsen fra al synd (Rom.6:17-18), aldrig forklare genløsningen. Læren om en tilregnet men ikke fuldt virkeliggjort retfærdighed i den nye pagt, er helt forkert.

I Kristus har vi ikke synd (1Joh.3:4-9); men uden synd vokser vi stadig Guds livs vækst (Kol.2:19) i tiltagende erkendelse af, hvad der er ret og godt, så tanker og handlinger efterhånden bliver visere. I sit køds dage måtte også Jesus vokse i visdom.(Luk.2:52)

Vi kan ikke vokse ud af det gamle menneskes syndige liv, vi måtte dø fra det. Og vi lever det nye ubesmittede liv, så længe vi tror det uden at tvivle.

Det syndige sjæleliv er kødlegemets liv af Adams blod, som "er døet bort" (Rom.7:1-6), når vi ved tro er i Kristus. Og da her vore legemer fået nyt liv og lægedom i blodet. Men slipper vi ved vantro det nye åndsliv; så beholder vi dog liv i blodet som ved det første syndefald, og da synder vi igen. Men nåden oprejser fra alle fald. Frelsen sker jo kun gennem tro i kraft af evangeliets genfødende ord, Guds ord, som skabte verden.

Vor tro bliver angrebet, men husk at fristelse til at tvivle er ikke tvivl, så længe vi praktisk regner med, at Kristus er vort eneste liv. At tro er at regne med.

Har vi ved tvivl givet slip på Guds gave, da må vi atter modtage den ved tro, som virkes gennem beskuelsen af evangeliet, når vi virkelig vil modtage sandheden. Hvis vi ved tro urokkeligt bliver i Kristus (Heb.3:14 og 6:11); da er vor oprejsning i ham nu meget større end syndefaldet i Adam. Han var jordisk, men i Kristus er vi himmelske væsener. (Rom. 5:15-17, 1.Kor. 15:47-48, Ef. 2:6 )


Dødens herredømme endt i Kristus
Djævelen og mange andre engle valgte egoismens vej. Og så snart mennesket lod sig forlede af slangen til at opfatte Guds advarsel, som om Gud forholdt dem noget værdifuldt, skete der en skilsmisse. Menneskesjælens ånd døde overfor Gud. De kunne ikke mere forstå hinanden. Denne død er fjendskabet "kødets higen" (Rom.8:5-8, Ef.4:18-19, Jud.19). Men den fuldstændige død i legemet kom langsomt efter bortvisningen fra livets træ.

Efter syndefaldets død i vantro kunne vi ikke levendegøres til guddommeligt åndsliv før Guds altgivende kærlighed åbenbaredes i Jesus. Indtil da måtte alle stilles under lov; fordi de ikke havde Sønnens tro.

Først efter Jesu bloddåb fik den guddommelige kærligheds ild rum i vore hjerter (Luk.12:49), guddommelig natur (2. Ptr.1:4) med retfærdighed uden lovkrav eller forbud (Rom.3:21) for dem, der i sønnetroen ved, at alt er deres.(Rom.8:32, 1.Kor. 3:21-, Kol.2:9-14)

Vi er ikke født med synd i vor natur, som mange mener. Det naturlige sanseliv er kun syndigt, når det er forenet med uretfærdigt vilje-begær. Al uretfærdighed er synd.

Synd er overtrædelse af lov: Du må ikke begære din næstes hustru, ejendom osv. Vi kendte ikke synd uden ved lov i samvittighed eller ord. Ulydighed er den første synd og al synd, vi skal frelses fra. (Rom.7:7-11) Ordet arvesynd findes ikke i Bibelen.

Al bevidst ulydighed mod Gud og al ukærlighed er lovovertrædelse. Og alt, hvad de vantro gør, er synd, fordi det er gjort i vantro, den store ulydighed. (Joh.16:9, Rom.14:23)

Skønt de helliges børn er rene fra fødselen, idet de ved forældrene er helliget Herren (1. Kor.7:14) men ikke har guddommeligt åndsliv; så bliver de ulydige, når de i en ond verden møder lovkrav uden at kende Guds kærligheds åbenbarelse, som genføder. Også for disse børn er genfødsel i Kristus altså den eneste mulighed til livet i Guds rige. Uden genfødsel måtte alle mennesker blive syndere.

Når vi ikke er overbeviste om, at Gud har skænket alt og intet kræver af os, vil hans lov ses som frihedsbegrænsning og derfor vækkemodstand (synd) i os. "Syndens kraft er loven"(1Kor.15-56). "Uden lov er synden død ". (Rom.7:8)

Før Moseloven var der lov, men ikke lov, som dømte alle syndere til død. Altså blev de alle døds dømte ulydige på grund af Adams død i ånden, thi alle fødes jo; første gang uden Kristi ånd som deres personlige liv (Joh.6:53) Joh. døber fyldtes i moders liv med Helligånden som kraft til tjeneste, ikke til genfødsel, (Luk. 1:15+44)

Da altså død i ånden ved Adams fald fik alle til at blive syndere ved lovs kraft (og Eva var en del af det første menneske, Adam); kunne Gud retfærdigt give alle oprejsning ved ét menneskes åndelige lydighed, når de vil modtage ham som deres eneste liv. Derfor er vi ikke genfødt med både det gamle og nye liv. Såvel som de ugudelige var den gl. pagts helliges sjæleliv og ånd legemets liv, født af blod. Dette liv er bortdøet, når vi i dåbstroen har modtaget Kristi død og opstandelsesliv (Rom.6:3-8, Kol.2:11-12+20, Es.53:12)

"Thi jeg er ved loven død fra loven, for at jeg skal leve Gud"(Ga1.219 e. græsk) .

"Een er død i alles sted, altså er de alle døde; og han døde i alles sted, for at de levende ikke mere skal leve sig selv, men ham, som er død i deres sted og er oprejst." (2. Kor.5:15 e. gr.)

Paulus hævdede loven. Iføre loven er vi i Kristus afdøde fra loven. (Ef.2:15, Rom.10:4). "hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse."(Rom.4:15). Men kærlighed er lovens opfyldelse (Rom.13:10)

"De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, men af Gud."(Joh.1:13) "I er jo døde og jeres liv er skjult med Kristus i Gud" (Kol. 3:3).

Dermed er dødens herredømme endt for dem, der bliver i Kristus ved troen. "Og nu… bliv i ham, for at vi, når han åbenbares, må have frimodighed og ikke blive til skamme for ham ved hans komme. (1. Joh.2:28)

"Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus. .. ligesom synden fik herredømme ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre." (Rom.5:17-21).

Den åndelige død ved syndefaldet efterlod sjælens syndige higen (Ef.2:5, Rom.8:5-7). Men denne higen døde helt i kødets sjæls død, den dødsdom, Jesus led i vort sted (Rom.8:3), da hans blod "sjæl" udtømtes (Es.53:12, 3Mos.17:11-14).

Vi kunne jo ikke selv dræbe vor syndige higen i sjælen. "Det gjorde Gud" (Rom.8:3). Dommen er virkeliggjort i os, idet vi tror det. Kun i kraft af Guds vilje er alt.

Hvis vi fortsat mener, vi har synd, da tror vi jo ikke evangeliet, dåbstroen: at vi nu kun lever Kristus. Thi vi tror jo ikke han har synd.

Dersom vi bliver i den bibelske dåbstro; da er vi indesluttet i Kristus, ét med Gud ligesom Faderen og Sønnen er eet. (Kol.2:6-12, Joh.17:21, 1.Joh.2:24)

Har vi sluppet denne dåbstro; da må vi igen tro og derved "atter fødes" af ordet, så Kristus får skikkelse i os. (Gal.4:19). Kun hvis vi bliver i Kristi opstandelsesliv, er vi genfødte. (1. Ptr.1:3, Joh.6:53)

Også den legemlige død, på grund af faldet, er ophørt i Kristus.(Joh.8:51, 11:26). De hellige hensover, fordi de skal udfries af denne verden og herliggøres.

Jesus er endnu den store læge for sjæl og legeme. Ved åndens kraft helbreder han de troende fra sygdom, så de kan fuldføre deres tjeneste for Guds rige. Vel er vi endnu underlagt forkrænkeligheden, og legemet kan varigt beskadiges uden at være sygt.

Men: "selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag."(2. Kor.4: 11-16). Vore legemer skal forvandles til Jesu herlighed (5:1; 1. Joh 3:2).


Tro på falsk forestilling eller på virkelighed
På Jesu tid var det jødiske præsteskab meget nidkært for falsk tro på Moses og de hellige skrifter. Præsterne mente, de troede Moses og hans skrifter, at de deri havde evigt liv og at de ventede den lovede Kristus. Men Jesus sagde, at de hverken troede Moses eller hans skrifter. Havde de troet, så var de kommet til Jesus, den Kristus, Moses havde skrevet om. (Joh.5:39-47).

Endnu tror mange fromme Jøder på en falsk forestilling om en bibelsk Kristus, men ikke på den virkelige Kristus. Ligeså tror mange såkaldt "levende" kristne på en helt falsk forestilling om en bibelsk Jesus Kristus, der døde på et kors og er oprejst; men tror ikke på den virkelige Jesus Kristus, som er det troens ord, Paulus prædikede (Rom.10:6-8).

Vi ser jo ikke Jesu skikkelse. "Vi... prædiker Kristus."


To slags sand tro
Jesu ven, Johs. Døber (en af de største åndsfyldte profeter før Jesus) og Jesus selv prædikede omvendelse på lovens grund; for at berede hjerterne til efter hans opstandelse at modtage en tro, som endnu ikke var åbenbaret, nemlig sønnetroen, hvori vi er genfødt med retfærdighed uden lov. (Gal.3:23 til 4:6 (overs.1907), Rom. 3:21).

Hidtil havde sandt troende uden svig været Guds tjenere og brudgommen Jesu venner (Joh.3:29). Men Kristi menighed, der skulle fødes af hans opstandelsesliv, bruden, som er Kristi legeme (Ef.5:26-32), er indsat i Sønnens stilling. Ifølge datidens skik i østen var trolovelsen retsgyldigt ægteskab, når prisen for bruden var betalt. Bryllupsfesten kom senere. På korset betalte Jesus løsesummen (1.Tim.2:.6) for sin trolovede (2.Kor.11:2). Og brudgommen har allerede overtaget Faderens rige (Joh.5:22, 16:15, Ef.1:3-5, Kol.1-13).

Tjenere og venner er under lov (frihedsbegrænsning); men Sønnen og Bruden, som er retsgyldigt forenet, ejer alt, har ubegrænset ret til alt (1. Kor.3:22, Rom.8:32).

At vide dette, er sønnetroen, som først blev åbenbaret efter Jesu opstandelse, vor genfødsel. (Gal.3:23-29,Heb. 9:8, 10:19, 1. Ptr.1:3, Ef.1:3, 2:6.). Og dette er dåbstro (Kol.2:11-12, Ga1.3:27).

Dåbshandlingen skulle være en bekendelse af denne tro: at vi nu kun lever Kristi hellige opstandelsesliv (Rom. 7:4-6). Dette er troen på Jesus, som fornægtes af de mange "troende; idet de fortsat mener, de har synd.

Så har de synden, fordi de ikke tror på Guds gave.

Selv om Peter ved en åbenbarelse havde bekendt, at Jesus var Kristus; så var det ikke troen på den opstandne Jesus Kristus, som er nævnt i 1.Joh.5:1.

Disciplene kendte ikke Jesus før hans opstandelse; men fra den tid skulle de lære Faderen og Sønnen at kende (Mat.11:27, Joh:14.7-20). Man kan ikke tro på en, man ikke kender, særlig når man ikke ser Ham.

Først efter Jesu opstandelse forstod apostlene, at ingen har Jesu liv i sig, før de åndeligt har drukket hans blod ( Joh.6:53). Hidtil troede de ikke på hans død for dem og havde kun haft det evige liv hos sig i Jesu person.


To slags kærlighed
Før Jesu død havde disciplene menneske-åndens tro og kærlighed til ham; men i den nye pagt har vi Jesu tro og kærlighed (Gal.2:20), Guds gave til dem, der vil tro Ordet (2. Ptr.1:l-)

Selv om Disciplene elskede meget, fordi deres mange synder var tilgivet (Luk.7:47); så var det endnu kun menneskeåndens kærlighed. Ved at holde sig til Jesu undervisning blev de bevaret fra at gå tabt. Og Jesus bad om, at Peters tro ikke skulle svigte, når apostlene opdagede, at de ikke havde kærlighed nok til at gå i døden med Jesus (Mat.26:35). De havde tro, men ikke den nye pagts tro og kærlighed.

Gud har jo aldrig fået tilgivelse, noget sådant har ikke fået ham til at elske os. Gud elsker fordi han er kærlighed. Af menneskeånd kan vi ikke elske som Gud elsker; men i den nye pagts tro får vi Guds kærlighed. Deri består Kristenkærlighed. (1. Joh.4:10).

"Hele Guds fylde" af kærlighed kan være i hver enkelt kristen (Ef. 3:17-19). Den tager jo ikke plads materielt. Om vi kun kunne have en del af den, som mange mener; Hvad var så al him- melsk åndelig velsignelse? (Ef.1:3)

Aftenen før sin død talte Jesus til disciplene som om han allerede var borttaget (Joh.17: 11-12), talte om, at han nu skulle være livet i dem som saften vintræets grene (15:1-17). Hvis vi ikke stadig er rene og bærer megen frugt, er det fordi, vi ikke stadig bliver i ham; men det normale og aldeles nødvendige til frelse er, at vi lærer stadigt og for bestandigt at blive i Kristus (vers 4-6). Forst da har vi afgjort grebet det evige liv (1.Tim.6:12+19). Og da er Guds kærlighed i os åbenbaret for verden. (Joh.17:23-26, Apg. 7:60)

Efter at Jesus er herliggjort kan ingen være hans discipel uden ved den nye pagts tro og guddommelige kærlighed, som gør den troende villig til i en nødlidende verden at "forsage alt det han ejer" (Luk.14:33) for at redde de ulykkelige. Uvillighed til sådan forsagelse og hengivelse af al vor tid, evne og ejendom til rigets tjeneste er netop synden, det egoistiske begær: at holde på sin ret, som også såkaldt "troende" almindeligt er besmittet med og bedraget mener, de er frelst ved Jesu blod. Dette er verdens ulykke og fordærvelse (2.Ptr.1:4).

Jesus holdt aldrig på sin ret. Vi må følge i hans spor. Noget andet er, om vi undertiden kan hjælpe andre ved i den hensigt at gøre brug af vor ret. (Ap.g.25:11-12)

Nye Testamente lærer, at det særligt syndige er egoismen, som bor i mennesket indtil vi giver Gud ret i dommen over os på Golgatha, som han da selv alene virkeliggør i os, når vi vil bekende dåbstroen.

Adam er et forbillede på Kristus i forhold til den hellige menighed. Ligesom kvinden blev taget af manden og kun levede i kraft af hans blods liv, så at kvinde og mand var eet adam (menneske) Guds billede og herlighed ("kvinden er mandens herlighed" 1.Kor.11:7-8 e. gr.) således er den hellige menighed Kristi herlighed, skabt af hans opstandelsesliv i vore legemer, så vi nu er det nye menneskes "guddoms fylde legemlig"(Rom.8:10-13, Kol. 2:9-10). "Thi vi er hans legemes lemmer" (Ef.5:30, 1.Kor. 12:27, Rom 12:5) og hans herlighed (Joh.17:10-22, 2.Tes. 1:10). Så stor er Guds gave allerede nu, skønt vore legemer endnu ikke har fået den ydre herlighed.

Og efterhånden som det tiltagende er gavnligt, går vi dybere ind i personlig bevidstheds-forening med Gud, så vi kan vide, hvad der er os givet, når vi beder (1. Kor.2:10-12). Ligesom Jesus kendte sin faders tanker.(Joh. 5:20).


Ægte sønners opdragelse underfrihedens lov
Den fulde åbenbarelse af Guds kærlighed får vi altså først i sønne-troen, når vi ved, at alt lovkrav fra Gud er bortfaldet; men at vi har fået Guds eget hjertes kærlighed indplantet i os som vor kærlighed til alle; så vi 'aldeles ikke kan synde, men kun gøre hvad Kristi Ånd tvinger os til, selv om vi ikke kendte lovens bud.

Vi må atter og atter betragte den grundlæggende sandhed om vor frie sønnestilling i Kristus. Ellers falder vi ud af nåden og går tabt. (Gal.1:6-9, 5:1-4) "Kristus er lovens ophør."(Rom.10:4) for os, som bliver i ham ved troen.

Bud i den nye pagt er ikke krav, men kærlig vejledning. Kristi ånd virker jo selv i os at ville og gøre alt. (Fil. 2.:13)

Så længe vi mener vi beholder synd i vort væsen, ser vi ikke Guds kærlighed eller den nye pagt. Men så snart vi ser, hvordan Gud er, kaster vi os i hans favn og ved, at intet hos os mishager ham og intet skiller os fra ham. Om denne fuldvisse tro står den vældige kamp i åndens verden.

De fleste af dem, der begyndte i det nye livs tro og kærlighed, bliver kolde. (1.Kor.l0:l-12, Jud.5-19, Mat. 24:12). De bliver forført af ugudeligheden, men også særligt af den alm. kristendomsforkyndelse, som fornægter troen på fuld oprejsning fra syndefaldet.

Den troende ser på sig selv og tænker: "Nej, jeg er alligevel syndig endnu, mine tanker er ikke helt rene." Så er de heller ikke rene, fordi de tvivler.(Jak.1:6-8) Idet de mener, de har synd, har de stillet sig ind under et slags lovkrav, som vækker synd, idet den borttager troen på Guds altgivende kærlighed. Derved er de skilt fra Gud i ånden, ligesom Adam ved syndefaldet. Så er de atter kød som det gamle menneske.

Derfor er det så nødvendigt, at vi "bliver ved" med at skue ind i frihedens fuldkomne lov. (Jak.1:25).

Kun i stærkt befæstet erkendelse af denne centrale lære (Rom.6:17-18) beholder vi det evige liv i os. Bibelsk tro er fuld vished (Heb.10:22, 11:1), der kommer, bevares og vokser, når vi vedblivende betragter Kristi ord (Rom 10:17), som omfatter hele Nye Testamente (v.8, 1. Tes.2:13). Ved således at befæste vor tro arbejder vi i åndens kraft bævende på vor egen endelige frelse i Kristi genkomst (Fil.2:12-l3, 1. Ptr.1:5-9),og derved vokser menigheden Guds vækst (Kol. 2:19 ).

Dette er kampen for at komme ind gennem den snævre dør ved vor rejses endemål (Luk.13 24-30; Mat. 25:1-10).

Det græske ord pædeia, barnets opdragelse (af pædion, barn) og pædeuoo, opdrage underviser, forekommer flere gange i Heb.12 og gengives hver gang med: tugt, tugte; mens ordet mastigoi pisker (vers 6) er gengivet med: straffer hårdt. Gud straffer ikke lydige sønner, men han lader dem piske. Jesus var aldrig ulydig; men han "lærte lydighed af det, han led" (Heb.5:8). Han blev pisket; og som afdøde, men genfødte lydige sønner tager vi dagligt korset op i Jesu spor. Hele sit liv stilede han mod Golgatha.

Vi ser heller ingen ulydighed hos Paulus (ved trods Ap.g.21:4 at gå til Jerusalem behagede han Gud); men han blev pisket og led mange trængsler. En Satans engel skulle slå ham, så han blev bevaret fra at "ophøje" sig (2Kor.12:7 e.gr.). Han lærte lydighed af det, han således led. Vi bliver ligedannet med Jesus.(Fil.3:10)

Og da Jesus var fuldkommet,"ved målet"(Luk.13:32) - samme ord i grundteksten som Paulus bruger i Fil.3:12: ikke…fuldkommet, ved målet, og i 2.Tim.4:7 fuldført.

Ved Guds faderlige opdragelse kan alle Guds lydige sønner og døtre nå målet og gribe sejrsprisen. Men streng tugt venter den, der forlader vejen: Også det er kærlighed. Gud vil redde os fra fjendens mange skjulte snarer.


Arvepagt og arv
Gud gav Abraham en velsignelse, der bestod i en stadfæstet arvepagt, et retsgyldigt testamente, at Abraham og alle hellige gennem alle tider skulle arve Kristi ånd, når han var død (Gal.3:14-19, Joh.7:39). Jesus var den, der havde oprettet testamentet; og da han var opstået, arvede han og alle, som er i ham, hans genfødselsliv og hellige ånd, som han demonstrerede påskedag (Joh.20:22), idet han åndede på disciplene.

"Thi en arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingensinde træder i kraft, medens den, som har oprettet den, lever."(Heb.9:17)

Den åndelige del af arven: sønne-ånden har vi modtaget i dåbstroen (Ef.1:11-23, Gal.3:14+27). Men hele rækken af de ved tro retfærdige Helligånds salvede tjenere før Jesu tid døde under loven i tro, uden at have opnået den større tros-retfærdighed: den forjættede personlige sønneånd uden lov.(Heb.11:7+134 39, Gal.3:13-14, Rom.3:21)

Og vi, som løskøbt fra loven har fået sønneånden, arveloddens første del, har den som pant (Ef.1:11-14) på den del af arven, som endnu ikke eksisterer: den genfødte verden, det i herlighed genoprettede Israelrige, hvori vi skal være konger og præster. (Rom.4:13, Ap.g. 3:21, Mat.19:28, 1.Kor.6:2, Åb.20:6, 22:5).

I den nye pagts tid, da "alle, som drives af Guds ånd, er Guds sønner."(Rom.8:14 e.gr.), idet vi "modtog en. ånd, der giver sønnekår" (v. 15) ; er vi Guds myndige "sønner og døtre"(Gal.4:1-6, 2.Kor.6:18).

Jesus "skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få sønnekår. Og fordi I er sønner, har Gud i jeres hjerter sendt sin søns ånd,"(Gal.4:5-6 e.gr.).

Gud "har i sin kærlighed forudbestemt os til sønnekår" (Ef.1:5). Og vi har i sønnen allerede al magt i riget, sat med ham i det himmelske (Kol.l:12-13, Ef.2:6, Mat. 28:18, Joh.14:13, 15:7, 16:15+23, 1.Joh.5:14, Mark. 11:23-24).

Den dag Jesus åbenbares til dom over den nuværende onde verdens riger, når Jerusalem ikke mere nedtrædes af folkene (Luk. 21:24), skal de hensovede hellige opstå og alle hellige i Kristus forvandlede til herlighed mode ham i luften (Luk.17:28-34, 1.Tes.4:16- 5:4, 2.Tes.1: 7-10, 2.Ptr .3 )

De genstridige folkeslag skal nedtrampes i blod eller bortsvides med ild. Elementerne skal komme i brand. Men en levning af Jøder og hedninger skal undkomme på Zions bjerg og befolke den nye verdens lande i tusindårsperioden og for stedse. (Ef.3:21, Åb.21:24-)

Israels land skal forvandles og udvides. Herrens hus' bjerg skal være grundfæstet ovenpå bjergene og Jerusalem ligge højt på sit gamle sted. Apostlene skal dømme Israels tolv stammer i den genfødte verden. Friske vande vælder ud og gør landet til et paradis, så træerne bærer frugt hver måned, og efter tusindårs-perioden er landet for evigt oplyst af den himmelske stad, bruden, lammets hustru (Es.2,24, 34+65, Jer.25:29-33,31:40, Ezek 47: 7-12, Joel 3,Amos.9, Obad.17, Mika.4,.Zak.l4. Mat.19:28, Åb.20-22).


Den himmelske helligdom på Jorden
Hvad der mætter Guds hjerte er, at skabningen bliver fort frem til den fuldkomne evige lykke og herlighed (Es.53:11, Joh.17:13-24).

Gud viste Moses et billede eller model, hvorefter han skulle udføre Israels forbilledlige tabernakel (2.Mos), som skulle være "et billede af den sande (helligdom)... selve himmelen" (Heb.9:24) på Jorden (Ef.2:6), for at forudsige og illustrere os vejen bort fra synden ind i det allerhelligste kærlighedens samfund med Gud og alle hellige; nemlig Kristi hellige menighed, som nu er Guds tempel (Ef.2:19-22), indesluttet i Gud selv, salvet med Helligånden (1.Ptr.2:5, Dan.9:24). Dette er vor evige salighed, som nu er begyndt idet vi tror "Guds hemmelighed: Kristus"(Kol.2:2, 1:26-28).

Således er det himmelske samfunds-tempel nu rejst på Jorden omgivet af en ond verden. Også materielt befinder vi os jo midt i himmelrummet, hvor vi ikke kender noget op eller ned. En gang om året gik Jødernes ypperstepræst forbilledligt med blod ind i det forbilledlige tempels allerhelligste. Vejen ind i "den sande" helligdom (det himmelske Gudssamfund) var ikke fri, før Jesus fuldkomment fjernede vore synder, da han på Golgatha "gennem sit eget blod"(Heb.9:8-12 e.gr.) åbnede vejen for os ind i det åndelige allerhelligste. Da brast forhænget (hans kød, Heb.10:20), så helligdommen nu kun er eet rum, og vi ser Gud i hans nærhed (Mat.27:51).

Nu ser vi således Guds fuldkomne kærlighed åbenbaret og vi går lige ind i hans favn. Dette er troen.

Nu er vi fuldt overbeviste om, at Gud har skænket os alt; så Han har hele vort hjerte og virker alle vore beslutninger og fulde lydighed.(2.Kor.1:l7)

De befalinger, som er givet i den nye pagt, har Gud jo selv taget hele ansvaret for at vi holder i troen. Når Kristi kærlige vejledning er udtrykt som befalinger; da har vi hvile i således at vide, hvad hans vilje er. Og lader han os undertiden i uvished prøve os frem (Ap.g.16:7); da kan vi hvile i, at han kærligt overstyrer alt. Vi skal jo ikke af os selv have nogen dygtighed til at udtænke noget. (2. Kor.3:5)

Men flertallet af såkaldt levende kristne standser i forgården, hvor offeralteret og vandkummen (forkyndelsen af korset og dåben) forfalsket er nedtrådt af hedninger (som kaldes kristne); idet man fornægter vor død med Jesus fra lov og synd og fornægter dåbens sande betydning, vidnesbyrdet om virkelig genfødsel (Tit.3:5).

Derfor har de fleste ikke virkeligt kristenliv, de kan ikke ofre sig selv i Jesu spor. I gl. pagt kunne en enke give alt, hvad hun ejede (Mark.12:44); men nu kan mange velstående menighedsmedlemmer end ikke ofre småting som tobak, smykker, tiende o.l., men tillader sig luksus og tidsspilde i stedet for at virke for andre og deres egen frelse.

Templets (menighedens) ydre herlighed "er endnu ikke åbenbaret" (1.Joh.3:2). Endnu venter vi på ydre legemlige "sønnekår" (Rom.8:23; Joh.14:2-3). Hvis du overtog et stort gods om vinteren, mens der blev bygget en pragtbolig til dig, men alt var dækket af sne, så var ejendommen jo dog allerede i din besiddelse; men først når våren kom, udfoldede træer, blomster og den færdige bolig en så herlig pragt, så du kunne fryde dig ved at tage det alt sammen i brug.

Vi venter på "staden med de faste rundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. (Heb.11:10). Når Gud for evigt bor hos menneskene i synlig herlighed, skal dette kærligheds-samfund være tempelboligen i Gud. (Åb.21:2-3+22)


Tegn og større gerninger
Efter at mange profeter og Jesus længe havde gjort mange under og tegn blandt folket, sendte Gud tungetalens tegn (Ap.G.2:4-). Men "end ikke således vil de høre mig, siger Herren." (1Kor.14:21) Så måtte Gud omstyrte den forhærdede jødiske nation "Altså er tungetalen et tegn for de vantro" (v.22)."Tunger" betegner sprog, som den talende ikke selv forstår (før de bliver udlagt) og som ikke formes at hans tanke, men af Helligåndens indgreb i lunger og taleorganer, ligesom i profetisk tale.

I vor tid, før Gud vil omstyrte de nationer, der så længe har haft evangeliet, ledsages vidnesbyrdet særlig af tungetale-tegnet, som Jesus lovede.(Mark.l6:17). Ikke alle tegnene skal følge enhver af vidnerne. Jesus sagde ikke, at den, der tror på ham, skal gøre større tegn end han gjorde, men større gerninger.(Joh.14:12)

Og løftet gælder jo enhver der virkelig tror på Jesus, også alle, der hensov snart efter at de kom til troen. De skal jo være præster i den kommende verden.

Jesus havde ved sit ords kraft oprejst syge og døde. Sådant er ved evangeliets kraft også sket gennem tiderne indtil nu. Men Jesus havde dengang ikke tændt den guddommelige kærligheds ild og liv, som han længtes efter gennem vidnesbyrdet om hans genløsende død og opstandelse. (Luk.12:49-, Jak.1:18, 4:5). Disse større gerninger: genfødsel, kom nu gennem evangeliets ord.

Evangeliets forkyndelse har hurtig fremgang over hele kloden blandt folkene, som ikke før har hørt det, og mange bliver frelst og helbredt derved. Men i den gamle såkaldte kristenhed har de antikristelige store kirkemagter og de gudløse overmagten. Verden er ved at være moden til dommen. "Men når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på Jorden?" (Luk.l8:8)

Aldrig før vor tid har man haft et verdenssikkerhedsråd og så megen tale om fred og sikkerhedsforanstaltninger. Men Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når de siger:"fred og sikkerhed", da er undergangen pludselig over dem..." (1. Tes.5:2-3 e.gr.)


Modstanden fra de antikristelige ånder
Gud blæste ikke en personlig ånd eller sjæl ind i Adam; men da Gud blæste livsånde i kødlegemet, blev det "til en levende sjæl"(1.Mos.2:7 overs.1871), som begyndte at tænke rene tanker i samfund med Gud. Disse tanker var kødmenneskets ånd. Efter syndefaldets død i ånden blev kødhjertet hårdt, og Gud gav mennesket love, som tog hensyn til de hårde hjerter. (Mat.19:8)

Men Gud forudsagde den nye pagts tid, hvor han ville borttage det forstenede hjerte og give os et guddommeligt kødhjerte i kødlegemet. (Ezek,11:19, Jer.31:33) Dette ene kødhjerte er Kristus kommen i kød: Ordet - (Guds kærlighed) "indskrevet ... på kødtavler, nemlig menneskehjerter"(2.Kor.3:3), kødhjerter, som var åndeligt døde (Ef .2 :1), men nu ved Kristi ånd blev levendegjort, så vi ikke mere lever efter det faldne køds begæringer (Rom.6:6+11, 8:10-12, 12:1).

"Ordet var Gud ... og Ordet blev kød"(Joh. l). Når man taler om Thorvaldsens Kristusfigur i marmor, mener man jo ikke, at der er en Kristusfigur inde i marmoret. Kristus ikke alene kom engang i kød, men han er her i kød. Menighedens legemer er i Ham "guddommens fylde legemlig," (Kol.2:9-10, 1. Kor. 3:17, 6:19). Dette er evangeliets dybe hemmelighed (mysterium, Ef.5:32, 6:19), som den alm. kristenhed aldrig har fattet.

"Thi mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og antikrist." (2. Joh.7).

Kristus er "kommen" i kødet (også i grundteksten står erkomenon, "kommen" i tillægsmåde), altså ikke blot kom han engang; han er her endnu i kødet, vor legemlige natur, som er hellig. (Kol.2:9-10, Rom.12:1)

Den store forførelse består i, at man jo beholder synden i kødet, så længe man tror den almindelige lære. Så er man jo stillet under lov, som dræber.

Uden at forstå ret meget af læren kan den, der hører om Guds kærlighed i Jesus, tro at Gud har skænket alt og slet intet kræver af den, der tror det. Dermed har den nyfrelste altså fået sønnetroen og livet; men han slipper det igen, så snart han tror den alm.lære: at alle fortsat, har synd i kødet.

Almindeligt tror fromme prædikanter, det er sandheden, de forkynder, og de ved ikke, at antikristelige ånder benytter dem; ligesom de benyttede Jesu apostle, der talte hvad de i kærlighed til Jesus mente var godt. (Mat. 16: 22, 26:8, Luk.9:54-55 o. m. a. st. )

Paulus frygtede at Korinterne "forgæves" havde "modtaget Guds nåde", at de skulle forføres, når nogen prædikede "en anden Jesus… en anden ånd… et andet "evangelium"(2. Kor. 6:1, 11:4). Og Paulus stod rådvild overfor galatere, der lod sig "drage bort... til et anderledes evangelium", så de igen stillede sig under lov og kødet atter begærede imod det, der hører Guds ånd til. (Gal.1:6-7, 4:20-21, 5:17) Selvfølgelig mente de da, at de troede på den korsfæstede og opstande Jesus. Paulus måtte tale til dem, der kendte åndens dåb og nådegaver, som til spædbørn i Kristus fordi de haltede mellem tro og vantro, indtil de ved befæstet tro kunne vandre sikkert i Kristus.

For at forføre dem, der tror på Bibelen, må de anti-kristelige magter have skin af sand kristelighed. De må besnærende synes at prædike Kristus med kærlighed. Men for de hellige afsløres forførelsen, når der høres en undertone af "læren, der fornægter, at Jesus ved sit offer har bortskaffet synden fra de troende. (Heb. 9:26) Alm. bekender såkaldt troende, at de lever på det trældoms plan, Paulus beskriver i Rom.7:14-25), og de siger, at ingen kan komme længere. Denne vildfarelse holder så mange borte fra det sande liv eller røver det fra dem, der har smagt det (1. Ptr.2:2-5).

Derfor kan ingen menighed være en kristenmenighed, hvis den ikke fører bekendelse af den bibelske dåbstro. Og kun til fremme af denne tro gives Helligåndens kraft. Derfor viser det sig, at menigheder, hvori forkert og ret dåbstro findes, altid deler sig i to partier: kød og ånd. Det gamle menneskes "kristendom" kan synes meget from og ydmyg, men den kan ikke bekende, at Jesus har borttaget al synd. Den taler særlig om tilgivelse som frelse, ligesom i gl. pagts tid.

Gennem 50 år har jeg atter og atter set, at blandt alle troende (også blandt forkyndere af troende-dåb og Helligånds-dåb) var menigheds-samfund og evangelisk samarbejde umuligt, hvis man ikke kunne blive enige om opfattelsen af Rom.6:11. De, der regnede med dette ord, blev altid udstødt. For denne synds skyld hviler der en forbandelse over mange menigheder (Gal.1:8-). De oplærer "troende" til at blive Kristi modstandere. Efter at jeg igår skrev foranstående linjer, kom jeg til et møde og hørte igen en af de alm. alliance-taler. Teksten var: "Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus."(Fil.2:5) Prædikanten sagde, at ingen nogensinde var nået dertil; men at vi må stræbe at nå, så langt vi kan.

Således prædikes der alm. om at stræbe med Guds hjælp, ikke om at tro på gaven: Kristus i os. Men Paulus sagde: "Vi har Kristi sind"(1. Kor.2:16). Det er en øjeblikkelig gave. Din første kærlighed er den fuldkomne. Kun i den ar der frelse fra dommen. (Åb.2:4-5, Rom.5:10)

Hvor det sande evangelium ikke må forkyndes, kan de hellige ikke være med. Men folket modtager helst løgn. Paulus kalder det ikke-genfødte menneskes kristelighed kødelig eller sjælelig, fordi sjælen er kødets liv; mens Kristi ånd er de helliges liv. De sjælelige kan ikke bedømme de ting, der hører Guds ånd til (1.Kor.2: 14).Derfor kan de to slags kristne ikke forstå hinanden, før de sjælelige vil modtage læren om bibelsk dåbstro. De nævnte to åndsretninger er - selv med skin af fordragelighed - som ild og vand. Kristus og anti-kristelig ånd.

De sjælelige har måske et sind, der har lyst til Guds lov, som Paulus beskriver deres tilstand i Rom.7. De har det ligesom en kusk, der ikke kan styre hestene. De behøver at forstå, hvordan vi giver Kristus tømmen.

Dåbens væsentligste del er troen (Kol.2 :11-12 ). Der gives ingen anden frelse fra fortabelse: synden i kødet, end at den bortskaffes i den stund vi regner os afdøde fra synden (Rom.6:11, 7:4-6), idet vi tror, så vi vil bekende modtagelsen af denne frelse (Rom.10:10). Handlings-delen i dåben skulle være bekendelsen af, at vi blev "døbt til (ind i) hans død"(Rom.6:3).

Dermed har vi dømt vort syndige liv, og derefter skal vi ikke bedømme os selv (1.Kor.4:3); men kun ved beskuelse af ordet blive i troen (2.Kor .13:5).

De fleste lader sig franarre denne eneste mulige sejr, idet de prøver at kontrollere Guds værk. Derved slipper de troen. Oplevelsen af renselse og helbredelse følger kun den tro, der hensynsløst regner alene med Guds ord.


Adlyder vi Jesu kærlige missionsbefaling?
Jesus bød: "gør alle folkene til mine disciple, døbende dem... og lærende dem" (Mat.28). "forkynd evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst" (Mark.16:15-16). Troens bekendelse er nødvendig.

For få år siden lykkedes det ved samarbejde med folkekirken og ved meget stort forarbejde landet over at samle ca. 10.000 til Billy Grahams mødeuge i København. Men dagbladene skrev, at ca. 90 % af dem, der ved møderne kom frem til forbøn, var fra folkekirken og loyalt blev henvist til folkekirken.

Ja, hvad er der så blevet af dem? Sandsynligt oplæres de til modstand mod den frelsende dåbstro. Så er de vel nu Kristi modstandere?

På grund af de europæiske folkekirkers falske autorisering tør folkene ikke gå og høre det forkætrede sande evangelium. Hvad anden større mulighed for at adlyde Jesu befaling har vi da, end sprede belærende læsning, som kan frelse folk fra kirkernes forførende forkyndelse -? Ved blot at sprede korte vækkende ord hjælpes vakte til at søge alm. kirkeforkyndelse.

Advarslerne Åb.13 - 18 mod kirkemagterne angår særlig tiden nu, da vi nærmer os bortrykkelsen ved Jesu genkomst. (1.Tes.4:16 til 5:10. Åb.20:4-5).

Vær tålmodige i trængsler, udholdende i troens bøn.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2006 Willy Griis