Kampen om Sandheden
Artikler

Kampen om evangeliet

Fra den første tid.


af Willy Griis

Judas Brev v. 3-5: "Mine kære, mens jeg nu er ivrig optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som èn gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom, de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus."

Lige fra begyndelsen af forkyndelsen, af evangeliet, prøvede Djævelen og hans tjenere, at forvanske evangeliet. De misbrugte nåden i Kristus til frihed for kødets gerninger. Ved deres handlinger fornægter de derved Jesus Kristus, som herre i deres liv, men påberåbte sig samtidig, at være kristne for hvem frelsen var en selvfølgelig ting. Judas trækker eks. frem fra gl. testamente, hvor de vantro under vandringen i ørkenen efter befrielsen fra Ægypten aldrig nåede det forjættede land på grund af Guds vrede. Heri ligger der et budskab om, at frelsen ikke er en selvfølgelig ting, men at der hører et liv med, der skal leves.

2. Kor. 11:12-15: "Hvad jeg gør, vil jeg stadig gøre for ikke at give dem, der søger det, anledning til at være stolte af, at de er som vi. De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste."

Der rejste falske apostle rundt i menighederne, de foregav at være på åndelig højde med Paulus og at de elskede menighederne mere end ham! Paulus sammenligner dem med Satan selv, som giver sig skin af at være en lysets engel. Bibelen siger om de falske profeter, at af deres frugter skal vi kende dem.

2. Kor. 11:20-21: "I finder jer i, at man gør jer til slaver, at man udsuger jer, at man baster og binder jer, behandler jer nedladende og slår jer i synet. Jeg må med skam tilstå, at så har vi været magtesløse! "

Vi kan ligefrem høre ironien i det Paulus skriver her. Korinterne havde modtaget falske apostle, som undertvinger dem ved at være deres diktatorer og udsuger dem økonomisk og opfører sig i deres hovmod nedladende overfor dem, ja ligefrem slår dem i ansigtet, dvs. at gøre dem offentlig til grin. Disse "tjenere" havde ikke Guds ånds kærlighed og hyrdeomsorg for menigheden.

Gal. 1:8-9: "Men om så vi selv eller en engel fra himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han! - Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder jer evangeliet i strid med det, i har modtaget - forbandet være han!"

Selv de udvalgte apostle af Jesus kan tage fejl, så vi som står skal se til, at vi ikke falder.

Gal. 2:11-16: "Men da Kefas (Peter, min kommentar) kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, ( de omskårne jødekristne fra Jerusalem, min kommentar.) spiste han nemlig sammen med hedningerne, men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne. Og sammen med ham hyklede også de andre jøder (de som tilhørte Antiokiamenigheden og som levede på hedningevis ved tro alene, min kommentar) så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du, der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst. Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og i ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt."

Paulus stod fast uden personanseelse! Han var en kæmpe for Gud! En evangeliets budbringer og forsvarer.

Efter Peter og Paulus martyrdød kæmpede apostlen JOHANNES imod falske forkyndere og falsk lære i menigheden, den gnostiske retning var nu blevet en stor fare for sandhedens evangelium.

1. Joh. 4:1-3: "Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: Enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud, men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden."

Og:

2 Joh. V. 7: "For der er gået mange bedragere (forførte mennesker, min kommentar) ud i verden, det er dem, der ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød. (kommet i et Legeme, min kommentar) Det er bedrageren og Antikrist."

Menigheden opfordres til at prøve "ånderne" her tænkes ikke på de onde ånder, som mange tror, men menneskeånden! De skulle bedømme, hvad den menneskelige ånd var under påvirkning af: Guds Ånd eller Antikrists ånd.

På Johannes tid var mange "forfører" draget ud i verden. De gik ind i menighederne med deres budskab om en falsk "Kristus"! De blev kaldt Gnostikere, ordet GNOSIS betyder: Erkendelse-viden eller indsigt.

Frelsen bestod i at "erkende" at vi skal frelses UD af den skabte matrielle verden og tilbage til den USKABTE, åndelige verden, som menneskeånden kom fra, før det fødtes i et kødeligt legeme.

Verden, som vi kender den var en fejltagelse, den er skabt af en ond skabergud. Det kødelige legeme er et bevis på, at mennesket er et faldet væsen. Men den menneskelige ånd/sjæl kom oprindelig fra den "sande Gud."

Det er i strid med, at Gud Jahve skabte alt i denne verden indbefattet Adam og Eva i kød og blod og sagde: Alt er såre godt! 1. Mos. 1:31.

De kristne bekendte, at Jesus var død og opstået igen i kød og ånd og nu sidder ved faderens højre hånd, hvorfra han skal komme igen ind i den matrialistiske verden og være fysisk tilstede i Israel, som konge.

VALENTIN prædikede i Rom i 135 til 160. Han blev forsmået, som biskop og sluttede sig til gnostikkerne og forkyndte om KUN en åndelig opstandelse, kødets (legemets) opstandelse var tåbernes tro!

"Kristus" havde taget bo i Jesu legeme ved dåben, da Helligånden kom over ham! De bekendte, at Jesus var søn af Josef og Maria og ikke født af Helligånden, men udvalgt af Gud ved dåben. Derfor præciserede Johannes, at Jesus er Kristus, kommen i kød!!

Gnostikerne bekendte, at da Jesus døde på korset, havde "Kristusånden" forladt ham igen. Derfor taler Johannes om at " Jesus er Kristus kommen i kødet."! Og ikke kun i Ånden.

De kristne troede på GUD FADER!

Gnostikkerne troede, at Gud både var mand og kvinde, derfor havde de også kvindelige præster, hvad de kristne ikke havde.

De mente, at den oprindelige Adam indeholdt både mand/kvinde og at skabelsen af kvinden var et Adams fald og Guds fejltagelse - Gnostikkerne mente, at vi ved frelsen, igen bliver "intetkøn."

De delte mennesker i tre:

1) "Hylikkerne" som kun består i "materie"! De fatter ikke det åndelige, de har ingen mulighed for frelse
2) "Psykikere", kan gå begge veje, efter eget valg
3) "Pnevmatikere" (de åndelige) har frelsen i sig i kraft af deres natur.

IGNATIUS blev født år 37 af Syrisk oprindelse, viet til biskop i Antiokia år 69 af apostlen Johannes personligt og blev kastet for løverne i Rom år 107.

Han skrev til menigheden i Rom: Når jeg bliver malet imellem rovdyrenes tænder, vil jeg blive Kristi rene brød og en løsesum for menighederne. Denne tankegang møder vi også hos Paulus, at lidelse for menighederne er til menighedernes velsignelse.

Kol. 1:24: "Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer, og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken.

Ignatius skrev breve til Efesus, Magnesia, Tralles, Rom, Filadelfia og Smyrna. Han skrev også et personligt brev til Polikarp biskoppen i Smyrna.

I brevet til Tralles og Smyrna advarer han mod dem, som vil regne Jesu fødsel, legeme, død og herlighedslegeme, som noget tilsyneladende. Han understreger hele tiden i brevet, at det som skete med Jesus var en virkelighed.

PAPIAS biskop i Hierapolis, havde forfattet fem bøger under navnet " Udlægning af Herrens ord", vi har kun fragtmenter af dem i dag, beskrevet af Irenæus og Euseb.

Papias var discippel af apostlen Johannes og ven med Polikarp, som var biskop i Smyrna.

Ifølge Irenæus var Polikarp indsat af Apostlene og oplært af Johannes.

Papias blev martyr i 150.

POLIKARP skrev flere breve til menighederne, men kun det til Filippermenigheden er delvis bevaret. Polikarp støttede sig mere end nogen anden til Paulus breve, når han skrev. I kap.7 afgiver han en kraftig forbandelse imod dem, som hævder, at det ikke var Kristus selv, men kun mennesket Jesus, der var død på korset.

POLYKARP blev martyr den 23/2 155, 86 år gammel.

Myndighederne prøvede, at redde den gamle mand fra martyrdøden. Den ledende forhører sagde: Tag hensyn til din alder, sig ned med de gudløse og sværg ved kejserens lykke, forband Kristus, og du er fri.

Polykarp svarede: I 86 år har jeg tjent ham, han har frelst mig, hvordan kan jeg så forbande ham.

Forhørslederen forsatte: Sværg ved kejserens lykke! Polykarp svarede: Kender du mig ikke, jeg er en kristen og vil du vide om vores lære, så aftal en tid til undervisning.

Jeg har vilde dyr, sagde forhørslederen. Så hent dem, sagde Polykarp, så jeg kan komme ind til retfærdigheden.

Jeg har også ild, sagde forhørslederen. Du truer med ild, som snart går ud, sagde Polykarp, men du er uvidende om den ild, der ved den kommende dom er tiltænkt de ugudeliges evige pine. Så gør da hvad du vil.

Polykarp blev plaseret på et bål, de ville nagle ham fast, men han sagde, gør det ikke, jeg kan godt stå stille medens jeg brænder.

Flammerne dannede en bue uden om ham, og rørte ham ikke. De måtte dræbe ham med en dolk!

Menighederne sendte LYKØNSKNINGSTELEGRAMMER til hans menighed i Smyrna, de lykønskede menigheden med, at de havde fået en martyr.

IRENÆUS (år 130-200) var en frontkæmper imod Gnostikkerne og skrev et fem bindsværk som hed "Imod Kætterne"!

Heraf udgav Grundtvig et fem binds værk to gange.

Irenæus var discipel af Polykarp, født og opvokset i hans menighed i Smyrna.

Han blev biskop i Lyon i Frankrig. Han døde 202, der findes ingen sikre beretninger om hans død.

Irenæus navngav alle biskopper i Rom fra sin egen tid og tilbage til den første biskop (det var før den katolske kirkes tid.)

Troen på Jesu genkomst og tusindårsriget og de opstandne hellige, som indgår i riget, før den sidste opstandelse, forkyndte Barnabas, Papias, Justinus martyr, Irenæus og Tertullian som er født år 160 og død ca. 230.

Tertullian sagde: Hvad vi dyrker, er én Gud, der af intet har frembragt hele dette mægtige bygningsværk med hele dets tilbehør af elementer, legemer og ånder.

Usynlig er han, skønt han kan ses, ubegribelig, skønt han i sin nåde åbenbarer sig. Han er ikke til, at erkende, skønt han dog kan erkendes af de menneskelige sanser. Derfor er han den sande!

Tertullian hævdede, at det romerske rige skulle gå til grunde, før den sidste trængselstid, som skulle gå forud for Kristi genkomst.

Gnostikkerne var jo imod dette, samt opstandelsen i kød, da de kun troede på en åndelig "opstandelse" og ikke nogen tilbagevenden til Jorden.

Irenæus fortæller, at oldinge, som har kendt apostlen Johannes, siger, at han forkyndte, om tiden, hvor vingårdene bære overdådigt med frugt udfra Es. 27 1-6. Det kan du selv læse.

Den tid har aldrig været indtil nu, det er det kommende tusindårsrige.

Irenæus forkyndte stærkt om dette kommende tusindårsrige og de dødes opstandelse ud fra Es.65-25 og Es.26-19 og Ez.37 12-14 og Dan.12-13.

MARKION kom til Rom i 139 samtidig med at Papias og Polykarp levede, han tilsluttede sig menigheden der og forkyndte at Jahve, Jødernes Gud i gl. testamente var en ond Gud og at lovreligionen var af det onde.

Jahve var skaber af en jammerlig verden og selv var han syndig.

Markion forkyndte, at Jesus repræsenterede den gode Gud og var sat ind i et "skin-legeme" som 30 årig, ved dåben af Johannes døber. Helligånden var altså Kristus.

Markion ville kun have Paulus frelseslære og barmhjertigheds og forløsningslære og ville ikke vide af nogen anden bibelsk skrift, han fordrejede Paulus budskab om nåde.

2. Pet. 3:13-16: "Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor. Der for, mine kære, når I ser frem til dette, så vær ivrige for at stå uplettede og lydefri for ham i fred, og forstå, at vor Herres langmodighed er til frelse. Det har også vor kære broder Paulus skrevet til jer med den visdom, som han har fået, sådan som han jo skriver i alle sine breve, for så vidt han kommer ind på dette emne. I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer - men det gør de jo også med de øvrige skrifter - til deres eget fordærv."

Markion blev udstødt af Kirken år 144, derefter opbyggede han sin egen kirke i hele Romerriget.

Dåben han forkyndte betød afholdenhed fra ægteskab og villighed til at indvie sig til martyriet. Fra 150 til 190 var det den eneste " modkirke" til den sande kirke.

Den udviklede sig til Manikæismen op til år 400 og paulikaanismen op til år 700.

Da Polykarp som fange, var på vej til martyriet i Rom kom Markion ham i møde og bad ham om anerkendelse.

Polykarp svarede: Ja, jeg vil anerkende dig. Jeg vil anerkende dig, som Satans førstefødte!

MONTANUS blev kristen år 156 og optrådte, som profet og startede en profetbevægelse. Han levede samtidig med Irenæus.

Han forudsagde Jesu snarlige komme. Han var modstander af gnostisismen. Han indførte "nyprofetisme" i menigheden med budskabet om en snarlig verdensdom.

Han profeterede om, at det himmelske Jerusalem ville nedstige til Frygiens 2 byer Peouza og Tymion. Der samledes tusinder af mennesker, som bosatte sig der for at vente på Jerusalem. De stod for Askese og sædelig afholdenhed og levede i stor forventning. De havde "forladt" den nuværende verden og forventede Jesus og det himmelske Jerusalem.

Irenæus og Tertullian forsøgte at mægle imellem Kirken og Montaisterne, de ønskede dem ikke ud af Kirken. Montaisterne forblev i Kirken (ligesom JDS læren og Herlighedsteologien, som de kristne heller ikke vil tage et opgør med).

Da det himmelske Jerusalem ikke kom, søgte de at bygge et himmelsk Jerusalem i de to byer.

Åb. 2:18-29 - Tyatira menigheden var opslugt af Montaisterne i år 250 og var derefter ikke en sand kristen menighed.

ORIGENES født 185 død 254, biskop i Aleksandria var den, som indførte, at tusindårsriget var kirkens opgave og ikke et kommende rige igennem Israel.

Det blev den Katolske Kirkes kommende lære, som AUGUSTIN født 354 død 430, fuldt ud tilsluttede sig og udbyggede.

Han var grundlæggeren for den Katolske Kirkes lære, altså deres lærefader!

Augustin begyndte, som Gnostikker, og betragtede Manikæismens forståelse af Jesus, som ikke sandt menneske, men som et guddommeligt lysvæsen, et Kristusvæsen, helt bestående af lysstof, som den højeste åbenbarelse.

Åb. 1:14-16: "Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild, og hans fødder, var ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og hans røst var som lyden af vældige vande."

I ni år var Augustin Manikæer, men omvendte sig til kristendommen. Han forkyndte efter sin omvendelse, at Satan allerede var bundet, idet Kirken havde magt over ham.

Kirken ER Riget, som Jesus forkyndte, sagde han.

Irenæus ser Israel, som folket, i Riget.

Augustin ser Israel, som et folk der skal omvende sig ved Elias hjælp i slutningen af Rigets historie (Menighedens historie.)

Åb. 3:14-18: "Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav: Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig."

I 360 samlede man et kirkeråd i Laodikæa og der udelukkede man Åbenbaringsbogen fra Bibelens skrifter og så var læren om trængslen og tusindårsriget helt udelukket af forkyndelsen i Kirken.

Fra den tid har Rom haft et ondt øje til tusindårsriget. De mener, at Kristus regerer allerede nu gennem sin stedfortræder Paven.

Tusindårsriget begyndte, siger de fra kejser Constantin, han ophævede forfølgelsen af de kristne og gjorde kristendommen til sin verdensreligion.

Denne falske og mørke tid varede helt ind til Luther, da Gud igen begyndte, at give lys over evangeliet.

Så sendte Gud følgende lys: Retfærdiggørelse ved tro, og Helliggørelse ved tro, og Dåb ved neddykkelse, og Jesu genkomst og Åndens dåb, samt nådegaver og til sidst de fem tjenester. Syv vækkelser der er kommet siden Luther.

1. Tim. 4:1-3: "Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed."

Vi skal i den sidste tid igen se forførende ånder og dæmoners lærdomme i funktion, så vi må holde os nøje til skriften for at blive bevaret til en frelse ved Jesu genkomst, så vi kan mødes med ham i skyen sammen med de som opstår fra gravene.

1. Tes. 4:13-18: "Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham. For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord."

Gnostikkerne har ikke ret, der er ikke kun en åndelig opstandelse, men en kødets opstandelse til et møde i skyen med Jesus Kristus både for døde fra gravene og for de nu levende ved hans genkomst i kød og ånd! Vi opstår i kød og ånd til mødet med Jesus, som også er i kød og ånd.

Men er menighederne færdig med gnosticismen i dag eller som det også er: Falsk erkendelse med fordrejning af skrifterne ligesom på Paulus og Johannes tid? Eller nye fremkomne skrifter såsom Judas evangeliet, som er meget fremme nu, hvor Judas gøres til en helt og ikke en forræder og hvor nogen i den Katolske Kirke har foreslået at helgenkåre ham!

Nej vi er stadig under angreb fra Satan og dæmoners side gennem falske lærere og falske skrifter.

Eksempel: Mange kristne siger: Jeg skal ikke være retfærdig, da Gud kun kræver sin Søns retfærdighed for mig. Sådan som han ser sin Søn, sådan ser han mig!

Altså behøver jeg ikke, at leve retfærdigt, men kan ty til en falsk nåde. Dette er "gnosticisme" - en falsk erkendelse.

De siger: Min fortid, nutid og fremtid er under blodet. Gud kender hele mit liv fra begyndelsen til enden. Derfor kan jeg TRO på Guds tilgivende nåde. Troen sættes derved i stedet for anger og bekendelse over syndige handlinger. Dette er "gnosticisme" en falsk erkendelse.

De siger: Har du fået kundskab, så bekend det og det er dit. Alt hvad du bekender det vil ske. Sejr over synd, sejr over dæmoner, helbredelse, et helligt liv. Osv. Frelst uden lydighed - Hellig uden forvandling - Helbredt uden trosvished - autoritet over urene ånder uden selv, at have renhed i sind og tanke - konge med Kristus uden trængsel og tornekrone.

Men bibelen siger:

1. Pet. 2:24: "På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, DØDE FRA SYNDEN, SKAL LEVE FOR RETFÆRDIGHEDEN. Ved hans sår blev I helbredt."

Der hører altså et liv med i retfærdighed og ikke bare en bekendelse! Jesus sagde efter, at have helbredt en fra sygdom: Gå bort og synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig.

2. Pet. 1:3-9: "Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke, og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og FÅ DEL I GUDDOMMELIG NATUR. Sæt netop derfor al jeres iver ind på, at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erkendelsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed."

Her hjælper det ikke, at ville tro sig til denne guddommelige natur og sige, at Gud ser Jesu guddommelige natur, som min. Men Peter skriver: Sæt netop derfor al iver ind! Vi skal nå frem til den "sande" erkendelse, som kun Guds ord viser os, når vi ikke plukker skriftsteder ud og forfalsker derved hele budskabet, som gnostikkerne.

Der er kun frelse for den enkelte ved at følge Guds ord i sin helhed. Lad os bede om sandhedsånd og lys, samt bede Gud oprejse tjenere med åndsåbenbarelse, der ved prædikenens dårskab kan vise os vejen til himlen.

Amen!!


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2006 Willy Griis