Kampen om Sandheden
Artikler

Et nyt menneske

af fru dr. Howard Taylor

En underfuld oplevelse, som blev Hudson Taylor (stifteren af C. I. M.) til del. Velsignelsen deraf bredte sig som en levende, uophørlig strøm. Denne oplevelse kan også blive vor. Berettet af fru dr. Howard Taylor.


I det gamle missionærhjem i Hang-chow sad hr. McCarthy og skrev. Noget nyt og stort fyldte hans sjæl, skønt dæmrende endnu, som når morgensolens første stråler varsler den gryende dag. Og nu skulle hans kære ven og leder underrettes derom; thi han vidste af egen erfaring noget om de brydninger, Hudson Taylor gennemgik. Men dagen var så opfyldt af travle pligter, og han vidste knap, hvordan han skulle begynde, og hvordan han skulle forme det.

"Jeg ville ønske, vi kunne have haft en samtale nu om "Vejen til Hellighed," skrev han. "De har før omtalt det for mig, og det var dengang det emne, der mere end noget andet optog mig, ikke på grund af det, De havde skrevet, eller noget som helst andet, jeg havde læst, men på grund af følelsen af min egen mangelfuldhed. Altid kom man til kort. Aldrig nåede man op til det, man følte, man burde være. Ingen hvile. Bestandig higede og stræbte man efter at udfinde en måde, hvorved samfundet med Gud kunne bevares, så det ikke skulle vedblive at være noget undtagelsesvist; noget som vel til tider var virkeligt, men som i øvrigt nærmest hørte livets enkelte store øjeblikke til og kun alt for sjældent erfaredes i det daglige... Men nu ser jeg anderledes på det. Jeg tror, kære broder, at denne længsel og stræben, denne forventning om, at det nok engang i fremtiden skal blive bedre, ikke er den rette vej til hellighed, til brugbarhed og lykke. Det er bedre, ja, sikkert også langt bedre, end at slå sig til r ro med de fattige resultater, vi har opnået; men det er alligevel ikke den bedste vej. I en af de bøger, De har efterladt ("Kristus er alt"), findes et afsnit, som særlig har været mig til hjælp. Der står: "Det første stadium på helliggørelsens vej er at have modtaget den Herre Jesus. Det næste er at pleje samfundet med ham. Det tredje er at regne med den Herre Jesus som altid nærværende. At have nået det er at have nået helliggørelsens mål.

Men denne tro på Kristi bestandige nærværelse er nådens værk. Det er det bånd, hvorved hjertet knyttes til Kristus, og synderen og Frelseren forenes til ét. Det er den kanal, hvorigennem Kristi fylde rigelig meddeler sig. Den ufrugtbare gren bliver en del af det frugtbare træ ... De samme livs kræfter, som virker i træet, virker også i grenen; for de er ét.

Du Guds barn, som sørger over din mangelfuldhed; du, som hader og afskyr din synd; som kæmper og strider for at holde den under fod; som søger at gøre det gode, men finder, at det onde ligger dig for hånden, - der er hjælp for dig i Kristus. Søg at vinde klarere erkendelse af, hvad du ejer i ham. Hvem når videst i helliggørelse? - De, som dybest erkender, at de er døde med Kristus, og at deres gældsbrev ved ham er naglet til korset. Den er mest hellig, som har mest af Kristus i sit hjerte og fryder sig mest i det fuldbragte værk. Det er den mangelfulde tro, der virker som en klods om foden, og ofte fører til fald."

Dette sidste tror jeg nu, jeg fuldt ud erkender. "Dette er Guds vilje, eders helliggørelse." Ja, ved Guds nådige bistand skal det være mit livs store mål at lade min kære Frelser selv virke dette i mig; ikke at stride og stræbe, men at forblive i ham; se hen til ham; forvente fra ham den nødvendige kraft fra stund til stund; tro, at han vil betvinge alt det syndige i mit hjerte; hvile i den almægtige Frelsers kærlighed; fryde mig i hans frelse, - en fuldkommen frelse "fra al synd", som ordet lyder - og at lade hans vilje være min højeste lov! Alt dette er ikke i sig selv noget nyt; men det er nyt for mig. Jeg føler det, som om en ny og herlig dag er i. færd med at oprinde, og hilser alt det ny, det ukendte, med bævende, men tillidsfuld forventning. Endnu står man kun som ved strandbredden, som ved den alleryderste kant af et uendeligt ocean; har nydt i dråber kun af det vand, som slukker sjælens tørst. For mig står dette, at "Kristus er alt", bogstavelig alt, nu som den eneste kraft til tjenesten, det eneste grundlag for varig glæde. Måtte han lede os dybere ind i erkendelse af hans egen uransagelige fylde!"

"Hvorledes styrkes og forøges da vor tro? Ene og alene derved, at vi fordyber os i Jesus og alt, hvad Jesus er for os: hans liv, hans død, hans gerning, ham selv, som han er os åbenbaret i sit ord. Det er det, vi bestandig må være optaget af; ikke af at tilkæmpe os tro eller arbejde på at få Vor tro forøget. Det eneste, vi har at gøre, er at se hen til den trofaste Gud og forlade os på hans trofasthed, for tid og evighed. Dette er mig ikke noget nyt, kun at jeg ikke før har forstået det." "Det er ikke mig, der skal gøre mig selv til en gren. Den Herre Jesus siger, jeg er en gren. Jeg er en del af ham, og det eneste, jeg har at gøre, er at tro det og handle derefter. Når jeg for eksempel har penge stående i banken i Shanghai og går hen og beder om at få udbetalt 50 dollars, kan det ikke nytte, assistenten forklarer, at han har ikke lov at give dem til min hånd, for pengene tilhører hr. Taylor. Hvad der tilhører mig, har min hånd lov at tage, for den er en del af mit legeme. På samme måde har, jeg lov at tage alt, hvad jeg trænger til al Kristi fylde; thi jeg er et lem på Kristi legeme. Længe nok har jeg set det i min bibel; men nu tror jeg det som en sand og levende virkelighed."

Men det bedste ved denne erkendelse, - om man ellers kan kalde noget for bedre end andet - er den hvile, det giver, at vide sig fuldkommen ét med Kristus. Siden det er blevet levende for mig, er jeg ikke mere ængstelig for noget som helst; for jeg ved, at han er mægtig til at føre sin vilje igennem, og hans vilje er min. Lige meget hvor og i hvilke forhold han anbringer mig, det tilkommer ham at bestemme, og ikke mig. Selv i de letteste forhold er hans nåde mig nødvendig, og i de vanskeligste forhold ved jeg, at hans nåde er mig nok ... Hvis Gud stiller mig overfor vanskeligheder, som jeg ikke selv kan klare; må han da ikke nødvendigvis give mig al den vejledning, jeg har behov? Sætter han mig på en vanskelig post, vil han så ikke også give mig megen nåde? Og stedes jeg i trængsel og i trykkende forhold, må jeg så ikke også forvente den nødvendige kraft fra Gud? Der er ingen fare for, at han ikke skulle være i stand til at hjælpe os i vore vanskeligheder Han har hjælpekilder nok, og al hans hjælp står til min rådighed; thi han er min, og han er hos mig og lever i mig. Alt dette kommer som den naturlige følge af at være eet med Kristus. Og hvor lykkelig har jeg ikke været, siden Kristus således ved troen har taget bolig i mit hjerte!

Jeg er ikke bedre end før (og i en vis forstand hverken ønsker eller stræber jeg efter at blive det); men jeg er død og begravet med Kristus, ja, og hvad mere er, jeg er medoprejst og sat med ham i det himmelske. Det er Kristus, som lever i mig, og "det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig. Nu tror jeg, at jeg er død fra synden. I Guds øjne er jeg det, og han byder mig også at anse mig selv for at være det (Rom. 6, 11). Han ved det bestemt. Alle mine tidligere erfaringer har måske vist, at det hidtil ikke var således; men jeg vover ikke at sige, at det ikke er det nu, når han siger, det er det. Jeg føler og ved, at det er det.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005 Willy Griis