Kampen om Sandheden
Artikler

Vis dem, at du elsker dem

af Steven M. Forsythe

I en julehistorie fortæller forfatteren om en lille pige ved navn Sophy. En dag, Sophy var i kirke, hørte hun præsten sige, at den, Herren elsker, tugter Han. Efter den dag bad Sophy hver aften, når hun knælede ved sin seng, at Gud ville tugte hende, for kun da vidste hun, at Han virkelig elskede hende.

Tiderne har ændret sig, siden Sophy bad således. I dag fremkalder ordet tugt eller disciplin helt andre forestillinger. Det moderne samfund nedvurderer disciplin - specielt familie- og selvdisciplin. Denne verdslige indstilling er også ført over i menigheden med det resultat, at menighedstugt er en næsten glemt faktor både i undervisning og praksis. Når menighedsdisciplin bliver drøftet, er der altid nogle kristne, som gerne vil skjule sig bag Jesu ord: "Døm ikke, for at I ikke skal dømmes." Matt. 7:1 a. De samme kristne vil overse vers som for eksempel 1. Pet. 4:17 a: "Thi nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds hus. "

Hvis menigheden skal bevares tro over for sin bibelske arv, må menighedsdisciplin genindføres. Man kan næsten sige, at det er det tyvende århundredes største behov.


Hvad er disciplin?

Menighedsdisciplin er ret forstået udtryk for den tjeneste, hvorved synd bliver erkendt som noget, der ikke kan trives sammen med hellighed, til hvilket vi jo som troende er kaldede. Det er Kristi hellighed åbenbaret i menighedslivet. Dette indebærer, at den enkelte ganske konkret stilles ansigt til ansigt med sin synd, og at der ikke på noget punkt bliver gået på kompromis med synden. I 2. Tim. 4:2 giver Paulus sin medarbejder dette råd: "Prædik Ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring. " Den lokale menigheds ansvar er ikke alene at prædike og undervise, men også at retlede og irettesætte. Den bibelske form for disciplin må ikke forveksles med straf. Forældre vil ofte hævde at have disciplineret et barn, hvor der i virkeligheden var tale om straf. Straf er at blive tvunget til at betale for det forkerte, man har gjort, hvorimod disciplin er en tilrettevisning, der skulle hjælpe vedkommende til et bedre liv.

Med denne væsentlige forskel i tanke vil vi betragte det bibelske grundlag for udøvelse af disciplin inden for menigheden. Skriften indeholder adskillige eksempler på disciplin, men der er tre væsentlige steder, vi vil betragte. Læs Matt. 18:1518, Rom. 16:17 og 1. Kor. 5:1-13. Hver af disse henvisninger indeholder livsvigtige belæringer angående udøvelsen af kærlig og følsom disciplin.


At se synd i en andens liv

Denne form for tugt må begynde med en erkendelse af, at vor broder/søster er fanget i synd. Dette kræver nødvendigvis sand, kærlig medfølelse fra vor side. Vor opmærksomhed angående andres svigten er ikke et resultat af søgen efter synd i andres liv, men langt snarere en følelse af fælles ansvar.

Som stor skoledreng glædede jeg mig altid til, når vi skulle have sækkevæddeløb i gymnastik-timen. Jeg husker stadig den komedie, det var, når to børn med hver et ben i en fælles sæk forsøgte at hoppe fremad i takt. Når en af dem snublede og faldt, trak han den anden med sig, og når det skete, betød det, at de begge var forhindret i at komme videre frem.

Det samme gælder i vort kristenliv. Et fællesskab af troende kan ikke komme videre, men standses på det plan, hvor synden er kommet ind. Hvis en hindres i løbet på grund af en ødelæggende synd, er hele forsamlingen hindret i at jage "frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus" (Fil. 3:14). Derfor kan vi ikke blot overse synd i en søsters eller broders liv.

Mattæus lærer os, at vi først skal kontakte den pågældende personligt og forsøge at retlede ham/hende. Hvis dette ikke bliver positivt modtaget og fører til anger, må to eller flere af menighedens ledere forsøge, og her bør det være menighedens ældste, der påtager sig dette ansvar.

Hvis det heller ikke på denne måde lykkes at bringe den pågældende til bekendelse og anger, må hele menigheden gøres bekendt med sagen. Det behøver dog ikke at bekendtgøres, hvori synden består, men den impliceredes uvillighed til at afstå fra synden må gøres kendt.

Dette er ikke for at sætte nogen i forlegenhed, men det skal tjene som en tilkendegivelse af, at synd hverken kan eller vil blive tolereret i menigheden.

Det kan til sidst blive nødvendigt at vende sig bort fra den, der ønsker at forblive i sin synd (Rom. 16:17). De, der er kaldede til hellighed, må fastholde den intolerance over for synden, som skiller os ud fra verden.

For nogle år siden forlod en mand sin hustru for at leve sammen med en anden. Hans hustru var en alvorlig kristen, og hun gjorde, hvad hun kunne, for at få ægteskabet genoprettet og sin mand ført ind i et ret forhold til Gud. Da manden imidlertid stædigt modstod hendes forsøg, bad hun præsten tale med ham. Dette var let at arrangere, da han stadig kom i menigheden, tog del i nadveren og sang i koret. Præsten og en af de ældste talte med denne egensindige mand, bad ham inderligt om at vende tilbage og lade Gud få kontrol over hans liv, men deres ord lød for døve øren. Ved det næste besøg tog præsten to andre ældstebrødre med for at gøre det klart, at "enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn" (Matt. 18:16). Heller ikke dette møde resulterede i anger og omvendelse fra synd.

Det blev nu menighedsledernes pligt at meddele manden, at han ikke længere kunne tjene i menigheden ved at synge i koret, og at han heller ikke kunne tage del i nadveren.

Dette indebar større smerte for præsten og de ældste end for nogen af de andre implicerede, men det var et ansvar, som de ikke kunne lægge fra sig. Det var nødvendigt at udstøde det onde menneske af deres kreds (1. Kor. 5:13).

Det er svært at udøve disciplin, det er "et snavset arbejde", men nogle må gøre det. Den ansvarsbevidste kristne ønsker aldrig at se nogle lukket ude, men han kan ikke overse og ignorere, hvad Gud har påbudt. I 4. Mos. 15:31 siger Moses: "Thi han har ringeagtet Herrens ord og brudt Hans bud; det menneske skal udryddes, hans misgerning kommer over ham." Hvor Guds ord bliver brudt, og der ikke er anger, er det nødvendigt med en afgørende handling.


Hvorfor går vi udenom

Når Skriften er så klar angående dette emne, ville man ikke forvente, at det kunne blive en omstridt sag. Og dog - der er adskillige grunde til, at disciplin ikke bliver praktiseret.

Til tider skyldes det manglende kendskab med hensyn til emnet. Muligvis tager Guds børn sig ikke tid til at undersøge, hvad Bibelen siger om menighedsdisciplin. Nogle steder har frisindethed ført til, at de implicerede ikke tager det så nøje med, hvad Guds ord siger.

Under mine studieår blev jeg gjort bekendt med endnu en grund til, at menighedsdisciplin ikke længere praktiseres. I en lokal menighed deltog jeg i en bibelstudiegruppe. Under studiet kom vi til 1. Kor. 5, der omhandler disciplin. Dette emne blev hurtigt lagt til side. Da jeg forsøgte at få en yderligere drøftelse i gang, sagde læreren: "Unge mand, jeg bryder mig ikke om, hvad dette afsnit siger. Tror du, vi ville løbe den risiko at miste alt dette (d.v.s. den veltilfredse menighed), blot fordi vi praktiserer menighedsdisciplin? Du kan jo forsøge det i din egen forsamling, men vi vil aldrig gøre det her."

I min naivitet og idealisme kunne jeg ikke forestille mig, at det var den opfattelse, der rådede i store dele af kristenheden. Men i dag ved jeg, at et overraskende stort antal præster er enige i, at udøvelse af disciplin er for risikabelt.

Jeg er imidlertid overbevist om, at der er andre mere almindelige grunde til at overse Guds undervisning om disciplin. Man er bange for at pådrage sig andres vrede. Nogle er bange for at miste medlemmer og dermed deres økonomiske støtte. Andre frygter, at en eller anden til gengæld vil udpege deres synd.

Alt dette genspejler et overfladisk syn på den almægtige Gud. Gud velsigner, når vi adlyder. Og modsat mister vi Guds velsignelse, når vi ignorerer Hans ord. Ordsp. 28:20 indeholder løftet: "En trofast mand vil blive rigt velsignet" (eng. overs.).

Hvis vi kristne forventer Guds velsignelse, må vi være trofaste i alle ting. Vi kan ikke begrænse lydigheden til kun at gælde det af Skriften, som behager os.

På førstehånd hørte jeg for nylig om en menighed, hvor disciplin bliver praktiseret. Mindre end 50 mennesker deltog i søndagens gudstjeneste, så man synes, de dårligt kunne tåle at miste nogen. Ikke desto mindre, da der blandt nogle af menighedens medlemmer blev observeret en helt åbenbar ligegyldighed over for Bibelens lære, gik nogle af menighedens gudfrygtige ledere i gang, idet de nøje fulgte Bibelens anvisning i Matt. 18:15-18 og 1. Kor. 5:1-13. De stillede de implicerede ansigt til ansigt med deres synd. Disciplinen blev ikke modtaget i samme kærlige ånd, i hvilken den blev givet, og familien forlod forsamlingen.

Dog, Gud var som altid trofast mod dem, der uden at vakle står fast på Hans ord. Ved den næste søndagsgudstjeneste kom der ikke færre end sædvanlig, og ikke længe efter begyndte menigheden at vokse både talmæssigt og åndeligt, den vækst, de så ofte havde bedt om.

Udøvelse af menighedstugt er ikke en hemmelig formel for menighedsvækst, men den er uundværlig i Guds plan med menigheden. Lad os adlyde Gud og dermed give Ham lov til at udøse sine velsignelser.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005 Willy Griis