Kampen om Sandheden
Artikler

Korsets forargelse

af O. Hallesby

Uddrag af bogen "For Herrens Åsyn"


Apostelen Paulus er den, som først har talt om korsets forargelse:

"Korsets Ord er vel for dem som fortabes, en dårskab, men for dem, der frelses, for os er det en Guds kraft... Vi prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab."
(1.Kor. 1:18, 23)
.

Men apostelen Peter er vist den første, som kendte forargelsen: "Fra den tid begyndte Jesus at give sine disciple til kende, at han skulle gå til Jerusalem og lide meget af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på den tredje dag. Og Peter tog ham til side og begyndte at sætte ham i rette og sagde: "Gud bevare dig Herre; dette skal ingenlunde ske dig!" Men han vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig Satan! Du er mig en forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad menneskers er." (Mat. 16:21-23).

Og denne Peters forargelse er så typisk, at vi straks vil notere dens karakteristiske træk.

For det første er den velment. Peter er straks klar over, at disse Jesu Ord om lidelsen og døden er uheldige og skadelige for hans Messiasstilling og Messiaskrav. En lidende Messias ville folket aldrig tro på. En dødsdømt og henrettet Messias var sikkert også for Peter en modsigelse. Thi forbryderdøden var jo gudsdommen over ham, det uimodsigelige bevis for, at han var forkastet og forbandet af Gud. Og nu ville Peter redde situationen for Jesus.

Han mener vel, ligesom Jesu moder og brødre tidligere (Mark. 3:21), at Jesus et øjeblik var ude af fatning. Nu vil han hjælpe sin kære mester til rette igen. Og han vil gøre det så skånsomt som muligt. Derfor tager han ham til side, så de andre ikke skal være vidne til irettesættelsen.

For det tredje er forargelsen så selvsikker og højrøstet. Denne Tale om lidelsen og døden har ikke fremkaldt spørgsmål og tvivl hos Peter. Det havde jo været naturligt, fordi tanken om den lidende Messias var ganske fremmed for Peter og hans jødiske samtid. Og vi kunne derfor have ventet, at Peter spagfærdigt og stille have vovet sig frem for sin mester med et spørgsmål som dette: "Du er Messias, og du ved derfor, hvordan Messias skal leve og lide og dø. Men vi forstår ikke, hvordan dette med lidelsen og døden kan forenes med at være Messias, Guds udvalgte søn. Du har belyst så mange af Guds Riges hemmeligheder, vil du nu ikke belyse også denne hemmelighed for os?"

Nej, Peter følte ingen trang til at blive belært nu. Tværtimod føler han sig kaldet til at belære sin egen høje mester.

Også Jesu stilling til forargelsen er typisk.

Vi kunne have ventet, at han havde taget noget hensyn til Peters velmente, overbeviste og selvsikre opposition. Selv om Jesus jo aldrig kunne slå af på Sandheden, så kunne vi have ventet, at han dog havde taget noget hensyn til sine disciples hårde hjerter og sendrægtighed til at tro både ham, Messias, og profeterne. Han havde jo ellers bøjet sig ned til deres svage tro og fundet sig i megen umodenhed hos dem. Men her optræder han både bestemt og skarpt.

Han giver for det første ingen forklaring. Han gør intet forsøg på at løse denne vanskelighed for dem. Skønt han jo ellers havde svaret på mange spørgsmål og løst mange gåder for dem. Denne gåde, korsets forargelse, lader han blive stående.

Hvorfor? Denne gåde er uløselig. Korsets forargelse kan ikke fjernes. Korset er en virkelighed, ja verdens virkeligste virkelighed. Men det er også verdens ubegribeligste virkelighed. Derfor gør Kristus intet forsøg på at forklare korset eller at bevise dets rigtighed. Han lader sig som Messias nagle til korset og siger kun disse ord: "Salig er den, som ikke forarges på mig" (Mat. 11:6).

Jesus ikke blot undlader enhver forklaring af korset. Han afviser Peter så skarpt, som vi ellers aldrig hører. I Peters velmente, overbeviste og selvsikre forargelse, hører Jesus selve Satans røst og råber straks: "Vig bag mig, Satan!"

Det naturlige menneskes uvilje mod korset er af satanisk art og oprindelse. Det er det vigtigste, vi her får at høre om korsets forargelse.

Før Kristi kors var rejst, gjorde Satan og hans håndlangere alt for at hindre Messias' lidelse og korsdød. Men så snart korset var en virkelighed, så sattes et lige så målbevidst arbejde i gang for at udslette korset, for at fjerne korsets forargelse. Et energisk, skarpsindigt og vedholdende arbejde. Siden apostlenes dage til i dag har det naturlige menneske udført et sammenhængende arbejde for at skjule eller helst fjerne korset fra kristendommen. Og forargelsen over korset er det drivende motiv i dette imponerende arbejde. Det ser ud, som om den intellektuelle forargelse ved korset var mindre følt i den første tid. Det var den moralske forargelse, som i den tid føltes skarpest. Man kunne ikke forlige korset og synden.

Korsets dom over det faldne menneske føltes for hård. Mennesket var nok syndigt, men ikke ondt. Derfor heller ikke hjælpeløst.

Allerede i Paulus's dage møder vi denne forargelse. Judaisternes krav på omskærelse af de hedningekristne var, siger Paulus, et forklædt forsøg på at fjerne korset fra evangeliet. Paulus forkyndte, at det syndige menneske fik Guds velbehag ved troen på Kristi kors. Judaisterne lærte, at Guds velbehag ikke kunne vindes uden ved opfyldelse af loven, dvs. ved gode gerninger.

Og så forbitret var de på "Ordet om korset", at de forfulgte Paulus fra by til by og udspredte alle mulige onde rygter både om hans person og om hans evangelium. De sagde blandt andet, at evangeliet om korset var umoralsk, ja, i strid med hele Guds åbenbaring i den gamle pagt.

I sandhed: Kristus korsfæstet var jøderne en forargelse!

Og det var korsets dom over menneskets gode gerninger, som var judaisternes forargelse. De har her stillet det problem, som den katolske kirke siden har arbejdet med gennem alle århundreder lige til i dag.

Katolikkernes religion svinger som judaisternes om loven og de gode gerninger. Men til forskel fra judaisterne anerkender de Paulus's evangelium om korset, i alt fald formelt. Men dette har beredt katolicismen meget store vanskeligheder. Thi Kristi kors og menneskets fortjenstlige gerninger er jo lige så uforenelige som ild og vand. Og dog har den katolske kirke hele vejen gjort de mest fortvivlede teologiske kunster for at sammenlodde disse hinanden modsatte uensartede størrelser.

Og den katolske teologis store mesterstykke bestod derfor i at skjule korset, så det ikke skulle bringe nogen forstyrrelse ind i det meritum, den fortjeneste, hvormed den enkelte erhverver sig Guds velbehag og evige salighed. Og sakramentet er nu det universalmiddel, hvorved den katolske kirke skjuler korset og svejser sammen tro og gerninger, nåde og fortjeneste. Den katolske kirke forkynder Kristus, ja endog Kristi offer for vore synder. Men centrum i deres forkyndelse er ikke Kristus på korset, men Kristus i sakramentet, i messeofret, som er kirkens ublodige gentagelse af Kristi blodige død på korset. Her er korsets forargelse fjernet ved et mesterligt snit!

Thi korsets dom over det naturlige menneske er her ophævet. Og hedensk magi og mysteriereligion er sat ind på korsets plads. Synderens forening med den korsfæstede i sakramentet tjener nemlig ikke til syndens uforskyldte tilgivelse, heller ikke til indgivelse af et nyt sædeligt sind, men meget mere til at give synderens gode gerninger værdi som meritum, som fortjeneste, hvorved han kan erhverve sig forladelse for sin synd.

Se, dette har været og er til i dag den katolske forargelse over korset. Indenfor protestantismen er det den intellektuelle forargelse over korset, som har stået i forgrunden, selv om det også nok her er den moralske, som ligger på bunden. Samtidig med, at Luther satte korset på plads igen som centrum i det paradoksale evangelium om Guds paradoksale frelse, påbegyndtes et målbevidst arbejde for at skjule eller helst fjerne korset fra kristendommen.

Vi kan følge dette arbejde tilbage helt til reformationstiden. Tidligst synes det at være begyndt i Italien indenfor kredse, som var stærkt påvirket af renæssancen. Over Schweiz kan vi følge dette arbejde videre til socinianerne, deismen, oplysningen, rationalismen, og filosoffer som Kant, Fichte, Schelling, Hegel, Schopenhauer og Eucken helt ind i nutiden.

De nævnte bevægelser og personer har jo i mange spørgsmål skilt sig vidt fra hverandre. Men i én sag står de sammen som én mand: i deres kamp mod korset. Ud fra de forskelligste synspunkter og med de forskelligste midler, videnskabelige og uvidenskabelige, har de søgt at vise, at korset ikke blot er overflødigt, men et fremmedlegeme indenfor kristendommen.

Vender vi os til teologien, da møder vi et større arbejde. Ja, hvor har ikke teologien arbejdet med korset! Vi kunne fristes til at sige: Hvad andet har den i grunden arbejdet med? Thi enten den har beskæftiget sig med treenighedslæren eller kristologien eller sakramenterne, så var det jo korset, som altid stod på dagsordenen; thi korset går igen i alle troens led og bestemmer dem alle. Lige fra Luthers dage til i dag har der på protestantisk side stået en kreds af teologer, som af hele deres hjerte ønskede at stille korset på plads indenfor troen og forkyndelsen. De blev ikke opskræmt af korsets forargelse, fordi de af skriften og erfaringen havde lært, at det er det uafkortede Ord om korset, som alene kan dømme og oprejse et menneske. Men de allerfleste teologiske værker, særlig i de sidste 200 år, har arbejdet med at tilsløre og skjule korset eller at fjerne det. Og korsets forargelse er det, som har drevet det hele.

Vi finder igen de samme træk som hos Peter. Forargelsen er både velment, overbevist og højrøstet. Som Peter ville redde sin mester i en vanskelig situation, således vil disse teologer redde kristendommen. De føler, den er i fare. Menneskene tror ikke på den, man foragter og forfølger den. Den er kommet i vanry. Og man føler sig forvisset om, at det er korset, der er skyld i det hele. Derfor vil man løse korstanken ud af kristendommen, så skal kristendommen ikke miste folket, og folket skal ikke miste kristendommen. Da vil det moderne menneske straks kende kristendommen, ikke blot som sin religion, men som religionen.

Dette velmente redningsarbejde har man foretaget noget forskelligt til de forskellige tider mere eller mindre plumpt og hårdhændet. Rationalismen gjorde det mest plumpt. Den skar uden videre korset bort sammen med alle de andre undere i kristendommen.

Tübingerskolen gjorde det også ved amputation, men ikke fuldt så hårdhændet. De mente, at det var Paulus, som havde indført korset i kristendommen. Derfor ville de, at den kristne kirke skulle opgive Paulus's korsteologi og vende tilbage til Jesu enkle religion, hvor korset ikke blot ikke fandtes, men hvor der heller ikke var plads for det, fordi Jesus forkyndte den faderkærlighed, som tilgav uden offer, uden soning og derfor uden kors.

Den senere liberale teologi har indset, at en sådan modsætning mellem Jesus og Paulus er uholdbar. De forstår, at både Jesus og Paulus var orienteret om korset, og at korset for så vidt må siges at høre den oprindelige kristendom til. Men alligevel er de forvisset om, at korset ikke hører den egentlige kristendom til. Det hører ikke med til kristendommens væsen, men er blot den antikke tids forsøg på at tænke kristendommen.

Derfor var korset i den antikke tid en værdifuld, ja uundværlig bestanddel af den kristelige forkyndelse. Dengang kunne man ikke tilegne sig kristendommens væsen uden korset.

Men nu er den tankedragt forældet. Nu er korstanken så langt fra nogen hjælp til at tilegne sig kristendommen, at den tværtimod er en hindring, ja sikkert den sværeste hindring for det moderne menneske. Derfor er det nu kirkens allervigtigste opgave gennem sin teologi at befri troen for den forældede tankedragt og tilbyde det moderne menneske kristendommen i en tankedragt, som stemmer med tidens tænkning, med det moderne menneskes verdensbillede, dets virkelighedssans og dets fremskredne moralske og religiøse bevidsthed.

I alle civiliserede lande, i praktisk talt alle kirkesamfund findes der nu fremragende mænd, som kappes om at gøre kristendommen denne tjeneste: at fjerne korsets forargelse. Og man har her som indenfor den katolske kirke vundet stor øvelse i at gøre dette på en forsigtig måde, så smertefrit som muligt.

Man er ikke så brutal i kirurgien som de gamle rationalister. Man siger ikke, at man forkaster korset. Tværtimod. Akkurat som i den katolske kirke skaffer man en meget ærefuld plads for korset. Man prædiker om korset, og man laver en mængde teologiske teorier om korset. Man siger de dybsindigste ting om korsets nødvendighed. Er man rigtig flink i ordkunst og ordkløveri, så taler man endogså om forsoning og stedfortrædelse!

Men det, man vil, og det, som man også udretter med alle disse ord og værker, det er den ene ting: at fjerne forargelsen ved korset.

Og korset er jo uden forargelse for det naturlige menneske, både for dets religion og dets moral og dets tænkning, så snart korset ved analogiens hjælp er sat ind på sin plads mellem de andre kors, her i verden. Selvsagt som det højeste og betydningsfuldeste af dem alle, men dog eet af dem.

Da er det ikke Gud, som har rejst korset og sat den paradoksale frelse ind i en gudfjendtlig slægt. Men da er det slægten selv, som gennem sine ædleste repræsentanter, frem for alt gennem dens selvskrevne fører, Jesus Kristus, når frem til den fulde indsigt i Guds selvhengivende kærlighed og gennem korsdøden afslører, åbenbarer Gud for al verden.

Da bliver korset ikke slægtens knusende, tilintetgørende dom, men dens største stordåd. Da er i sandhed forargelsen fjernet!

Vender vi os et øjeblik til det, man kalder apologi, så træder det overmodige og højrøstede ved forargelsen endnu tydeligere frem.

For ca. 200 år siden skrev Leibnitz en theodicé, dvs. et forsvar for Gud. Nu ja, det var naivt og troskyldigt gjort af den skarpe tænker at kalde sit værk således. Thi man kan vel ikke lade være med at trække på smilebåndet, når man hører, at et menneske stiller sig frem for at tage Gud i forsvar. Blot tanken om, at Gud trænger til forsvar er typisk for det selvsikre naturlige menneske, som ligesom Peter i velmenende naivitet griber ind for at tage sig lidt af Vorherres sag, for at han ikke skal blive helt til skamme mellem de moderne mennesker!

Leibnitz var enfoldig og kaldte sit værk et forsvar for Gud. Men de allerfleste apologeter i gammel og ny tid har udført det samme, det samme forsvar for Gud, selv om de var for kloge til at kalde det en theodicé.

Hvad er den moderne apologi andet end et velment forsøg på at forsvare og undskylde Vorherre overfor det moderne menneske?

Man bøjer sig dybt og alvorligt for det moderne menneske og siger omtrent som så: Vorherre var til en begyndelse mindre heldig med kristendommen. Men I må være venlige ikke at tage ham dette ilde op. Både Jesus og Paulus har taget fejl, og det på afgørende punkter, når de forkyndte evangeliet. Og vi forstår til fulde, at I moderne mennesker ikke kan finde jer tilrette med denne forældede form for religion.

Men nu kan vi forkynde jer en stor glæde. Efter at den kristne kirke har levet 1900 år i ukritisk tro på et forældet evangelium, har Vorherre i den sidste tid været heldig nok at finde nogle moderne teologer, som har opdaget på en prik, hvor mange fejl Jesus og Paulus begik i deres forkyndelse af kristendommen. Og nu kan vi garantere jer, at Vorherre ikke skal blive udsat for sådanne uheld mere. Nu er det den sande og virkelige kristendom, I får at høre. Det kan for resten enhver af jer selv kontrollere: Thi vi er blevet enige med Vorherre om, at der i kristendommen ikke må findes andet end det, som det moderne menneske ud fra sit eget indre kan modtage som sandhed.

Man kunne fristes til at spørge: Hvorfor holde alt dette arbejde gående? Hvorfor bliver man ikke færdig med det? Når man så grundigt og alsidigt har påvist korsets unødvendighed, som den sidste teologgeneration har gjort, hvorfor er man ikke færdig med korset? Hvorfor fortsætter man da ustandseligt med at bekæmpe korset? Å, i grunden er det ikke så mærkeligt.

Kristi kors er jo nemlig en virkelighed, og virkelig ikke blot som anden virkelighed, som Cæsars død eller slaget ved Actium. Nej, korset er verdens virkeligste virkelighed. Det vil sige, at korset for det første er centrum i al verdens virkelighed. Det centrum, hvorom al anden virkelighed svinger. Derfor kan menneskene ikke blive færdige med korset. Enten de vil eller ikke, enten de elsker eller hader korset, så er de nødt til at arbejde med det.

Alle kendsgerninger taler. Et eget, mægtigt sprog. Korsets tale er den mægtigste af alle kendsgerningers tale, fordi det er den mægtigste af alle kendsgerninger.

Hvad siger Kristi kors?

Jeg mener ikke nu, hvad mennesker siger om korset, men hvad korset siger om menneskene.

Kristi kors er Guds kategoriske dom over mennesket. Sådan så apostlene korset, og sådan forkyndte de det. Menneskene var ganske ude af stand til at få forbindelse med Gud. De havde både moral og religion, men de var "uden Gud" (Efes. 2:12). Og de brugte både deres moral og religion til at holde sig Gud fra livet. Fra mennesket var der ingen vej op til Gud, siger skriften fra første blad til sidste.

Derfor måtte Gud gå ned til mennesket, blive menneske. Sådan bedømmer Gud menneskets synd og menneskets redningsløshed.

Så ubegribelig stor er menneskets synd, at Gud ikke kan redde os alene ved at blive menneske. Han må dø for os. En uforståelig, rædselsfuldt uforståelig død, i gudsforladthedens paradoksale kvaler. Med høje råb og tårer tigger Sønnen om at spares for disse lidelser. Men, Faderen kan ikke opfylde hans bøn. Skal slægten reddes, så kan han ikke spares for en eneste lidelse.

Og hvad gør så mennesket under alt dette?

De slår deres eneste befrier ihjel. Og dermed har de selv underskrevet Guds dom over sig. Trods al deres moral og al deres religion er de så fjendske mod Gud, at de med koldt blod dræber hans søn, mens denne er i færd med redde dem.

Og det mest graverende er, at det er verdens mest religiøse folk, som på slægtens vegne korsfæster deres frelser. Det folk, som tilmed var særlig opdraget af Gud gennem århundreder på underfuld måde for at sættes i stand til at tage imod Guds Messias.

Kristi kors fører også en mægtig tale om Gud. Først og fremmest om hans kærlighed. Det kærlighedens mysterium, at han ikke blot bliver menneske og lider og dør for os, men at han lider den paradoksale død, gudsforladthedens helvedsangst. Og det for sine fjender! Men korset taler også om Guds vrede, den fortærende nidkærhed mod al synd, og om den Gud, som ikke kan optage syndere i sit samfund uden soning. Den vrede kærlighed, den kærlige vrede, som vil tilgive, men ikke kan. Og derfor selv går ind under skyldnerens straf og dør forsoningens død for den skyldige. Er det underligt, at man arbejder med en sådan forargelse og aldrig bliver færdig med den?

Nej, det er ikke mærkeligt. Men det er mærkeligt, at korset virkelig er forkyndt i alle disse 1900 år. Det er i sandhed mærkeligt, når vi tænker på, hvor korset har været forfulgt af djævle og mennesker i al denne tid, ja, hvor fremragende dygtigt man både på katolsk og protestantisk side har formået at tilhylle og skjule korset.

Man ynder i vore dage fra visse sider at påstå, at først det moderne menneske har følt korsets forargelse. Men man behøver ikke meget kendskab til kilderne for at blive klar over, at dette er kun en løs påstand.

Vi har allerede set, at Jesus selv oplevede forargelsen i sin allernærmeste kreds. Da var det, han udtalte de vemodige ord: "Salig er den, som ikke forarges på mig." Paulus oplevede det samme, da han begyndte at vandre rundt mellem jøder og hedninge med evangeliet om korset. Sine erfaringer udtrykker han således: "Ordet om korset er vel en dårskab for dem, som fortabes, men for dem, som frelses, for os er det en Guds kraft." - "Vi derimod prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse og for hedninger en dårskab." (1.Kor. 1:18, 23).

Og nu fortæller Paulus, at det var just dette forargende kors, han prædikede, ja, det, som han ville prædike. Det og intet andet: "Da jeg kom til jer, kom jeg ikke og forkyndte jer Guds vidnesbyrd med stormægtighed i tale eller i visdom; thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt jer uden Jesus Kristus og ham korsfæstet" (1.Kor.2:1-2). Sådan prædikede altså Paulus i datidens kulturcentre.

Og siden er korset forkyndt gennem alle tider, trods alle forsøg på at skjule eller fjerne det. I sandhed, det er også et mysterium ved korset, at det følger kristendommen, hvad end man gør for at skære det ud af den.

Man kan gemme det bort, så længe man vil, det graves dog frem igen. Katolicismen havde gemt det godt. Og i begyndelsen af det 16. århundrede var der vel ikke mange, som tænkte, at det skulle komme for dagens lys mere. Romerkirken anede sikkert ingen fare fra den kant. Men se, Luther satte det på plads igen. Og hverken kejser eller pave mægtede at hindre det. Og korset viste sin gamle kraft. Nogen tid efter kom ortodoksien og viklede korset ind i så mange livsfjerne pindehuggerier, at det var vanskeligt for den jævne mand at få korset at se. Men se så, hvor pietismen rev menneskeværket i stykker og holdt korset op til dom og til frelse. Og der blev liv og røre omkring i landene.

Så lagde rationalismen sin kvælende hånd over kirkerne og satte med hård hånd korset til side. Og en tid så det nu ud, som om verden for alle tider var færdig med korset. Men se, da kom vækkelsen i begyndelsen af forrige århundrede i alle de protestantiske lande. Den fejede rationalismen ud og satte korset på plads. Og der blev et kristeligt liv og et kristeligt arbejde, som der ikke havde været siden apostlenes dage.

Men tiden gik. Rationalismen trængte ind i moderniseret dragt som liberal teologi og belærte både himmel og jord om korsets overflødighed. Men se, hvorledes en næsten ukendt præst i Schweiz, Karl Barth, sætter korset på plads igen og slår den liberale teologi i så mange stykker, at vel næppe nogen formår at samle dem sammen igen. Og overalt her i Nordens lande øver korset sin dragende magt. Vi kan tænke på de nye nordiske studentermøder. På disse møder har vi ingen sport og ingen fornøjelser. Vort program lyder således: Det gamle uafkortede evangelium om korset, forkyndt til vækkelse, omvendelse og nyt liv i tjeneste for Gud ude og hjemme. Kan sådanne møder samle ungdom? Og kan de samle akademisk ungdom ? Kom og se! Vi har i Norge haft møder hver sommer og samler op til 400 deltagere! Hvordan forklare dette? Det er korset, som øver sin stille, mægtige kraft på de unge. (De nævnte møder blev holdt i 1935).

Ja, korset er kristendommens livscentrum. Og som hjertet ikke kan skæres ud af vort legeme, uden at det bliver døden, således kan korset aldrig skæres ud af det kristelige liv, uden at det bliver døden.

Men korset er ufatteligt. Derfor er der noget æggende og irriterende ved det. Ja, det er i den grad forargende, at det kun er nogle ganske bestemte mennesker, som ikke lader sig skræmme af korset, men tværtimod klynger sig til korset. Det er syndere og toldere, siger skriften; "og alle toldere og syndere holdt sig nær til ham for at høre ham." Og både farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: "Denne tager imod syndere og spiser med dem." (Luk.15:1-2).

Da Peter lå på sit ansigt for Jesu fødder i båden (Luk.5:1-11), havde han så vist ingen trang til at belære eller kritisere sin herre. Han følte sig så meget mere vanhellig, at han bad Jesus om at gå fra sig, skønt han jo intet hellere ønskede, end at Jesus ville blive hos ham.

Synderinden i Simons hus følte heller ingen trang til at kritisere eller belære sin herre. Uden ord lagde hun sig ned og græd, så tårerne dryppede ned på Jesu fødder, og så tørrede hun dem med sit hår. Hun ønskede kun én ting: at være der, hvor han var. Thi hun kunne ikke leve uden ham.

Således har det været til alle tider siden. Alle forargede sig over korset undtagen de, som standsede i det himmelske lys og lod sig overbevise om deres synd. Da de i Ordets lys fik syndens virkelighed at se, skræmtes de ikke længere af korsets virkelighed. De forstod ikke korset. Det var og blev en gåde. Men de forstod den korsfæstede. Aldrig var det så let at tro tilgivelsen, som når de kom ind under korset og fik deres frelser at se, han som frivillig gav sit liv til løsepenge for de mange.

Bibelen siger ikke meget til forklaring af korset. Og det, som siges, tjener ikke til at løse korsets gåde, men til at vise jøder og hedninger, at korset ikke blot er i overensstemmelse med Guds tidligere åbenbaring, men det er afslutningen og fuldendelsen af denne (Rom. 3:21-26).

Men det er næppe denne bibelske forklaring af korset, som giver den hjælpeløse synder trøst og fred. Det er ikke korsets forklaring, men korsets kendsgerning, som er afgørende. Thi mennesket kan ikke trøstes og hjælpes ved noget andet eller mindre end ved at møde Gud og således at leve for Guds ansigt. Vi kan ikke hjælpes hverken ved forklaring eller oplysning eller ved ord eller handling om Gud, men alene ved Gud selv. Blot ved at møde Gud og måtte leve med ham.

Men nu kan ingen synder møde Gud uden at dø. (2.Mose.19:21; 20:19; 24:10-11; Dom. 6:22-23.) Det er kun på forsoningens grund, at Gud kan møde synderen, uden at det bliver dennes død (2.Mose. 24:10-11). Men soningen i den gamle pagt var jo blot et billede, en skygge af korset, som er Guds egentlige soning.

Derfor kan vi sige, at korset er det eneste punkt i tilværelsen, hvor synderen kan møde Gud uden at dø, uden at Guds hellighed dræber ham. Derfor kan vi også sige, at korset er Guds mægtigste under, mægtigere end Guds menneskeliggørelse. Thi ved sin menneskeliggørelse bliver Gud ét med det syndfrie menneske. Men ved sin korsdød har han banet sig vej til at møde det syndige menneske og blive ét med det.

Som hele Guds åbenbaring er knyttet til Ordet, således også korset. Det er kun gennem Ordet om korset, at vi kan møde korset. Derfor siger apostelen også, at Ordet om korset er Guds kraft.

Men samtidig gør apostelen udtrykkelig opmærksom på, at han taler om korset "ikke med vise ord, for at Kristi kors ikke skal tabe sin kraft" (1.Kor. 1:17). Hermed vil han sikkert have sagt, at han ikke forklarer, forsvarer eller begrunder Kristi kors, men kun forkynder det. Thi han fortsætter: "da jeg kom til jer, kom jeg ikke og forkyndte jer Guds vidnesbyrd med stormægtighed i tale eller i visdom; thi jeg agtede ikke at vide noget iblandt jer uden Jesus Kristus og ham korsfæstet". - "Og min tale og min forkyndelse var ikke med visdoms overtalende ord, men med Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skal bero på menneskers visdom, men på Guds kraft" (1.Kor.2:1-5).

Vi har let ved at tænke os sagen sådan, at synderen får fred og vished, først når han bliver klar over korsets betydning, først når han med sin tanke indser korsets berettigelse. Og derfor prøver vi i vor forkyndelse at gøre korset mest mulig begribelig for den søgende sjæl. Oftest gør man det vel ved hjælp af stedfortrædelsen og opstiller et helt lille guddommeligt regnestykke for den tvivlende og bange sjæl. Og når man har vist, at dette regnestykke stemmer, så mener man, at den tvivlende skal blive hjulpet.

Nu ja, Gud er nådig og bøjer sig på en forunderlig måde ned til vor famlende og skrøbelige forkyndelse. Og han kan vist engang imellem lade en synder blive hjulpet også gennem sådan matematik. Men jeg tror ikke, at det er denne udregning og forklaring, som bringer synderen til ro ved korset.

Nej, de allerfleste af dem, som kommer til vished og fred ved korset, har ikke synderlige forudsætninger for at følge en så indviklet udregning og forklaring af korset. Og dels om de havde disse forudsætninger, så er det beviseligt ikke ad denne linie, de kommer til tro på korset.

Det sker ikke ad tankens vej, men ad oplevelsens vej. Man får ikke fred og vished ved at gennemskue korsets guddommelige logik, men simpelthen ved at møde korset, ved at opleve korset.

Og det er Ånden, som sørger for denne oplevelse. Men Ånden gør det aldrig umiddelbart, altid gennem Ordet. Og han gør det i sin time og på sin måde. Oftest sker det vel pludseligt, men det kan også ske mere langsomt og successivt. Og som regel benytter han et ord eller en tanke fra skriften, enten fra det nye eller gamle testamente. Han kan også benytte et almindeligt menneskes opbyggelige ord både det mundtlige og det skriftlige.

Men enten det sker på den ene eller anden måde, så sker der et under. Gennem det ydre middel stiller Ånden os ansigt til ansigt med korset. Det sker ikke i ekstase, i henrykkelse. Nej, det sker under vor bevidstheds fulde medvirken. Men det er ikke vor bevidsthed, som frembringer oplevelsen, den modtager og indsuger blot oplevelsen.

Ved denne oplevelse møder man verdens virkeligste virkelighed: den korsfæstede frelser. Og ham behøver man blot at møde, så sker underet. Frygt og angst, tvivl og uvished forsvinder, sjælen fyldes af en usigelig tryghed og fred, og en uforklarlig vished afløser den pinefulde uro og uvished.

Dette udtrykker apostelen således: "Ånden selv vidner med vor ånd, at vi er Guds børn" (Rom.8:16).

Skulle en kristen gøre rede for dette Åndens vidnesbyrd, så ville han sikkert komme i en mærkelig knibe. Denne vished ejer han, ja den bærer hele hans daglige liv. Men skal han nu logisk forklare eller begrunde den, så mærker han, at det bliver en temmelig skrøbelig logik, han præsterer. Det beror ganske simpelt på, at Ånden uafladelig gør Kristus virkelig og nærværende for ham. Dette sker, som nævnt, gennem Ordet, men ikke altid gennem erindrede skriftord. Thi Ordet er indplantet i ham (Jakob 1:21) og er en levende virkelighed i ham, enten han sover eller våger, tænker på det eller ikke tænker på det.

Det mest ubegribelige ved denne vished er, at den kan forenes med den troendes daglige fejl og forsømmelser og overtrædelser. Og det allermærkeligste er, at jo mere den troende er forvisset om Guds nåde i Kristus, jo ømmere bliver hans samvittighed, og jo tydeligere mærker han derfor den indre og ydre synd.

Hvordan kan han da beholde visheden? Jo, det beror på korsets kraft og korsets gåde. Korset indeholder ikke blot hans benådning, men også hans dom.

Korset er jo dommen over hele mennesket og over alle mennesker. Korset er beviset for, at intet menneske kan gøre noget for sin frelse. Gud foretager hele frelsen fra først til sidst.

Mennesket har intet mere med den sag at gøre end dette, at det uafladelig må afgøre, om det vil lade sig frelse, eller om det vil stænge sig ude fra den frelse, som Gud tilbyder, udfører og fuldender.

Her støder vi igen på korsets gåde. Det er altså synderens forhold til korset, som afgør hans frelse. Og det vil sige, at det ikke er hans moralske og religiøse beskaffenhed eller anstrengelser, der spørges om. Guds tilgivelse og velbehag beror hverken på synderens vækkelse, omvendelse, tro eller hellige liv, men ene og alene på korset.

Rigtignok kan intet menneske frelses uden omvendelse, tro og helligt liv. Men disse er ikke betingelser for, at Gud elsker ham. Nej, tværtimod er hans vækkelse, omvendelse, tro og hellige liv en frugt af, at Gud elsker ham og gennem korset har skaffet sig adgang til at tage ham ind i sin kærligheds favn.

Det er dette, Paulus mener med de mærkelige ord: "Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus" (Rom. 8:1). "I Kristus" er apostelens udtryk for det rette forhold til den korsfæstede, til korset. Og nu siger han her, at synderens fordømmelse eller benådning udelukkende er afhængig af hans forhold til den korsfæstede.

Hvilken forargende gåde for det naturlige menneske. Hvad den troende gør af gode gerninger, bidrager intet til hans benådning hos Gud. Og, hvad han gør af synd, kan ikke fordømme ham, så længe han er "i Kristus". Så længe han er "i Kristus", tilhører han de salige mennesker, "hvem Herren ikke tilregner skyld" (Salme 32:2).

Dette har Paulus også udtrykt således: "Den derimod, som ikke gør gerninger, men tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige, regnes hans tro til retfærdighed" (Rom. 4:5).

Her ser vi vel ned i nådens dybeste dyb. Synderen elskes af Gud og optages i samfund med ham, uden at der er sket nogen forandring i hans syndige beskaffenhed. Den eneste grund til, at synderen elskes, er Guds kærlighed. Den kærlighed, som ved forsoningen på korset selv baner sig vej til sin fjende. Efter at soningen er udført, får synderen del i Guds tilgivelse ene og alene, fordi han tilhører den syndige slægt, som Kristus har sonet for.

Og han får tilgivelsen, ikke engang fordi han søger den. Thi når synderen begynder at søge Gud, da har Gud ikke blot søgt ham, men allerede fundet ham.

Se, dette forkynder korset for synderen, så snart Ånden gennem Ordet har belyst korset. Og derfor beholder denne synder sin vished og fred trods sine daglige forsømmelser og forsyndelser og trods det dybe indblik i det onde hjerte.

Men denne vished beror også helt på korset og den korsfæstede. "Han er vor fred," siger apostelen (Efes. 2:14). Glider øjet bort fra korset, enten det så glider ud mod verden eller ind mod ens egen synd og skrøbelighed, da er freden borte.

Derfor er og bliver denne vished en troens vished. Den er egentlig intet andet end den ubetingede tro på den korsfæstede. Altså den tro, som ikke tror på andet end den korsfæstede. Den tro, som med apostelen ikke vil vide af noget andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.

Og her får vi da også svaret på det ofte stillede spørgsmål: "Hvordan kan jeg vide, at jeg er "i Kristus"? At være i Kristus er det samme som at være i troen. Og at være i troen vil sige dette, at synderen er så hjælpeløs, at han ikke vover at møde Gud med sit eget liv, men alene med Kristi liv og død. At tro på den korsfæstede vil sige, at jeg intet vil være for Gud, uden det, jeg er i Kristus.

Når anklagerne rettes mod mig for mit eget liv, at jeg ikke elsker Gud, men mig selv; ikke sørger over min synd, men er hård og kold; ikke ofrer mig for Gud, men er verdslig og jordvendt, da bøjer jeg mit hoved og siger: dette er sandt. Jeg er fordømt, om jeg kun havde dette mit eget liv.

Men Kristus er mit liv! Dette kaster også lys over vor forkyndelse af korset. Vi har set, at det er korsets kendsgerning og ikke korsets forklaring, som både objektivt og subjektivt bliver synderens frelse. Derfor skal vi i vor forkyndelse ikke bekymre os alt for meget for at gøre korset og forsoningen begribelig for de søgende og famlende sjæle. Vi opnår dermed intet andet end at fordunkle korset for dem.

Gud er nidkær for korset. Der er næppe noget, Gud er så nidkær for. Det værner han om mere end noget andet. Og det, han må forhindre, er dette, at vi mennesker skal forringe eller fordunkle korset.

Apostelen Paulus har haft en dyb fornemmelse af dette. Med fuld bevidsthed undlod han at forkynde evangeliet "med vise ord, for at Kristi kors ikke skulle tabe sin kraft" (1.Kor. 1:17) - og "for at jeres tro ikke skal bero på menneskers visdom, men på Guds kraft" (1.Kor. 2:5).

Så vidt vi forstår, var det to ting, apostelen lagde vægt på. Det ene var at forkynde den korsfæstede, i den grad, at han siger, at han gjorde ikke andet og ville ikke gøre andet end at forkynde Kristus og ham korsfæstet (1.Kor. 2:2). Det andet var Åndens medvirken under Kristusforkyndelsen. Hans ene store ønske var at forkynde den korsfæstede med Ånds og krafts bevis (1.Kor. 2:4).

Og hvor meget apostelen har lagt i dette, får vi et mærkeligt udtryk for, når han siger, at Ånden giver ham endogså Ordene, han skal tale. "Og dette taler vi også ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, men med ord, lærte af Ånden, idet vi tolker åndelige ting med åndelige ord" (1.Kor. 2:13).

Her har vi da hovedlinierne for vor kristendomsforkyndelse. Vi skal forkynde evangeliet om korset. Vi skal forkynde korsets kendsgerning. Enkelt og tydeligt og så udførligt, som skriften giver adgang til.

Vi skal forkynde hele korset. Både korsets dom og korsets nåde. Vi har vel mest forkyndt korsets nåde og forsømt korsets dom. Og så bliver det hele skævt for os. Thi korsets nåde kan aldrig lyde fuldtonende, uden at korsets dom danner baggrunden. Og korsets dom bliver aldrig så tilintetgørende, som når den forkyndes og udføres af nådens Gud. Og så skal det være vort hjertes suk og bøn og råb, at Ånden må ledsage vor skrøbelige forkyndelse med krafts bevis, så tilhørerne kan få Guds kraft at kende. Den, som både dræber og gør levende, den, som både knuser og læger.

Også vi har løftet om, at Ånden vil give os det, vi skal tale, selve ordene. Det skal være vor trøst. Ganske vist en trøst, som kun troen kan trøstes ved.

Denne Åndens indgivelse skal ikke hindre os i at forberede os. Vi skal forberede os, ikke blot i bøn, vedholdende bøn, men også ved granskning i skrifterne og ved ordning af vore tanker. Endogså ved at skrive kan vi forberede os. Thi apostelen var forvisset om at få tankerne og ordene af den Hellige Ånd, også når han skrev. Det er vor afhængighed af Ånden, det kommer an på, enten vi skriver eller ikke.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005 Willy Griis