Kampen om Sandheden
Artikler

Vækkelse ved bøn

"Bed uafladeligt." 1. Tess. 5:17

Mrs. E. J. Dabney er en negerinde, der har fået bøn som sin egentlige tjeneste, skriver S. F. Moore i "What it means to pray through". - Mrs. Dabney under sig ikke mere søvn, end der er absolut påkrævet, for at hun kan styrkes til at varetage sin vågetjeneste, idet hun så at sige dag og nat er helliget bøn og bien på Gud. Også med hensyn til mad og drikke er hun yderst nøjsom, ligesom hun aldrig indlader sig i samtale om uvæsentlige ting. Hun kommer stille og ubemærket til møderne en time før tiden og giver sig da straks til at bede. Og når møderne er forbi, går hun lige så stille til sit lønkammer, og der optager hun sin egentlige tjeneste til sjæles frelse og frigørelse og fortsætter til langt ud på natten.

Under et interview fortalte Mrs. Dabney, hvordan det gik til, at hun kom ind i denne rige gerning for Gud og for sjæle: Hendes ægtefælle er præst og ligesom hun neger. Oprindelig tjente han i en blomstrende menighed i Filadelfia, men blev derefter sendt til en fattig forsamling, hvor det i sandhed stod dårligt til åndeligt. Ved det første møde var der ikke andre til stede end ægteparret. Hun var straks klar over, at det ville blive en vanskelig arbejdsmark; det var jo i den mest gudløse del af byen. Samtidig lod Gud hende forstå, at intet andet end bøn ville kunne udrette noget her, og hun besluttede derfor at give sig hen til at bede. Hun indgik nu den pagt med Gud, at ville han sende syndere til forsamlingen og frelse dem, ville hun tre år igennem hver uge tilbringe tre dage og tre nætter i bøn i deres møde-lokale. I de første to år ville hun både faste og bede. Da hun fortalte sin ægtefælle dette, var han ikke rede til at lade hende være ene i misionssalen i bøn så længe; men Gud viste ham, at denne sag var fra ham.

Så snart den lille hustru begyndte at hengive sig til at bede, begyndte Gud at arbejde: Syndere blev sendt ind til møderne, og snart var der ikke plads nok. Manden anmodede hende derfor om at bede om en større sal, og Gud flyttede en købmand ud af en større og rummeligere bygning på den anden side af gaden og gav ægteparret det hus. Men da hun vedblev i sin bønne-tjeneste, blev også denne bygning hurtigt for lille. På ny anmodede manden hende derfor om at bede om et større hus til gudstjenesterne. Det gjorde hun, og Gud gav dem en smuk og rummelig kirke på en af de mest befærdede boulevarder i samme bydel. Her blev der ligeledes hurtigt overfyldt, og skarer af uomvendte blev frelst fra deres synder og troende fyldt med Helligånden.

En dag, da Mrs. Dabney nærmede sig kirkedøren for at være tro mod sit løfte om at holde ud i bøn, mødte Gud hende nu med de ord: "Gå hjem!" Først tøvede hun lidt, idet hun inderligt længtes efter som så mange gange før at give sig hen i bøn; men så rettede Gud hende det spørgsmål, om hun var klar over, hvad det var for en dag. Samtidig blev hun ledt til at åbne sin portemonnæ og tage et papir frem, hvorpå den pagt stod optegnet, som hun havde indgået med Gud. Da hendes blik faldt på datoen her, opdagede hun, at denne bønneaftale var ført til ende, idet det netop var tre år siden, den blev indgået. Hun ville derfor gå ind i kirken for at tilbede og ophøje Herren; men på ny sagde han: "Gå hjem!" Og hun adlød, medens hendes sjæl jublede for Guds åsyn. Lidt efter lød hans røst igen: "Gå ned i kælderen! " Et øjeblik stod hun undrende og svarede: "Herre! Hvis du vil tage mig hjem til herligheden, lad mig da forinden få lov at se min ægtefælle og min søn"; det stod nemlig sådan for hende, at hendes sjæl var så fyldt med lovprisning, at hjertet måtte sprænges derved. I kælderen var der ikke mørkt som ellers; men den var fyldt med et underfuldt lys. just da talte Gud på ny til hende og sagde: "Du har bedt igennem. Nu er jeg kommet for at velsigne dig!" Hans nærværelse blev så strålende åbenbar for hende, at hun måtte danse for hans åsyn af fryd. I det samme lovede Herren hende, at hvor hun end ville gå hen og der fortsætte sin bønnetjeneste, ville han frelse syndere og fylde troende med Helligånden.

Dette skete for seks år siden, og Gud har holdt sit ord. Hvor Mrs. Dabney end kommer og hengiver sig til bøn, bliver syndere frelst og Guds børn fyldt med Helligånd og ild. Hun holder ingen prædikener, men taler blot til kristne og ufrelste om at søge Herren, til de finder ham. Følgende uddrag af breve giver et dybt indblik i dette liv i sejrende bøn:
"Jeg er betynget indtil døden nu til morgen. Det er, som mit hjerte må briste. Byrden af syndere ligger over mig tungere end nogen sinde før. Dag og nat kan jeg høre råbene fra den døende verden.

Helligånden er som et eneste råb om en stor ånds-udgydelse fra Himlen. Dette er Guds vældige indhøstnings time. Af en eller anden grund har han agtet mig for værdig til at kende dødskval og lidelse, for at vort stakkels folk må blive bjerget, førend råbet lyder: "Se Brudgommen er her!"

Kun få er villige til at lide, for at andre kan komme til at se lyset. Det er en forfærdelig tid. Mennesker hungrer efter at se en sand hellighed omsat i dagligt liv; men alligevel er tiden fuld af selvet og ønsket om personlig vinding. Vi, som er vakt op, må derfor arbejde dobbelt for at hjælpe med til, at sejren kan vindes. Bøn er det eneste lægemiddel for denne ulyksalige tid. Men jeg takker Gud, at midt i alt dette har jeg, i Anden oppe på bjerget, fundet et sted, hvor en bedende kvinde kan søge hen og være sammen med Gud.

Kom, du kære, med mig ud der, hvor Jesus vil bede gennem dig og sætte mange syndere i frihed i kraft af dine bønner! Følger du mig ud på denne bønnemark, vil du takke mig for, at jeg så indtrængende tilskyndede dig til at give dit liv til at bede syndere igennem til Gud. Også dig har han bønnegrund at give, som aldrig nogen anden har sat sin fod på. Han har bjerge og klippe-toppe, som ingen har bedt ham om at indtage i bøn. Hver eneste dag og nat kan dine fødder komme til at stå på en ny tinde.

Prædiken er godt, undervisning nødvendigt, men bøn er selve hemmeligheden. En eneste bøn, som er hørt og besvaret af Gud, formår at ryste alt det skabte.

Mennesker har hørt sandheden forkyndt, endda i rigt mål. Hvad de trænger til er at blive hjulpet til at komme løs af deres lænker, så at de kan tjene Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed. Prædiken, sang og undervisning kan tilsammen ikke bringe det jordskælv, som åbner gravene på den syndens og fangenskabets kirkegård, hvor millioner ligger døde i synd og overtrædelser. Det er kraft, vi behøver i denne stund, for at kunne hjælpe disse mennesker. De nævnte ting er alle-sammen ypperlige inden for deres områder; men når det drejer sig om at bryde segl, Satan har sat over syndernes hjerter, vil det kræve bøn og ubegrænset samtale med Gud.

Der er mange, som beder, men få, som formår at bede igennem helt frem til Herrens herlighed og guddommelige vilje. Jesus derimod gik ind i Getsemane have og talte i bønnen med Gud, lige til kræfterne svigtede, og sveden perlede ud af ham som bloddråber.

Dette er det hårdeste arbejde, Gud har at tilbyde. Som en landmand må jeg grave dag og nat. Det kan sammenlignes med jord, som aldrig har været opdyrket, og hvor buske, træer, rødder og klippestykker går langt ned i jorden. Der i jorden findes også giftige tæger og lyssky orme, og du står hele tiden i fare for at grave en af disse ting op. At grave er et hårdt job; men det er min bestilling. I mine øren lyder dagen lang og natten igennem røsten af millioner af syndere. Gennem stadig bøn er jeg ét med Gud i det, som fylder hans hjerte. Det er grunden til, at jeg ikke går på visit eller tager imod gæster. Jeg duer ikke til noget som helst andet. Jeg er helt og aldeles givet hen til at bede. Denne byrde ligger stedse på mig; end ikke et øjeblik kan jeg lægge den fra mig og hvile.

Både tidligt om morgenen, ved middagstid og sent om aftenen løfter Herren mig op i et nyt plan i bønnen. I nat var jeg så overskygget af Herrens herlighed, at det var, som legemet døde, og jeg blev ledt ud i bønnens have til et sted, hvor jeg aldrig havde været. Herrens Ånd råbte der: "Tusinder skal blive frelst! Påkald mig, og jeg vil sætte i frihed!" Derefter blev der en vældig stønnen og sukken i mit hjerte. Jeg græd for Herrens åsyn og bød mig frem som et bønneoffer, lige til alt, hvad han ville, var ført igennem.

Herren har påbudt mig overalt at kalde kvinderne sammen til bøn. Det er min stadige bøn, at han på særlig måde vil udtage 2000, som vil bringe ofret at bede igennem til hans ære. Han har ledt mig til at samle dem sammen til bøn kl. 4 om morgenen, og allerede kl. 3,30 er hen ved 350 samlet. Da jeg i dag kom kl. 4, var Herren i sit tempel og besøgte sine børn med velsignelsens strømme. De hellige bad inderligt om at blive ført ud sammen med mig i denne bønnens have, og hans nærværelse fyldte lokalet. Hver eneste var som overskygget af Gud; i rigt mål udøste han sin salvelse over vore hoveder. Jeg hørte Anden selv bede og råbe om, at sjæle dog må blive genoplivet og fornyet, og at de i bønnen ikke må nøjes med at være som i en flod, men komme helt ud på det vide ocean.

Vor Gud er ikke død. Han er ikke bundet. Han er end i dag rede til at gøre lige så stort et underværk som nogen sinde før. Når han på en mands bøn bød solen standse sin gang, og når han på en kvindes råb brød dødsrigets skranker og gav barnet tilbage, er han da ikke lige så mægtigt og lige så rede til at ryste alt det skabte for dig og mig, som råber til ham om, at hans gæstebud må fyldes med dem, som nu driver om ude på vejene og ved gærderne? Jo, han hører os! Alt, hvad vi har at gøre, er at åbne vor mund, vor sjæls mund, og i bøn tale med ham, indtil han rejser sig i sin guddommelige vælde for også for dig og mig at bevise, hvem han er, den samme i går og i dag, ja til evig tid.

Der findes ingen større velsignelse end den at tale til Gud i bøn. Min sjæl er fyldt til randen; o, hvilket privilegium! Han har åbnet mig vej ind i sit hjerte til en ubegrænset samtale med ham! Gud er i sin bønne-have. Nogle forlader så at sige ikke kirken. I regn som i godt vejr samles de til bøn. De to sidste morgener har jeg spadseret til kirken for rigtig at få indtryk af, hvordan folk kl. 4 kommer hastende fra alle sider for at bede. I hver gade, vi passerede, var der mennesker, der løb, som var det deres sidste chance for at møde Gud. "Tabernaklet" har fem indgange, og gennem hver eneste af dem strømmede mennesker ind lige så hurtigt, de kunne, for at møde Gud ved dette tidlige klokkeslæt. I samlet flok bøjede de knæ, og deres stemmer smeltede sammen som en eneste bøn til Gud. Just da kom Herren og fyldte stedet. Med sin livgivende ånde blæste han på os, og på en ny måde var vi os hans nærhed bevidst. Det er, hvad Gud er ved at virke i denne onde by, alt sammen som svar på bønner opsendt før daggry. Mange uomvendte finder Gud, og mange troende bliver fyldt med Helligånden."

Ville vi blot således samles til bøn, da skulle der gå en mægtig vækkelse over verden, og ufrelste sjæle ville blive høstet ind i skarevis og troende uden tal blive opbygget i Gud.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005 Willy Griis