Kampen om Sandheden
Artikler

Troens kamp og sejr

af Johann Christoph Blumhardt

Der er egentlig ikke mange, der forstår at søge Herren. Hvad det vil sige, ved de ikke rigtigt. De forstår ikke, at det indebærer noget mere end at have tanken på ham eller de rigtige opfattelser om ham. At søge ham er at søge ham selv i hans person.

Ak, hvor vi trænger til ham selv. Vi har ham endnu ikke, som vi bør have ham; men vi er overbevist om, at han selv længes efter, at vi skal kende og opleve ham, som han er, og ikke nøjes med de rigtige meninger om ham.

Enhver, der søger hans person, finder ham og oplever, at han holder sit ord.

Bede i tro

Den, der beder, må bede i tro og ikke tvivle. Vi må tro, at Herren hører vor bøn og tager imod den. Vi må tro, at døren åbner sig til sidst, når vi banker på. Når vi beder i tro, er vor bøn ikke en ophobning af ord, der svirrer i luften.

Enhver bøn i tro er som en hage, der hager sig fast i Guds nåde og drager den ned til os. Med hver bøn udrettes der noget, også om du ikke altid straks ser det. Som du tror, skal du få. Hvis du ikke tror, har du ingen Frelser, der har sagt: »Alt, hvad I beder om i mit navn, skal I få.« Det vil engang vise sig, at ikke det svageste suk er gået hans øre forbi.

Banke på

Bøn er ikke altid blot at søge, men også at banke på. Før man rigtig er blevet klar over det, står man foran en tillukket dør. I vore dage er nøden og jammeren så stor, at vi overvældes af den og føler, vi står foran lukkede døre. Alligevel skal vi banke på, thi vi må jo banke på, banke stærkt på - vi må råbe: »Herre, luk døren op for os!«

Vi skal ikke lade hænderne synke og tænke, at Herren nok alligevel til sin tid åbner døren. Nej, vi skal banke på. Man banker jo kun på døre, der er låst og tillukkede. Vi skal aldrig lade os afskrække af det, der ser umuligt ud. Lad os derimod være tro imod Herrens befaling: »Bank på!« og stole på hans løfte: »Så skal der åbnes for jer.«

Det vil vise sig, at den, der holdt ud i bøn og anråb, indtil Himmelen åbnede sig over ham og dem, han bad for, aldrig bad omsonst.

Forbøn

Vor Herre Jesus opsøger de fortabte, og tænk, vi får lov til at bede for dem, at det må komme til en sand omvendelse med dem. Alle, som I beder for, være sig slægtninge eller venner eller naboer, dem bringer I jo til Herren, og - hvor langt ude de end er i forkerthed - så bliver de dog, takket være jeres forbøn og kærlighed, Guds og hans Søns, Jesu Kristi plejebørn. Mærk jer det: Vi beder aldrig forgæves for de fortabte, end ikke når de vender sig imod os som vore fjender. Vi beder aldrig forgæves for dem, hos hvem alt synes at være fortabt. Ligger deres frelse os på hjerte, og bringer vi dem i bøn til vor Herre Jesus Kristus, da kommer de under Frelserens specielle pleje, så at der, før man aner det, sker et frelsens under med dem, skønt alle anså dem for håbløse.

Gudsfrygt i bønnen

Hvis vi vil blive hørt og opnå noget, må vi være Gud-frygtige. Uden Guds-frygt udretter vi intet. Uden et redeligt sind, der vil gøre, hvad Gud fordrer, bliver vi ikke hørt. Hvis du er i nød og beder Gud om hjælp, må du ransage dig selv, at der ikke står noget imellem dig og Gud. Lad der aldrig stå noget i vejen, som hindrer vor nåderige Gud i at hjælpe dig. Er der i dit liv noget, der anklager dig, så bøj dig i ærlig bekendelse for nådens trone, at Gud kan svare alle dine bønner.

Tørst

»Den, der tørster, han komme til mig og drikke,« sagde Herren ved løvhyttefesten. Findes denne tørst hos os? Er det nok, at vi gerne vil? Man kan ville så meget; man kan også have en længsel derefter, men det er alligevel ikke tørst. Thi man vansmægter endnu ikke; man kan endnu hjælpe sig selv på så mange forskellige måder. Den, der tørster, kan aldrig få sin tørst slukket andre steder end hos Jesus.

Desværre er der i kristenheden skarevis af kristne, der ganske savner den rette tørst.

Øren at høre med

Medens vi lytter, må vi bede om, at Herrens ord trænger igennem vort hjerte, der ofte kan være uopmærksomt, køligt og sløvt. Havde vi den rette tørst, da sugede vi Guds ord til os i fulde drag, men netop fordi vi ikke tørster, må vi råbe til Gud om at åbne vore sløve øren og bevæge vore stive hjerter. En vanemæssig kristenhed har ingen kraft.

Kender vi Herrens vilje, da fordres der af os, at vi også gør den. Da er meget os betroet; meget vil blive krævet af os. Da har Herren sat os over alt, hvad han ejer, og vi står i den fortroligste forbindelse med ham. Da må vi våge og bede og aldrig blive sløve, så vi hverken rigtigt hører, hvad han siger, eller gør det.

Herren kommer som en tyv om natten; han kan ikke sige os nøjagtigt, hvornår han kommer. Så meget mere vigtigt er det, at vi ikke bliver trætte, men er vågne.

Det sker undertiden, at Herren lover noget, men det sker ikke straks. Da må vi lære at bie tålmodigt. Herren har altid sin grund, når han tøver. Hans ord falder aldrig tomt til jorden. Lad os aldrig glemme, hvad han har sagt, fordi det endnu ikke er sket.

Jeg kan af egen erfaring vidne om, hvor stort et lys der går op for dem, der håber på Herren. Guds Ånd træder dem ganske nær og gør Skriftens tale så tydelig for dem, at de begynder at fatte Guds veje. De kan bede virksomt både for sig selv og for andre.

Kærlighed til Herren

Jesu disciple har ham kær og bliver eet med ham, så han stråler ud igennem dem. Når vi elsker ham, kan vi gå ind under alt det, han lægger på os. Så bliver vi aldrig viklet ind i denne verdens ånd og tankegang. Så lader vi os heller aldrig hindre i at følge ham og finder ikke på undskyldninger.

Så holder vi ud indtil enden. Skal troen end vente længe, så kan tiden aldrig gøre den til intet. Skulle den vente hundrede, ja tusinde år, sejrer den dog. Den sejrer også, når det tilsyneladende går lige modsat af, hvad Herren har lovet. Thi troen griber Herrens ord og siger: »Frelseren er her!« Og når Herren er her, må alting føje sig under hans vilje. Alt, hvad profeterne har sagt om vor Frelser, vil blive virkelighed. De ventede længe, men ikke forgæves. Endnu er ikke alle profetierne gået i opfyldelse, men i Guds time sker det. Troen venter på, at hele skabningen forvandles til en eneste lovsang til Gud. Han har udøst al sin kærlighed over sin skabning, da han gav sin Søn, den eenbårne, hen for os alle.

Troen stiller ikke mange spørgsmål - og er meget forsigtig med at besvare alle de spørgsmål, menneskene stiller. Det lys, der kommer fra Herren til vore hjerter, er os nok. Det lader os forstå, at hans fred varer evindelig.

Herren har lagt alt ned i vor tro. Og vor tro er den sejr, som har overvundet verden. Lad os dog aldrig et øjeblik glemme, at Jesus har sejret fuldstændigt; han er sejrherren.

Derfor siger vi med frimodighed: »Jeg bekender mig til Jesus, menneskenes Frelser!« Uden denne bekendelse fattes der os noget. Mon vi da virkelig tror på ham? Mon vi elsker ham? Det må komme dertil, at enhver ved, hvem jeg er. Man må være kendt som en, der bekender Jesus. Troen fornægter ham aldrig.

Den, der elsker ham, taler om ham. Men troen taler ikke meget om djævelen.

Troen taler heller ikke om, at noget er umuligt. Den opgiver aldrig håbet. Den er enfoldig og lader sig ikke forstyrre. Den har en stille forvisning og en glad overbevisning om, at Herren aldrig lader den blive til skamme.

Der findes intet vidunderligere ord end dette: »Jesus er opstanden!« Om vi virkelig hørte det, hvor mange stene ville da ikke blive væltet væk fra vore hjerter og tanker.

Mine elskede! lyt til dette herlige ord! Snart lyder den sidste basun, da bliver stene væltet væk, og de døde i Kristus står op. En helt ny verdensorden er indtrådt i kraft af Guds mægtige ord.

Da er den fulde forløsning blevet virkelighed. Hvad Gud har begyndt med os, da han skænkede os troen, vil han fuldføre. Skønt vi endnu ikke kan se det, kan vi dog sige: »Det er der, thi Gud har lovet det!« Sådan bør vi tænke om Gud. Alt andet er vantro.

Gud når altid det mål, han har sat sig. Lad os fryde og glæde os derover!


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2005 Willy Griis