Det Gamle Evangelium

Sejr eller nederlag?

af G. Steinberger

INTRODUKTION af G. A. Olsen

Georg Steinberger blev født 3. december 1865. Den 1. juni 1891 blev han medleder af anstalten Remismühle i Svejts. Efter at have virket her i knap 5 år hensov han den 3. april 1904, kun 38 år gammel. Remismühle er et asyl for syge, som enten er opgivet af lægerne, eller som af princip ikke vil søge læge. Mangfoldige af disse syge, også af den første slags, har i dette asyl fundet varig helbredelse ved troens bøn (Jak. 5,14-16). Asylet har ingen hjælpekilder af nogen art og fordrer mig bekendt heller ingen betaling af de syge. Steinberger selv ejede intet og kom aldrig til at eje noget. Oversætteren håber, at disse sparsomme oplysninger vil være tilstrækkelige til at stille den efterfølgende forkyndelse af den fulde frelse i Kristus i det rette lys som prøvet og vederhæftig tale. Iøvrigt må Steinbergers ord tale for sig selv. Han trænger ikke til nogens anbefaling; han står og falder ikke med menneskers bedømmelse. Hans ord er kun bestemt for sådanne kristne, som ikke skal hen til en eller anden leder og fører for at få at vide, om dette er noget, man må indlade sig med eller ikke, men som selv tør lade sig lede af Gud til bedømmelse deraf med Bibelen i hånden.


TROENS GODE STRID

Af alle den hellige skrifts sandheder er der vel ingen, der i den grad er skjult for Guds børn, som den, at vi i Kristus har en fuld befrielse fra alle vore fjender og derfor også en fuldstændig sejr over dem. Jesus har fået bugt med alle vore fjender. Han har sejret over hele linjen.

• Vi er løste fra syndeskylden, thi Guds lam har fuldbragt et skyldoffer (Esajas 53,10) og betalt vor gæld.

• Vi er løste fra syndens magt, thi vi er døde fra synden med Kristus og ved Hans Ånd sat over i en anden livssfære (Rom. 6,6; Rom. 8,2).

• Vi er løste fra mørkets herredømme, thi hvor synden har mistet sin magt, er også djævelens herredømme til ende (Kol. 1,13).

• Vi er friede fra den onde samvittighed, thi Kristi blod har renset vor samvittighed fra de døde gerninger (Hebr. 9,14; 10,22).

• Vi er friede for dødsfrygten, thi Kristus har gjort ham magtesløs, som har dødens vælde, og dermed befriet alle dem, som på grund af dødsfrygt var under trældom al deres livs tid (Hebr. 2,14-15).

• Vi er friede fra den kommende vrede (l. Thess. 1,10), thi vi står ikke mere under vreden, men under nåden (Joh. 3,36).

• Vi er friede fra den kommende dom, thi vi er lammets ejendom (Joh. 5,25. Åbenb. 20,11-15).

Jesus har erhvervet os en fuldkommen frihed. Hans tjener Paulus formaner os derfor til at stå fast i denne frihed og ikke atter lade os holde under trældoms åg (Gal. 5,1).

Vi kan og skal ikke selv tilkæmpe os friheden, men gå ind i den frihed, Jesus har tilkæmpet os.

Det er tilvisse ikke bibelsk, og det vidner om en mangelfuld forståelse af Kristi værk, når man siger til unge kristne, der lige nylig er kommet til troen på syndernes forladelse: »Nu må du kæmpe, stride og værge dig til det yderste, thi du har nu krig med synden, djævelen, verden og kødet.« Er det sandt? Skal jeg virkelig selv igen tage kampen op med disse frygtelige magter? Betyder genløsningen ikke andet end tilgivelse for synden og så en kamp på liv og død, om hvilken jeg dog forud må vide, at mine fjender er for stærke og må sejre, så at der ikke bliver andet tilbage for mig end et dødtræt hjertes fortvivlede råb: »Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig?« Har da Guds Søn ikke opnået mere ved sit store værk i Getsemane og på Golgata? Forslår Kristi blods kraft ikke til at dække mig for mine fjender? Skal jeg trods genløsningen vedblive at være en fange, der først ved døden kan blive fri for de bånd og lænker, som trykker og ængster mig dag og nat, medens jeg er her? Jeg har ventet en fuld genløsning i følge Guds ord, og nu skal jeg alligevel leve mit liv i lænker? Jeg har år igennem tørstet efter frihed, og nu skal jeg alligevel være en syndens træl? Jeg har dag og nat længtes efter ro og fred, og nu skal dog uro og ufred være min lod? Er det virkelig sandt?

Nej og atter nej! det er ikke sandt! Gud være lovet, striden er udstridt, og sejren er vundet, syndens magt er brudt, frihed og fred er skænket os ved genløsningen, som Kristus har fuldbragt. Min opgave er kun at modtage denne fuldkomne frelse i barnlig tro og at betragte mig selv som en, der er frelst og frigjort, så at jeg ligesom Zinzendorf kan sige til djævel, synd, kød og verden: »Jeg har intet mere med dig at gøre, og du intet med mig at gøre!« Dette er troens gode strid - og den har sejren.

Hvor man derimod selv kæmper og strider, er det en kødelig kamp, og den kan kun lide nederlag. Af os selv formår vi nemlig intet mod blot en eneste synd, end ikke den mindste. Vi må tage imod den sejr, som Kristus har tilkæmpet os, dersom vi vil have sejr. Det er derfor ganske falsk at bede: »Herre, forløs mig fra synden og fra alle mine lænker!« Du kan bede sådan, så længe du vil, du bliver ikke bønhørt og hjulpet, thi Kristus har allerede bønhørt og hjulpet dig. Genløsningen er sket, du skal blot tro på den. Sejren er vundet, du skal blot tro på den. Sejren er vundet, du skal blot modtage den.

At modtage sejren betyder, at du bærer dig ad som den, der allerede har sejret. Ligesom Josafat (2. Krøn 20), der lod hæren istemme sejrssangen over hedningerne, skønt de endnu stod overfor ham, rustede til krig, eller ligesom David, der råbte til Goliat: »I dag skal Herren give dig i min hånd, og jeg skal slå dig og afhugge dit hoved!« På samme måde bar Jesus sig ad, da Han stod ved Lazarus' grav. Han opløftede sine øjne til himlen og takkede Faderen, fordi Han altid ville høre Ham. Og dog havde Han jo endnu ikke set bønhørelsen. Ligedan gik det til ved bespisningen i ørkenen. Han tog brødet, takkede, begyndte at bryde det og brød og brød, indtil de alle var mættede. Dette er at modtage sejren!

Det er tilvisse ganske bagvendt, når man atter og atter giver folk det gode råd, at de skal bare bede. Det er kun noget, hvormed man dækker over sin egen uvidenhed. Enhver ting til sin tid. Bede, når der skal bedes, og tro, når der skal tros. Moses bad, hvor han blot skulle tro, og blev dadlet (2. Mos. 14,15). Josva bad, hvor han skulle handle, og Gud sagde til ham, efter at han havde ligget en hel dag på sit ansigt: »Stå op, hvorfor faldt du på dit ansigt?« Det var en skarp dadel.

Der er megen bøn, som Gud slet ikke kan høre. Og så går man endda og undres over sig selv, fordi man er sådan en bønnens kæmpe, der strider med Gud.

Er Gud da sådan en hård Gud, at man må rive alt fra Ham? Nej, jeg er ganske overbevist om, at det er ikke os, der skal overvinde Gud for at få Ham til at være nådig og god og give os et eller andet, men derimod Gud, der må overvinde os, så at vi stoler på Ham som børn og modtager af Hans guddomsfylde som børn. Et troens blik på Ham indbringer mere, end om man en hel dag igennem kæmper med Gud i en tro, der dog kun er indbildt. Man beder smukt og tilsyneladende i tro ligesom Jakob ved Jabok (l. Mos. 32,9-12); men man tror ligesom Jakob ikke et ord af det hele. Dersom Jakob nemlig havde troet Gud til det, han selv bad om, så ville han ikke være stået op og igen selv taget sagen i sin hånd og givet sig til at handle, som om han ingen Gud havde (1. Mos. 32,13-20). Sådan bærer man sig ad, når man strider i kødet. For den slags folk trænges der ligesom for Jakob til, at der skal komme et Penuel bag efter, hvor de bliver lammede af Gud, hvor kødets kraft bliver brudt, hvor de endelig engang for alvor bliver færdige med sig selv og som hjælpeløse klynger sig til Gud og råber: »Jeg vil ikke lade dig gå, uden at du har velsignet mig.« Således bliver man en Israel, en Guds kæmpe, der ikke går fra nederlag til nederlag, men fra sejr til sejr, fra kraft til kraft.

Hvert et sår
gør dig hård,
at du altid sejren får.

Først når Gud har kæmpet med os og overvundet os, kan vi kæmpe med Gud. Thi kun brudte mennesker er i stand til at tilkæmpe sig en blivende sejr over fjenderne.

Dette liv i sejr over Satan, synden og verden og de daglige vanskeligheder vil vi nu betragte lidt nærmere.


SEJR OVER SATAN

Vi har sejr over ham, thi Kristus har overvundet ham. Han har sejrrigt udkæmpet denne frygtelige kamp. Vi er friede ud fra mørkets herredømme og fra Satans magt, friede fra den, hvis trælle vi er eller måtte være i dødsfrygt hele vort liv igennem. Djævelen havde krav på os, thi vi havde solgt os selv til ham ved synden. Ved enhver synd, vi begik, gav vi Djævelen en obligation, forskrev os til ham, blev hans lovlige skyldnere. Vi har bragt os selv i fængsel og trældom, frivilligt givet Djævelen herredømme over os; men Jesus kom og løskøbte os med sit blod, tilintetgjorde forskrivningen, der vidnede imod os, førte os ud af fængslet og trældommen og skænkede os liv og fuldkommen frihed. Thi »hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie« (Joh. 8,36).

Selvfølgelig er sejren knyttet til visse forudsætninger fra vor side; på dem må vi derfor nødvendigvis gå ind. Her er særlig tre ting at mærke sig.

1. Vi må være fuldkomment dækkede af blodet. Hele vort liv i fortid og nutid må stå under Kristi blods sonende kraft.

Hele vort forgangne liv må være bragt fuldstændig i orden under korset. Ganske vist sender Djævelen ligesom en uærlig købmand stadig falske regninger ind ad døren til os, som om denne eller hin synd ikke var sonet; men vi har en god kvittering ved hånden overfor enhver regning, som f.eks. Kol. 2,13 o.m.a. Der står i Åbenb. 12,11 om de hellige: »De har sejret over ham på grund af lammets blod!« Dette vil ikke sige, at de har stridt med ham. Nej, det betyder, at de var toede, fuldkomment dækkede, så at Satan, når han kom, ikke fandt en eneste plet, hvorpå han kunne sætte sin finger, intet åbent sted, hvor han kunne angribe og såre dem. Fra min barndom kan jeg huske et æventyr, der kan tjene som billede herpå.

Ved indgangen til et slot lå der en kæmpestor drage mellem to lindetræer, der voksede ved en kilde. Alle forsøg på at dræbe den havde hidtil været forgæves. Da tog junker Sigfred kampen op med den og sårede den dødeligt, så at dens blod flød i strømme og farvede hele kilden rød. Nu havde junkeren hørt, at den, der bader sig i drageblod, vil blive ganske usårlig. Derfor besluttede han sig til at bade i kilden; men medens han badede, faldt der et lindeblad ned fra et af træerne og klæbede sig fast på hans bryst, så at huden på dette sted slet ikke blev berørt af drageblodet. På dette sted kunne han altså såres. Længe tragtede hans fjender forgæves efter hans liv. Han var usårlig, indtil en ven af ham gav fjenderne underretning om det sårbare sted. Da lykkedes det at dræbe ham.

Vi har også en kilde, der gør os usårlige mod alle den Ondes gloende pile. Det er den kilde, om hvilken profeten Sakarias siger, at Gud har givet Davids hus og Jerusalems indbyggere den. Det er Guds lams dyrebare blod, hvori vi stadig i troen bader os. Men vi må sørge for, at der ikke klæber noget ved os, som hindrer blodet i at dække os helt. Ellers kan vi længe nok tale om blodet og om dets sonende og rensende kraft; dersom vi ikke i sandhed er helt dækkede af det, d.v.s. er fuldkomment rene, så ler Djævelen os ud og driver sit spil med os.

2. Vi må på ingen måde have nogen forbindelse med mørket mere, d.v.s. alt må være ganske klart og gennemsigtigt hos os, i hjerte og liv, i handel og vandel. Der må intet findes hos os, som tilhører mørket, thi i mørket står Djævelens trone (Efes. 6,12).

I samme grad, som vi tåler mørket i os selv, i samme grad har Satan jordbund i os og rum, som han med rette kan kalde sit eget.

Dette er årsagen til, at så mange bliver så stærkt plagede af Djævelen. De har aldrig grundig fået rømmet op, er aldrig kommet til lyset med deres mørkets gerninger, har aldrig bekendt deres synder eller gjort godt, hvad der måtte og kunne gøres godt, har aldrig stillet sig under Jak. 4,8-10. Djævelen er altid efter dem. Og hvorfor? Fordi han endnu stadig har en berettiget fordring på dem. Der er synder, som skal bekendes og gøres godt igen. Men nu har man allerede i årevis været from, og så skal man endnu engang begynde på at bekende synder og gøre godt igen! Er det virkelig nødvendigt? Ja, det er ganske nødvendigt. Sådanne synder er som håndtag, som Djævelen atter og atter kan gribe fat i og rive dig omkuld med. Det gælder netop her om åndelig talt at hugge af og rive ud, selv om du også skal blive en krøbling ved det (Mark. 9,45. 47). Det er bedre for dig således! Vær ikke bange for at bekende alt. Engang vil det dog blive åbenbaret. Alt må komme til lyset, for at det kan blive straffet af lyset. »Ja, alt det, der bliver opklaret, er selv lys« (Efes. 5,13). Den, der holder sig tilbage fra at bekende sit syndeliv, spiller under dække med Djævelen, og så kan der selvfølgelig ikke være tale om nogen sejr. En ret omvendelse er som en dom i Guds, ånders og menneskers nærværelse. Og engang skal vi gå gennem dommen. Den, der unddrager sig her i livet, opsætter det blot til evigheden. Vi gør intet, som vi med rette kan sige om, at kun Gud ved det. Mange øjne har set det.

I Job 11,14-19 finder vi en fortræffelig anvisning: »Hvis uret er fjern fra din hånd, og brøde ej bor i dit telt, ja, da kan du lydefri løfte dit åsyn og uden at frygte stå fast; ja, da skal du glemme din kvide, mindes den kun som vand, der flød bort; dit liv skal overstråle middagssolen, mørket vorde som lyse morgen. Tryg skal du være, fordi du har håb; du ser dig om og går trygt til hvile, du ligger uden at skræmmes op« - end ikke af Djævelen selv.

3. Vi må ikke stride med Djævelen eller ægge ham ved selvovervurdering.

Den, der endnu kæmper og strider med ham, forstår endnu slet ikke kampen. Vi kan slet ikke indlade os med ham. Han er alt for stærk. Vor stilling overfor ham er ikke virksomhed, men stilhed. Israelitterne stred ikke med mordengelen, men strøg blot blodet på dørstolperne og forholdt sig ganske stille, stolende på Gud (2. Mos. 12). Vi må være dækkede af Jesus og Hans blod. Ligesom ildsøjlen stod mellem Israel og ægypterne, må Jesus stå mellem os og fordærveren, som Brorson synger:

I min sjæl Guds kærlighed
flyder uophørlig ned.
Jesus længe siden alt,
Jesus er det, som har valgt
mig, et vildt og giftigt krud,
til sin due, skat og brud.
Uforandret er min ro,
uforfærdet er min tro,
evig skal min sag bestå,
thi mig ingen dom kan nå,
Kristus er den hulde ven,
som sig gav i døden hen
for at vinde mig igen.

At være i Kristus betyder ikke, som mange mener, at have syndernes forladelse, at pleje en smule omgang med Kristus, idet man nu og da ser op til Ham og takker Ham eller sukker til Ham, anstrenger sig for altid at tænke på Ham, regelmæssig læser i sin Bibel, forretter sin bøn og tillige har nogle fromme følelser; men det betyder, at man er eet med Ham på alle områder.

Denne væren et med Ham begynder med korset, d.v.s. vi er korsfæstede, døde og begravede med Kristus, mennesker, som ikke ses og høres mere, mennesker, som er skjulte i Kristus, mennesker, som er døde for alt, hvad der ikke er af Kristus. Med døde folk kan ingen have forretninger, end ikke Djævelen selv. Så meget selvliv, du endnu holder fast på, så megen magt indrømmer, du med fri vilje Djævelen.

Så meget selvliv, så megen forbandelse!

Mennesker, der lever sig selv, frister Djævelen til, at han skal friste dem. Så langt som vi har samfund med Jesu død, så langt har vi liv tilfælles med Ham og ikke et hårsbred længere. Her nytter al beden og kæmpen intet. Hos et Guds barn drejer det sig nemlig mere om at gå ind på det af Gud givne end om bøn. Dette er troens strid.

Det andet er en kamp, der kommer fra ens egen vilje og ens eget kød, i hvilket man i det ene øjeblik mener, at man kan tage det op med Djævelen selv, og i næste øjeblik frygter for en piges spørgsmål ligesom Peter. Her er der ikke andet end nederlag at hente. Intet ægger nemlig Djævelen så meget, som når man vil være stærkere end han. Finder han os så engang udenfor fristedet, hævner han sig frygteligt. Derfra kommer de ubegribelige fald i synd, der undertiden viser sig i Guds børns kredse.

I Åb. 12,11 er der anvist os tre våben, som vi må bruge overfor denne mægtige fjende, dersom vi vil sejre:

1. de har overvundet ham i kraft af lammets blod,
2. i kraft af deres vidnesbyrd, og
3. de elskede ikke deres liv.


SEJR OVER SYNDEN

Guds Søn har lige så vist løst os fra syndens magt som befriet os for syndens skyld.

Hvad der var umuligt for os, det gjorde Gud og domfældte synden i kødet.

Når jeg her taler om synd, mener jeg ikke vor med alle slags synder plettede fortid. Denne er hos et Guds barn udslettet af Jesu Kristi dyrebare blod. Jeg mener derimod synden, som daglig vil bruge vore lemmer som sine redskaber for at udøve sin magt i vort dødelige legeme. Når jeg nu siger til et Guds barn: »Du har ikke mere med din syndeskyld at gøre. Den har Jesus betalt, da Han gav sit liv som et skyldoffer for dig,« så vil ethvert Guds barn med glæde og tro give mig ret. Går jeg derimod et skridt videre og siger: »Du er også færdig med syndens magt, med synden, som du daglig bliver fristet af,« så ser mangt et Guds barn sørgmodig på mig og siger: »Desværre er dette ikke min erfaring! Ganske vist kæmper jeg imod synden, og ofte har jeg også sejr i kampen; men en stadig sejr over den kender jeg intet til. Jeg har endnu ikke fundet det, som Bibelen lover, og som mange foregiver, at de har. Jeg ved i det hele taget ikke, om en kristen i dette liv virkelig kan nå til en sådan fuldkommen forløsning.«

Kære Guds barn! Jeg stod også engang således; men jeg ville ikke give mig tilfreds med en delvis genløsning. Jeg ville have en fuld forløsning, sådan som skriften lover, og jeg kæmpede indtil blodet for at nå den, men forgæves, thi jeg forstod ikke, hvad det vil sige, at »den retfærdige skal leve af tro« (Rom. 1,17). Alt, hvad han har, har han kun i troen, og han ophører med at eje det, så snart han ophører at tro. Endnu står det øjeblik ganske tydeligt for mig, da jeg lå på mine knæ for Guds ansigt og for alvor overvejede, om jeg skulle blive ved som hidtil, eller om jeg ikke hellere skulle trække mig tilbage. Jeg havde jo nemlig kun lige kristendom nok til at kunne være ulykkelig. Mon ikke hellere slet intet liv end et sådant liv i fald og sæde, hvor man synder det ene øjeblik og angrer det næste og atter synder og atter angrer o. s. v.? Det var kommet så vidt, at jeg endogså tvivlede om muligheden af at blive helt fri, og så med mistro på dem, der talte derom, idet jeg sagde til mig selv: »De har det selvfølgelig også kun i teorien, men ikke i praksis.«

Men Gud, som er rig på barmhjertighed, forbarmede sig over mig og gav mig lys ved sin Ånd og sit ord, og nu kan jeg bekende, at min fred og min hvile er meget dybere, end min ufred og uro var for nogle år siden. Dette gik således til: Mit blik faldt på Rom. 6, og samtidig faldt der et lys fra oven over dette kapitel. Hvad der i lange tider havde været dunkelt og lukket for mig, blev mig på een gang gennemsigtigt og klart og så kosteligt, at det forekom mig som et helt nyt evangelium. Hvert vers var for mig forsmægtende og forvirrede menneske som et stykke himmelbrød og som en lysstråle fra en højere verden. Jeg så og spiste af honningen ligesom Jonatan i skoven, og mine øjne blev bestandig mere klare. Det blev mig ganske klart: Her og her alene er vejen, ad hvilken man går fra sejr til sejr. Her er hemmeligheden ved et liv i sejr.

Uden at forstå og leve Rom. 6 synes det mig, at man umulig kan være en kristen, »der med glæde synger om sejre i de retfærdiges pavluner« - og sådan skal dog vel en kristen være.

Og jeg er overbevist om, at der er intet, Djævelen har mere travlt med, end at tilhylle disse sandheder om et liv i sejr. Han har intet imod, at man prædiker helliggørelse for folk og går uden om denne sandhed i Rom. 6. Han er nemlig sikker på, at han snart skal finde alle den slags helliggørelsesfolk liggende udmattede på vejen. Der findes nemlig intet, som er mere udmattende og nedslående, end denne kamp for med sin egen kødelige kraft at tilkæmpe sig, hvad kun den hellige Guds Søn var i stand til at opnå. En sådan stilling er derfor også meget farlig, thi modløshed lukker ørerne. Vi kan sammenfatte hele helliggørelsen i Pauli ord: »Thi er vi døde med Ham, skal vi også leve med Ham« (2. Tim. 2,11). Så langt som vi har samfund med Jesu død, så langt har vi også samfund med Hans liv.

For et Guds barn gælder det altså fremfor alt om at dø, d.v.s. han må stå overfor alle ting som en død. Dette er også hovedpunktet i Rom. 6: Vort gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus, vi er med Ham afdøde fra synden og derfor retfærdiggjorte fra synden d.v.s. fri for den, den har ikke mere krav på os - og således skal også I anse eder selv for døde fra synden.

Dette »kortfæstet og død med Kristus« skal imidlertid ikke forstås, som om der var indtrådt en død, der gør os utilgængelige for fristelser til synd i verden ligesom den legemlige død. Nej, men det er en ny tilstand (i hvilken vi kan sejre i alle fristelser. En kendsgerning, som hver den erfarer, der i tro går ind i den og lever i den). Det viser det 11. vers os jo tydeligt nok, når det hedder: »Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus.« Her er troens gode strid, der ikke selv vil tilkæmpe sig noget ved egen kraft, men gå ind i det, som Jesus har tilkæmpet os. At være blevet korsfæstet vil sige at være sat ud af virksomhed. Og lader man »det gamle menneske«, sit eget jeg, ligge, bliver det i døden, men trækker du det frem igen, så vågner det igen og bliver levende.

Som sagt, man kan kun beholde den nye stilling ved at leve i den. Dette betyder dog ikke, at man dør hver dag; men ligesom Kristus een gang er død for synden, således også vi med Ham. (Derimod går man trin for trin ind på denne død; thi når vor oplysning af Ånden tiltager, bliver alt, hvad man må aflægge, åbenbaret for os, og så snart det åbenbarer sig, må det gives i døden.) Skulle vi atter og atter dø, måtte vi også atter og atter smage dødens bitterhed, og det ville være svært. Ligesom afholdsmanden, hvem man byder vin, sejrer over denne fristelse og siger: »Jeg er afholdsmand, jeg har underskrevet et løfte« - således siger den med Jesus korsfæstede: »Jeg har underskrevet det gamle menneskes dødsdom; jeg har intet mere med hans sager at gøre.« Dersom afholdsmanden, hver gang drikken raktes ham, skulle afgøre, om han ville drikke eller ikke, så ville det hver gang koste ham en ny død, og han ville sikkert ofte give efter for fristelsen. Men bevidstheden om at have underskrevet og troen på, at han vil være bedre faren uden vin, hjælper ham til at komme let over fristelsen. Ganske vist behøves der øvelse; man har ikke denne færdighed på een dag; man må også lære at have tålmodighed med sig selv og ikke glemme, at også Abraham, de troendes fader, måtte lære at stole på Gud (1. Mos. 12 og 13). Dette skal man imidlertid ikke gøre til en sovepude, men det skal være en trøst i modløsheds og forsagtheds tider. Vi må ikke glemme, at også Guds børn bliver født som små børn, som trænger til vækst og opdragelse. - Her skal endnu nævnes nogle punkter, som vi ikke må gå udenom, dersom vi vil have en blivende sejr over synden.

1. Vi må være fast besluttede på at skille os ud fra alt, hvad der står i forbindelse med synden.

Det er ikke nok at klage over sit hjertes tempels urenhed. »Kræmmerne« og »veksellererne« må uddrives, og deres borde omstødes. I udtrykket »synden« må vi også indbefatte kødet og vort eget jeg, thi at være kødelig sindet er fjendskab mod Gud, og vort eget jeg er forbandet, og den, der har forbindelse med det, er også endnu lænket til synden.

Jegliv og syndeliv er ganske uadskillelige.

Hvorfor er der så mange, der ikke opnår sejr overfor synden? De elsker endnu synden. De gør ligesom Saul, de skåner kongerne og de bedste af fårene og kvæget. De følger ikke Ånden. På denne vej taber de - ligesom Saul - salvelsen igen eller er uskikkede til at opnå en sådan.

Lydighed imod Ånden, som man har fået den, er vejen til at opnå Åndens fylde.

Kun når man bruger det lys, man har, giver Gud mere lys i følge den lov: »Enhver, som har, ham skal der gives, og han skal have overflod.« Gud giver endnu ligesom før, når Han blot kan finde kar, som Han kan fylde. Hvordan er da de kar, hvori Helligånden drager ind? Mennesker, som ikke begærer at blive store tal i Guds rige, men som vil døbes til at være nuller. Sådanne, som vil lægge sig som offer på alteret. Gud giver kun ild, når der ligger et offer på alteret. Om Ham, der besad Ånden uden mål, hedder det, at Han »i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud« (Hebr. 9,14). Er du rede til at bringe ofret, vil du finde Gud mere end rede til at svare med ild.

Ånden bliver givet dem, der lyder Ham.

Uden Guds Ånd er det umuligt at sejre over kødet. Rom. 8 siger os, at vi ved Ånden døder legemets gerninger, d.v.s. holder det nede i døden. Ånden viser os, at kødet intet gavner, at man ikke må vente noget af det, at det er hjemfaldet til ødelæggelse. Det er en stor dumhed at ville sejre ved kødelige våben. Kød imod kød kan kun føre til nederlag.

Endnu større dumhed er det, når man venter noget godt af kødet, og den største dumhed er at forherlige kødet.

Men vi er ikke mere kødets skyldnere. Ved Kristi død er vi frigjorte fra kødets tjeneste. Vort gamle menneske har nu sin plads i graven. Og dog er der mange, der tror sig forpligtede overfor kødet, enten deres eget eller deres naboers! Men den, der hylder og tjener kødet, er Jesu fjende.

At leve for sig selv er at stå Ham imod.

Om sejrherrerne hedder det, at »de elskede ikke deres eget liv,« d.v.s. de fornægtede sig selv. Og når jeg vil fornægte mig selv, må jeg sige: »Det er ikke længere mig.« Kødets tjeneste bringer død. I stedet for at blive en bolig for Ånden bliver man et spørgsmåls tegn i Gudsrige, et sådant vrængbillede af en kristen, at de uomvendte frastødes, de vakte afskrækkes, de vanhellige elementer tiltrækkes, og der spilles under dække med synden.

2. Vi må i sandhed stå under nåden, således som den er beskrevet. i Tit. 2, 11.

Hele vort væsen må være gennemtrængt og gennemglødet af nåden, så at fristelserne og anfægtelserne, når de stormer ind på os, ikke mere finder noget i os, som de kan holde sig til. Ligesom den sne, der falder i maj måned, straks smelter på den allerede opvarmede jord, således vil ukærligheden, de hårde domme, forsmædelse og foragt fra menneskers side ikke mere finde nogen jordbund i det af Ånden opvarmede hjerte. Det er nemlig nåde, dersom nogen, bundet til Gud i sin samvittighed, udholder genvordigheder, skønt han lider uretfærdigt. Dersom vi kunne erkende det som nåde, hvor mange nederlag ville vi da ikke spare os selv og andre for!

Men her er de helliges sygdom!

3. Vi må stå under Åndens tugt, d.v.s. vandre i Ånden.

»I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer« (Gal. 5,16).

Der rører sig farlige tilskyndelser, men straks ved den første hedder det: »Jeg døde.« Det er den grund, hvorpå sejren vindes. Ikke vente, indtil det brænder og flammer, men dræbe de første tilskyndelser, træde den onde lyst over nakken, åndeligt talt udrive øjet, som forarger, afhugge hånden, som frister til fald. Vi kan gøre os livet let eller svært, ganske efter den måde vi kæmper på. Den, der vandrer i Ånden, lærer at kvæle fristelserne i spiren og får et feltherreblik. Han ved, i hvilken stilling et eneste blik, en utilladelig tanke eller en eneste bevægelse kan bringe ham.


SEJR OVER VERDEN

Med sejren over synden følger også sejren over verden, thi verdens væsen er synden.

»Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro« (1. Joh. 5,4). Troen har gjort os til eet med Guds Søn på korset. Vi kommer stadig tilbage hertil, fordi det er hovedsagen i Jesu efterfølgelse. Kun den, der er korsfæstet for verden ligesom Paulus, kan besejre verden.

Dens lyst kan ikke tiltrække ham, og dens had kan ikke frastøde ham.

Den, der er blevet korsfæstet med Jesus, er død for alt det, som verden har sit liv i, nemlig øjenslyst, kødslyst og livets hoffærdighed. Han har ingen brug for det mere, thi for det første har han ingen organer mere for disse ting, fordi de med Kristus er givet i døden og ved troen bliver holdt nede i døden, og for det andet har han noget bedre i Jesus, nemlig det egentlige liv. Vi har i virkelighed og fuldkommenhed i vor Jesus alt det, som verden kun bilder sig ind at have.

Når dig jeg har,
da har i eet og alt
jeg, hvad Gud Fader selv
har »fylden« kaldt.

Den, der er født af Gud, lever af Gud.

Ligesom det udvortes menneske, der er taget af jorden, kun kan leve af jorden, således kan det indre menneske, der er født af Gud, kun leve af Gud.

Gud er kærlighed. Den, der lever af Gud, optager kærlighed i sig, kærlighed bliver hans liv, og derfor bliver han en magt i verden. Han har noget, som verden ikke har, og som den i grunden tørster efter. Kærligheden er det sejrrige våben, hvormed han overvinder verden.

Mange Guds børn har en fuldstændig falsk opfattelse af, hvad det vil sige at overvinde verden. De er i reglen ikke løste fra verdens væsen, fra dens lyst og tillokkelser, og mener derfor, at de skal blive fri for disse ting, når de hader alt, hvad der hedder verden.

Der er en verden, som vi må hade af hele vor sjæl og aldrig gå på akkord med; men der er også en fortabt verden, som vi må elske med hele vor kærligheds varme. Denne verden har Gud elsket således, at Han kunne give den sin enbårne søn. Denne verden har Jesus elsket således, at Han gav sit liv for den. Denne verden har apostlene elsket således, at de af kærlighed formåede at ofre deres liv på korset eller bålet. Verden var ikke vor Frelser og Herre en ligegyldig ting. Den lå Ham på hjerte. Hans sidste ord gjaldt den (Matt. 28,19. Mark. 16,15. Luk. 24,47. Joh. 17,18,21,23. Ap. Gern. 1,8).

Disciplene blev udrustede med Helligånden, for at de skulle kunne tjene verden. Thi uden Guds Ånd ville de være uden kærlighed og derfor ude af stand til at tjene verden. Når Jesus siger: »I er verdens lys,« mener Han visselig ikke, at vi med det lys, vi har, skal opsøge verdens fejl og pletter. Og når Han siger: »I er jordens salt,« betyder det ikke, at vi skal holde bidende taler imod verden. Lyset kan kun lyse derved, at det fortærer sig selv, og saltet kan ikke salte uden derved, at det opløser sig. Således kan vi heller ikke tjene og dermed besejre verden på nogen anden måde, end ved at vi går på selvhengivelsens og selvfornægtelsens vej.

Jesus har gjort os til konger. Vi skal herske, men vi skal herske på knæ. Vi har en stor magt på jorden. Et Guds barn har, når det står i det rigtige forhold til sin Gud, mere magt end nogen minister.

Hudson Taylor, Kina-Indlands-missionens Grundlægger, fortæller, at han bad Gud om at give ham 18 mænd, der kunne gå med ham til Kina, og tillige de nødvendige penge og udrustning for disse 18 mænd. Dernæst bad han også om, at Gud ville åbne Kina, som indtil da havde været lukket. Og det gik, som den bedende ventede: Da han havde de 18 mænd og de nødvendige penge, undertegnede førsteministeren den overenskomst, som åbnede landet for England. Hvad ingen minister kunne opnå, det opnåede ukendte mand på sine knæ.

For nogle uger siden sagde en ung mand: »Jeg måtte nødvendigvis omvende mig, thi min moders bønner omringede mig dag og nat.« Moderen besejrede sønnen, men på sine knæ. Kærlighed er stærkere end døden, mægtigere end helvede, og mange vande kan ikke slukke den. Kærlighed er glødende kul på vor fjendes hoved. Kun eet våben må Guds børn bruge mod deres fjender, nemlig kærlighed.

Jesus har gjort os til præster. Præster skal bære andre på hjertet. Hvor mange bærer du på dit hjerte? Måske ingen? Da beklager jeg dig dybt, du Guds barn. Hvordan beder du da? Beder du stadig kun for dig selv? Er det da ikke frygtelig ensformigt, kedsommeligt og dræbende for dit indre liv, hvis du i det hele taget har noget sådant?

Se, hvorledes Abraham blev stående foran Gud og bøjede sig og bad for Sodoma. Jeg tror, at næst efter hans villighed til at ofre sin egen søn har denne hans forbøn for Sodoma været det, som Gud fandt mest behag i hos ham.

Hvorfor var Dorothea Trudels liv så lykkeligt og sejrrigt? Hun var en præstinde. Hun bar ven og fjende på sit hjerte. Endog hendes tre sidste timer på jorden var fyldt af brændende bøn og præstelig forbøn. Da fik man at se, hvad hun havde båret på sit hjerte.

Hudson Taylor tog hele Kina med dets 400 millioner mennesker på sit hjerte. Og se, Gud gav ham det. Han oprettede i løbet af 30 år over 120 missionsstationer med over 700 missionærer og har på denne måde antændt lys hist og her over hele Kina. Disse lys kan blive til fakler, der oplyser det hele land.

Livingstone, Afrikas velsignede missionær, døde på sine knæ.

Må dette ikke dybt beskæmme os? Må vi ikke gøre bod for vort kolde præstesinds skyld? Hvorledes kan vi gå så hjerteløse forbi de fortabte og elendige? Hvorfor ynkes vi ikke over folket? Hvorfor har vi ingen tårer for vore forblindede omgivelser? Kan vi måske også sige som Peter: »Hvad jeg har, det giver jeg dig?« Kan der siges om os, som om Maria: »Hun gjorde, hvad hun kunne?« Jesus siger: »Se, jeg kommer snart, og min løn er med mig.« Kan vi få løn, når vi intet arbejde har gjort? »Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv« (Joh. 4,36). Gør vi et sådant evighedsarbejde? Samler vi aks til de himmelske lader? Om Abraham hedder det (1. Mos. 13), at han byggede Herren et alter; men om Lot hedder det kun, at han byggede sit eget hus. Hvad kan der siges om os? Lad os ikke, kære Guds børn, gå ligegyldige forbi dette punkt. Vi har som Jesu disciple en opgave, og den består i at fortsætte og fuldende Jesu værk her på jorden. Vi skal hjælpe med ved vore brødres og søstres udfrielse. Beskæmmer det os ikke dybt, når vi læser om Nehemias, at han ikke var af sine klæder dag eller nat, ikke undte sig hvile eller tog et bad og ingen vederkvægelse begærede, indtil murene var opførte? Og han kunne endda kun lægge den ene døde sten, ovenpå den anden, medens vi kan bringe levende stene til det åndelige tempel og dog er så magelige og dovne! Skulle vi ikke også kunne sige ligesom Ester: »Hvor kan jeg udholde at se den ulykke, som rammer mit folk, og hvor kan jeg udholde at se min slægts undergang!«

Hvornår kan vi indtage denne stilling? Når vi er blevet færdige med os selv, ikke mere lever os selv, men Ham, der er død og opstanden for os.


AFSLUTNING: NOGLE VINK ANGÅENDE DE DAGLIGE VANSKELIGHEDER OG SEJREN

• Vær enfoldig!

»Dersom dit øje er sundt, bliver hele dit legeme lyst.« At være enfoldig vil sige: kun at se på eet, kun at have med Jesus at gøre og kun at ville rette sig efter Ham.

Abraham var enfoldig. Han regnede kun med Gud og Hans forjættelse.

Jo mere barnlig du kan være overfor Gud, desto bedre.

Når du bærer dig ad som et barn overfor Gud, skal du se, at Han bærer sig ad som en fader overfor dig. Lær at gøre alt ligesom et barn, også de tilsyneladende største ting.

Vær barnlig overfor mennesker og indlad dig aldrig på at ville spille den store mand.

Vær barnlig overfor Gud, også når du har fejlet. Børn kalder jo også på deres moder, når de er faldet omkuld. Forglem ikke, at den evige ret, som er givet dig, lyder: Kom og lad dig rense, når du er blevet uren (4. Mos. 19.)

Bibelens kristendom er meget ligetil. Det er en sag for børn. Gud forlanger kun eet af os, nemlig lydighed. Alt det øvrige gør Han selv.

Dermed bortfalder også ansvaret, som der jo er så mange, der taler store ord om. Al slags ansvar har vi kun, så længe vi er selvstændige. Et barn har kun det ene ansvar: at lyde. Kun børn kan være i Guds rige. Kun svage folk er i stand til at forstå Gud i Hans kraft. Vi må blive som Benjamin, der boede mellem Guds skrænter (5. Mos. 33,12). Små folk kan være der. De store folk, der er store i deres ånd, deres kraft og i deres energi o.s.v., kan Han ikke få plads til.

• Vær ikke bange for en ubetinget selvhengivelse til Gud.

Vær vis på, at du lægger din sag i de bedste hænder. Delvis hengivelse gør livet svært, ubetinget hengivelse gør det let.

Bær dig ikke ad som så mange, der kun foreløbig overgiver sig til Gud, fordi det nu er blevet moderne, og så ved den første den bedste lejlighed tager sig selv tilbage igen for igen selv at være herre og mester. De går med, indtil det gælder døden, så trækker de sig hurtig tilbage. Disse mennesker vil nok gerne være salige, men de vil også gerne være deres egne herrer ligesom Isaskar. Han gik ind i det hellige land for at tilbede Gud; men derpå vendte han sig igen til de ægyptiske nydelser og glædede sig over sine boliger og sine skatte. Derfor blev han heller intet barn, men kun en skatskyldig tjener.

• Overlad alt til din Gud.

Lær at betro alle dine anliggender og sager til helligdommen og at lade dem blive der, indtil det behager Gud at tage sig af dem. Vær dybt overbevist om, at ingen kan stille sig mellem solen og dig, når Gud vil, at den skal skinne på dig. Hos Gud kommer alt i rette tid. Han har en dag og en time til alt. Du skal blot vente.

Så længe man mener, at man straks selv skal bringe alt i orden, forsvare sig, retfærdiggøre sig og lægge sagen klart frem, så længe har man uro og uorden.

• Vær følsom overfor Ånden.

Han er den himmelske Elieser, der fører dig gennem livets ørken til mødet med den himmelske Isak. Bliver Ånden bedrøvet, tager kærligheden og glæden føleligt af. Meget overlader Han til din fri vilje, d.v.s. Han gør dig blot opmærksom derpå. Kun i færre tilfælde kan Hans ledelse betegnes som en »driven« i den forstand, hvori vi plejer at tage dette ord.

• Åndens blide ledelse lærer vi kun at forstå, når vi enfoldigt agter på hans vink og ikke står Ham i vejen i egne meninger og egen vantro.

Forøvrigt gælder her i mange tilfælde prædikantens ord (9, 10): »Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til.« I mange tilfælde har vi allerede ledelsen i Guds ord og vil derfor forgæves søge den i indre stemmer.

• Lær at regne med Jesus også i ydre nød og vanskeligheder.

Han vil være alt for os. Hos Ham er der intet stort eller småt, let eller svært.

Filip regnede med, hvad han havde, Andreas med, hvad de andre havde. Begge kom til den slutning, at det slog ikke til. Jesus regnede med Faderen, derfor slog det til for Ham, og der blev endda noget tilovers (Joh. 6).

Også i ydre nød og vanskeligheder skal vi vise os som vor himmelske Faders børn. »For at de må se jeres gode gerninger,« sagde Jesus (Matt. 5,16). Verden kan ikke komme længere, end den ser. Det bedste middel, hvorved vi kan lære mennesker at tro, er vor egen tro.

Verden lever under indtrykket af, at Gud er hård. Vi skal vise den, at Gud er kærligheden selv.

Gud nedlader sig til os på underfuld måde. Det kunne jeg fortælle mange eksempler på; men jeg vil kun anføre, et par til Hans ære.

Jeg skulle engang rejse med toget og havde ingen penge. Da jeg nu af princip kun taler til Gud om mine forlegenheder, aldrig til mennesker, var jeg også i denne sag ganske henvist til Ham. Afrejsens dag kom, men stadig ingen penge. Jeg bad og slog op på ordet i 2. Kong. 3,17: »Så siger Herren: I skal hverken mærke til blæst eller regn, men alligevel skal dalen her fyldes med vand, så at I, Eders hær og Eders dyr kan drikke!«

Gud gav mig i sin nedladenhed dette ord for at styrke min svage tro og holde den oppe, thi uden det ville jeg sandsynligvis ikke være kommet igennem.

Klokken 2 skulle jeg rejse. Klokken blev 12, og jeg så intet vejr; den blev 1, og jeg så endnu ingen regn. Jeg måtte gå til banegården, og bækken var endnu tom. Først på vejen til stationen bragte en mand mig så meget, at jeg kunne have gjort rejsen tre gange.

Også historien i 2. Kong. 4,1-7 har jeg engang oplevet et sidestykke til. Jeg havde holdt et møde på et fremmed sted. En fattig enke kom til troen på forladelsen ved Jesu blod; men der var noget, der gjorde, at hun alligevel ikke kunne være glad. Hun havde en forurettelse på sin samvittighed. Den skulle nødvendigvis gøres god igen, og hun havde ingen penge og ingen udsigt til at få noget, hvormed hun kunne gøre denne forurettelse god igen. Jeg sagde til hende: »Gud, der gav sin enbårne Søn hen for Deres synder, kan også give Dem de 150 kr., så at De kan lette Deres samvittighed. Bed Ham om det.« Men hun smilte og spurgte: »Hvor skulle vel de 150 kr. komme fra?«

Det er allerede vanskeligt nok at bringe en synder til at kaste sine synder på Jesus, men det synes næsten at være umuligt at få et Guds barn til at kaste sine sorger på Jesus.

Jeg sagde så til Herren: »Du ser, at konen ingen tro har, og dog skal hun jo have pengene. Du kunne give mig dem, så vil jeg give hende dem.«

Og se, i løbet af tre dage havde jeg pengene. Først kom der 100 kr. - så meget havde jeg endnu aldrig fået på een gang - derpå 30 kr., 10 kr., 5 kr. og 5 kr., indtil tallet var fuldt, og derpå endnu 15 kr. til min rejse. »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, ska1 du se Guds herlighed?« (Joh. Il, 40).

• Gud er også vor læge.

Herom kunne jeg fortælle meget. Jesus har lige så vel båret vore sygdomme som vore synder. For Ham, der heler vor sjæleskade, er det kun en ringe ting at helbrede vor legemlige sygdom.

Jeg vil dog her bemærke, at jeg på dette område gang på gang har lagt mærke til, at uomvendte, som man beder for, i reglen hurtigere opnår helbredelse end troende. Grunden dertil er sandsynligvis, at Gud vil lokke de uomvendte til sig, men opdrage de troende.

Alligevel må man aldrig slutte venskab med sygdommen, som om den var noget, der i sin inderste grund er efter Guds vilje. Jesus trådte overalt op imod den som mod en fjendtlig magt.

Den lidende (Jak. 5,13) og særlig den syge (vers 14) bør gøre de skridt, som er Gud velbehagelige for at opnå frelse og helbredelse ved den himmelske læges hjælp. Han vil sikkert gerne meget oftere forherlige sig som sådan for os, dersom Han blot fandt den nødvendige tillid hos os.

Hvorfor tro så blindt på svage og kortsynede menneskes kunst i stedet for at kaste sig for den guddommelige Frelsers fødder? Jerem. 17, 14. 5-8.