Kampen om Sandheden
Artikler

Er du en Lot eller er du en Abraham?

Prøv dig selv ved, at læse denne artikel!

af Willy Griis

2. Kor. 13:5: "Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke prøve."

1. Mos. 12:1-4: "Herren sagde til Abram: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham.

Det første der møder os, når vi får kontakt med Jesus, er et personligt kald. Et kald til at forlade det, som vi står i, det som vort sind er bundet af. Sådan begynder vores frelse. Den rige unge mand i Mark.10 spurgte Jesus: Gode mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Og der står i vers 21: Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham og sagde til ham: En ting mangler du: Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig! Men han blev nedslået over det svar og gik bedrøvet bort, for han var meget velhavende."

Den unge mand bestod ikke Abraham-prøven. Hans sind var bundet af denne verdens mammon. Jesus sætter altid fingeren på vore ømme punkter, hvis vi spørger om frelsens vej. Derfor er der mange, der aldrig kommer i trit med Jesus. De går bedrøvede bort, måske ikke i det synlige, men i det skjulte, i deres hjerter, midt i menigheden.

1. Mos.12:4: "Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham."

Abram betyder: Ophøjet fader. Navnet indebærer omsorg og ansvar. Lot betyder: At dække sig bag noget, eller skjult. Disse navne fortæller noget om deres overgivelse til Gud. Abram gik med Gud og Lot gik med Abram. - Abram forlod alt og overlod på denne måde alt til Gud. Lot så, at resultatet af denne overgivelse var Guds velsignelse over Abram, derfor gik Lot med Abram.

Mange kristne er ikke kommet længere i deres overgivelse, end Lot. De strømmer sammen om salvede Herrens tjenere for at få del i deres velsignelse, uden at betale den samme pris. De ønsker ikke overgivelsen og salvelsen, men kun at få del i velsignelserne. Både overgivelsen og salvelsen er for alle. Hos Gud er der ingen personsanseelse!

1. Mos. 12:11-20: "Da han nærmede sig Ægypten, sagde han til sin kone Saraj: Jeg ved du er en smuk kvinde. Når egypterne ser dig, tænker de: Det er hans kone. Så slår de mig ihjel og lader dig leve. Sig, at du er min søster, så jeg kan blive godt behandlet for din skyld og beholde livet takket være dig.--- Da Abram var kommet til Ægypten, så egypterne, at hun var en meget smuk kvinde, og da Faraos stormænd så hende, berømmede de hende over for Farao, og så blev kvinden hentet til Faraos palads. For hendes skyld behandlede Farao Abram godt, han fik får, køer og æsler, trælle og trælkvinder, æselhopper og kameler. Men Herren ramte Farao og hans hus med svære plager på grund af Abrams kone Saraj. Da lod Farao Abram kalde og sagde: Hvad er det, du har gjort mod mig? Hvorfor fortalte du mig ikke, at hun var din hustru? Hvorfor sagde du, at hun var din søster, så jeg tog hende til min hustru? Her har du din hustru, tag hende og gå!"

Abram var ikke nogen fuldkommen mand, han kendte til frygt for sit liv, men det er ikke det samme som menneskefrygt. Abram kendte også til vantro, men det er ikke det samme, som ingen tro. Abram havde ingen "skødesynd". Hans livskarakter var ikke gennemgående præget af : List, sanselighed, hidsighed og dovenskab. Han kunne synde seksuelt, men var ikke sanselig. Han var rig, men blev ikke grisk. Han kunne have retten på sin side, men gav gerne afkald. Han var æret af verden, men bevarede sig uafhængig deraf. Abram kunne falde i synd, men ønskede ikke, at leve i den.-Jakob var listig i sin karakter. Josef var æregerrig. Moses var hidsig. Har vi sådanne karakterskævheder, da må Gud først tage sig af dette i vores liv, før vi kan komme på Abrams åndelige begynderstadie. Det Gud ville lære Abram, var at komme i trosvandring med ham. Der er ikke personanseelse hos Gud, derfor havde også Jakob, Josef og Moses lige muligheder hos Gud. "Han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag." Fil.1:6

1. Mos. 13:5-13: "Også Lot, der fulgtes med Abram, havde får og køer og telte. Landet kunne ikke brødføde dem begge, så de kunne bo der sammen, for de ejede så meget, at de ikke kunne bo der sammen.. Det førte til strid mellem Abrams og Lots hyrder. Dengang boede kanàanæerne og perizzitterne i landet. Da sagde Abram til Lot: Der må ikke være splid mellem dig og mig, mellem dine og mine hyrder, for vi er jo i slægt med hinanden. Se, hele landet ligger åbent foran dig! Lad os gå hver til sit, vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre. Lot så ud over landet og lagde mærke til, at hele Jordandalen lige til Soar var så vandrig som Herrens have, som Ægyptens land. Det var før Herren ødelagde Sodoma og Gomarra. Så valgte Lot hele Jordandalen og brød op og drog mod øst. Sådan gik de hver til sit. Abram slog sig ned i Kanàan, Lot slog sig ned i Jordandalens byer og teltede, indtil han nåede Sodoma. Mændene i Sodoma var meget onde og syndede mod Herren."

Begge blev de her sat på prøve. Det er altid vore omstændigheder der bliver en prøve for os. Gud bruger omstændighederne til at gøre os lig med Kristi sind, men valget er vort eget. Abram tog det første skridt og påtalte spliden imellem dem. Lot kunne ikke tage dette skridt, for hans velsignelse afhang af Abrams velsignelse, det var denne stilling han havde valgt. Her i disse omstændigheder åbenbaredes deres hjertes stilling og deres overgivelse til Gud. Jer.17:10 "Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger." 1. Tes. 2:3-4: "Vor forkyndelse skyldes ikke vildfarelse eller urene motiver og sker ikke med svig, men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte." Paulus valgte Gud først.

Mange kristne forstår ikke alvoren i, at Gud prøver vore hjerter i vore omstændigheder. Det forstod Lot heller ikke. Men det gjorde Abram, derfor lod han Lot vælge først, og derved lagde Abram sin sag i Guds hånd i tro!

Nu skulle Lot skilles fra Abrams velsignelse og søgte så efter det, som hans hjerte hele tiden havde valgt. Han lagde mærke til, at hele Jordandalen var så vandrig som Herrens have, som Ægyptens land. Han valgte det, som hans hjerte ønskede, nemlig det timelige. Jeg er overbevist om, at Lot i sit stille sind takkede Gud for, at han havde lukket Abrams øjne for al den herlighed, som han her så, for den havde Gud tiltænkt Lot.

2. Kor. 4:16-18: "Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vor lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige (timelige), men på det usynlige, det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt."

Heb.11:8-10: "I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte, for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud."

Abram så ikke på det timelige, men så efter staden med de faste grundvolde, det himmelske Jerusalem. Lot så efter de timelige velsignelser og kaldte det for Guds velsignelse.

1. Joh. 2:15-17: "Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham, for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid."

Der er et gammelt ordsprog der lyder sådan: Ånd søger ånd. Lot søgte mod Sodoma, der var en rig by og han kom senere til at sidde i porten, som er det samme som byrådet. Men ånden i byen var rå og brutal, mændene i Sodoma var meget onde og syndede mod Herren. Det er muligt, at Lot troede, at han kunne forbedre moralen og mente, at det var Guds vilje med ham. Vi finder jo altid på en god undskyldning, når vi gerne vil beholde vore velsignelser. Lot havde måske nogle få resultater, det ser vi af, at Abram bad til Gud for byen på et senere tidspunkt og sagde til Herren: Om der kun er ti, der er retfærdige vil du så skåne byen. Men det var der ikke. Det er bedre, at være i Guds vilje, end at trøste os selv med nogle få resultater. 2. Kor. 6:14: "Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys tilfælles med mørke."

Ez.16:49-50: "For dette var din søster Sodomas synd: Hun og hendes døtre levede i storhed, overflod og sorgløs tryghed, men rakte ikke de hjælpeløse og fattige hånden. De blev hovmodige og gjorde, hvad der var afskyeligt for mig. Da jeg så det, fjernede jeg dem."

Dette at være "velsignet" med timelige goder gør ikke menneskene til bedre mennesker mod sin næste. Mange kristne siger: Om jeg vandt en million, så ville Guds rige få en stor del deraf. Men det ville ikke ske, for man giver af hjertet og ikke af overflod. 1. Tim.6:10: "For kærlighed til penge er roden til alt ondt, drevet af den er nogen blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter."

2. Kor. 8:1-6: "Brødre, vi vil gøre jer bekendte med den nåde, Gud har vist menighederne i Makedonien: Under stor prøvelse og trængsel er deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed. For de gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne, på eget initiativ har de indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige. De gjorde ikke blot sådan, som vi havde håbet, nej, de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os, så vi har bedt Titus om at bringe indsamlingen hos jer til afslutning, sådan som han tidligere satte den i gang."

Der var stor hjerteforskel på Sodomas beboere, der havde overflod og så menighederne i Makedonien. Gud prøver hjerter også vore hjerter!

Vi bliver aldrig færdig med, at Gud sætter os på prøve. Vor åndelige vækst er afhængig af, at vi består prøverne. De kødelige kristne vil ikke "se" til den side, hvor prøverne er. De lader som om Gud ikke er i deres omstændigheder, især hvis de er tilfredse, ligesom dem i Sodoma. De kan fejlagtig endda takke Gud for deres situation og de tør slet ikke spørge Gud til råds, hvad der er hans vilje, tænk om Gud ville røre ved deres situation.

Rom. 8:3-9: "Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndig køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det kødet vil, er død, og det, Ånden vil er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab mod Gud, det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til."

1. Mos. 22:1-2 og 9-12: "Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: Abraham! og da Abraham svarede ja, sagde han: Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija landet. Der skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om." --- " Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brænde tilrette, han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: Abraham, Abraham! Han svarede ja, og englen sagde: Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn."

Abraham stod nu på højden, hans tro var lutret. Men netop nu skulle han gøre troens mesterprøve. Han skulle give afkald på alt. Sin elskede søn og alle forjættelserne, som Gud havde lovet ham. Men samtidig skulle han holde Gud for tro imod sit eget ord. Kun åndsbeslægtede med Abraham forstår, hvad det her drejer sig om!

Rom. 4:16-18: "Derfor var det af tro, for at det kunne være af nåde, så at løftet kunne stå fast for alle hans efterkommere, ikke kun dem, som har loven, men også dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle, sådan som der står skrevet: Jeg gør dig til fader til mange folkeslag, fader overfor Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham."

Abraham troede med håb imod håb. Han ofrede sin søn i troen på ,at Gud ikke kunne svigte sine forjættelser. Hvordan Gud ville gennemføre dem overlod han til Herren. Han bestod ikke kun de timelige prøver i livet, men også nu den største af alle prøver, nemlig den åndelige prøve, at give afkald på det åndelige og overlade alt til Gud, fra hvem han havde fået alt.

Det var et billede på det, som Jesus Guds enbårne søn måtte igennem, og som faderen den almægtige måtte tillade og selv give afkald på. Fil. 2:6-11: "Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig, og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud faders ære."

Abraham bestod prøven. Heb.11:17-19: "I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn, for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedlig tilbage."

Neh. 9:7-8: "Du er Gud Herren, som udvalgte Abram og førte ham ud fra Ur i Kaldæa, du gav ham navnet Abraham. Du fandt hans hjerte trofast mod dig, og du sluttede pagten med ham."

Kære læser, er vi en Lot eller en Abraham i vores livsvandring med Herren? Kun vi selv kan afgøre det. Rom. 5:1-5: "Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed. Og ikke alene det, vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os."

Vi er stolte af vore trængsler (prøvelser), for de giver udholdenhed, fasthed og håb. Her er det de kødelige melder fra og de åndelige glæder sig. Igennem vore gerninger vil vort prøvede sind åbenbare sig.

Gal. 6:7-10: "Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret, vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller."

AMEN!


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2004 Willy Griis