Kampen om Sandheden
Artikler

Principperne for åndelig vækst

af Miles J. Stanford

Forord

En ven gav mig engang en bog med titlen De grønne Breve, skrevet af Miles J. Stanford. Efter at have læst nogle få sider, vidste jeg, at jeg havde fået noget, der var helt specielt. Dag efter dag i min andagtsstund læste jeg mindst et afsnit, og jeg fandt, at bogen indeholdt nogle af de mest praktiske måder at nærme sig de mange forskellige områder i mit åndelige liv, som jeg nogensinde havde læst. Jeg bad andre om at læse den, og de bekræftede mit indtryk.

Bogens forskellige dele var oprindeligt forberedt som korte breve og blev sendt til et antal interesserede venner. De blev så samlet til en bog, som blev kendt som De grønne Breve, men for at gøre dette nye tryk meningsfyldt for nye læsere, er titlen blevet ændret til Principperne for Åndelig Vækst. Vi er taknemmelige for forfatterens tilladelse til at måtte udgive denne bog til gavn for en større gruppe venner.

Denne bog omhandler grundprincipper, der hører til den kristnes åndelige øvelser. Disse principper er fremsat på en så praktisk måde, at du vil finde det udbytterigt at læse og genlæse dem, og selvfølgelig omsætte dem i praksis. Nogle sider af det kristne liv og vandring, som måske har forvirret dig, vil du få klarhed over, efterhånden som Guds Ånd er i stand til at gøre dem til virkelighed i dit daglige liv.

Medens visse afsnit kan være af en sådan interesse, at man fristes til at læse dem først, vil det være bedst at læse afsnittene i den rækkefølge, de fremtræder. De er i logisk rækkefølge, og forskrift følger efter forskrift (Esajas 28:10). Vi tror, at der vil blive en omfattende udbredelse af disse sandheder.

Theodore H. Epp


KAPITEL 1 - TRO

Denne bogs mål er omhyggeligt at beskrive nogle af de vigtigere principper i åndelig vækst for at hjælpe med at bygge et sundt bibelsk fundament i Kristus. Han anerkender ingen anden.

Helligånden har igennem Paulus skrevet til hver enkelt: "Jer selv skal I ransage, om I er i troen"; (2.Korinter 13:5), og anbefalingen er sikkert og vist ikke overflødig, men det er godt at blive mindet herom i begyndelsen af studierne af denne serie. Først og fremmest må vi minde os selv om, at "uden tro er det umuligt at behage ham" (Hebræerne 11:6). Endvidere, og dette er meget vigtigt, sand tro må alene være baseret på kendsgerninger i skriften, for "troen kommer af det, der høres, og det, der høres kommer i kraft af Kristi Ord". (Romerne 10:17). Med mindre vor tro er baseret på Ordets kendsgerninger, er det ikke andet end gætterier, gisninger, overtro, spekulationer eller formodninger.

I Hebræerne 11:1 udtrykkes det meget tydeligt: "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser." Tro, der er baseret på Guds Ords kendsgerninger, dokumenterer og giver vidnesbyrd om ting, der ikke er set. Og alle ved, at vidnesbyrd må være baseret på kendsgerninger. Vi begyndte alle på dette princip, da vi blev født på ny - vor tro var baseret på den evige kendsgerning om Vor Herre og frelser Jesu Kristi forsonende død og opstandelse, som det er nedskrevet i 1.Korinter 15:1-4. (Engelsk oversættelse). "Dette er den tro, ved hvilken vi begyndte, og det er den samme tro, som vi skal "stå" (1.Korinter 16:13) og "vandre" i (2.Korinter 5:7) og "leve" ved (Galaterne 2:20). "Da I nu har modtaget Kristus Jesus som Herren, så lev jeres liv i ham". (Kolossenserne 2:6).

Eftersom sand tro er forankret på bibelske kendsgerninger, skal vi absolut ikke påvirkes af indtryk. George Müller sagde, "indtryk har hverken det ene eller andet med tro at gøre. Tro har at gøre med Guds Ord. Det er ikke indtryk, stærke eller svage, som vil gøre en forskel. Vi beskæftiger os med det skrevne Ord og ikke med os selv eller vore indtryk."

Så er sandsynligheder den store fristelse, når det kommer til at udøve tro. Alt for ofte er vor indstilling: "Det ser ikke sandsynligt ud, at han nogensinde vil blive frelst." "På den måde tingene går, tænker jeg, om Herren virkelig elsker mig." Men Müller skrev: "Mange mennesker er villige til at tro på de ting, som virker sandsynlige for dem. Tro har intet med sandsynligheder at gøre. Troens område begynder, hvor sandsynligheder ophører, og hvor syn og sund fornuft og stemninger slår fejl. Med hensyn til fænomener skal de ikke tages i betragtning. Spørgsmålet er - om Gud har talt i sit Ord."

Alexander R. Hay tilføjer til dette og siger: "Tro må baseres på vished. Der må være en afgjort viden om Guds formål og vilje. Uden den kan der ikke være nogen sand tro. For tro er ikke en kraft, som vi udøver eller en stræben efter at tro, at noget vil blive, idet vi tror, at hvis vi tror stærkt nok, så vil det ske." Det er måske positiv tænkning, men absolut ikke bibelsk tro.

Evan Hopkins skriver: "Tro må hvile på kendsgerninger. Formodninger er påvirket af fantasien i stedet for kendsgerninger. Gud åbenbarer i sit Ord de fakta, som har med kendsgerninger at gøre." Det er på grund af dette, at J.B. Stoney kan sige: "Sand tro vokser altid ved modstand, medens den falske tillid ødelægges og modet mistes ved den." Der kan ikke være nogen standhaftighed uden urokkelige kendsgerninger. Peters byrde var: "…at jeres prøvede tro, som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild - må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares." (1.Peters Brev 1:7).

Når vi begynder at betragte (regne med) kendsgerninger, begynder vor Fader at opbygge os i troen. I sin dybe, enkle tillid til Gud var Müller i stand til at sige, at "Gud glæder sig over at forøge sine børns tro. I stedet for at ønske, at vi ikke fik nogen prøvelser før sejr, ingen tålmodigheds-øvelser, burde vi være villige til at tage dem som midler af Guds hånd. Jeg siger - og siger det med fuldt overlæg - prøvelser, forhindringer, vanskeligheder, og undertiden nederlag, er sand mad for troen."

Om det samme emne skrev James McConkey: "Tro er afhængighed af Gud. Og denne afhængighed af Gud begynder kun, hvor selvtilliden slutter. Og selvtillid møder sit endeligt hos nogle af os, når sorg, lidelse, brudte planer og håb bringer os til hjælpeløshedens og nederlagets sted. Og kun der finder vi ud af, om vi har lært troens lektie; at finde ud af at vor lille livskraft stormer videre mod en velsignet sejr i livet, og kraft og tjeneste man ikke drømte om i de dage, hvor det handlede om kødelig styrke og selvtillid.

J.B. Stoney er enig i dette og siger, "det er en stor ting at lære tro: det er enkel afhængighed af Gud. Det vil trøste dig meget at være forsikret om, at Herren er ved at undervise dig i at være afhængig af ham, og det er bemærkelsesværdigt, at det er nødvendigt med tro i alle ting.

"Den retfærdige skal leve af tro", ikke kun i dine omstændigheder, men i alt. Jeg tror, at Herren tillader, at der sker mange ting med det formål, så vi får behov for ham. Des mere du finder ham i dine bekymringer og sorger eller mangler, jo mere vil du blive knyttet til ham, og løftet fra dette sted, hvor sorgerne er, til ham, på sted hvor han er. "Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til."(Kolossenserne 3:2).

Faktisk kan vi kun stole på nogen, i den grad vi kender ham. Vi må derfor ikke alene lære de grundlæggende kendsgerninger at kende, som det drejer sig om, men stadig komme til at kende DEN ENE mere fortroligt. Han, som opretholder det hele! "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus." (Johannes Evangeliet 17:3). "Nåde og fred blive jer stadig rigere til del, idet I lærer Gud og Vor Herre Jesus at kende. Alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os gennem kundskab om ham, som kaldte os ved sin herlighed og guddomskraft, og derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få del i guddommelig natur." (2.Peters Brev 2-4).

KAPITEL 2 - TID

Det ser ud til, at de fleste troende har svært ved at indse den ubønhørlige kendsgerning, at Gud ikke haster i sin udvikling af vort kristne liv. Han arbejder fra og til evighed! Der er så mange, der føler, at de ikke gør fremskridt, med mindre de hurtigt og hele tiden arbejder sig fremad. Nu er det sandt, at en ny-omvendt ofte begynder, og i nogen tid hurtigt fortsætter i rask fart. Men det vil ikke fortsætte, hvis der skal komme en sund vækst og endelig modenhed. Gud selv vil begrænse farten. Det er vigtigt at se dette, når et tilsyneladende forfald begynder at sætte ind. I de fleste tilfælde er det ikke, som mange tror, en sag om tilbagefald.

John Darby gør det klart, at "det er Guds måde at sætte mennesker til side efter deres første begyndelse, for at selvtilliden må dø ud. Således var Moses sat til side i fyrre år. Til at begynde med måtte han flygte. Også Paulus var sat til side i tre år, efter sit første vidnesbyrd. Og det var ikke fordi, Gud ikke anerkendte hans første alvorlige og indtrængende vidnesbyrd. Det er nødvendigt, at vi lærer os selv at kende, at vi ikke har nogen styrke. Således må vi lære det, og så når vi støtter os til Herren, kan vi med større modenhed og erfaring tage os af sjæle."

Efterhånden som det kristne liv modnes og bliver mere frugtbart med hensyn til principperne for vækst (se 2.Peters Brev 3:18), snarere end ved anstrengelse og "oplevelser", må der involveres megen tid. Med mindre vi indser det og slår os til tåls med dette, må der nødvendigvis være en konstant frustration, for ikke at tale om modstand mod Vor Faders udviklings-processer for os. Dr. A.H. Strong beskriver det for os: "En student spurgte rektor på sin skole, om han ikke kunne tage et kortere kursus, end det, der var foreskrevet. Åh jo, svarede rektor, men det afhænger af, hvad du ønsker at blive." "Når Gud vil skabe et egetræ, bruger han hundrede år, men når han vil skabe en squash (grønsag), bruger han et halvt år." Strong påpeger også klogt for os, at "vækst ikke er en ensartet sag, hverken i træet eller i den kristne. I nogle enkelte måneder er der mere vækst, end i hele det forudgående år. I resten af året, udvikles der en fast form, og uden den vil det unge tømmer være ubrugeligt. Den periode, hvor den hurtige vækst sker, hvor træfiberne afsættes mellem bark og stamme, varer kun fire til seks uger i maj, juni og juli."

Lad os en gang for alle slå fast - der er ingen genveje til virkeligheden! En meteor er på en genvej, hvor den fortsætter, til den brænder ud, men det gør en stjerne ikke, der med sit rolige lys, så ofte har været pålideligt for dem, der skulle navigere efter den. Med mindre tidsfaktoren anerkendes af hjertet, ligger faren der altid, at man vender sig til falske tillokkelser, der vil vise sig som genveje, "der åbnes" via "oplevelser" og "velsignelser", hvor man bliver viklet ind som i et net af "rørelser", i malstrømme af evigt skiftende følelser, drivende for vind og vejr væk fra Skriftens sikre grund.

I henhold til dette emne skriver George Goodman: "Nogle er blevet bedraget til at bekende en fuldkommen udfrielse, fordi de på det tidspunkt de taler, føler sig lykkelige og stoler på Herren. De glemmer, at det ikke er en oplevelse i nuet, der sikrer modenhedens frugt, men en tålmodig, vedvarende gøren det rette. At smage af Guds nåde er én sag; at blive befæstet i den så det viser sig i ens karakter, vaner, og almindelige liv, er noget helt andet. Oplevelser og velsignelser, skønt det kan være virkelige, nåderige besøg af Herren, er ikke tilstrækkelige at støtte sig til, og det skal heller ikke lede os til at være stolte af os selv, som om vi havde et lager af nåde for kommende tider, eller at det var slut med al kamp og strid. Nej. Frugt modnes langsomt; solskinsdage og uvejrsdage, som hver tilføjer deres del. Velsignelse vil følge velsignelse, og uvejr vil følge uvejr, før frugten er fuldvoksen og bliver moden.

Landmandens fremgangsmåde for at frembringe ægte åndelig vækst omfatter smerte såvel som glæde, lidelse såvel som lykke, fiasko såvel som succes, uvirksomhed såvel som tjeneste, død såvel som liv, og fristelsen til at skyde genvej er særlig stærk, hvis vi ikke ser værdien i det og bøjer os for det væsentlige og nødvendige i tidsfaktoren. I enkel tillid må vi hvile i hans hænder, "være overbevist om, at han, som har begyndt sin gode gerning i dig, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag." (Filipperne 1:6). Og så længe vil det vare! Men siden Gud arbejder for evigheden, hvorfor skulle vi så være så optaget af den tid, det tager?

Graham Scroggie erklærer, "åndelig fornyelse er en gradvis proces. Al vækst er fremadskridende, og jo finere organisme, des længerevarende proces. Det er fra mål til mål: tredivefold, tressenstyvefold og hundredefold. Det er fra fase til fase: "først blad, så aks, og efter det, majskolben." Og det er fra dag til dag. Hvor forskellige er ikke disse! Der er storartede dage, dage med afgørende kampe, kritiske dage i åndelig betydning, sejrrige dage i kristen tjeneste, dage hvor Guds højre hånd er på os. Men der er også ørkesløse dage, dage, der tilsyneladende er unyttige, når endog bøn og hellig tjeneste synes som en byrde. På sådanne dage er vi så i enhver forstand fornyede? Ja, for enhver erfaring, som gør os mere opmærksomme på vort behov for Gud, må nødvendigvis bidrage til åndelig fremgang, med mindre vi fornægter Vor Herre, som købte os."

Vi kan se på nogle kendte troende personers navne, som Gud øjensynligt bragte til modenhed og som han brugte til sin herlighed - så som Pierson, Chapman, Tauler, Moody, Goforth, Müller, Taylor, Watt, Trumbull, Meyer, Murray, Havergal, Guyon, Mabie, Gordon, Hyde, Mantle, McCheyne, MacConkey, Deck, Paxson, Stoney, Saphir, Charmichael og Hopkins. Gennemsnittet for disse var, at der gik femten år efter de var gået ind i deres livsarbejde, før end de begyndte at kende Herren Jesus som deres liv og holdt op med at prøve at arbejde for ham og begyndte at tillade ham at være deres Alt i alle og gøre sit arbejde igennem dem. Dette er ikke for på nogen måde at tage modet fra os, men for at hjælpe os til at finde os til rette med vort syn på evigheden, ved tro "ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager derefter, om jeg dog kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. Brødre! Jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet. Den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus." ( Filipperne 3:12-14).

Det er ikke for at forringe en åndelig fremkommet oplevelse, velsignelse, eller endog krise; men det skal huskes, at disse helt enkelt bidrager til den overordnede og afgørende proces. Det tager tid at komme til at kende sig selv; det tager tid og evigheden at komme til at kende vor grænseløse, uendelige Herre Jesus Kristus. I dag er dagen, hvor vi skal lægge vore hænder på ploven og uigenkaldeligt sætte vore hjerter på hans mål for os - "for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen fra de døde." (Filipperne 3:10-11).

Austin-Sparks siger, at i kampen går vi så ofte til Herren, og beder og bønfalder og appellerer om sejr, om herredømme, om beherskelse over den ondes kræfter og døden, og vor tanke er, at Herren på en eller anden måde vil komme og udøve en mægtig opvisning i kraft og sætte os på et sejrrigt og åndeligt overlegent stade som i et handlingsforløb. Vi må have korrigeret denne mentalitet. Hvad Herren gør, er at søge at væbne os med tålmodighed. Han fører os gennem nogle øvelser, gennem oplevelser, og fører os ad en eller anden vej, som har betydning for vor åndelige udfoldelse og udøvelse, så vi frivilligt kan være beskæftiget med større områder. "Men jeg vil ikke drive dem bort foran dig i ét og samme år, for at landet ikke skal lægges øde, og for at markens vilde dyr ikke skal tage overhånd for dig; lidt efter lidt vil jeg drive dem bort foran dig, indtil du bliver så talrig, at du kan tage landet i besiddelse." (2.Mose Bog 23:29-30).

"En dag i Underhuset holdt premierminister Disraeli på stående fod en strålende tale. Om aftenen sagde en ven til ham, jeg må sige, hvor meget jeg nød din improviserede tale. Hele dagen har jeg tænkt på den. Madam, tilstod Disraeli, den improviserede tale har ligget mig på hjerte i tyve år."

KAPITEL 3 - ACCEPT

Der er to spørgsmål, som enhver troende må stille sig selv så hurtigt som muligt. Det ene er, accepterer Gud mig fuldt og helt? Og for det andet, hvis han gør det, på hvilket grundlag gør han det så? Dette er afgørende. Hvilken ødelæggelse gennemsyrer ikke et menneskes liv, ung eller gammel, rig eller fattig, frelst eller ufrelst, som ikke er sikker på at være accepteret, også når det gælder på et rent menneskeligt niveau.

Dog går så mange troende, hvad enten de "kæmper" eller "vegeterer", gennem livet uden denne dyrebare kendsgerning at hvile og bygge på: "Og han har i sin kærlighed forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, ifølge sin egen viljesbeslutning, til lov og pris for sin nådes herlighed, som han skænkede os i den elskede." (Efeserne 1:5-6).

Enhver troende er accepteret af Faderen, i Kristus. "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi nu fred med Gud ved Vor Herre Jesus Kristus." (Romerne 5:1). Freden er Guds til os, gennem sin elskede Søn - på dette må vor fred være grundlagt. Gud er i stand til at slutte fred med os ved Vor Herre Jesus Kristus, "ved ham at forlige alt med sig, hvad enten det er på jorden eller i himlene, idet han stiftede fred ved blodet på hans kors." (Kolossenserne 1:20). Og vi må aldrig glemme, at hans fred alene er grundet på det, Jesus gjorde på korset, fuldstændig adskilt fra noget som helst i eller fra os, idet "Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere." (Romerne 5:8).

Vor tro bliver en fast indstilling, når vi begynder at hvile på den vidunderlige kendsgerning. Så kan det om fornødent blive, som "at være vraget af mennesker, men udvalgt af Gud, og kostelig i hans øjne." (1.Peters Brev 2:4). Dette er, hvad de fleste troende har behov for i dag. For et århundrede siden skrev J.B. Stoney: "Den velsignede Gud forandrer eller afviger aldrig fra den accept, i hvilken han har modtaget os, på grund af Jesu Kristi død og opstandelse. Ak! vi afviger fra den tilstand, i hvilken Gud altid kan være for os, som det er beskrevet i Romerne 5:1-11. "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi ved, at trængselen virker udholdenhed, udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet. Thi medens vi endnu var afmægtige, led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. Der er jo næppe nogen, som vil dø for en retfærdig; kun for sin velgører kunne en måske få sig til at gå i døden; men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden. Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans Søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv. Og ikke det alene, men vi priser os endogså lykkelige over Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi nu har fået forligelsen." Mange mener, at fordi de er bevidste om synd, så må de derfor forny det, at Gud accepterer dem.

Sandheden er, at Gud ikke har ændret sig. Hans øjne hviler på Kristi fuldkomne værk for den troende. Når du ikke vandrer i Ånden, er du i kødet: du har vendt om til "det gamle menneske, som blev korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke længere skulle trælle for synden." (Romerne 6:6). Du må genoprettes til fællesskab med Herren, og når du er det, vil du finde, at din accept hos Gud er uforandret og uforanderlig. Når synd viser sig, er der en frygt for, at Gud har forandret sig. Han har ikke forandret sig, men det har du. Du vandrer ikke i Ånden men i kødet. Du bliver nødt til at dømme dig selv, for at blive genoprettet. "Thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse." (Matt.26:28). Men hvis dine synder ikke mødes der, hvor så? "Og hvor synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget offer for synd." (Hebræerne 10:18). Gud har fuldbyrdet forsoningen; Han forbliver altid trofast mod den. Ak desværre! Så afviger vi fra vi fra den; og tendensen er at formode, at den velsignede Gud har forandret sig overfor os.. Det er sikkert, at han vil dømme kødet, hvis vi ikke gør det, men han vil aldrig vende sig fra den kærlighed, som han har udtrykt til den fortabte søn, og vi ser, når den sky, som er frembragt ved, at vi vandrer i kødet, er forsvundet, velsignet være hans Navn, at hans kærlighed aldrig forandrede sig."

Guds grundlag må nødvendigvis være vort grundlag for accept. Der er intet andet. Vi er "accepteret i den elskede." (Efeserne 1:6). Vor Fader er fuldkommen tilfreds med sin elskede Søns offer på vore vegne, og der er ingen grund til, at vi ikke skulle være det. Vor tilfredshed kan kun vokse frem af det, at hvile i hans tilfredshed. Det er fra Gud til os, ikke fra os til Gud. J.N. Darby var meget klar med hensyn til dette: "Når Helligånden argumenterer med mennesket, argumenterer han ikke udfra, hvad et menneske er for Gud, men udfra hvad Gud er for et menneske. Sjæle argumenterer udfra, hvad de er i sig selv, og med hensyn til om Gud kan acceptere dem. På den måde kan han ikke acceptere dem; du ser efter retfærdighed i dig selv som et grundlag for at blive accepteret af ham. Man kan ikke få fred ved at argumentere på den måde.

"Helligånden argumenterer altid ud fra, hvad Gud er, og dette frembringer en fuldkommen forvandling i min sjæl. Det er ikke det, at jeg afskyr mine synder; jeg har måske vandret udmærket, men det er, at "jeg afskyr mig selv." Sådan argumenterer Helligånden; han viser os, hvad vi er, og det er en af grundene til, at han ofte synes at være meget hård, og ikke giver sjælen fred, fordi vi ikke bliver sat fri, førend vi erfaringsmæssigt i vore hjerter anerkender, hvad vi er.

Før sjælen kommer til det punkt, giver han ikke fred - det kan han ikke; det ville være som at helbrede såret overfladisk. Sjælen må så fortsætte, til den finder ud af, at der ikke er noget, den kan hvile på - kun på det abstrakte begreb Guds godhed; og så, "hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os?" (Romerne 8:31).

Bedrøveligt nok ræsonnerer de fleste troende faktisk lige modsat i vore dage - fra sig selv til Gud - og ikke omvendt. Når alt går godt, og Gud synes at velsigne, så er det, at de føler, at han elsker dem accepterer dem. Men når de snubler, og alt synes tørt og hårdt, føler de, at han ikke elsker og accepterer dem. Hvordan kan det være? Der er intet ved os, som vi kan rose os af overfor Gud, vor accept er at være i Kristus, plus den kendsgerning at størstedelen af vor sande åndelige udvikling kommer gennem de tørre og hårde tider. Tak Gud, han har accepteret os i sin Søn, og på den kendsgerning må vor tro hvile. Som i retfærdiggørelse er det med vor accept - kun ved nåde. I sit klassiske skrift, Romerbrevet, vers for vers, fremlægger Wm. R. Newell nogle skarpsindige tanker med hensyn til denne nåde. (side 245-247).

"Der findes ikke noget i skabningen, der kan berettige til, at der skulle vises nåde. Skabningen må bringes til at ophøre med at prøve at give Gud en grund til, at han viser nåde….Han er blevet accepteret i Kristus, som er hans ståsted! Han er ikke "på prøve". Med hensyn til hans forgangne liv, eksisterer det ikke for Gud: han døde på korset, og Kristus er hans liv. Nåde, der engang er skænket, bliver ikke trukket tilbage: for Gud kendte på forhånd alle de menneskelige krav: hans handling var uafhængig af dem, ikke afhængig af dem…

"DEN RETTE INDSTILLING HOS MENNESKET, DER ER UNDER NÅDE:

"At tro, og samtykke i at blive elsket til trods for at være uværdig, er den store hemmelighed.

"At nægte at lave 'beslutninger' og aflægge højtidelige 'løfter'; for det er at stole på kødet.

"At forvente at være velsignet, skønt du bliver klar over din mangel på værdi…

"At stole på Guds tugtende hånd (barneopdragelse) som et tegn på hans godhed….


"TING SOM NÅDIGE SJÆLE FINDER UD AF:

"At 'håbe på at blive bedre' (mere end det acceptable) er at undlade at se dig selv i Kristus alene.

"At blive skuffet over dig selv, er at have troet på dig selv.

"At miste modet er vantro - med hensyn til Guds formål og plan med at velsigne dig.

"At være stolt er at være blind! For vi har ikke noget ståsted i os selv overfor Gud.

"Derfor kommer mangel på velsignelse fra vantro og ikke fra manglende hellighed.

"At prædike hellighed først, og dernæst velsignelse, er at vende op og ned på Guds orden, og prædike lov og ikke nåde. Loven fik mennesket til at stole på helliggørelse for Gud; Nåde skænker ufortjent, ubetinget velsignelse: måske følger vor helliggørelse derefter, men ikke altid - i det rette omfang."

Har vi været bange for virkeligt at tro (stole) på Gud? Har nogle endog været bange for at tillade andre i sandhed at stole på ham? Vi må aldrig glemme, at "Guds veje ikke altid er menneskets veje. For nogle mennesker er evig fare og frygt den eneste spore til handling, og mange religioner og psykologiske behandlinger er afhængige af frygt, for at fastholde deres elever. Frygt har også sin plads i kristendommen, men Gud har højere og større bevæggrunde end frygt, og en af disse er kærlighed. Efter en tid frembringer frygt ofte kun følelsesløshed, medens kærlighed blomstrer og trives af kærlighed. At love et menneske vished om hans skæbne kan, på et menneskeligt niveau, synes, som at lege med ild; Men det lader Gud ude af billedet. De, som har den dybeste og inderligste værdsættelse af nåden, fortsætter ikke i synd. Yderligere frembringer frygt slavers lydighed; kærlighed skaber sønners lydighed." (J.W.Sanderson, Jr.).

"Eller hvis en basun giver utydelig lyd, hvem vil så gøre sig rede til kamp?" (1.Korinter 14:8). Før den kristne er helt og fuldt og skriftmæssigt sikker på sit ståsted, står han ikke længe. "Så stå da…" (Efeserne 6:14).

"Og han selv, vor Herre Jesus Kristus og Gud vor Fader, som har elsket os og i sin nåde givet os en evig trøst og et godt håb, han trøste jeres hjerter og styrke jer i al god gerning og tale!" (2.Tessaloniker 2:16-17).

KAPITEL 4 - FORMÅL

Hvor er det vidunderligt og opmuntrende at vide, at vor himmelske Fader har gjort det krystalklart i sit Ord, nøjagtig hvad hans formål er for hver enkelt af os. I disse næste få øjeblikke er det rette tid at skaffe sig vished om hans evige Ords autoritet med hensyn til hans formål for dit personlige liv.

"Derpå sagde Gud: Lad os gøre mennesker i vort billede" (1.Mose Bog 1:26). Den første Adam, den første i den menneskelige race, blev skabt i Guds billede, i et rige med personlighed, intellekt, følelser, vilje osv., så der kunne blive samkvem, fællesskab og samarbejde mellem dem; med Gud som den ophøjede hersker og mennesket undersåt, der er underkastet hans vilje, hvilket er fuldkommen frihed. Men vi ved, at Adam valgte sin egen vej frem for Guds vej, idet han kun stolede på sig selv. Som et resultat heraf, blev han øjeblikkeligt selv-centreret i stedet for Gud-centreret; død for Gud, som er kilde til alt liv, død i overtrædelser og synder. I denne tilstand "…avlede Adam en søn, som var ham lig i hans (faldne) billede." (1.Mose Bog 5:3). Således fremavlede han en syndig, ugudelig, selv-centreret slægt, født "…døde i deres overtrædelser og synder." (Efeserne 2:1).

"Efter Gud fordum mange gange og på mange måder havde talt til fædrene ved profeterne, har han nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige Ord. Og han tog sæde ved majestætens højre hånd i det høje, efter at have fuldbragt renselse for vore synder." (Hebræerne 1:1-3). Her er Guds billede tilbage på jorden, denne gang i skikkelse af vor Herre Jesus Kristus, Guds "sidste Adam". (1.Korinter 15:45). Vor naturlige fødsel gjorde os til medlemmer af den faldne, syndige Adam-slægt. Vor overgang fra den gamle, syndige slægt til en ny, gudfrygtig slægt kendes som den "nye fødsel". Da vi blev født på ny ved "…omvendelse til Gud, og tro på Herren Jesus Kristus" (Apostlenes Gerninger 20:21) blev vi født i ham - han blev vort liv. (Se Kolossenserne 3:3-4). "Thi når du blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturens orden hører til, og imod naturens orden blev indpodet på i et ædelt oliventræ…." (Romerne 11:24). "Thi ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes (Jesus Kristus) lydighed. (Romerne 5:19).

Vor himmelske Fader udfører stadig sit formål med at skabe mennesket i sit billede. Skønt hans oprindelige formål er det samme, bruger han ikke det oprindelige menneske til at frembringe det. Alt er nu centreret i den sidste Adam, Vor Herre Jesus. Idet vi blev født i ham ved tro, fik vi "del i hans guddommelige natur." (2.Peters Brev 1:4). Og når Herren Jesus får lov til at udtrykke sig gennem vor personlighed, så vil denne fattige, syndige verden se "Kristus i dig, herlighedens håb." (Kolossenserne 1:27). I 1.Korinter 15:49 giver Paulus os et opmuntrende løfte: "Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes (Kristus) billede."

"Vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede. Thi dem, han forud har kendt, dem har han også forudbestemt til at blive hans Søns lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre." (Romerne 8:28-29). Her er det "gode", for hvilket Gud arbejder til at samvirke - hans oprindelige formål at skabe os i sit billede, som er koncentreret og udtrykt i hans Søn, Kristus, som er vort liv. Paulus' beslutsomhed for hver enkelt af de omvendte var: "Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus har vundet skikkelse i jer!" (Galaterne 4:19).

Den åbenbare hemmelighed om sund åndelig vækst er at kende og stå fast på denne kendsgerning, som den er beskrevet i Romerne 8:28-29. Når vi ser, at alle ting samvirker for at danne os til mere og mere at ligne Vor Herre Jesus, vil vi ikke blive frustreret og bragt ud af ligevægt, når nogle af disse "ting" er hårde og vanskelige, og ofte indeholder en form for død. Vi vil være i stand til at hvile i Vor Herre Jesus og sige til Vor Fader, "din vilje ske." Og vor bestandige trosholdning vil være: "Skønt han slår mig ihjel, vil jeg dog vente og stole på ham…" (Job 13:15 (oversat fra engelsk). Dette er vor prøve i åndelig modenhed!

"Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre." (2.Korinter 3:18). En ting er at kende, hvad Guds formål er for vore liv, en anden at kende noget om "hvorledes" man går ind i det lige her og nu.. Et af Guds mest effektive midler i den proces er fiasko. Mange troende bliver rasende over den kendsgerning, at der er fiasko i deres liv, og de vil gøre alt for at prøve at skjule det, ignorere det, eller prøve at give en fornuftig forklaring på det. Og hele tiden modarbejder de det mest virksomme værktøj i Faderens hånd til at ligedanne os til sin Søns billede!

Angående selvet i vort kristne liv og tjeneste så tillader Gud fiasko, og den er ofte bragt i stand af Gud, for at vende os fuldstændigt fra os selv til kilden for vort liv - Jesus Kristus, som aldrig mislykkes eller svigter. Vi skulle fryde os i "hjertets sult og trang", for Gud siger, "Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes." (Mattæus Ev. 5:6). Når vi i vore usle behov hele tiden ser med kærlighed på Vor Herre Jesus, som åbenbares for os i Ordet, vil Helligånden stille og roligt og ubesværet forandre centrum og kilde i vort liv fra selvet til Kristus - så det derefter for hver af os vil blive "ikke jeg, men Kristus". (Galaterne 2:20).

Gud har en naturlig, gældende lov, der virker, at vi formes til det, vi retter vor interesse og kærlighed mod. Hawthorne fremsatte denne kendsgerning i "Det store Stenansigt." Tænk også på, hvad der skete i Tyskland for nogle år siden, der var fyldt med "små Hitlere", alle på grund af hengivelse til en 2.klasses tapetserer! Her i Amerika bidrager tv, radio, og film til, at en opvoksende generation af unge mennesker søger at efterligne deres underholdnings-helte. Og hvad med den troende? Hvis vi er tiltrukket til denne nuværende onde verden, vil vi i stigende grad blive verdslige; hvis vi forkæler og lever for os selv, bliver vi mere og mere selv-centrerede, men når vi ser på Jesus Kristus, bliver vi mere og mere lig ham.

Norman Douty skriver: "Hvis jeg skal komme til at ligne ham, så må Gud i sin nåde gøre det, og des hurtigere jeg kan erkende det, des hurtigere vil jeg blive udfriet af det, der holder mig bundet. Kast al stræben, anstrengelse bort og sig, jeg kan ikke gøre det, jo mere jeg prøver, des længere væk kommer jeg fra hans lighed. Hvad skal jeg gøre? Åh, siger den Hellige Ånd, du kan ikke gøre det; træk dig bare tilbage, kom ud af det. Du har været i arenaen, du har anstrengt dig i din stræben, du er en fiasko, træd ud af det og kom og sid ned, og som du sidder der, betragt ham, se på ham. Prøv ikke på at ligne ham, bare se på ham. Vær bare optaget af ham. Glem alt om at prøve at ligne ham. I stedet for at lade det fylde dit sind og hjerte, så lad ham fylde det. Bare se på ham, se på ham gennem Ordet. Kom til Ordet med det ene formål at møde Herren. Ikke for at få dit sind proppet med kundskab om det hellige Ord, men kom til det for at møde Herren. Gør det til et middel, ikke til bibelsk lærdom, men til et fællesskab med Kristus. Betragt Herren."

"Du siger, gør mig egnet til dig.
Ræk dine tomme hænder frem,
Og vær du stille:
Åh, hvileløse sjæl,
Du volder mig kun hindringer
i tappert formål og fast vilje.
Betragt sommerblomsterne under solen,
I ro skuer de hans store herlighed;
Og således udføres hans mægtige værk,
Og hvilende i hans glæde folder de sig ud.
Således er din guddommelige sødme og glæde,
Åh elskede, og arbejdet er mit.

Ter Steegen


"Thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske." (Filipperne 2:13). Og hvad er hans "gode vilje", som han udfører i os? Han lader alt samvirke for det ene formål: "…at også Jesu liv må blive åbenbaret i vort dødelige kød." (2.Korinter 4:11). Dette er livet: "Thi for mig er det at leve Kristus…" (Filipperne 1:21). Dette er tjeneste: "…der var nogle grækere…. de sagde: Herre, vi vil gerne se Jesus." (Johannes Ev. 12:20-21).


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis