Kampen om Sandheden
Artikler

Den anden død er åndelig død

af Willy Griis

Sal. 25:4-5: "Vis mig dine veje, Herre, lær mig dine stier! Vejled mig i din sandhed og belær mig, for du er min frelses Gud, til dig sætter jeg altid mit håb."

Ef. 2:1-3: "Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder (tidsånd) og af ham (Djævelen), som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre."

Bibelen lærer os om flere slags død. Her tales om det uigenfødte menneskes død også kaldet "gamle Adam". Rom. 5:12: "Derfor: Synden kom ind i verden ved èt menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede." Dette er den første død.

Denne død indebar at menneskene fulgte denne verdens tidsånd og Djævelen, som er hersker over luftens rige og stadig virker i ulydighedens børn. Disse uigenfødte mennesker er bundet til at gøre kødets og sindets (tankernes) vilje. Altid grebet af det som er oppe i tiden og sidste mode. Uden Gud og uden håb i verden. Evig fortabelse er deres fremtid. Fil. 3:19: "De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske."

Djævelen bedrager dem ved at han opfordre dem til gode moralske gerninger, til at være sociale overfor hinanden og samtidig siger Djævelen, at så vil gud engang godtage dem i sin himmel og derved bevarer han dem i deres fortabte tilstand. Han siger til dem, at de er gode mennesker og ligeså gode som alle andre, for Gud kan da ikke lade alle mennesker gå fortabt. Men sådan taler Guds ord ikke.

Rom. 3:10-18: "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste. Deres strube er en åben grav, med deres tunge taler de svig, der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse. De er rappe på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje, fredens vej kender de ikke. Gudsfrygt har de ikke for øje."

Det er Guds bedømmelse af menneskeracen og et resultat af Adams synd i Paradiset efter faldet . Hvis Gud ikke greb personligt ind ved sin søn Jesus ville hele menneskeheden være evigt fortabt, altså forblive i den første død. Alle ikke genfødte er i den første død.

Gud sendte sin søn til jorden, født som menneske, for at tage straffen for Adam og hans slægts synd.

Fil. 2:6-8: "Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig, og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig ind til døden, ja, døden på et kors."

Gal. 1:3-4: "Nåde være med jer og fred fra Gud, vor fader, og Herren Jesus Kristus, som gav sig selv hen for vore synder for at rive os ud af den nuværende onde verden (bort fra tidsånden og Djævelen, som hersker her), efter Guds, vor faders, vilje."

Om den korsfæstede Jesus er der profeteret ca. 750 år før hans fødsel i Esajas bog.

Es. 53:4-6: "Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar, og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham."

Gud tog selv skylden for Adams fald på sig og tilbød os frelse af bare nåde. Han opfordre os til at tage imod hans soneoffer, Jesus. Det er menneskenes eneste frelsesmulighed.

Joh. 1:12-13: "Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn, de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud."

Her tales om en ny fødsel, hvor det gamle er forbi. Gud begynder forfra med de, som tager imod hans søn. Men Jesus havde forudset at det var ikke mange, som ville begynde forfra med Gud, de fleste ville blive i synden og leve efter kødets og tankernes vilje forblindet af denne verdens fyrste.

Mat. 7:13-14: "Gå ind ad den snævre port, for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den."

Vejen ad himlen fører om af korset i mere end en betydning og det er det, som gør himmelvejen smal, der er så få, som vil gå denne vej tilbage til Gud. Jesus siger det selv i Mat. 10:38: "Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd." Jesu kors på Golgata skaber fred imellem Gud og mennesker, Gud har tilgivet os vor synd. Nu tilbyder han os en vej tilbage til Paradiset, den tredje himmel, som Paulus benævner det, men det er en korsvej.

Rom. 6:1 og 6: "Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den… Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden, den, der er død, er jo frigjort fra synden."

Efter at vi er født på ny, ser vi døden på en anden måde. Vi ser at vi er korsfæstede med Jesus og at hans død gælder også os. Vi døde med ham bort fra synden. Det betyder ikke kun bort fra syndens krav og syndens anklage, men bort fra syndelivet. Vi kan ikke forsat leve et syndigt liv, og så påberåbe os nåden, for nåden er at Gud i Kristus fører os ind i et nyt helligt liv. Hvad skal vi så med det "gamle menneske"? Da han er død, så skal vi begrave ham.

Rom. 6:3-4: "Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv."

Denne dåbens begravelse er fuld neddykkelse under vandet ligesom Filip udførte det efter han havde undervist den etiopiske hofmand, som ikke forstod det han læste ud fra Esajas, Filip underviste ham så om Jesus. Ap. 8:32-33: "Det afsnit i skriften, han læste, var dette: Som et får, der føres til slagtning, som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund. I fornedrelsen blev hans dom taget bort. Hvem kan fortælle om hans slægt? For hans liv blev taget bort fra jorden."

Filip fortalte hofmanden, at det drejede sig om Jesu korsdød og begravelse og opstandelse. Derfor sagde hofmanden i vers 36-39: "Se, der er vand, hvad hindre mig i at blive døbt? Filip sagde: Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske. Han svarede: Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn. Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham." Filip begravede ham og rejste ham op igen, ligesom Jesus blev begravet og oprejst fra de døde. Hofmanden blev født på ny, begravet og oprejst , for at han nu skulle vandre i et helt nyt liv.

Det liv er ikke bare et nyt tankesæt, men et liv i praksis, for til korset hører også korsfæstelsen af kødet.

Gal. 5:19-21 og 24: "Kødets gerninger er velkendte: Utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir, og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige… De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne."

Korset er døden over hele det gamle menneske, derfor er det en forargelse for mennesker. Forargelse betyder frafald. Det vækker anstød, så de mennesker der ønsker at forblive i denne verden og dens tidsånd ikke ønsker at have med det at gøre. Vejen er smal. Verdensmenneskene vil gerne have himlen, men ikke gå korsvejen. 1. Kor. 1:18: "For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft". Det er en Guds kraft til adskillelse af det gamle menneske og det nye menneske.

Rom. 6:11-12: "Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus. Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så i adlyder dets lyster."

Vi har nu behandlet døden i gamle Adam, den død som alle mennesker er underlagt og vi har behandlet den død, som tilregnes os i Kristus, nemlig døden fra synden og syndelivet. Men der er mere død i vandringen med Jesus.

Gal. 2:19-20: "Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig."

Paulus siger: Men Kristus lever i mig. Fil.1:21: "Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding." Paulus tænker her på martyrdøden. Hvordan levede Kristus og hvordan lever han i og igennem Paulus? På samme måde, som han vil leve igennem os.

2. Kor. 4:10-12: "Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. Altid overgives vi midt i livet til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv kan komme til syne i vores dødelige krop. Derfor virker døden i os, men livet i jer."

Den død Paulus taler om her er det selvfornægtende liv i tjenesten for menighedens skyld og det giver liv til menigheden.

Kol.1:24: "Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer, og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken."

Frivilligt går Paulus ind i trængsler og selvfornægtelse for menighedens skyld. Han sætter menigheden før sit eget behov. Det er Kristi liv i ham.

Rom.15:1-3: "Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv. Vi skal hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv, men som der står skrevet: Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig."

Jesus blev ikke spottet for sin egen skyld, men fordi han lod Faderen leve sit liv i ham. Joh. 17:20-23: "Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, for verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig."

Ligesom du Fader i mig og jeg i dig. Jeg i dem og du i mig. Jesus levede ikke sig selv, men Faderen levede igennem ham. Han var skjult i Faderen og Faderen levede igennem ham. Derfor når de spottede Jesus, så var det Faderens liv de spottede. Når vi ser på Paulus liv ser vi det samme liv. Åbenbaret. Kol. 3:3: "I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud." Eller Gal. 2:20: "Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig." Så når Paulus blev hånet, forfulgt og løjet alt ondt på, så var det Kristus-livet i ham de spottede og forfulgte. Han regnede sig selv, og sine egne interesser for døde og levede Kristus. Fil.1:21: "For mig er livet Kristus og døden en vinding."

2. Kor. 2:14-16: "Men Gud ske tak, som altid fører os med i Kristi triumftog og overalt lader os udsprede kundskaben om ham som en duft. For vi er Kristi vellugt for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der fortabes - for dem der fortabes, en duft af død til død, for dem, der frelses, en duft af liv til liv. Og hvem duer til det?

Kristi triumftog går sejrende gennem livet, som er Kristi liv åbenbaret iblandt mennesker trods forfølgelser og lidelser, som kommer på vejen. Vi er en vellugt for Gud når Kristus lever igennem os. Vi er en vellugt for Gud overfor dem som går fortabt (hadet mod Gud rejser sig i dem, når de ser det selvfornægtende liv - det anklager dem) og en vellugt iblandt de, som bliver frelst (de så livet i døden).

Vi har nu behandlet døden i det vi er død og begravet med Kristus. Vi er døde fra synden og den er korsfæstet, så vi ikke mere kan praktisere at leve bevidst i den. Vi lever et dødens og selvfornægtende liv for menighedens skyld. Det kan lyde vældigt negativt, men det er en misforståelse, for den død fører til liv og frelse og er baggrunden for Kristi opstandelsesliv i os.

Fil. 3:7-11: "Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes I HAM, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde."

Nej, den død som fører til liv skal vi ikke være bange for, men glæde os over. Der er en anden død som vi må frygte. Nemlig den anden død! Den første død var Adams død og dermed hele slægtens død, som fører til fortabelse. Men Gud greb i sin nåde ind og fødte dem, som tog imod i tro, ind i et nyt liv. Hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse, så dør vi igen og går evigt fortabt.

Judas 3:4 og 12-13 "Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom, de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus."

Denne fornægtelse, som her er omtalt var ikke med ord, for så var de let at afsløre. Men det var falsk lære, de forkyndte at nåden dækkede syndige handlinger og deres liv var en fornægtelse af Jesus som Herre i deres liv.

"De er skampletter (grundsproget: skjulte skær, som skibe kan ramme uden at vide det og så synker de) på jeres kærlighedsmåltider (nadver), hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv, de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode, de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam, de er som vildfarne stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid."

To gange døde!! De var døde i Adam, men blev født på ny og døde igen. Det er den anden død!

Åb. 20:14: "Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen."

Lad os takke Gud for både døden og livet i Kristus, det fører til evigt liv. Men lad os frygte den anden død, som fører til evig fortabelse. Lad os leve Kristus iblandt mennesker så de tager imod frelsen fra fortabelsen og lad os have omsorg for Guds menighed, så de bliver bevaret og ikke skal gå ind i den anden død.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis