Kampen om Sandheden
Artikler

Forskellen mellem sjæl og ånd - et indblik i Bibelens psykologi


af Jessie Penn-Lewis

I. LYS OVER DEN SIDSTE TIDS FARER

»Psyche (Sjæl)s Kræfter staar rustet til Kamp imod pneuma (Aand)s Kræfter« er det betydningsfulde Udtryk, som en Kor­re­spondent i Indien bruger for at beskrive den Kamp i den usynlige Verden, der karakterise­rer denne alvorlige Tid. Saaledes er det Billede, som han giver af de bestaaende Tilstande i Indien i vore Dage; men for den, der er i Stand til at skelne mellem »Sjæl« og »Aand«, giver Ordene lige saa levende Udtryk for, hvad der gaar for sig ogsaa i Europa i Dag. Men samtidig træn­ger Herrens sande Menighed dybere og dy­bere ind i de guddommelige Ting, og den møder nye Prøver, i hvilke det synes, som om alt, hvad den hidtil har kendt, nu ikke som før er tilstrækkelig for den til at tilfredsstille dens aandelige Behov. Nyt Lys over Ordet, nyt Lys fra den Helligaand, er derfor blevet en Nødvendighed, fordi Tidens Forhold kræver det.

Hvad betyder disse Sjælskræfter? Den omtalte Korrespondent skriver: »Afgrundens Magter er gaaet frem for at forføre hele Jorden«. Aab. 12, 7 - 12). De store Omvæltninger i den politiske Verden er en af Følgerne. Det er Nødvendigt, at Guds Menighed lægger Mærke til dette, thi det berører den i væsentlig Grad.

Korrespondenten fortæller, at han i det nordlige In­dien traf en Mand, som havde Adgang til de højere Selskabs­kredse i Gu­vernørens Sommerresidens. Han fortalte Kor­respondenten om sine Forbindelser med Mahatma'erne i Indien og i andre asiatiske Lande og forsikrede, at han vidste Uger, ja Maaneder forud, naar der vilde indtræffe store politiske Begivenheder. »Vi er ikke afhængige af Aviser og Telegrammer«, sagde han, »de kan kun berette om Ting, der er sket; vi ved, hvad der skal ske«. Saa forklarede man Korresponden­ten, at det var gennem visse Sjælskræfter, som Menne­sker, der kendte Mahatma'ernes Hemmelighed, hengav sig til. Hvad er »Sjæle-Kraft«? Den Troende, som le­ver i Lyset af Guds Ord, ser klart, at det er Ond­skabens Aandehær, der er mere virksom end nogensinde, og som frembringer disse forfærdelige Kata­strofer i de forskellige Forhold Verden over.

»Sjæle-Kraft« er et Ord, hvis magiske Trylleri kun er kendt i Østen. Det er en Kraft, der udøves af disse saakaldte »hellige« Mennesker, der kalder sig Mahatma'er. I længst forsvundne Tider var disse Mahatma'er Indiens aandelige Førere, og man tillægger dem endnu den sam­me aandelige Magt. De ejer en Kraft, som ikke alene paavirker, men behersker andre Menne­skers Vilje.

For at belyse, hvilken Betydning dette Ord har for Inderen, kan vi f. Eks. henvise til Sévres-Traktaten, ved hvilken Tyrkiet imod Forventning fik alle de tabte Be­siddelser tilbage. Det var en stor Triumf for de orien­talske Folk overfor alle Vestens Nationer. Inderen tror, at det beroede paa »Sjælekraft«.

Denne Sjælekraft siges at blive udviklet igennem Bøn og Faste. Muhammedanerne henviser med Stolthed til Bønneforsam­lingerne i deres Moskeer og Templer. Man tænke sig blot de hundrede Tusinder Pilegrimme, der­ forsamler sig til Bøn i den store Jumma Moske i Delhi, og de endnu mange Gange flere »Troende«, der samtidig forretter deres Bøn udenfor. Saadanne Steder er det, at Sjælekræfterne kommer i Bevægelse eller frembringes. Her ligger den skjulte Kilde til Islams Magt. En­hver Muhammedaner tror, at en skjult Kraft virker gen­nem hans Bøn og paavirker selve Verdensbegivenhederne, og han handler efter den Tro.

Hvilken Lektie ligger der ikke heri for os Kristne! Baade Hinduer og Muhammedanere dyrker denne »Sjæle-Kraft« ved deres Bønneforsamlinger. I Tusindvis samles de ved deres »hellige« Valfartssteder. Ved de store Magh-Fester i Allahabad samles hvert syvende Aar Millioner af Hinduer. Denne religiøse Bønneøvelse forener Hinduer og Muhammedanere i een fælles Handling, at frembringe »Sjæle-Kraft« for at rette den imod Vestens Folkeslag og derved søge at undergrave disses Magt og Anseelse i Østen.

Saa vidt Korrespondentens Beretning.


Pember siger i sit Værk »Earth's Earliest Ages«, at det Menneske, der vil frembringe Sjælekraft, maa brin­ge sit Legeme ind un­der sin egen Sjæls Herredømme paa en saadan Maade, at han kan udskille sin Sjæl og sin Aand og handle, som om han, skønt le­vende med Legemet paa Jorden, er en frigjort Aand, løst fra Legemet. Den, der har bragt sine sjælelige Evner saa vidt, kaldes en »Adept« og kan læse andre Menneskers Tanker og kan indvirke paa andre Aander. Han kan undertvinge vilde Dyr, og han kan sende sin Sjæl bort til fjerne ste­der og lade den vise sig for fjerntboende Venner i sit Le­gemes Skikkelse.

En saadan Magt over Sjæl og Legeme naas ikke uden lang Øvelse, indtil Legemet er saa un­dertvunget, at det er uimodtageligt for alle Smerter, Glæder og Følelser.

Hele den religiøse Tendens i Østerland bidrager uden Tvivl til, at Sjælekraften har faaet saa frugtbar Jordbund der.

»Sjælskræfter imod Aandskræfter«! Hvad Betydning har saa det i Europa? Intet mindre, end at den samme Udvikling af sjælelig Magt foregaar bevidst og ubevidst rundt omkring os og sætter Kræfter, som staar i Ondskabens usynlige Magters Tjeneste, i Bevægelse.

Sjælskræfterne, som her er Tale om, er det »natur­lige Menneske«s Magt til at drage frem skjulte Kræfter fra sit eget Væsen. Det aandelige Menneske har ogsaa disse Evner, men han beder til Gud paa Grundlag af Jesu Kristi Forsoning og kan derved sætte Guds Almagt og Kraft i Bevægelse.

Men ogsaa Troende kan i Uvidenhed bruge sjælelige Kræfter i Stedet for aandelige og kan gennem saadan sjælelig Bøn paa­virke andre i den Retning, de ønsker. Saaledes fortæller et troende Menneske i et Brev: »Jeg har for kort Tid siden erfaret et frygteligt Anløb af Fjenden. Gennem Blodstyrtning og deraf følgende Hjerteanfald, Aandenød og Udmattelse befandt mit Legeme sig i en Tilstand af Sammenbrud. Da jeg raabte til Gud, følte jeg, at jeg maatte bede mig fri for alle psykiske Kræfter og Bønner, som jeg vidste blev rettet paa mig fra visse Mennesker. I Tillid til Kristi Blods Magt rev jeg mig løs fra disses Indflydelse. Resultatet var forunderligt. Jeg aandede atter normalt, Blodet standsede, og Udmattelsen ophørte; alle Smerter var forbi, og Livet vendte tilbage til mit Legeme. Siden har jeg været sun­dere og kraftigere end nogen Sinde. Et Par af disse bedragne Sjæle, der stod min Aand imod, har jeg ved Guds Hjælp faaet Lov at befri for denne Snare; de øvrige befinder sig endnu i denne Vildfarelse fra Afgrunden.

Dette er ikke det eneste Tilfælde, som i de sidste Par Maaneder er kommet til min Kundskab om de nye Farer, der truer de aandelige Kristne nu i Endens Tid, hvor Mørket lægger sig over Jorden, og den store Trængsel, som skal komme over hele Jorden, er begyndt. De andre Tilfælde synes at pege hen paa, at Frembringelsen af Sjælekraft under Bønnens Forklæding lettest finder Sted hos dem, der har haft store over­naturlige Erfaringer og paa en eller anden Maade har aabnet sig for onde Aander, Mennesker med en fanatisk Aand, som ønsker at tvinge andre Troende ind i de samme Erfaringer, som de selv har haft. Hvis disse Troende nægter at følge dem eller advarer andre imod at søge saadanne overnaturlige Aabenbarelser, saa retter de deres saakaldte Bønner paa dem og beder Gud sende Domme over dem eller tvinge dem til at overgive sig til det, de kalder »Sandheden«.

Vi mindes herved Beretningen om Disciplene, der var vrede, fordi nogle ikke tog imod dem, og sagde: »Vil du, at vi byder Ild fare ned fra Himlen og fortære dem?« Og Herren svarede: »I ved ikke, af hvad Aand I er.« Gud bruger ikke Magt for at tvinge nogen Sjæl til at tage imod Ham - selv om det er til hans eget Bedste - det er den menneskelige Vilje, der afgør, om han vil frelses eller ej.

Vi vil alvorligt advare Herrens sande Tjenere imod at sørge over andre, fordi de ikke begærer disse specielle »Velsignelser«. Vi vil bede dem overlade disse andre Guds Børn til Gud og ikke udsætte sig selv for den Fare at fremkalde og komme til at udøve Sjælekraft ved at rette daarlige Bønner paa dem.

Enhver, som hengiver sig til intens Bøn, bør omhyggeligt undgaa at bede for andre om det, som de mener er »Guds Vilje« for dem, og aldrig at rette »Bøn« til andre, men opad til Gud, og lade dem, der bedes for, være uberørte af mulige Farer for, at Sjælskræfter skal arbejde paa dem i den Stund, men at de alene maa være under den Helligaands Indflydelse.

Vi citerer noget af en Skrivelse fra en Geistlig: »Vi har nylig haft et Konvent i denne By, og en af Talerne var ivrig efter at paatvinge andre sin egen overnaturlige Erfaring, den »særlige Velsignelse«, han havde faaet. »Jeg var Genstanden for mange »Bønner« i denne Retning, og jeg har siden alvorligt følt Virkningen deraf...!!«

Lad os huske, at sand Bøn har sit Udspring i Aanden og bestaar ikke i, at vore sjælelige Viljeskræfter i Form af Bøn rettes paa, hvad vi kunde ønske for en eller anden.


II. DEN USYNLIGE KAMP I VORE DAGE.

Efter at dette lille Afsnit: »Sjælskræfter imod Aandskræfter« blev offentliggjort i »The Overcomer«, har jeg modtaget flere Breve angaaende denne Sag. En Gejst­lig skriver, at Artiklen er af epokegørende Vigtighed, og andre bekræfter Beretningerne i Lyset af deres egne Erfaringer. Alt dette viser os Modstanderens tiltagende An­strengelser for at styrte ikke alene Verden, men Guds Børn ind i den store Trængselsperiode, som Guds Ord forudsiger.

Nogle har ønsket mere Lys over Betydningen af Sjæle-Kraft, og hvorfor denne Evne og dens nuværende Ud­vikling er saa farlig for Guds Børn.

For at kunne forklare, hvori Sjæle-Kraft bestaar, og hvorfor Mørkets Magter særlig benytter sig deraf i deres sidste Kamp imod Guds Sandhed, maa vi først og fremmest gaa til Skriften og bede den Helligaand vise os, hvad Gud siger om »Sjæl« og »Aand«.

Som det er paapeget i Begyndelsen af Bogen her, er forklaringen over Sjælens Væsen og dens Forhold til Aanden og til Le­gemet meget tydelig. Der siges: »Mennesket bestaar af 1) Aand, 2) Sjæl og 3) Legeme.

1) Aanden er Sædet for vor Gudbevidsthed, 2) Sjælen for vor Selvbevidsthed (Jeg'ets Tilværelsesbevidsthed) og 3) Legemet for vor Verdensbevidsthed.

I Aanden (den Troendes) bor Gud (Johs. 14,23). I Sjælen bor Selvet (Menneske Personlighed) (Matth. 10, 28). I Legemet bor Sanserne. (Rom. 8, 5-8).

Forskellen mellem Sjæl og Aand kan ikke tages alvorligt nok, thi det er Uklarheden paa dette Punkt, der gør det muligt for den Onde at vildlede mange Guds Børn.

Der findes Steder i Skriften, der tilsyneladende fremstiller »Sjæl« og »Aand« som et og det samme, men et nøjere Studium af Sammenhængen, samt Kendskab til kristne Erfaringer vil forklare Udtrykkene for den Tro­ende, hvis Liv er naaet op imod Kristi Fyldes Alders Maal. En saadans Sjæl bliver gennemtrængt af Aanden, saa at de praktisk talt bliver eet.

»Gud er Aand! De, som tilbeder ham, maa tilbede i Aand...« sagde vor Frelser. Hvert Menneske har en Aand, selv om den er skilt fra Gud ved Faldet. Det er denne Aand, som ved Guds Ords Lys bliver antændt af Guds Aand og genfødt til Kristi Liv, saa Mennesket bliver »en ny Skabning«, »født paa ny« (Joh. 3, 3). Der er saaledes ikke i Menneskenaturen efter Faldet nogen »guddommelig Gnist«, men der er en falden Aand, skilt fra Gud, en Aand, som behøver en ny Fødsel for at kunne »leve for Gud«.

Dette er Kærnepunktet og af langt større Vigtighed end den akademiske Oplysning. Faldet og Nødvendig­heden af en ny Fødsel gennem Jesu stedfortrædende Død kan aldrig blive et Spørgsmaal om »Synspunkter«, om hvilke man kan have »forskellige Meninger«. Enten er man født paa ny og har »Livet« i Gud, eller man er »død« i Vantro. Derfor sætter den Onde netop her alle Anstrengelser ind paa at bevare sin Indflydelse, og her er det, at de forskellige religiøse Retninger skiller sig.

Dr. Murray skriver: »Sjælen er Sædet for vor Selvbevidsthed. Den omfatter vore moralske og intellektuelle Evner, ogsaa Selvfølelse, Selvbestemmelse, Sind og Vilje. Adams Fald skete derved, at hans Sjæl eller »Jeg« skulde afgøre, om det vilde underordne sig Aanden og gennem den blive bundet til Gud og Hans Vilje, eller om hans Sjæl og Jeg vilde underordne sig Le­gemet og give efter for det synliges Til­lokkelser. Adams Sjæl forka­stede Aandens Herredømme og blev Legemets Slave. Der­for hed det om Mennesket, at det er »Kød« (1. Mos. 6, 3) og alle Sjælens Egenskaber er kødelige og beherskes af »Kødet«. 1. (Rom. 8, 7).

Dette kaster Lys over Spørgsmaalet »Hvad er Sjælskræfter?« Udvikling og Brug af Sjælskræfter er med andre Ord Udvik­ling og Brug af alle Sjælens Evner i dens faldne Tilstand, uden Forbindelse med Gud, selv om det kan have Udseende af, at Kræfterne er fra Gud og i Hans Tjeneste. Virkelig aandelige Kristne maa mærke sig dette, thi Sjælskræfter har deres Udspring i Sjæ­len, d. e. Selvet, og ikke i Aanden, hvilken hos de Troende er den Hellige Aands Bolig, og Gud udfører ikke sine Hensigter igennem disse, selv om Han bruger et indviet Menneskes Sjælsevner som Redskaber, hvorved Han aabenbarer sin guddomme­lige Kraft i den Troendes Liv.

Murray siger: »Den største Fare, der truer Menig­heden, saavelsom det enkelte Guds Barn, er Sjælens ubundne Virksomhed med dens Forstands- og Viljes­kræfter; thi hos de fleste har Sjælelivet saa længe været det herskende, at de endog efter at have indviet deres Liv til Kristus, mener, at de selv maa virke for at føre deres Indvielse ud i Livet. Saa mægtigt og saa dybt skjult er dette »Jeg«, at selv naar Guds Børn lærer at tjene Gud, vil Kødet bestandig hævde sin Ret og vægre sig ved at lade Aanden re­gere alene. Menneskets egne Anstrengelser vil kun hindre og kvæle Aanden. Det, som er begyndt i Aanden, kan let ende i »Kødet«. ­

Saa er da den Kamp, som den omtalte Korrespondent i Indien beretter om, ikke noget nyt, men kun mere aabenbar; det er den gamle Kamp, som Paulus taler om i Gal. 5, 17: »Aanden begærer imod Kødet og Kødet imod Aanden, de staar hverandre imod«, og i Rom. 8, 7: »Kødets Higen er Fjendskab imod Gud«. Kød og Aand vil altid staa i skarp Modsætning til hinanden, selv naar Kødet viser sig f. Eks. i Form af sjælelig Nidkærhed eller paa anden Maade i Sjælens Form. Paulus omtaler saadanne

Kødets Gerninger i Gal. 5: »Afgudsdyrkelse, Trolddom (magiske Kunster), Fjendskaber, Kiv, Tvedragt, Partier, o. s. v., alt­sammen Udslag af Sjælskræfter under Kødets Magt.

Vi har nu betragtet Sagen fra det individuelle Standpunkt saaledes som den Enkeltes Erfaringer kan være; vi vil nu se den som Helhed fra Verdensbevægelsens Strømninger, og vi maa sige, at Kampen i Verden mere og mere aabenbarer sig som en Kamp mellem Sjælskræfter og Aandskræfter. Hvorledes kan det forklares?

Vi vil vende tilbage til Tragedien i Edens Have og se, hvad Adams Fald betød, og hvilke Maal Slangen havde for øje - et Maal, hvis Opnaaelse nu nærmer sig. Vi har ikke rigtig gjort os det klart, hvilke dybe og vidtrækkende Følger Faldet havde for Menneskets Sjæleliv ­- og hvilke Kræfter Adam bragte med sig i sin faldne Tilstand, og at de Kræfter, som Gud havde givet ham, fra nu af laa aabne for den Ondes Paavirkning.

»I skal blive ligesom Gud«! Det var den gyldne Mad­ding, der blev sat ud for Eva. Det synes, som om Ordet i 1. Mos. 1: 26 netop ogsaa antyder, at det var Guds Hensigt, at de skulde blive »i Lighed« med Gud, d. v. s. at de vidunderlige Anlæg, som Gud nedlagde i Mennesket, skulde udvikles, indtil Mennesket var blevet ­ lig sin Skaber i Væsen og Karakter og med Hensyn til Magt og Herredømme paa Jorden[1]).

Hvor sørgeligt, at Gud, som alene var den, der kunde oplære Mennesket til at bruge sine rige Sjælskræfter paa rette Maade, ved Faldet blev skilt fra det vidunderlige Væsen, som Han havde skabt, og at alle disse Sjælsevner nu laa blottet og aabne for Guds Fjende!

Vi kan ikke efterspore alle de Følger af Faldet ned igennem Tiden paa dette specielle Omraade. Men Guds Ord peger atter og atter paa, hvorledes Fjenden netop udnyttede disse Menneskets skjulte Kræfter, idet Troldmænd, Koglere og Magere staar i Forbindelse med Mørkets Magter.

Først ved »Endens Tid«, i hvilken vi nu lever, skulde Satans onde Plan med Menneskene naa sin fulde Udvikling. Hans Maal er at opnaa det fulde Herredømme over hele den beboede Jord, og Skriften siger, at han for en kort Tid skal opnaa dette igen­nem Antikrist, som han udruster med overnaturlig Magt. Derfor er Korrespondentens Ord saa rystende sande, naar han skriver, at Sjælskræfter ruster sig imod Aandskræfter. Det foregaar netop i vor Tid og det er igennem det faldne Men­neskes Sjæls­kræfter, at hele Verden gøres rede til at modtage Antikrists Regering, og det betyder, at Gud selv for en Tid skal være afsat.

De Anlæg, som det fuldkomne Menneske fik i Eje ved Skabelsen, og hvis Udvikling under Guds Vejledning og Hjælp vilde have gjort ham »ligesom Gud«, vil nu blive udviklet og paavirket af den Onde i en saadan Grad, at Mennesket, naar disse Evner træder i Virksomhed un­der Satans sidste forfærdelige Regimente, vil tro om sig selv, at han er ligesom Gud, naar han ud­øver disse Kræfter under den Ondes Kontrol og Bistand. 2 Thess. 2, 9.

Allerede nu forkynder Spiritisterne dristigt, at »Mennesket besidder alle de Egenskaber, som man hidtil til­skrev Guddommen«. Og Dr. Grattan Guiness skrev for Aar tilbage, at det store Frafald, vilde karakteriseres ved, at den faldne Adamsnatur vilde tilegne sig Ting, som det kun tilkom dem, der skulde faa guddommelig Natur.

Dette belyser, hvad der gaar for sig nu i vore Dage. Hvor hurtigt spreder ikke Frafaldet fra Troen paa Evan­geliet sig hos den bekendende kristne Kirkes Ledere, for en Del Resultatet af Fjendens skjulte Paavirkning paa Menneskets faldne Sjælskræfter. I andre Kredse danner »Psykologien» Hovedemnet, og »Opdagelsen« af psykiske Kræfter, som intet dødeligt Menneske havde drømt om, fylder i en Grad Sindet, saa at de i Sand­hed er som Børn, der »omtumles og omdrives af enhver Lærdoms Vind«, idet de listigt føres ind i »Vildfarelsens Rænkespind« (Ef. 4, 14) i uden at vide, at de tjener den Onde dermed og er med til at fuldføre hans verdensomfattende Plan.

Hvorledes Satan paavirker Mennesker i alle Samfundslag; vil vi et andet Sted behandle mere indgaaende, det er tilstrække­ligt her at fastslaa; at hans Anslag gaar ud paa at føre Mennesker til Opdagelsen af »naturlige Fæ­nomener« under Navn af »Psykisk Videnskab«. En Liste over saadanne »Opdagelser« er for Aar tilbage gi­vet af E. Mc Hardie i Apostori-Skrifterne, og man kun­de i Dag udvide denne endnu mere. De gaar ud paa, paa det sjælelige Omraade at efterligne det vidunderlige Gudsliv i Aanden. Og det er i denne overhaandtagende Udvikling og Brug af Sjælskræfter, at Faren ligger for Guds Børn, som virkelig er aandelige, men som ikke ved noget om disse skjulte Kræfter i det menneskelige Væsen.


III. VOR TIDS PSYKOLOGISKE OPDAGELSE.

Vi har før her i Bogen citeret Dr. Murrays Ord om den store Fare, som Menigheden er udsat for ved Sjælens ubundne Virk­somhed med dens Forstands- og Viljeskræfter. Denne Fare er stærkt forøget i vor Tid, idet de, der kalder sig Psykisk Viden­skabs Forskere, har ført Skarer til Kundskab om de uanede skjulte Kræfter i det menneskelige Væsen. Og for den Kristne, som ønsker at vandre i Aanden, er Faren særlig stor, thi selv om han har faaet sin Aand levendegjort, kan han i Uvidenhed bruge Sjæle-Kraft, selv i sin Tjeneste for Herren. Dette kan, mere end vi aner, være Aarsag til, at Arbejdet bære saa lidt Frugt.

Vi vil nu søge at faa et Overblik over de Farer, som det, vi sammenfatter under Benævnelsen »Sjæle-Kraft«, rummer. Mere end nogen anden har sikkert afdøde forfatterinde Mrs. Mc. Hardie bidraget gennem sine værdifulde Bøger til at kaste Lys over dette Emne. Men hendes Bøger, som netop skulde være en Hjælp for Guds Børn i denne sidste Tid, er udgaaet[2]).

Det er forunderligt at lægge Mærke til, at jo mere Enden nærmer sig, desto stærkere arbejder Modstanderen paa at under­grave lste Mosebogs Autoritet. Aarsa­gen er sikkert den, at den ikke alene indeholder Grund­sandhederne om Faldet og Genløs­nings Forjættelsen, men ogsaa i sig har Nøglen til alle vore Dages Proble­mer. Som allerede sagt bestod den lokkende Fristelse i det Løfte, som blev givet til Eva: »I skal blive ligesom Gud« - og dette var ogsaa Gud Herrens Bestemmelse, da Han skabte Mennesket.

Nu maa vi mærke os tre Ting: 1) Netop de samme Sjælsegenskaber, som i Dag bliver bragt for Lyset gen­nem »Psykisk Forskning«, blev nedlagt i det fuldkomne Menneske i den Hensigt, at de skulde udvikles i Guds Samfund, indtil Mennesket naaede det høje Maal, hvortil Gud havde bestemt det. 2) Forføreren var vidende om, at disse Kræfter var nedlagt i det syndfri Menneske, og ønskede at bringe dem i Virksomhed under sin egen Kontrol i Stedet for under Guds. 3) Da Adam faldt fra Guds Samfund og blev skilt i Aanden fra Ham, da faldt ogsaa med ham alle disse skjulte Kræfter og laa nu aabne for Forførerens Indflydelse.

Vi nævnede kort i forrige Kapitel, at Satan søger at paavirke Mennesker i alle Samfundslag og Stillinger. Hans snedige Anslag gaar ud paa at fange Videnskabs­mænd, Forretningsmænd og religiøse Mennesker. Hans Plan blev afsløret gennem et Me­dium, som inspireredes af de onde Aander. En af disse forkyndte Mediet, at det indtil da kun var lykkedes at naa den ulærde Del af Menneskeheden, idet Videnskabsmænd, paa faa Undta­gelser nær, holdt sig borte. Men Opfordringen til videnskabeligt at studere de psykiske Fænomener ser vi nu har befordret Satans Plan, idet netop mange af de Lærde i Dag lader sig besnære af det store Bedrag.

Fra Spiritismens Historie ser vi, at det afgørende Skridt fremad for at faa Mennesker hensat i den Til­stand, at det gjorde det muligt for de onde Aander at bryde igennem og komme i Forbindelse med dem[3]), var Anton Mesmers Opdagelser omkring Aar 1778. Hans Lære kaldes »Mesmerismen«. Hans Tilhængere gjorde stedse større opdagelser og bragte det til Fænomener, der ligefrem syntes utrolige. Men det var først, da Mesmer antog Karakter af Videnskabsmand og rettede et Opraab til den lærde Verden om at undersøge disse »naturlige Fænomener«, idet han begærede videnskabelige Mænds Bifald til sine Opda­gelser, at Satans Plan helt kunde udfolde sig. Psykiske Forskere hævder, at Mes­merismen er den Klippe, hvorfra alle psykiske Viden­skaber (Christian Science iberegnet) er hugget.

Listen over de Opdagelser, som fulgte efter Mesmers Offentliggørelse af sine »videnskabelige Opdagelser« af de skjulte Kræfter i Menneskets Sjæleliv, viser, hvor utroligt Bevægelsen voksede. I 1784 opdagede en Elev af Mesmer »Clairvoyance« som en følge af den mes­meriske Søvn og kom derefter tilfældigt ind paa »Tan­kelæsning«. Man fik gamle Bøger frem og stude­rede dem og fik deri en Del Kundskab om »Naturens Hem­meligheder«, der viste sig at have været kendt af nogle faa. Men nu blev det til en omfattende Bevægelse, der har revet mange med sig, og som tilsidst vil faa hele Verden hildet i et nyt dybt Mørke. Nye Opdagelser fremkom, efter som Aarene gik, saasom »Hypnotisme«, »Neurologi«, »Psykometri« (en Opdagelse, der gaar ud paa, at Sjælen kan arbejde udenfor Legemet, og at Psykometrikerne kan læse Fortiden som en aaben Bog) og flere andre. Den saakaldte »Statuvolisme« er ogsaa en af disse og betyder en mærkelig Tilstand fremkom­met ad Viljens Vej, hvor­ved et Menneske formaar at forflytte sin Sjæl til et eller andet fjernt Sted og se, høre, føle, smage og lugte, hvad der foregaar. I 1847 kom igennem en Opvækkelsesprædikant en Opdagelse kaldet »Pathetismen«. Dette foranledigede, at han opgav sit Præ­steembede for at give sig helt hen til denne Sjæle­lære og udforske Trance-Tilstanden. Store Skarer blev under hans Foredrag magnetisk paavirket, og han til­skrev dette den i Mennesket bosiddende Kraft, ved hvil­ken man kan frigøre sig for Smerter og Sygdomme.

I Begyndelsen skjulte den Onde sin Andel i disse Fænomener, og de blev af Mennesker kun anset for Naturvidenskab, og man tænkte ikke paa at forbinde dem med Aandemagter - disse holdt sig forsigtigt tilbage.

Senere udvikledes psykisk Forskning i den Ondes Tjeneste ganske aabenlyst, idet han fik Forretningsfolk til at benytte sig af den til egen Fordel. Igennem stor Reklame udbredtes Bøger om Udviklingen af de »skjulte Kræfter«, og der blev trængt ind paa Forretningsfolk, at de skulde anvende Sjælskræfter, Magnetisme, Hypnotisme m. m. for at faa Magt over dem, som de vilde overtale i Handel el. a., og udvikle i deres egen Person en stærk magnetisk, fængslende Magt[4]).

Endelig naaede Djævelens snedige Anslag paa dette Punkt til de religiøse Mennesker. Hvilket Held han har haft, viser det store Frafald fra Evangeliets Sandhed blandt kristne Prædikanter og Ledere og den almindelige Antagelse af det rationalistiske Syn paa Bibelen og særlig Afvigelsen fra Troen paa Kri­sti Forsoningsoffer. Dette er netop den Ondes Hovedformaal. Ondska­bens Aandehærs skjulte og underminerende Arbejde synes nu at naa sit Højdepunkt, og vi kan se, hvorledes den ene efter den anden af Menneskehedens ledende Parter fal­der som Offer for denne List. Planen har været mester­lig. Viden­skabsmænd gik i Spidsen, og nu har den moderne Teknologi kapituleret overfor denne falske, saa­kaldte Videnskab, ført bag Lyset af den store Bedrager. Han har gennem dette faaet fastere Greb om Sty­ret, og Verden nærmer sig den mørke Time, da Satan for en kort Tid virkelig vil være »Denne Verdens Gud«.

Dybere og dybere trænger Menneskerne ind i de sjælelige Mysterier, som hidtil kun har været kendt af få, og kommer der­i­gennem i Forbindelse med de onde Magter. »Opdagelse« følger på Opdagelse, indtil det bliver næsten umuligt at holde trit med Bekendtgørelserne i Aviserne. Nu er f. eks. »Psyko-Analyse« blevet en anerkendt Videnskab, om end et Overhoved ved en Kirkekongres uforbeholdent erklærede, at den var »en i overflødig Grad Vaden i Smudset«. Og nye Apostle skyder op som Paddehatte af Jorden, hver med en ny Lære, ved hvilken de lokker de uerfarne bort fra Kristi Evangelium ind i denne Malstrøm af psykisk Vanvid.

En Korrespondent har lige sendt mig nogle Papirer, som oversvømmer Amerika, og som anbefaler Bøger med følgende Tit­ler: »Personlig Magt eller din Persons-Overmagt«, »Skabermagt eller dine Virkekræfter«, »Trosmagt eller Inspirationskræf­ter«, »Fornyende Kraft eller Livsforyngelse«, o.s.v.

Hvad alt dette betyder for vor Tid er det samme, som hvad »Noas Dage« betød for den Slægt, som da levede – at en Synd­flod, der ødelagde alt Kød paa Jorden, blev nødvendig for at bevare Menneske­slægten gennem den ene Familie, som ikke havde taget del i den herskende Fordærvelse. Det viser sig ved nøje Undersøgelser, at for ethvert Punkt i Kristi Evangelium har psykisk Videnskab en tilsvarende Fase, som skal udgøre en Erstatning for Kristi Evangelium. Ja. selv deres Forening med usynlige Væse­ner gøres til en Efterligning af de Troendes Forening med Kristus. Og efter som Floden stiger højere, vil det stedse tydeligere aabenbares, at det er Satans store Maal at føre den samme Fordærvelse over Menneskeslægten som i »Noas Dage«.

Derfor er det saa nødvendigt, at Guds Børn lærer at kende Forskellen mellem »Sjæl« og »Aand« for deres egen Sikkerheds Skyld. De maa vide, at man uden at ville det kan drive Psyko-Analyse ved at for­dybe sig i Andres Nød og Vanskeligheder og anstrenge sig for at hjælpe dem ud deraf, i Stedet for i Tillid til den Hel­lig Aands Kraft at føre dem til Korset for at blive fri­gjorte.

Derfor gælder det for et Guds Barn at bevare sin Livsforbindelse med den opstandne Herre og ved den Helligaands Kraft at holde sit adamitiske Liv i Døden, for at Gudsbarnet ikke i Kampen mod Fjenden skal benytte sig af sin egen Sjælekraft i Stedet for af Guds Aands Kraft.

»Sjælskræfter imod Aandskræfter« er den afgørende Kamp i Dag. Kristi Legemes Lemmer er ved den Helligaands iboende Kraft paa Vandring mod Himlen. Verdens Atmosfære fortætter sig mere og mere som Følge af de psykiske Strømninger, bag hvilke Fjenderne i Luften driver deres Spil. Gudsbarnets eneste Sikkerhed er en levende Forbindelse med dets Genløser, et Liv, »skjult med Kristus i Gud«, thi der lever vi over den Atmosfære, som er forgiftet af »Fyrsten, som har Magt i Luften«.

Fire Regler maa Gudsbarnet holde fast:

I Kristi Blod til uafbrudt Renselse.

II Kristi Kors til Ligedannelse med hans Død.

III Den opstandne Herres Magt bevaret i Hjertet.

IV Denne Magt rettet imod Fjenden.

Det alene vil føre Kristi Legemes Lemmer sejrende igennem til Foreningen med deres Hoved.


IV. »SØNNEN KAN SLET INTET GØRE AF SIG SELV.«

Naar vor Frelser selv maatte sige saa, hvor meget mere Hans svage Efterfølgere; derfor gælder det at holde sig nær den op­standne Herre, der har sagt: »I Verden skal I have Trængsel, men vær frimodige, jeg har overvundet Verden.« (O. A.)

Vi har set, at Sjælekræfter udgaar fra Sjælen, men de har deres Udspring fra det animalske Liv, som Bibelen kalder »Kød«, og ikke fra Aanden, selv om det slet ikke ser saaledes ud. Thi vi maa huske, at ved Faldet kom Sjælen ind under Kødets Magt og vedbliver at være det, indtil Mennesket bliver genfødt og den Hellig Aand bliver den drivende Kraft i Gudsbarnets Liv og kommer til at herske over Sjælens Evner og Kræfter. For Eks. Fornuften - den er en af de sjælelige Egenska­ber, og den kan ledes og paavirkes enten af Sjælens Kræfter fra Kødet eller af den Hellig Aand gennem Menneskets Aand.

Paa Grund af Uvidenhed har Udviklingen og Brugen af de psykiske Kræfter faaet Lov at gaa for sig, fordi man holder dem for at være aandelige. Men Kristi Ord er Prøvestenen. Han siger: »Det er Aanden, som levendegør, Kødet gavner intet«. D.v.s. kun det, som Guds hellige Aand virker i din Aand har sit Udspring fra Gud. De skjulte Kræfter i Sjælen er altsaa ikke et Udslag af Guds Kraft, som mange tror. F. Eks. hedder det: »Gaven til at helbrede har sit Sæde i Sjælen og skal bare udvikles.« En Præst skriver fejlagtigt om dette saaledes: »Denne Kraft bliver undertiden kaldt Animalsk Magnetisme, undertiden Psykisk Kraft... Naar denne Kraft overgives til Gud, bliver den en Aandens Gave...« Men de sande Aandens Gaver kommer ikke fra vor Sjæl men fra Gud, som er Aand, og de kommer gennem vor Aands Kanal og ikke gennem Sjælens.

Nogle taler om at faa Vished for at have modtaget »Aandens Daab« og spejder efter Aabenbaringer som Bevis herpaa. Og for at hidføre disse har man anvendt Metoder som nøjagtigt stemmer med dem, Mes­meristerne bruger, og saa er Døren blevet lukket op for disse Efterlignere af den sande Menigheds Erfaringer. Det kan ogsaa ske, at et Guds Barn har oplevet Sand Aandsfylde udgydt i sin menneskelige Aand, men har saa i Uvidenhed udviklet de sjælelige Kræfter, saa at deres Tjeneste for Herren blev en delt Tjeneste. For Eks. kan Deltagerne, hvis man i en Forsamling lader et Kor synge om og om igen, blive hen­sat i en psykisk Tilstand saa at de bliver ude af Stand til at tænke klart og fornuftigt eller til at bruge deres Vilje og Beslutningsevne.

Baaret paa denne Flodbølge af psykiske Kræfter ud­fører Dæmonerne i Dag deres Planer. Ethvert Guds Barn bliver i sin Tje­neste for Herren behersket enten af den Hellig Aand eller af de omtalte sjælelige Kræfter. Det er Aanden, der fødes paa ny. Naar Guds Aand kommer ind i Menneskets Aand, oplyser den derfra Sin­det og bruger de sjælelige Egenskaber og Evner, og idet den Troende vandrer i Aanden og opfylder dens Betingelser, vil alt blive forvandlet og helliget og Tjenesten for Herren bære den Hellig Aands Stempel. Ved Sindets fornyelse bliver Tankerne oplyste og opklarede, og de forvirrede uklare Begre­ber forsvinder.

Hvor sandt er ikke det Ord: »Kødet gavner intet.« Det Arbejde for Herren, der er inspireret af det kødelige Sjæleliv, bærer ingen frugt, thi ligesaa vel som at Kødet intet gavner, gavner Selvets Sjælekraft heller intet.

Vi vil betragte nogle Ord af Herren om hans egen Stil­ling, hvad det angik at stole paa sig selv og sine per­sonlige Kræfter, som dog for Hans Vedkommende ikke var faldne Kræfter. Han taler i Joh. 6, 53-58 om dette at »æde hans Kød« og »drikke hans Blod«, og hans Disciple sagde, at det var »en haard Tale«. Det var med Hensyn til at forstaa de aandelige Sandheder, at Herren sagde, at Kødet intet gavner. Ja, visselig er dette en haard Tale for Kødet, det naturlige Menneske, som jo er ude af Stand til at fatte de aandelige Ting. Men derfor var det, Herren sagde: »Sønnen (som Men­neske) kan slet intet gøre af sig selv.« Han var i alt af­hængig af Faderen, og Han sagde: »Faderen, som bor i mig, gør Gerningerne.« Saaledes skal ogsaa vi lære at gaa i vor Mesters Fodspor og i alting bie paa Herren, indtil vi kender, hvad der er fra Ham, og hvad der stammer fra os selv. Da skal vi erfare som Han, at Faderen er med os, fordi vi »gør det, som er ham til Behag« (Joh. 3, 27).

Jesus siger: »Jeg er ikke kommen for at gøre min Vilje«, »Jeg søger ikke min Ære«, og om vi har den samme Stilling og er ligesaa afhængige af Gud, da vil vi bære Frugt i Aanden. »Et Menneske kan slet intet tage, uden det er ham givet af Himlen.« (Joh. 3, 27).

Uvidenhed angaaende de sjælelige Kræfter er en fare for Guds Børn i Dag. Det er i høj Grad nødvendigt at lære at skelne mellem Sjæl og Aand og at lade Guds Ord gøre Adskillelsen (Hebr. 4, 12). Den saa udbredte Sjælelære er særlig farlig for sø­gende og religiøse Mennesker, fordi den tilsyneladende kan give Fred gennem psykologisk Indsigt, og de frelses fra deres saakaldte »Svaghe­der« ved psykologisk Behandling, men ikke ved Syndserkendelse og Omvendelse. Ogsaa Guds Børn kan komme i Fare ved at betragte sig selv fra et psykolo­gisk Synspunkt, saaledes at de, medens de paa den ene Side stoler paa Gud, dog alli­gevel kan blive saa optaget af at beskæftige sig med Aandens, Sjælens og Legemets Love, at de mister Afhængigheden af den Hellig Aand, der, som Jesus siger: »skal tage af mit og forkynde eder« (Joh. 10, 14). I vor Tids store overnaturlige Be­vægelser spiller psykiske Kræfter en Hovedrolle. Jeg har lige modtaget et Brev langt borte fra, som om­handler om vidt­gaaende Helbredelsesbevægelse, og Brev­skriveren siger: »Det hele er et fuldstændigt Fejlgreb. Tusinder og atter Tusinder kommer, men det slaar fejl. Og hvad kan man vente andet, naar Lederen, som foretager »Haandspaalæggelse«, ryger og drikker Whisky!«

Til Slutning vil jeg blot pege paa endnu nogle Farer med Hensyn til Sjælskræfter i det kristelige Liv. Der gi­ves Sjæl­skræfter i Forbindelse med Viljen. Viljen, som er en af Sjælens Evner, maa ledes af Aanden og ikke af Kødet. Nu er der Mulighed for (som vi har paapeget i Begyndelsen), at en vis Sjælskraft kan udvikles ved Viljesbøn, d. v. s. at man gen­nem Sjælskræfter faar Magt til at lade sin egen Vilje paavirke dem, man beder for. Det er ofte i Uvidenhed herom, at mange Troen­de retter deres Tanker, Ord og Bøn paa bestemte Mennesker og beder, at de skal naa dette eller hint eller handle saa og saa. Derfor er det, at vi maa være paa Vagt i Bønnen og ikke lukke vore egne Sjælskræfter ind og rette dem paa be­stemte Mennesker, men bede i Aan­den og rette vor Bøn opad mod Gud. Heller ikke skal vi foreskrive Gud, hvad Han skal gøre overfor andre, men bede, at Gud vil vise dem det, Han ser, de træn­ger til; vi skal ikke bede om, at en maa gøre eller se det, vi tror er Guds Vilje med dem. Thi hvis det er levende, troende Mennesker, vi beder for, maa vi huske, at vi er Lem­mer paa samme Legeme og hver har sit eget Ansvar overfor Gud, og for Ham staar eller falde vi.

Som vi tidligere har paapeget, er der ogsaa en Til­bøjelighed til ved Andagter og Gudstjenester at nære sjælelige Elementer og dyrke det sjælelige Følelsesliv. Naar Mennesker, som Ugen igennem lever et verdsligt Liv, kan blive saa »op­bygget« i Kir­ken om Søndagen, er det sikkert, fordi Musikken og de andre Indflydelser har tilfredsstillet dem og beroliget dem, men de har ikke set deres Synd og omvendt sig. Og mange Kristne aner ikke, at Grunden, hvorfor de ikke faar Sejr over visse Synder, er den, at de i deres religiøse Liv giver efter for det sjælelige og søger Tilfredsstillelse for deres Jeg og paa den Maade opretholder et eller andet kødeligt Baand, medens de tror, at de har brudt med Kødet. Maatte vi lære at faa renset vor Gudstjeneste, Bøn, An­dagt, Tilbedelse saaledes, at vi virkelig tilbeder Gud »i Aand og Sandhed«, thi »det er saa­danne Tilbedere, Faderen søger.«

Det er en Fare i vor Tid for det aandelige Menneske, (at alle de mange »Tankestrømninger«, som nu overskyller Ver­den, skal faa Indflydelse paa Sjælelivet. Man kan kun undgaa denne Indflydelse ved at have sin Stilling der, hvor Paulus be­skriver den i Gal. 2, 20: »Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke mere mig, der lever, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i Kødet, det lever jeg i Troen paa Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig«. Der kan Magterne i Luften ikke naa dig.

Er vort Sind virkelig blevet fornyet? Bliver det op­lyst og ledet af Guds Aand? Eller er vi endnu kun na­turlige, sjælelige Mennesker? Hverken Vantro eller Ra­tionalisme kan bekæmpes ved intellektuelle Argumenter, men alene ved Aandskraft og Bøn. Lad os bede Gud om at lære os at leve og at vandre efter Aanden. Da vil vi med det fonyede Sind kunne skelne bedre og bedre mellem »Sjæl« og »Aand«. Thi Guds Ord vil gøre det; det er levende og kraftigt nok dertil, i Dag som for­dum og da vil vort sjælelige Jeg dø paa Korset og vi blive i Sandhed aandelige Mennesker.


V. FORVEKSLINGEN MELLEM DE SJÆLELIGE OG DET AANDELIGE.

I Aab. 13, 5 og 6 omtales Dyret, hvem Dragen gav Magt til at tale Bespottelser imod Gud, hans Navn og hans Telt. De for­udsagte Tegn begynder at opfyldes i vore Dage paa en saa paafaldende Maade, at det er vanskeligt at holde Trit med dem og at faa dem afsløret i rette øjeblik for at advare dem, hvis Navne er skrevet i Lammets Livets Bog (V. 8).

Satan optræder i Skikkelse af Lysets Engel og bruger Guds Ord og Kristi Evangelium, til at udføre sine Hensigter, for under Dække af Guds hellige Ord at vinde Indpas blandt Mennesker med sine bespottelige Vranglærdomme. Højde­punktet af Be­spottelserne er sik­kert det, at »Herrens Bord« (Ihukommelsesmaaltidet), som blev indstiftet for at forkynde og minde om Hans Død, er blevet gjort til Dæmoners Bord, ved at der tillægges det magnetiske og psykiske Kræfter. I en nylig udkommet Bog kalder en Biskop dette »Sakramenternes Videnskab forstaas af alle, der har udviklet deres psykiske Anlæg«. Biskoppen forkla­rer videre, at »Præsten« indsættes til at meddele »Herrens Kraft« til Folket. Disse Kræfter bliver materia­liseret i Præstens Le­geme, og de samler sig indenfor hans Messeskjorte. Tillige finder der en stadig virksom Kraft­ud­strømning Sted fra Stenene paa Alteret og fra Stagerne og Korset, hvilket altsam­men er »magnetisk« - især naar det bliver forbundet med Røgelse; da er der altid en stor Forsamling af »hellige« Engle tilstede. Og de vidunderlige Kræfter, som udgaar fra dem, bliver opfanget til Gavn for Menigheden, naar der bliver baaret passende Klæder, der kan tjene som Kraft­ledere...« Forfatteren af Bogen »Sakra­men­ternes Videnskab« tilføjer endvidere, at disse »gud­dommelige Kræfter« er en fast­slaaet videnskabelig Kendsgerning, kalder dem »en Naade fra Gud« og siger, at de er ligesaa virkelige som Damp og Elektricitet.

Denne Bog er betydningsfuld som et af Tegnene paa den Tid, vi lever i, thi paa hver Side møder vi Ordet »psykisk« i forbindelse med religiøse Lærdomme og ofte fra bekendende kristne Ledere. F. Eks. skriver Erkebiskoppen i Caledonia: »En stor Opdagelse er gjort i den psykiske Verden. Vore psykiske Aander er ikke bundne ved materielle Baand til et bestemt Sted, men de kan forene sig med andre Aander, hvad enten de er i Legemet eller udenfor Legemet. Det er Aandens Samfund...« Videre skriver han: »Nu til Dags lærer Disciplene gennem Psykologien at rette deres øjne paa Kri­stus i hans Karakters Godhed og hans Aands Magt, og igennem dette fuldkomme Menneske naar de til For­ening med den evige Gud. Mennesket ejer baade et individuelt Sind, og paa samme Tid er det en Del af det universale Sind, og enhver menneskelig Aand, skønt den ejer person­lige Egenskaber, er dog samtidig en Del af den universale Aand...«

Gennem disse og lignende Citater fra den Litteratur, der spredes Verden over, ser vi, hvor let det aandelige og det psykiske kan forveksles. Vi vil endnu en Gang betone Forskellen mellem Sjæl og Aand, saaledes som Skriften aabenbarer os den. Ordet »psykisk« stammer fra det græske Ord psyche, hvilket i vore Bibler ca. 40 Gange er oversat »Liv« og ca. 50 Gange »Sjæl«. Ifølge Leksikonet betyder det »animalsk Liv« eller »den animalske Natur«, og det forklarer »Sjælen« saaledes: »Personlighe­den, naar den beherskes af det naturlige Liv«.

Bibelen siger os klart, at det første Menneske, som »blev gjort til en levende Sjæl«, var »af Jord, jordisk, og det andet Men­neske er fra Himlen« (1. Kor. 15, 47 - ­48).

At psyche er imod Aanden, ser vi klart i 1. Kor. 2, 14: »Det sjælelige[5]) Menneske tager ikke imod de Ting, som hører Guds Aand til; thi de er ham en Daarskab, og han kan ikke erkende dem, thi de bedømmes aande­ligt.«

Den psykiske Kraft, som spiller en saa stor Rolle i vore Dage, er altsaa ikke Aand, for den tilhører Menne­skets faldne Natur og er aaben for Paavirkning fra Aandsmagterne i Luften.

De psykiske Kræfter eller Sjælskræfter kan kun ud­vikles ved overnaturlig Magt, og denne Magt bliver efter Faldet udøvet af Satan og ikke af Gud. Derved bliver mange Gaader løste angaaende nogle Guds Børns overnaturlige Erfaringer, hvilke har bragt Undren og Forvir­ring blandt de Troende. Saa forstaar man ogsaa, hvorfor »Daaben med Aandens Kraft«, som antages at være fra Gud, hos saa mange havde til Følge, at de udviklede et Maal af Selvgodhed med stærk personlig Magt, i Ste­det for Ydmyghed, Kærlighed til Sjæle og Udslettelse af Selvet.

Fra alle Sider lyder det: »Du maa udvikle din Per­sonlighed«, »Du maa styrke din Vilje«. Men hvad siger Jesus? Den, der ikke tager sit Kors og forsager alt og mister endog sit Liv, ja hader sig selv (sin Sjæl) ... »er mig ikke værd.« »Den, som elsker sit Liv (psyche),« siger Herren, »skal miste det; og den, som hader sit Liv (psyche, sig selv, Sjælen), skal bevare det til evigt Liv« (Joh. 12, 25).

Dette viser os, at vort naturlige sjælelige Liv skal nedlægges og ikke udvikles; det skal gives hen paa Korset, hol­des i Døden og ude af Virksomhed for at give Rum for det højere Liv fra Gud, den »livgivende Aand«.

Saa ser vi da, at Kristi Kors (ikke det bogstavelige paa Golgata, men det usynlige Kors, Han bar paa sin Jorde­vandring, nemlig det at fornægte sig selv) er og bliver Prøvestenen paa, om et Menneske paavirkes af Guds Aand eller af »Selvet« eller af faldne Magter. Eftersom overnaturlige Kræfter kan gøre de skjulte sjælelige Evner i Men­nesket virksomme, bør et Guds Barn aldrig antage nogen Aabenbarelse af »Kræfter« som værende fra Gud, naar de ikke leder ham nærmere ind i Døden med Kristus, ind i Selvets Død. Han bør »prøve Aanderne, om de er af Gud« ved at spørge: Er det Korsets Vej? Er det modsatte Til­fældet og fører til, at »Selvet« bliver stærkt og udøver en tvingende Indflydelse paa an­dre, da er han i fare og maa søge ind til Korsets Herre og lade Guds Ords Lys og Sandhed udøve sin rensende og adskillende Kraft. Kun dette at tage sit Kors og følge Jesus efter er den sikre Vej, der fører nærmere til Gud.

Nogle sjælelige Efterligninger af aandelige Sandheder.

Den Onde prøver paa at efterligne enhver ægte Virkning af Guds Aand ved at lave et Sidestykke i det sjælelige. F. Eks. er den sande, af Gud virkede Kærlighed noget helt andet end den sjælelige eller naturlige Kærlighed, som bestaar i følelser, thi denne skyr Lidelser, skatter jordisk Gunst og fordrer Genkærlighed. Den vi­ser sig især kraftigt i Familie- og Venskabsbaand. I dens højeste Standard aabenbarer den en stor Interesse for at afhjælpe den menneskelige Elendighed og befordre det almene Vel. Alt dette kan godt være forenet med et dybtliggende Had til Guds Sandhed.

Den guddommelige Kærlighed derimod, som er virket af Guds Aand, ytrer sig ved Egenskaber af en helt anden Art. Det er en Kærlighed til Gud og et Resultat af Guds egen Kærlighed, idet Mennesket har set og erkendt, at Gud elskede os først (1 Joh. 4, 19).

Medens den sjælelige Kærlighed kan foregive, at den elsker Skaberen i Skabningen, saa viser den aandelige Kærlighed sig i, at man elsker Skabningen for Skaberens Skyld. Den sjælelige Kærlighed kan, for tilsyneladende at fremme andres Vej, ofre Guds Sandhed, medens den aandelige Kærlighed glæder sig i Bevidstheden om, at Skabningen igennem sin Skabers Godhed vil opnaa sit evige Vel. Aandelig Kærlighed er først og fremmest Kærlig­hed til Sandheden og Kærlighed til an­dre for Sandhedens (Guds) Skyld.

Den sjælelige Kærlighed, som ser aandelig ud, kan kendes paa, at Guds Kærlighed hos den kommer i anden Række.

Den aandelige Kærligheds Hovedkendetegn er, at den holder fast ved Guds Sandhed og Guds Vilje paa Bekostning af alle andre Hensyn.

Den sjælelige Kærlighed kan ytre sig i Anstrengelse for at forlige Guds Ord med en i Verden almindelig anerkendt Opfat­telse og at forsvare Menneskers Meninger om denne, selv om det er imod Guds Ord. Men den Kærlighed, som har sit Udspring fra Gud, forsvarer Skriften, om han end skal blive misforstaaet, og han siger: Gud er sanddru, om end saa alle Mennesker er Løg­nere. (Rom. 3, 4).

[1) E. Mc. Hardie.

[2] For nogle Aar siden besluttede afdøde Dr. Rudisill, efter at have læst disse Bøger, at opsøge Forfatterinden. Han foretog den lange rejse til Aberdeen og fandt den gudhengivne Kvinde boende alene i sit Kvistværelse, hvor hun gjorde alt sit Arbejde selv, da hun havde givet alle sine Midler hen for at udbrede sit Budskab. Hun var, siger Doktoren, i Besiddelse af stor Bibel­kundskab og beherskede ganske baade det hebrai­ske og græske Sprog. Hun døde senere paa et Sygehus efter et Slagtilfælde, uden at efterlade nogen, der kunde fortsætte hen­des Arbejde. De Kendsgerninger, der behandles i dette Afsnit, er taget ud fra Mrs. Mc. Hardies Skrifter.

[3] Dette er bortset fra en »Adept«s lange og besværlige Træning, hvilket omtales paa Side . .

[4] Dette udvikler sig nu med en ligefrem forbløffende Fart.

[5] Ny dansk Oversættelse.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis