Kampen om Sandheden
Artikler

Tro uden fortrolighed er ingen tro
af David Wilkerson

Jeg har altid undret mig over et spørgsmål Jesus stiller i Lukas evangeliet 18:8b: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Hvad mente Herren med det? Når jeg ser på Jesu Kristi kirke i dag, så tror jeg ikke, at nogen anden generation har været mere fokuseret på tro end vor. Alle ser ud til at tale om tro. Der er en overflod af prædikener om temaet. Der bliver holdt seminarer og konferencer om tro overalt i landet. Bøger om emnet fylder hylderne i de kristne boghandler. Mængder af kristne flokkes på møder for at blive opmuntret og holdt oppe af budskaber om tro. I dag findes der trosforkyndere, troslærere, trosbevægelser, ja til og med trosmenigheder. Det er tydeligt, at hvis der findes en form for specialisering om et bestemt emne i kirken i dag, så er det om emnet: tro. Men sørgeligt nok, det, som de fleste mennesker betragter som tro i dag, er overhovedet ikke tro. Faktisk er det sådan, at Gud vil afvise meget af det, som bliver kaldt for og praktiseret som tro. Han vil ganske enkelt ikke godtage det. Hvorfor? Det er forvrænget tro.

Mange forkyndere i dag menneskeliggør fuldstændig emnet tro. De beskriver det, som om troen kun eksisterer for personlig vinding eller for at dække ens egne behov. Jeg har hørt pastorer erklære: ”Tro er ikke at bede Gud om det, du trænger til. Det er at bede ham om det, du drømmer om. Hvis du kan drømme om det, så kan du få det.” Den tro, disse mænd forkynder, er jordisk, rodfæstet i denne verden, materialistisk. Den tilskynder troende til at bede: ” Herre, velsign mig, lad mig få fremgang, giv mig!” En fortabt verdens behov bliver der ikke taget hensyn til. Jeg kan ikke sige dette stærkt nok: Denne slags tro er ikke det, Gud ønsker af os. Troen kan ikke handle om vinding uden gudsfrygt.

Der findes en specielt farlig læresætning om tro, som bliver forfægtet i dag. Den hævder, at de mest gudfrygtige troende er dem, der har ”arbejdet på deres tro” for at opnå et komfortabelt liv. Ifølge denne doktrin er de mennesker, vi skal efterligne, dem, der kører i de største og dyreste biler, og som ejer de største og mest prangende huse. Dette er fuldstændig kætteri. Hvis det forholdt sig sådan, så ville de mest hellige, troende være dem, der bedrog andre økonomisk. Det ville betyde, at vor daglige fokus ville være på at foretage alle mulige slags krumspring for vor egen vindings skyld. Det er ganske enkelt ikke Jesu Kristi evangelium. Men mit fokus med dette budskab er ikke på fremgangsteologer eller læresætninger om personlig vinding. Mit fokus er på dem, som virkelig elsker Jesus, og som ønsker at leve i tro på en måde, der behager ham. Mit budskab til enhver sådan troende er dette: Al sand tro er født ud af et intimt fællesskab med Kristus. Faktisk så er det sådan, at hvis din tro ikke kommer som et resultat af et sådant fortroligt forhold, så er det i hans øjne slet ikke tro.


I Hebræerbrevet, kapitel 11, tales der om et helt andet mønster for fortrolighed..

Når vi læser kapitlet, så finder vi en fællesnævner i de menneskers liv, der nævnes der. Hver og en af dem har en bestemt karakteristik, som betegner den slags tro, som Gud elsker. Hvad var det? Deres tro var født ud af en dyb fortrolighed med Herren. Faktum er, at det er umuligt at have en tro, som behager Gud uden at have et intimt forhold med ham. Hvad mener jeg med intimitet/fortrolighed? Jeg taler om en nærhed med Herren, som kommer af at længes efter ham. Den slags intimitet er en nær, personlig binding, et fællesskab. Det opstår, når vi længes efter Herren mere end efter noget andet i dette liv. Lad os se på fire trosfyldte tjenere, som vandrede nær Gud, således som de nævnes i Hebræerbrevets 11. kapitel, vers 4. Vort første eksempel er Abel. Skriften siger: ”I tro bragte Abel et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.” Jeg ønsker at henlede opmærksomheden på flere betydningsfulde ting om dette vers. For det første så vidner Gud selv om Abels gaver eller offer. (Læg mærke til at det var mere end et offer. Abel frembar helt klart regelmæssige ofre for Herren). For det andet så måtte Abel bygge et alter for Herren, hvor han frembragte sine ofre. Og han gav ikke blot lydefri lam som ofre, men også fedtet fra disse lam. Skriften fortæller os: ”Medens Abel bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres fedme…” (1.Mosebog 4:4). Hvad er fedtet her et billede på? 3.Mosebog siger om fedtet: ”Og præsten skal bringe det som røgoffer på alteret, ildofferspise til en liflig duft. Alt fedt skal være Herrens. (3.Mosebog 3:16). Kort sagt er fedtet Herrens. Du tænker, at fedtet var en del af offeret, som fik en behagelig duft til at stige op. Der gik hurtigt ild i denne del af dyret, og det brændte op og frembragte den velbehagelige duft. Herren siger om fedtet: ”En evig anordning skal det være for jer fra slægt til slægt, hvor I end bor; Intet fedt og intet blod må I nyde!” (3.Mosebog 3:17).

Fedtet er Herrens. Fedtet her står for en type bøn eller fællesskab som er tilladelig for Gud. Det repræsenterer vor tjeneste for Herren i lønkammeret. Og Herren selv udtaler, at en sådan fortrolig lovprisning stiger op til ham som en velbehagelig duft. Den første omtale af en sådan tilbedelse i bibelen, er Abels. Abel tillod at offeret og fedtet blev fortæret på Herrens alter. Det betyder, at han ventede i Guds nærvær til hans offer steg op til himlen. Dette er grunden, til at Abel er nævnt i Hebræerbrevet, i det 11. kapitels trosgalleri. Han er den type tjener, som havde fællesskab med Herren og ofrede det bedste af alt, hvad han havde. Således som Hebræerbrevet siger, så lever Abels eksempel endnu i dag som et vidnesbyrd om sand og levende tro: ..”Og ved den taler han endnu efter sin død.” (Hebræerne 11:4). Hvordan fik Abel sådan en tro?

Tænk på de samtaler den unge mand må have overhørt! Det er oplagt at hans forældre, Adam og Eva har talt om deres tid i haven med Herren. De må utvivlsomt have nævnt den vidunderlige tid, hvor de havde fællesskab med Gud, hvor de vandrede og talte med ham, ”når dagen var blevet kølig”. Prøv at forestil dig hvilke tanker, der gik gennem Abels hoved, da han hørte disse beretninger. Han har sandsynligvis tænkt: ”hvor må det have været vidunderligt. Min far og mor havde et levende forhold til Skaberen.” Mens Abel grundede over dette, må han have taget en beslutning i sit hjerte: han bestemte sig for at han ikke ville leve på sine forældres historie. Han kunne ikke slå sig til ro med kun at overtage en tradition. Han måtte have sin egen berøring af Gud. Var det det Abel sagde til sig selv: ”Jeg ønsker ikke at høre mere om tidligere erfaringer med Herren. Jeg ønsker selv at kende ham nu, i dag. Jeg ønsker at have et forhold til ham, at have fællesskab med ham og tale med ham.” Det er denne slags ”fedt”, vi skal ofre til Gud i dag. Som Abel, så skal vi give ham det bedste af vor tid, i vort lønkammer. Og vi skal tilbringe tilstrækkelig tid der, i hans nærvær, og tillade ham at brænde vore ofre af intim tilbedelse og fællesskab op. Sammenlign så Abels offer med hans bror Kains offer. Kain frembar frugt til Herren, et offer, der ikke krævede et alter. Der var intet fedt, ingen olie, intet som kunne brænde op. Som et resultat deraf var der ingen sød aroma, som steg op til himlen. Med andre ord, så var der ingen intimitet forbundet med det, ingen personlig udveksling mellem Kain og Herren. Du tænker, at Kain frembragte et offer, der ikke krævede, at han var i Guds nærvær eller søgte fællesskab med ham. Dette er grunden til, at skriften siger, at Abel bragte et ”bedre offer” end Kain. Men tag ikke fejl: Gud ærede det offer, som Kain bragte ham. Men Herren ser til hjertet, og han vidste, at Kain ikke længtes efter at være i hans nærvær. Dette var tydeligt i det offer, som Kain valgte at give.

Efter min opfattelse repræsenterer Kain mange kristne i dag. Sådanne troende, der går i kirke hver uge, tilbeder Gud og beder ham om at give dem fremgang. Men de har intet ønske om intimitet med Herren. De ønsker, at deres himmelske Far skal svare på deres bønner, men de ønsker ikke et forhold til ham. De søger ikke hans åsyn, længes ikke efter hans nærvær, hungrer ikke efter fællesskab. Som Kain har de ganske enkelt intet ønske om at bruge tid i hans nærvær. I modsætning hertil søger den intime, trofaste tjener Guds berøring i sit liv. Som Abel så vil de ikke lade sig nøje med mindre. Denne tjener siger til sig selv: ”Jeg har bestemt mig for at give Herren al den tid, han ønsker af mig i fællesskab med ham. Jeg længes efter at høre hans milde, hviskende røst tale til mig. Så jeg kommer til at være i hans nærvær, til han fortæller mig, at det glæder ham.”

Enok nød også det nære fællesskab med Herren. Hans fortrolighed med Herren var faktisk så intimt, at Herren bortrykkede ham til herligheden længe før hans liv på jorden skulle ende: ”I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og man fandt ham ikke mere, fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag.” (Hebræerne 11:5). Hvorfor valgte Gud at bortrykke Enok? De første ord i dette vers fortæller os det ligeud: det var på grund af hans tro. Videre fortæller de sidste ord os, at Enoks tro behagede Gud. På grundsproget betyder det græske ord for behager i dette vers ”fuldt ud forenet”, ”helt enige”, ”i fuldkommen enhed”. Kort sagt, Enok havde det tættest mulige fællesskab med Herren, som noget menneskeligt væsen kunne nyde. Og dette intime fællesskab var velbehageligt for Gud. Bibelen fortæller os, at Enok begyndte at vandre med Herren, efter han fik sin søn Metusalem. Da var Enok 65 år. Så tilbragte han de næste 300 år med at have intimt fællesskab med Gud. Hebræerbrevet gør det klart for os, at Enok var så fortrolig med Faderen, så nær ham i daglig samtale, at Gud valgte at tage ham hjem til sig. I hovedsagen sagde Herren til Enok: ”Du kan ikke komme videre i kødet. For at gøre vort forhold mere fortroligt må jeg tage dig hjem ved min side.” Og så førte han Enok hjem til herligheden. Ifølge skriften var det Enoks intime forhold til ham, der behagede Gud. Efter hvad vi ved, udførte denne mand aldrig et mirakel, udviklede aldrig en dyb teologi eller gjorde andre store gerninger, som var værd at nævne i skriften. I stedet læser vi denne enkle beskrivelse af den trofaste mands liv: ”Enok vandrede med Gud.” Enok havde intime samtaler med Faderen. Og hans liv er et vidnesbyrd om, hvad det virkelig betyder at vandre i tro.

Vort næste eksempel på en nær vandring med Gud er Noa. Hebræerbrevet fortæller os: ”I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved tro blev han en dom over verden og arving til tros-retfærdigheden.” (Hebræerne 11:7). Når vi læser denne mands historie i 1. Mosebog, så opdager vi, at ”..Noa fandt nåde for Herrens øjne.” (1. Mosebog 6:8). Det næste vers fortæller, hvordan han fandt denne nåde: ”…Noa vandrede med Gud.” (1.Mosebog 6:9b). Noa kendte tydeligvis Guds røst. Når som helst Gud talte til ham, så adlød han. Om og om igen læser vi: ”Herren sagde til Noa….og Noa gjorde det. Han gjorde i et og alt, som Gud havde befalet ham.” (se 1.Mosebog 6:13, 22, 7:1, 5, 8:15, 18). Prøv at forestille dig al den tid, som Noa må have tilbragt alene med Gud. Trods alt måtte han modtage detaljerede instruktioner fra Herren, om hvordan han skulle bygge arken. Men Noas fortrolighed gik langt ud over de retningslinier han modtog. Skriften siger, at Herren delte, hvad der lå på hans hjerte med Noa, og viste ham det onde i menneskenes hjerter. Og han åbenbarede sine planer om menneskehedens fremtid for Noa.

Abraham nød også intimt fællesskab med Gud. Se bare hvordan Gud selv beskriver sit forhold til denne mand: ”…Abraham, min ven.! (Esajas 4l:8). Ligeledes viser Det Nye Testamente os: ”….Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldt Guds ven.” (Jakobs brev 2:23). Hvilken utrolig anbefaling at blive kaldt Guds ven! De fleste kristne har sunget denne velkendte sang: ”Hvilken ven vi har i Jesus.” Disse bibelvers understreger denne sandhed. At få universets skaber til at kalde en mand sin ven ser ud til at være hinsides menneskelig forståelse. Men det skete for Abraham. Det er et tegn på denne mands store fortrolighed og intime fællesskab med Gud. Det hebraiske navn, som Esajas bruger for ”ven” her, antyder ”hengivenhed og nærhed. Og på græsk betyder det ord for ”ven”, som Jakob bruger, en ”nær, kær medarbejder”. Begge dele omfatter en dyb fælles fortrolighed. Resultatet af denne fortrolighed er ikke kun hengivenhed for Herren, men også en stadigt øgende frigørelse fra denne verden. Jo nærmere vi vokser til Kristus, jo større bliver vor længsel efter at leve helt og fuldt i hans nærhed. Yderligere vil vi mere og mere se, at Jesus er vor eneste sande grundvold.

Bibelen fortæller os, at Abraham ”ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.” (Hebræerne 11:10). For Abraham var intet i dette liv permanent. Skriften siger, at verden var ”et fremmed land” (vers 9) for ham. Der var ikke et sted at slå rod. Alligevel var Abraham ingen mystiker. Han var ikke en asket, som tog en from mine på og han levede ikke i en åndelig tåge. Den mand levede et jordisk liv, og var hårdt engageret i verdens gøremål. Han ejede trods alt tusindvis af kvæg. Og han havde tjenere nok til at forme en lille milits. Abraham må have været en travlt optaget mand, som gav sine tjenere ordrer, og som solgte og købte kvæg, og passede sine får og geder. Men på en eller anden måde, på trods af hans mange forretningsaffærer og ansvar, så fandt Abraham tid til intimt fællesskab med Gud. Og fordi han vandrede tæt sammen med Gud, blev han mere og mere misfornøjet med denne verden. Abraham var velstående, fremgangsrig, med bunker af gode ting, som kunne holde ham beskæftiget. Men intet i dette liv kunne distrahere ham sådan, at det fik ham fra at længes efter det himmelske land, som lå foran ham. Hver dag længtes han mere og mere efter at komme nærmere til dette bedre sted. Det himmelske land Abraham længtes efter, er ikke et bogstaveligt sted. Det er, at du hellere vil være hjemme hos Faderen. Du skønner, det hebraiske ord for dette udtryk ”det himmelske land”, er Pater. Rod-stammen til det ord betyder Far. Så det himmelske land, Abraham søgte, var bogstavelig talt, hjemme hos Faderen. Hvad betyder dette for os i dag? Det betyder, at ved at bevæge os i retning af det himmelske land, ikke kun handler om at opnå himlen en gang i fremtiden. Men det handler om dagligt at erfare Faderens nærvær her og nu. Hebræerbrevet fortæller os, at alle disse 4 personer, som jeg har nævnt – Abel, Enok, Noa og Abraham – døde i tro (se Hebræerne 11). Hver og en af dem var løst fra denne tidsalders ånd. Og alle søgte de et andet land. Verden var ganske enkelt ikke deres hjem. Men dette betød ikke, at de måtte vente til de kom til himlen, før de kunne nyde Faderens nærhed. Tværtimod, som pilgrimme, der passerede gennem livet, søgte de stadig Guds nærvær. Ingenting på jorden kunne hindre dem i at bevæge sig fremad, og søge en dybere og mere intim vandring med Faderen. Ved deres trofaste eksempler sagde hver af disse mænd: ”Jeg er på jagt efter et sted nærmere min Far. Og det sted er hinsides det, som denne verden kan tilbyde. Jeg sætter pris på de mange velsignede gaver Gud har givet mig i min kære familie og gudfrygtige venner. Ingenting i denne verden kunne erstatte den kærlighed, jeg har for dem. Men jeg ved, at der er en endnu større kærlighed, jeg kan få lov til at erfare hos Faderen.”

Hebræerbrevet kapitel 11 taler om mange andre, hvis intime vandring i tro, har behaget Faderen. I Tro udførte disse tjenere store mirakler og gjorde mange forbløffende ting. Og når vi gransker deres liv, så ser vi, at også de havde den samme fællesnævner: Alle forsagede de denne verden og dens fornøjelser for at komme til at vandre intimt med Gud. Kan du hævde det samme? Længes dit hjerte efter en mere intim vandring med Herren? Er der en voksende utilfredshed i dig over denne verdens ting? Eller er dit hjerte knyttet til jordiske ting? Uden fortrolighed er din tro ikke sand i Guds øjne. I Markus kapitel 4 fortælles der en historie om Jesus og hans disciple i en båd, som bliver kastet om på et oprørt hav. Når vi gør vores entre på scenen, har Kristus netop stilnet bølgerne med en enkelt befaling. Nu vender han sig til disciplene og spørger: ”…..Hvorfor har I ikke tro?” (Markus 4:40). Du kan synes, at det lyder hårdt. Det var jo kun menneskeligt at frygte i en sådan storm. Men Jesus skældte dem ikke ud af den grund. Tværtimod, så sagde han til dem: ”Efter al den tid I har været sammen med mig, og så ved I endnu ikke, hvem jeg er? Hvordan har I kunnet vandre så længe sammen med mig og ikke kende mig bedre?” Disciplene var virkelig forbløffede over de utrolige mirakler, Jesus netop havde udført. Skriften siger: ”De blev grebet af stor frygt og sagde til hverandre”: ”Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?” (Markus 4:41).

Kan du forestille dig det? Jesu egne disciple kendte ham ikke. Han havde personligt kaldt hver af disse mænd til at følge ham. Og de havde ved hans side gjort tjeneste for mængder af mennesker. De havde udført helbredelsesmirakler og givet mad til masser af sultne mennesker. Men fremdeles var de fremmede for, hvem deres Mester egentlig var. Det samme er tragisk nok tilfældet i dag. Mange kristne har rejst i båden sammen med Jesus, tjenestegjort ved hans side, nået menneskeskarer i hans navn. Men de kender ikke virkelig deres Mester. De har ikke tilbragt fortrolig tid lukket inde sammen med ham. De har aldrig siddet stille i hans nærvær og åbnet deres hjerter for ham, ventet og lyttet for at forstå, hvad han ønsker at sige til dem. Vi ser en anden scene med hensyn til disciplenes tro i Lukas evangeliet kapitel 17. Disciplene kom til Jesus og bad: ”Giv os mere tro!” (Lukas ev. 17:5). Mange kristne i dag stiller det samme spørgsmål: ”Hvordan får jeg mere tro?” Men de søger ikke efter svaret ved at søge Herren selv. I stedet løber de til konferencer og møder, som hævder at lære de troende, hvordan de skal øge deres tro. Eller de køber stabler af bøger, som tilbyder ”ti raske trin til en større tro”. Eller de rejser hundredvis af mil for at lytte til undervisning om tro af fremstående evangelister og lærere. Helt uden tvivl kan jeg fortælle dig, at du aldrig i sandhed vil øge din tro på nogen af disse måder. Dersom du ønsker en større tro, så må du gøre de samme ting, som Jesus bad sine disciple om i dette afsnit. Hvordan svarede han på deres spørgsmål om tro? ”……og bind så op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker….” (Lukas ev. 17:8). I hovedtræk sagde Jesus: ”Ifør jer tålmodighedens kappe. Kom så til mit bord. Jeg ønsker, du skal give mig mad der. Du arbejder med glæde for mig hele dagen. Nu ønsker jeg, du skal samtale med mig. Sid ned sammen med mig, åbn dit hjerte og lær af mig. Der er så mange ting i dit liv, jeg ønsker at tale med dig om.” Slå dig ikke til tåls med teologiske forklaringer om tro. Se dig ikke om efter flere trin for at prøve at opnå den. Vær bare alene sammen med Jesus, og lad ham tale fra sit hjerte til dig. Sand tro bliver født i lønkammerets intime bøn. Så gå til Jesus og lær af ham. Dersom du tilbringer kvalitetstid sammen med ham, så vil troen i sandhed komme. Han vil føde troen i din sjæl, sådan som du aldrig har erfaret den før. Tro mig, når du hører hans milde, stille stemme tale, vil troen eksplodere inde i dig. Dette himmelske land – byen med grundvolde, som blev søgt af generationer før os – er stedet, hvor vi nu lever. Dette sted, denne by, er i Kristus ved troen. Den hvile vore fædre længtes efter findes i ham. Vi har i dag modtaget det løfte, som de kun kunne forudse og favne i tro.

Jesus sagde: ”Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” (Johs.ev. 8:56). Abraham forudså den dag, da Kristus ville komme til jorden og bygge den grundvold, han forestillede sig. Og patriarken frydede sig over at vide, at et velsignet folk ville leve på den tid. Han vidste, at de ville glæde sig over at have uforstyrret adgang til en himmelsk dialog og fællesskab med Gud. Men i dag går mange kristne fuldstændig glip af dette løfte. I stedet lever de i unødig uro. De farer hid og did for at bygge en tro op, der ”giver resultater”. De er til stadighed fanget ind i et jag af aktiviteter, og gør ting for Gud, som til slut kun er en byrde. De har aldrig fuldstændig hvile i Kristus. Hvorfor? De lukker sig ganske enkelt aldrig inde med Herren, og tilbringer en stille stund sammen med ham. Dersom du er forelsket i nogen, så ønsker du at være i den persons nærvær. I ønsker begge at være sammen med hinanden. Åbne jeres hjerter og være intime. Det samme er tilfældet med vort forhold til Jesus. Dersom vi elsker ham, bør vi stadig tænke: ”Jeg ønsker at være sammen med min Herre. Jeg ønsker at erfare hans nærvær. Jeg ønsker at komme nær til ham, og vente på hans nærvær, indtil jeg ved, han glædes. Jeg vil være der, til jeg hører ham sige: ”Gå nu, og fryd dig i min kærlighed.” I den sidste tid har jeg hørt Herrens milde, stille røst hviske noget til mig efter mine bønnestunder sammen med ham. Han siger: ”David, gå ikke endnu. Vær sammen med mig. Der er så få, der samtaler med mig, få, der bliver og lytter til mit hjerte. Og jeg har så meget, jeg vil dele med jer.” Det er næsten et råb, en bøn, som jeg hører i hans røst. Så siger Herren til mig: ”Lad mig vise dig, hvor du finder din tro, David. Det er, når du kommer til mig. Det er, når du venter på mig, og gør tjeneste for mig, indtil du hører og fornemmer det, som er på mit hjerte.” ”Din tro findes i din voksende længsel efter at komme ind i mit nærvær. Det er, når du ser frem til vor næste tid sammen. Det er i den grad, du har fundet, at det, at være alene sammen med mig, er dit livs største glæde.” Dette er sand tro.---


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis