Kampen om Sandheden
Artikler

HVORDAN ER DIT LIV I BØN?


af Jessie Penn-Lewis

1. Forvisning om bønhørelse

Det er værd at mærke sig, hvor ofte Herren siger: "bed", når han taler om bønnen. - Dette udtryk bringer os i forhold til en person; kun af en person kan vi begære noget. At bede er meget, men det er svaret på vore bønner, som godtgør, at vi har med Gud at gøre. Kristus har ikke blot sagt: "bed", men også: "modtag". Vi behøver besvaret bøn, og dette til enhver tid.

Lad os nu se på nogle af Herrens forsikringer om at få vore bønner besvarede. Mat. 21:21: Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men om I så vil sige til dette bjerg: "løft dig op og kast dig i havet", så skal det ske." Det skal ske! Står der.

Og alt, hvad I begærer i bønnen, idet I tror, det skal I få. Læg mærke til forbindelsen mellem ordet: "bed" og den tro, der kan sige til bjerget: "gå"!

Jesus siger ikke, at du kan sige til bjerget: "gå"! blot som en befaling fra dig, uden at have forbindelse med ham.

Ordet "bed", der følger efter udtrykket om "bjerget", viser, at "flyt dig" er resultatet af, at den bedende først har beskæftiget sig med Gud i bøn.

Vejen er altså: først bønnen, så beskæftigelse med hindringerne, vi har talt med Gud om. - Det er den slags bøn, vi trænger til. - Thi Gud har sagt: "Det skal ske jer". Mange beder og går så bort og glemmer, hvad de har bedt om, fordi de tænker, at det er tilstrækkeligt, at de har bedt; men vi har også noget med bønnens resultat at gøre; vi må holde ud i udholdenhed og årvågenhed. Efes. 6:18

Bjerge af hindringer lå måske foran dig, så vejen syntes ganske ufarbar, men du bad, og i bønnen kom du i inderlig forbindelse med den Herre Jesus, som har sagt til sine disciple: "bed". Du sagde: "Herre, fjern dette bjerg, gør det til en slette", og han svarede: "ja, mit barn, vend dit ansigt mod bjerget! og sig: "gå"! således samarbejder du med Gud ved at gøre efter Jesu ord, og Herren ønsker troens samarbejde. Det er troens sejr, som overvinder verden. I Mat.21:20-21 har vi det samme emne. Disciplene sagde: "hvorledes kunne figentræet visne med det samme?" Jesus svarede og sagde til dem: "sandelig siger jeg jer, om I så ville sige til dette bjerg: "løft dig op og kast dig i havet"….. og ikke tvivler i sit hjerte…. Hvorledes skal vi bære os ad med ikke at tvivle i hjertet?

Dette er vejen: "Alt hvad I beder om og begærer, skal I få." Du beder og forhandler således sagen med Gud, indtil der ikke er skygge af tvivl i dit hjerte om, at Gud har sagt til bjerget: "Flyt dig", da kan du "tro" og "tage imod" og i fuld tillid sige: "Det skal ske". Læg mærke til udtrykket: "Skal tro, at hvad som helst han siger, skal ske." Der er mere i dette ord, end vi har tænkt, og det er grunden til, at djævelen har sådan en magt til at slukke ilden i os.

En af vanskelighederne her er den tillukkede mund. Det er ikke "fint" at tale om disse ting; vi er bundne af høflighedshensyn, så vidnesbyrdets ord, der besejrer fjenden, er udslukt hos mange, og derved hindres Gud i at opfylde sit ord til sit barn.

Vi behøver alle at lære mere frihed i at udtrykke os i bøn. Bed højt i dit værelse, læs din bibel højt. Sig hørligt til bjerget: "gå", når det er nødvendigt, fordi det bryder din modstanders hindrende magt.

Lad os vende os til Mat. 18:18-20: "Sandelig siger jeg jer: hvad I binder på jorden, det skal være bundet i himlen;" mærk ordet "skal" -, "og hvad I løser på jorden skal være løst i himlen. Fremdeles siger jeg jer, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal I få af min himmelske Fader. Thi hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt iblandt dem."

Vi har ingen ret til det sidste vers, hvis vi ikke tillige har ret til de foregående, vi må ikke adskille de ord Kristus har sammenføjet. Lige så vist om Herren siger: "Hvor to eller tre er forsamlet om mit navn osv," siger han også: "Hvad som helst I binder på jorden, skal være bundet i himlen."

En eller anden vil måske sige, at det er kirken, Jesus taler om. Er vi ikke hver og én en del af kirken? Herren siger, at hvor to eller tre er forsamlede om hans navn, er han. Kirkens hoved er da nærværende tilligemed to eller tre af dens lemmer. Er det ikke nok! Det betyder visselig ikke den udvortes kirke, heller ikke et kirkesamfund, nej, det betyder kirke i ny-testamentelig betydning, Kristi legeme, bestående af hovedet og lemmerne. Hvor derfor to er til stede, og Kristus er hos dem, og de er enige om at bede i hans navn om hvad som helst, så kan de "binde", hvad Gud siger amen til i "himlen", og de kan også "løse", og Jesus siger: "at det skal ske." Det er at binde og løse ved bøn. Du kan sige: "Fader i Jesu navn, vi er enige om at bede dig om at binde denne onde fjende, som mishandler og undertrykker dit folk," og Gud sætter sit segl under det i himlen. Måtte Gud dog sætte sit folk i stand til at bruge denne bønnens magt; den har været gjort til noget ekstraordinært og betragtet som tilhørende nogle ganske få. Du må dog bede "efter hans vilje"; din bøn har ingen magt på de bjerge af forhindringer eller på fjenden, med mindre du først har forhandlet med den Herre Kristus.

Lad os så slå op på Johs.14:12: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen." Til det svageste lem på Kristi legeme, som tror på Kristus, dvs som er forenet med ham i troen, siger han: "De gerninger som jeg gør, skal han gøre." Hvad gjorde Kristus da? Tag blot to ting: Befalede han ikke de onde ånder at tie? Drev han dem ikke ud? Han har sagt: "De gerninger, som jeg gør, skal I gøre, og større gerninger end disse skal I gøre." Hvorledes? "Hvad som helst I beder om i mit navn, vil jeg gøre," lyder svaret. Vejen er altså: Først inderligt samfund med ham, der gjorde disse gerninger, mens han var på jorden, og da, i hans navn, gøre disse gerninger som hans redskab.

Herren siger ikke: "Den som er lærd, eller har et stort navn i menigheden, eller er i besiddelse af den højeste dannelse" - han siger blot : "Den som tror", dvs som er forenet med sejrherren.

Hvis han blot vil leve i dette inderlige samfund med ham, så han kan bede uden nogen tvivl i sit hjerte, da siger Kristus: "Bed, og jeg vil gøre det," fordi "de gerninger, som jeg gør, skal også han gøre." Man skal leve i bøn, og Kristus vil udrette det og virke, så vidt som han beder.

Er vi så ikke ansvarlige for vor bøn? Hvis Gud kun kan virke i så vid udstrækning og så dybt, som menigheden beder, er denne så ikke ansvarlig for forsømmelse i bøn.

Det ser ud til, at bøn - så at sige - danner den jernbanelinie, hvorpå Guds gerning føres frem. Dersom du lever i vedholdende bøn, så er du med til at danne den vej, ad hvilken Gud arbejder.

Hovedbetingelsen for besvaret bøn vil du finde i Johs. 15:7: "Hvis I bliver i mig, og mine Ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det." - Din vilje spiller ind her.

Når du beder, vil han kun gøre, hvad du vil skal ske, og dette bortskærer al overfladisk bøn. Bøn i denne betydning betyder ikke blot at tale med din tunge. Din bøn er ikke af nogen værdi, med mindre din vilje er bag ved bønnen, og bønnens ord - Guds eget Ord - er dybt indoptaget i dig. Det er nødvendigt at give dig helt hen i bønnen; det koste, hvad det koste vil, din vilje må stå bag ved de ord, der udgår af din mund.

"Hvis I bliver i mig, og mine Ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil" osv. - Herren siger altså: "Hvad I vil, det skal ske jer." Dette er din viljes fulde hengivelse og samarbejde. Hele din vilje må altså lægges ind i det, og da er Gud i stand til at sige: "Det skal ske for jer." Det er ikke, hvad du føler, men hvad du vil, det kommer an på. Du begærer forløsning på et bestemt punkt i dit liv - du må føje hele din vilje til din bøn herom, og det skal ske for dig. Gud arbejder med din vilje, og sejren kommer. Det er af yderste vigtighed at forstå vor viljes samarbejde med Guds virken i svaret på vore bønner.

Johs. 16:23 leder os til Helligånden som kilden til al tilskyndelse til bøn: "På den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg: Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn." Den største virken af Helligåndens komme i Guds-barnets ånd er dog den strøm af bøn, der udvælder fra den ånd, der er åben mod den levende Gud.

Lad os atter og atter mærke os, at Herren har givet os forvisning om at få vor bøn besvaret. De skriftsteder vi har gennemgået, giver absolut vished herom. Det er nødvendigt at få rigtigt fat på den kendsgerning, at Gud virkelig vil svare på vore bønner. Gud ønsker at svare på bøn, og Guds plan er, for sit folk, besvaret bøn. Hvis bøn er en absolut nødvendig betingelse for at Gud kan fuldkomme sine hensigter, så er bøn ved slutning af det tidsrum, hvori vi lever, af særlig vigtighed for Gud. For eksempel læste Daniel i bøgerne, (Daniel 9:2), at tiden var kommet, da disse profetier skulle opfyldes.

Sagde han så: "De skal nok blive opfyldt en eller anden gang?" - Nej, han gav sig til at bede om, at de måtte opfyldes. Ligeså for nærværende tidsrum. Gud har forudsagt, at visse ting skal ske, men han behøver Daniels bøn, for at Herrens råd kan ske fyldest i sin tid.

Dette kan være betydningen af Åndens og menighedens bøn i Åbenbaringen: "Kom, Herre Jesus, kom snart! Hvorfor skulle denne sætning gives for at få menigheden til at bede, da det allerede er sagt, at Herren er i begreb med at komme?

Tag den tankegang, at Gud behøver bøn for at fuldkomme sine planer, og følg dens spor gennem hele bibelen, og du vil finde, at i alle tider har Gud nogle sjæle, der beder og er årvågne i bøn, til den tid, der er forudsagt for opfyldelsen af Guds planer. På den tid, Kristus kom, var der en lille skare, der bad i templet, og som vidste, at Gud havde forjættet Messias, og at tiden var nær.

Og når tiden er for hånden for Herrens andet komme, vil der være en menighed i trængsel, der råber: Lukas 18:3: "….Skaf mig ret over min modpart!" Og "Kom, Herre Jesus, kom snart!"

Vi må holde ud i bøn, for at Gud kan vedblive at udrette, hvad Guds børn har bedt ham om, "Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige." Efeserne 6:18.

Der er betingelser, der er nødvendige, for at Gud skal svare på vor bøn. Dette vidste Abraham, og i beretningen om hans forbøn for Sodoma finder vi, at han søgte at forstå de betingelser, på hvilke Gud ville spare byen. Han sagde: "Hvis der findes, og så nævnes henholdsvis halvtreds, femogfyrre, fyrre, tredive, tyve og ti retfærdige, hvis dette er tilfældet, vil du så spare byen?" 1.Mosebog fra 18:23. Paulus siger vi ikke skal være uvise, men skønne hvad der er Herrens vilje. Du må søge at forstå de betingelser, på hvilke Gud handlede i de forskellige sager, som Abraham gjorde det. Hvad Sodoma angår, var betingelserne ikke til stede, så byen blev ikke frelst. - Dette er en betydningsfuld lektie.

Når du har bedt for en særlig sag, spørg da: Hvorledes vil Herren udføre det? - Så kan du gå videre i bøn.

Der er visse ting, hvor du i almindelighed altid kan være vis på Guds vilje og bede uden tvivl.

"Guds Søn er åbenbaret for at ødelægge djævelens gerninger." - Du kan bede Gud om at ødelægge djævelens gerninger og tro, at han vil gøre det; men hvordan han vil gøre det, det kan du ikke altid sige.

Som Abraham ydmygt spurgte Herren om de betingelser, på hvilke han ville spare staden, før han kunne bede i tro på, at staden skulle blive sparet, således må du hengive dig i bøn på samme måde, hvis du vil være forstandig i din bøn og altid få den besvaret. - Som du vandrer med Gud, vil du blive i stand til at skønne det. Når du har lært lidt om Guds måde at virke på, og man spørger dig: "Tror du, jeg kan bede Gud om det eller det?" Da ved du straks, at der er visse betingelser, der mangler, og at Gud ikke kan virke, uden disse er bragt i orden. - Tag derfor altid tid til først at finde de betingelser, hvorpå Gud kan svare dig.

Du er f.eks. optaget af, at velsignelsen kan hvile over gerningen i sognet eller arbejdet, der skal gøres fra menigheden, og du beder: "Herre, udgyd din Ånd over den gerning og det hus og gør et mægtigt nådens værk der!" Du har altså bedt. Nu er så øjeblikket til at bede: "Hvad er betingelserne for at dette kan finde sted. Der er måske skinsyge blandt de Guds børn, der gør arbejdet. Den SKAL fjernes. Bed da: "Herre, ødelæg den skinsyge blandt dine børn!"

Bed så for alle de andre forhold mellem Guds børn, f.eks. vrede, strid,partisind osv. Og du vil finde meget at bede for, inden alle forhold, der vedrører arbejdet, er gennemgået, og som du beder arbejder Gud, skønt du ikke kan se det; men han siger jo: "Bed - og jeg vil gøre det!"

Før du begyndte at bede for forholdet mellem Guds riges arbejdere, var der måske ingen, der bad for dette forhold. Herren ventede på, at det skulle ske. - Han virker sammen med din bøn.

Det er også værdifuldt at læse, hvordan Daniel søgte at "forstå". - Efter lang tids bøn blev hele resultatet, så vidt ham selv angik, at et sendebud fra Gud kom for at gøre ham "dygtig til at forstå."

Han så intet svar på bøn på den tid på nogen særlig måde, men han "forstod". Et stort resultat af hans vedholdende bøn var den beretning, han skrev om Guds fremtidige hensigter, og afsløringen af den "store strid" i den usynlige verden mellem lysets og mørkets hærskarer, og for den sags skyld sendte Gud et sendebud for at sætte dette ene menneske i stand til at forstå skrifterne og ved ham at gøre den samme sandhed kendt for sit folk i kommende tider lige til denne dag.

Jo mere omfattende, ja verdensomspændende dine bønner er, des forfærdeligere kræfter sætter de i bevægelse i den usynlige verden, og des længere sætter de Guds virkekraft i virksomhed. Hvis du beder om en lille ting, kan Gud gøre dette hurtigt, og mange af Herrens folk er så lykkelige, hvis de blot får en ting besvaret i det daglige liv; så beder de om andre små ting og tænker, at nu forstår de at bede, mens de slet ikke ser, hvorledes de kan blive sat i stand til at forstå Guds store planer ved Helligåndens undervisning om Guds vilje og bede bønner, der vil nå ind i de kommende tider ved, at Gud fører sine planer ud i virkeligheden (se Åbenbaringen 8:3-5). Undervurder ikke svaret i de dagligdags småting, for det tjener til at styrke din tro; men Gud ønsker, at du skal modnes i det åndelige liv, så du har kundskaben, at dine bønner er besvarede uden at behøve synlige beviser til at holde din tro levende. Din kundskab om Guds svar på bøn efter hans vilje kan blive så klar, at om end du ikke så spor af svar efter lang tids forløb, ved du dog, at din bøn er blevet hørt. Svar på bøn er så sikker, som årsag og virkning kan være.

Såfremt du beder om visse ting i samklang med Guds vilje og de betingelser, han sætter, kan du være lige så sikker på svar, som årsag bringer virkning. Gud længes efter mænd og kvinder, som kan bede for Kristi kirke efter Guds plan og tanker, der er åbenbaret i hans Ord; sådanne bønner vil det måske tage umådelige tidsrum for Gud at få ført ud i opfyldelsens verden.

I Lyset heraf kan vi se, at Guds plan med slutning af vor tidsalder og med Kristi komme og tusindårsriget og med alt det, der ledsager disse forfærdelige kendsgerninger, behøver bøn, for at opfyldelsen kan nås; Gud behøver nogle af sine børn til at bede for hele kirken og hele verden; men det skal være bøn med åndelig forstand og vedholdende tro, for her drejer det sig om ting, som det vil tage tid at besvare, fordi de er så uhyre store.

Som du da beder for Guds kirke, styrker det din tro overfor livets små ting, og du vil se, at Herren fjerner vanskelighederne i dine omgivelser, og gennem bøn vil du bane dig vej gennem alt, trin for trin, og således se Gud arbejde. Måtte Gud lære os at "slukke den ondes gloende pile" ved bønnens og troens våben. Hele Kristi kirke vil føle kraften hos ethvert Guds barn, som lærer at arbejde gennem bøn.



2. EN BØNNENS VÆKKELSE TILTRÆNGES

Hvis der fandt en bønnens vækkelse sted blandt Guds børn, ville der snart være en strøm af velsignelse over den verden, der lever udenfor kirken. Vi forstår kun meget lidt at forstandig bøn. Slå op på Jakob 5:16: "…..En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft." (…"Den retfærdiges alvorlige bøn giver adgang til mægtig kraft. Engelsk oversættelse).

Ved en "retfærdig mand" forstås ikke blot den "tilregnede retfærdighed", men retfærdig i sin stilling overfor synden og i det personlige liv. Dette er en absolut betingelse for den bøn, der skal "formå meget". Den, der således skal bede, må leve i personlig sejr; derfor bliver det første spørgsmål, såfremt du ønsker at forstå og kende sejrende bøn, om du lever i personlig sejr. Ønsker du, har du bestemt dig for at leve i personlig sejr? Der er mange, der taler om sejr, men ikke er villige til at opfylde betingelserne for det.



3. HVORLEDES ELIAS BAD

Læg nu mærke til, hvorledes bøn virkede i det eksempel Jakob omtaler. Apostlen peger på Elias og siger i Jakob 5:17: "Elias var et menneske under samme kår som vi," og han går videre for at vise virkningerne af sin bøn, hvilket sikkert betyder, at hvad der er muligt for Elias, er også muligt for dig.

"Han bad en bøn om, at det ikke måtte regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder." Denne mand havde magt til at lukke himlene, og "han var undergivet de samme vilkår som os."

Virkningen af hans bøn var en sådan, at når han bad, at himlene ikke skulle give regn, så kom der ingen regn.

At være i stand til at bede, så himlene lukker sig over et helt land, er i sandhed en stor sag. Vi har ikke forstået mulighederne for et sådant bønnens værk.

For mange er bøn noget, der skal gøres, når man har en smule fritid. Bøn er en stor sag, ja, uhyre i sine virkninger, større end nogen som helst anden tjeneste, der skal gøres på jorden, såfremt blot sjælen forstår, hvorledes den skal bede.

Elias - en mand undergivet de samme vilkår som os - kunne bede således og udføre et sådant hverv ved sin bøn, at det berørte et helt land.

Vi trænger til at få vort sind åbnet for mulighederne for sådan bøn og lære Gud at kende således, at vi kan bede som Elias. Her er en forfærdelig mulighed for ethvert troende menneske, der er villig til at lære det. Hvis du kunne lære Gud og Guds sind at kende, så ville du også kunne lære at bede som Elias, når Gud ville have sådan en stor sag udført. Elias kendte både Gud og Guds vilje med hensyn til at bede den bøn, der fik så stor betydning for Israel.

En sådan bøn berører ikke blot et helt land, men den kunne være verdensomspæn- dende; for bøn efter Guds vilje "er mægtigt virkende."



4. BØN, DER BINDER OG LØSER

Der er to synspunkter for bøn omtalt af Jakob i forbindelse med Elias, hvortil Kristus henviste i sit Jordeliv - at "binde og løse ting på jorden ved bøn." (Matt.18:18). Elias lukkede og åbnede himlene. Da Jesus talte om denne kraft i bøn, sagde han: "Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, det skal være bundet i himlen; og hvad I løser på jorden skal være løst i himlen." Sammenhængen viser klart, at det drejer sig om at binde og løse i bøn, for Herren går videre og siger: "Fremdeles siger jeg jer, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal I få fra min himmelske Fader." Vi er nu kommet hertil i vor tjeneste som Guds medarbejdere, at vi må kende den slags bøn. Vi er endnu ikke nået til at kunne bede i vore bønner i forhold til den nød, hvori verden ligger.

"Han bad, at himlene ikke skulle give regn, og det regnede ikke i tre år og seks måneder", så enkelt siger Jakob det. Ja, det er alt hvad han siger om denne overordentlig alvorlige sag. Han siger ikke: Hvilken underfuld mand den Elias dog var! Der findes i bibelens hellige sprog kun ædruelige udtryk, ingen overdrivelse, kun rolig, stille, majestætisk almagt. Når Gud gør mægtige ting, gør han dem stille, som han gjorde det som svar på bøn fra ham, der bad, og "himlene åbnedes og det regnede."

Fra dette korte blik på Elias, lad os så vende blikket på et andet billede af bønnens værk, eller snarere på den bøn, der "formår meget."

Lad os betragte Moses og den beretning om hans "binden og løsen," der findes i 2.Mosebog 17:3. Israel er i en fortvivlet stilling, fordi der mangler vand, og i deres nød begynder de at knurre mod Moses og siger: "Hvorfor har du ført os op fra Egypten? Mon for at lade os og vore børn og vore hjorde dø af tørst?" - Moses gik til Gud med sagen. Han råbte til Herren for folkets nød, og Herren sagde ham hvad han skulle gøre, nemlig "se, jeg vil stå der foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folket kan få noget at drikke." (2.Mosebog 17:6). Moses gjorde det og der kom vand. Lad os betragte, hvorledes Moses i bøn mødte folkets nød, og særlig mærke os Moses råb og Guds svar. Moses' løftede hænder. - I det samme kapitel har vi et andet synspunkt for bøn. Amalek drog imod Israel. Moses råbte da ikke til Herren, men tog Guds stav i sin hånd, mens Josua gik ned i dalen for at stride mod fjenden. Når Moses lod hænderne synke, sejrede Amalek, og når han holdt dem oppe, sejrede Israel. Hvad var det egentlig, Moses gjorde? Sikkert løftede han sine hænder mod en usynlig fjende, der stod bag Amalek og angreb Guds folk.

For at forstå dette må du erindre, at bibelen klart siger, at Gud strider mod de guder, som de hedenske nationer dyrker. Gennem hele skriften vises det os, at afgudsdyrkel- se er dyrkelse af djævelen (1.Kor.10:19-20). Bag det kananæiske folks afguder lå sataniske kræfter, som det den dag i dag finder sted bl.a. i Indien og over alt i verden, hvor afgudsdyrkelse hersker.

Da de afgudsdyrkende hedninger angreb Israel, råbte Moses ikke til Herren; for han vidste, hvad han skulle gøre. Han stod på højen og løftede sin stav mod de overnaturlige magter, der stod bag Amalek.

Her har vi to former for bøn beskrevet i disse begivenheder. I synspunktet for forbøn peges der på, at Moses gik til Herren og bad for folket: "Herre giv det vand!" Og den anden er, at "stå hos Gud mod fjenden", nemlig da han tog stilling med opløftede hænder. I førstnævnte viser Gud ham hvad han skal gøre for at få vand, men da striden kommer, finder der en forandring sted i stillingen - da søgte han op på højen med opløftede hænder.

Vi kunne spørge: "Hvorfor gik Moses ikke ned i dalen for at stride der?" Han ville svare: "Jeg strider; - Josua har med kød og blod at gøre der nede i dalen - Men jeg har med noget andet at gøre heroppe, jeg har Herrens stav i min hånd."

I den stilling, hvori han yder uafbrudt modstand mod fjenden, skulle Moses blive, indtil sejren var fuldkommen. Det var ikke så let et hverv som hans forbøn for Israel; for det betød en fortsat lidelse at holde ud, indtil sejren var vundet. Ved kapitlets slut- ning er nøglen til Moses adfærd givet os i ordene: "Herren er mit banner!" I sine opløftede hænder med Guds stav havde Moses et banner mod de usynlige fjender. Dette er et slående billede af de to former for bøn.

Hos Elias ser vi den bindende og løsende bøn, der får betydning for et helt land, og hos Moses ser vi hans "binden" af fjendens magt og hans "løsen" af vandene til Herrens folks behov.



5. BØNNEN VED PINSEFESTEN

Når vi atter vender os til menigheden på pinsedag og til apostlenes stilling til bøn, ser vi, hvorledes bønnen var en gerning for dem. Der kom vanskeligheder for den åndsfyldte menighed, og apostlen siger ikke: "Vi vil få denne sag bragt i orden." Nej - "men vi vil give os hen til bøn og Ordets tjeneste." Den første menighed forstod at bede, forstod at åbne fængslets døre for Peter. De gik ikke med en ydmyg anmodning til Herodes, men hengav sig til "øjeblikkelig og ivrig bøn." Denne bøn virkede nøjagtigt lige så kraftigt som Elias' og Moses' bønner. Her er apostle - åndsdøbte mænd - der siger: "Vi vil hengive os til bøn." - Er arbejdsmåden i vort liv den samme?

Vi er ansvarlige for sådanne ting, som vi ikke har bedt over. Alt for ofte tænker vi, at bøn betyder en halv time til særlige tider, steder, f.eks. bedemøder, hvor halvdelen af deltagerne først skal få det rigtigt med Gud, eller måske hovedsagelig møder for deres personlige behov.

Ville Elias have haft denne mægtige, virkningsfulde bøn, hvis han havde anvendt hele tiden til bøn blot for sine egne personlige sager eller åndelige vækst? Vi har set bønnens gerning ved Elias for et helt land og hos Moses for det udvalgte folk. Lad os nu tage Paulus' eksempel i hans bøn for menighederne og for enkelte troende.

Først vil vi mærke os, hvorledes Paulus selv begærede de helliges bønner, skønt han var en åndsdøbt mand. Uagtet han kendte Gud, begærede han dog med tårer, at Guds børn skulle forene sig med ham i forbøn og tage del i hans tjeneste og strid. Har vi ikke ofte ladet prædikestolen være ubevogtet af vore bønner? Hvor meget beder du for din præst? Hvor meget har du bedt for den prædikant, der nu er på vildspor ved falsk lære?

Vi bærer ansvar for de ting i Herrens menighed, som vi er bedrøvede over, fordi vi ikke har våget i bøn. Det er endnu ikke gået op for mange af os, at vi er skyldige at bede for alle de hellige og for alt Guds folk, og særligt skulle ethvert menneske i en fremskudt stilling være genstand for vor vedholdende bøn.



6. HVORLEDES PAULUS BAD

Se, hvor Paulus bad for menighederne! Hans breve er mærkede med bøn. Tag f.eks. hans bøn for Efeser- og Filipper-menighederne eller for andre troende. Ønsker du at vide, hvordan man skal bede efter Guds vilje for andre - så bed disse bønner for hvert Guds barn, du kender. Det er sikkert bedre at bede disse bønner end hvilket som helst ord, du selv kan frembære, for du kan da være vis på at bede efter Guds vilje, fordi hans vilje er i dem.

Læg også mærke til, hvad Paulus beder om for sig selv, og du vil da se, at apostlens behov berører alle Guds børns behov til enhver tid. Gid dog Guds Ånd ville give dig et dybt kendskab til dette bønnens arbejde. Der er ikke et eneste Guds barn, der ikke kan give sig selv til Gud i denne sag. Hvorledes skal du få tid? - Tid! Hvorfor ikke bruge hele dagen dertil! Du siger, du aldrig kunne overkomme det, fordi du har så meget at udrette. Tænk blot på de ledige øjeblikke, som kunne anvendes til bøn og således blive af uvurderlig betydning for Kristi kirke. - I korthed, hvad bad Paulus om vedrørende sin egen person?

Romerne 15:30: "Og jeg formaner jer, brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed til at stride sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud." Her ser vi et bestemt samarbejde mellem Paulus og de hellige i bøn for apostlen; han sagde jo: "stride med mig." Ved du hvorledes man skal stride for en anden i bøn? Hvis to mennesker beder, den ene med stor indre kraft, med et dybt, inderligt forsæt, men den anden er lige så svag, som den første er fuld af kraft - da er der ikke en "striden sammen." Kender du vejen til at stride sammen i forenet bøn?



7. BØN FOR PAULUS

Læg også mærke til, hvad Paulus bad om. "Bed for mig, at jeg må slippe vel fra de genstridige i Judæa…." (at jeg må blive befriet fra de vantro) engelsk oversættelse. (Romerne 15:31a).

Ja, bed for Guds budbringere, at de må blive befriet for opposition og vanskelighed i deres tjeneste. Dette bør føre til, at alle Ordets tjenere kan gå ud til deres gerning med en mægtig, vedholdende, stærk kæde af bedende Guds børn bag sig.

Dette er den store mangel for Kristi kirke. Mangel på bønnens tjeneste, mangel på bønnens afgjorthed. Paulus sagde: "Bed, at min tjeneste må være velbehagelig." Har du nogensinde bedt om, at Guds tjeneres tjeneste må være velbehagelig, helliget ved Helligånden? Ja, bed om, at de aldrig på nogen måde må gå uden for Guds vilje, at de må blive befriede. For enhver lille del af arbejdet i evangeliets tjeneste sker under Satans modstand, nu, og som i apostlenes dage.

I 2. Korinter 1 finder vi et nyt synspunkt for apostlens behov for bøn. Der var store vanskeligheder for hans gerning i Asien, og han er nedtrykt, så han "tvivlede om sit liv." Han havde det "svar fra Gud", at det var en "døds"-erfaring, så han ikke skulle forlade sig på sig selv, men han trængte til bøn. Jeg siger dig, at et menneske, der oplever sådanne ting, behøver andre sjæle, ved sin side. Paulus behøvede det. "Han havde opgivet håbet om at redde livet," sagde han, men "han, (Gud), friede os fra den store dødsfare og vil fri os; vi har det håb til ham, at han også fremdeles vil fri os, når også I med forbøn står os bi," (2.Kor.1:10-11a).



8. DER VAR BØNNER BAG PAULUS

Muligvis vidste Paulus ikke om halvdelen af, hvilken velsignelse, Gud brugte ham til for sin menighed! Sit liv levede han under tryk, strid og lidelser og i uafbrudt tjeneste for sin Herre.

Han drømte næppe om, hvad Gud udrettede for hele sin kirke gennem ham. Skønt Paulus var en mægtig Guds mand, begærede han dog den støtte, der ligger i andres forbøn. Hvis hedningernes mægtige apostel behøvede denne uophørlige "striden med ham" på alle de steder, hvortil han kom med Guds evangelium, hvad da med hensyn til Guds tjenere nu om dage! I Guds tjenere I er afhængige af Guds børns bøn. Hvor meget Gud end har brugt dig i fortiden og i hvilken fylde du end kender Helligånden og hans kraft gennem dig - du vil dog altid behøve Guds børns bøn for dig!



9. BØN OM ÅBNE DØRE

Apostlen behøvede bøn om åbne døre. I Kolossenserne 4:3: "Og bed tillige for os, at Gud vil åbne os en dør for Ordet, så vi kan forkynde Kristi hemmelighed, for hvis skyld jeg er i lænker."

Gud alene kan åbne dørene for Ordets rene sandhed, og på nærværende tidspunkt af Kristi kirkes historie, er mørkets magters stærke modstand sådan, at der, uden bøn, ikke vil være én åben for evangeliet.

Hvert eneste skridt, som skal tages nu, er kun muligt ved bøn. Er dørene lukkede? Luk dem op ved bøn. "…At Gud må åbne os en dør!" Skulle man ikke tro, at alle døre må have været åbne for Paulus, hvor han skulle prædike! Nej, så ofte djævelen kunne drive ham ud ved mennesker, så ofte skete det. Hvert trin på Paulus' sti var kun muligt ved bøn. - Skønt sjælene hungrer efter Guds Ord, holder Satan dog dørene lukkede mange steder for at hindre evangeliets forkyndelse, f.eks. i Tibet og mange andre steder. Ikke en eneste dør vil blive åbnet for evangeliets forkyndelse, med mindre bønnens mægtige kraft åbner dem.

I 2. Tessaloniker 3:1-3 skriver Paulus atter: "I øvrigt, brødre! bed for os, at Herrens Ord må få frit løb og komme til ære hos andre ligesom hos jer, og at vi fries fra de vanartede og onde mennesker; thi troen er ikke alles. Men trofast er Herren; han vil styrke jer og bevare jer fra det onde."

På den ene side hedder det, at bøn skal åbne døren, og på den anden, at bøn skal give Ordet frit løb.

Bøn for at befri Herrens sendebud.
Bøn for at gøre tjenesten velbehagelig.
Bøn for at blive befriet fra uforstandige mennesker, (vanartede og onde).
Bøn, bøn, bøn. Bønnens gerning!
Kristi kirke trænger til mere afgjort bøn.


Vi har været alt for ubestemte i vore bønner. Send os, Herre, bønnens Ånd! - I stedet for at gøre os umage og vi selv vil finde ud af, hvad vi vil bede for. Vi behøver at forstå, at drivkraften ligger i bønnen, og derfor må vi også forstå hindringerne. Vor manglende evne til at bede den slags bønner, der udretter noget, stammer fra, at vi ikke samler bønnen som i et brændpunkt om de afgørende sager. Du må se, at der trænges til bøn, og så sætte bøn ind på at få dette. Her er det punkt, hvor forstand til at bede kommer med, og hvor kendskab til Gud er nødvendig. Endvidere er det en nødvendighed at kende den fjende, der træder hindrende i vejen.

Ethvert trin som Paulus tog, var lige op i fjendens ansigt. Gennem hele livet efter sin omvendelse var han omgivet af modstand på vejen frem. Ondsindede mennesker fulgte i hælene på ham og søgte at ødelægge hans gerning. Læs om Paulus' liv, og du vil opdage, at han næppe havde en eneste let time, og dog havde han sejr over hele linien.

Hvis en Ordets tjener nu om dage ikke forstår at bede den slags bønner og ikke har andre til at stride med sig i bøn, da er hans vej lukket, og han bliver nødt til at arbejde på verdens vis for at få det nødvendige til arbejdets drift. Djævelen holder pengene tilbage. Der er penge nok til verdslige ting, men ingen penge til at forkynde korsets evangelium for og til et menneskes arbejde, der kun går med Guds rene evangelium.

Satan står hindrende bagved, og vi må "binde" ham ved bøn og "løse" pengene til Guds arbejde.



10. STRIDENDE BØN

Romerne 15:30: "Og jeg formaner jer, brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed til at stride sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud."

Hvor stolede Paulus dog på Guds børns bønner for den gerning, han havde! Se på Romerne 15:30-32 og læg mærke til ordet "stride".

Hvorledes er det at stride sammen med en? Ved at have et fælles mål at nå? Hvis du "strider sammen med mig" i bøn, så begærer du svaret lige så meget, som jeg gør.

I den henseende er det uden nytte, at den ene strider, når den anden ikke gør det. At stride sammen betyder enhed i bøn - to beder med det samme mål for øje. Der er kraft i ordet "stride". Det er det samme ord, der andet steds oversættes: "arbejde" - arbejde sammen i bøn.

Der er en ejendommelig ting i anmodningen her, nemlig at stride sammen med Paulus for Paulus - "stride med mig i jeres bønner for mig!" Derefter kommer de tre ting, som han begærede.

Først, at "jeg må blive befriet for de genstridige." Dernæst, "at være i Guds vilje," og endelig, "at jeg må komme til jer med glæde."

I 2.Korinter 1:8 flg. er et andet synspunkt for samvirken i bøn. Vi finder, at det var ved de troendes bøn, at Paulus nåede igennem den trængsel, han omtaler: "..når også I med forbøn står os bi." (2.Kor.1:11).

Denne samvirken i bøn er en nødvendighed, og det er et forhold, som fjenden søger at ødelægge. Du kan ikke komme ind i et mål og øjemed med en anden, hvis I er uden indbyrdes hjertelig forståelse. Djævelen bruger alle slags ting for at nedbryde de bånd, der må forene til indbyrdes kærlighed. Her finder vi Paulus, et med Helligånden, døbt! redskab i Guds hånd, med den dybeste alvor begære sine medkristnes samarbejde med sig i bøn, "I må stride med mig i bøn," og på grund af deres forbøn friede Gud ham fra svære trængsler i Asien, trængsler så svære at han tvivlede om sit liv.

I Kolossenserne 2:1 siger den samme apostel: "Jeg vil nemlig, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg er stedt i for jer og for dem i Laodikea og for alle andre, som aldrig har truffet mig personlig." Hvorledes stred Paulus for folk, han aldrig havde set? Hvad stred han for? "At jeres hjerter må opmuntres, derved at de sammenknyttes i kærlighed og når til den fuldvisse indsigts hele rigdom og til erkendelse af Guds hemmelighed: Kristus."

Paulus' største bøn for dem var, at de måtte forstå - have åndelig erkendelse. Den fuldvisse indsigt kommer med åndelig erkendelse. Du kan have troens fulde forvisning, men du kan have en mere fuld forvisning ved åndelig erkendelse, og det var det, han bad om.

I Kolossenserne 4:1-3 beskæftiger Paulus sig atter med bøn. "Vær udholdende i bønnen, og årvågne i den med taksigelse. Og bed tillige for os, at Gud vil åbne os en dør for Ordet, så vi kan forkynde Kristi hemmelighed, for hvis skyld jeg også er i lænker." Han måtte have de andres bøn for at åbne Ordets dør. Hvor er dog vedholdende, stadig, årvågen bøn en nødvendighed! Der er en hunger efter Guds Ord, og dog kan Guds Ord ikke nå ud til sjælene, uden at bøn står bagved.

Den eneste ting, der i vore dage kan sætte noget som helst i bevægelse, er bøn, og på grund af det spørger jeg dig: "Hvordan er dit liv i bøn? Hvorledes beder du? Beder du blot for din egen åndelige fremgang? Går du til et møde blot for selv at få noget? Går du til et bedemøde blot for at få din egen sjæl forfrisket? Hvad forstår du ved at "arbejde ved bøn?" Hviler der på din egen sjæl en byrde for at bede Guds Ord ud i frit løb til de hungrige sjæle? Stadig, vedholdende, årvågen bøn!

Lad os gå til 2.Tessalonikerne 3:1-2: "I øvrigt brødre! bed for os, at Herrens Ord må få frit løb og komme til ære hos andre ligesom hos jer, og at vi må fries fra de vanartede og onde mennesker; thi troen er ikke alles. Men trofast er Herren; Han vil styrke jer og bevare jer fra det onde." Han siger ikke, at menneskeord eller menneske-synspunkter må have frit løb, men at Herrens Ord "må have frit løb og blive æret." - At en dør må åbnes for Guds Ord, og at "Ordet må have frit løb og komme til ære." D øren åbnet og Ordet have frit løb gennem den åbne dør. Bed om at Gud må åbne dørene for den rene sandhed, for fjenden søger at hindre det på alle områder. - Folk på fremskudte poster på kamppladsen nedbrydes, og andre på Guds riges mest udsatte poster sættes til side, fordi de ikke altid kan se fjendens "kugler". - Penge holdes tilbage; Hvad er årsag hertil? Vi forstår ikke at bede ret.

Vore bønner er hovedsagelig om åndelig velsignelse, og vi mangler evne til at forstå, hvorledes vi skal standse fjenden i at gøre disse ting.

Lad os bede om, at Guds børn må komme bort fra deres personlige sager. Vil du, Guds barn, råbe til Herren, at hver eneste ting, der står i vejen for udfoldelsen af bønnens mægtige kraft i dig må fejes bort! Lad os bede Herren om at føre os ind i den bønnens kraft, som Paulus regnede med, da han skrev til Romerne.

Lad der komme en mægtig troens kraft ind i os. - Måske ville Gud øse mere velsignelse ud over vor hjemlige arbejdsmark, hvis vi gav vort hjerte og liv hen til mere uforbeholden bøn for den hedenske og muslimske verden. Vi er som små børn, der er optaget af vore egne små forhold, der ligger lige uden for vor dør. - Om dog et mægtigt pust fra Gud måtte feje alle sådanne småligheder bort og give os et videre syn og sætte os i stand til at stride i bøn for Guds rige over hele verden, og velsignelsen vil vende tilbage til vore egne sjæle med overstrømmende kraft.

HERRE, SKÆNK OS DETTE!


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis