Kampen om Sandheden
Artikler

Kan menigheden lykkes uden apostel- og profettjeneste? (Del 4)


af Willy Griis

Mat. 10:1: "Jesus kaldte sine tolv disciple til sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al sygdom og lidelse."

Mat. 10:8: "Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet."

Luk. 10:1: "Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen."

Luk. 10:8-9: "Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer."

Luk. 10:17-19: "De tooghalvfjerds vendte glade tilbage og fortalte: Herre, selv dæmonerne adlyder os i dit navn. Da sagde han til dem: Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. Se, jeg har givet jer magt til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og intet vil kunne skade jer."


Disse to hold disciple blev udsendt af Jesus med budskabet om, at Himmeriget er nær og beviset på dette var at syge blev helbredt og dæmonerne blev kastet ud, ja, selv døde blev oprejst. De skulle gå fra by til by, der hvor Jesus selv ville komme senere. Når Jesus kom til byen, hvor disciplene havde forkyndt gudsrigets nærhed, da ville gudsriget være kommet i kraft af kongens tilstedeværelse. De som tog imod kongen Jesus Messias, havde dermed taget imod gudsriget, som var det tusindårsrige, som Gud havde forjættet Israel. Det var ikke Helligånden, som havde sendt disciplene. Joh. 7:38-39: "Den, der tror på mig, skal det gå, som skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort."

De var udsendt af Jesus personligt, han havde givet dem magt til at forkynde riget og helbrede syge og uddrive ånder i hans navn, som er kongens navn og autoritet. De onde ånder kendte denne konge og hans autoritet. Mat. 8:28-29: "Da Jesus var kommet over til den anden bred til gadarenernes land, kom to besatte hen imod ham, de kom fra gravhulerne og var så farlige, at ingen kunne komme forbi ad den vej. De råbte og sagde: Hvad har vi med dig at gøre, du Guds søn! Er du kommet her for at pine os før tiden? "

Israel fik altså under Jesu vandring her på jorden tilbudt tusindårsriget. Kongen var kommet!! Jesus var ikke kommet for at forkynde evangeliet for hedningerne, men for at forkynde budskabet om Riget for Israel. Den tanke møder vi klart da Jesus møder den kanaànæiske kvinde i Mat. 15:24: "Han svarede: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." På samme måde sendte han også sine disciple. Mat. 10:5-7: "Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer, men gå derimod til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!"

Himmeriget er tusindårsriget med Jesus Messias som konge og Israel, som nationernes fører og ikke menigheden, som kommer til senere. Jøderne nægtede at tage imod deres konge og dermed det tilbudte tusindårsrige. Luk.13:34-35: "Jerusalem, Jerusalem! Du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus (Tempel) bliver overladt til jer selv. Jeg siger jer: I skal ikke se mig mere, før den dag kommer, da I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!"

Gud havde omsorg for Israels tempel og derfra hørte han deres bønner. 1. Kong. 8:37-43: "Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer kornbrand og rust, græshopper og andre gnavere, når deres fjender belejrer dem i byerne i landet - al slags plage, al slags sygdom - så hør i himlen, hvor du bor, enhver bøn og bønfaldelse, som kommer fra et menneske i hele dit folk Israel, når nogen føler sig ramt i hjertet og udbreder sine hænder mod dette hus (Templet), tilgiv, grib ind og gengæld enhver efter al hans færd - du kender jo hans hjerte, for du alene kender alle menneskers hjerte - for at de må frygte dig, så længe de lever på den jord, (Israel) du gav vore fædre."

Udfra Jerusalem og tempeltjenesten skulle budskabet om tusindårsriget fremgå med Jesus som konge, det ser vi af det følgende: 1. Kong. 8:41-43: "Også når de fremmede, som ikke hører til dit folk Israel, men kommer fra et fjernt land for dit navns skyld, fordi de hører om dit store navn og din stærke hånd og løftede arm, kommer og beder vendt mod dette hus, så hør i himlen, hvor du bor, og gør, hvad den fremmede råber til dig om, for at alle jordens folk skal kende dit navn i frygt for dig ligesom dit folk Israel og forstå, at dit navn er udråbt over dette hus, som jeg har bygget." For at alle jordens folk skal kende stod der, det var profetien om fredsriget for alle nationer.

Men da jøderne ikke ville tage imod deres konge, sagde Jesus: Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Dermed var Israels udvælgelse, som hoved i tusindårsriget udsat og nationerne, som skulle have deres velsignede fredsrige sammen med Israel gik glip af dette. Derfor har vi krig, ødelæggelse og elendighed på jorden i dag.

Hvad har nu alt dette med Israel at gøre, når det drejer sig om apostel og profettjeneste? Jo, ser du, Jesus udvalgte tolv apostle, men ingen profeter. Da Jesus forkastede Israel og tempeltjenesten og gik mod korset og efter opstandelsen igen skulle udsende sine apostle sagde han: Ap.1:3-8: "Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige (tusindårsriget). Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som faderen havde lovet - om det har i hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage. Mens de nu var sammen, spurgte de ham: Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel? Han svarede: Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt! Men i skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende."

På pinsedag, da Ånden faldt, overtog Ånden den videre opgave, at føre Guds frelsesplan igennem. Nu blev apostlene Åndens apostle og udsendt og udrustet af ham. Da de vandrede med Jesus havde de ikke nogen nådegave, men havde myndighed i kraft af navnet. Denne myndighed brugte også Ånden, men han tildelte også af sine gaver. Apostlene havde en forventning om, at det var nu tusindårsriget skulle fremstå. Jesus giver dem ikke noget svar, men overlader det til Faderen at bestemme tiden. Israel ville ikke tage imod kongen i Jesu skikkelse og derved afsluttedes hans tjeneste iblandt dem, nu tog Ånden over.

Helligånden inspirerede Peter til at give Israel endnu en chance for tusindårsriget. Ap. 2:14-21: "Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem: Jøder og alle I, som bor i Jerusalem! Dette skal stå klart for jer, læg mærke til mine ord: Disse folk er ikke berusede, som I tror, det er jo kun den tredje time på dagen. Men her sker det, som er sagt ved profeten Joel: (Joels profeti er om tusindårsriget og ikke menigheden. Joel kp.3:1-5; vers fem siger sådan: For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning. Men vi ved, at i menighedens tid er der frelse overalt i verden, hvor Jesu navn påkaldes.) Vi forsætter med Peters tale: Det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. Selv over mine trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage, og de skal profetere. Jeg gør undere oppe på himlen og sætter tegn nede på jorden, blod og ild og kvælende røg. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og herlige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses."

Herrens store og herlige dag er den dag han sidder på Israels kongetrone, men inden da skal nationerne dømmes under store vredesdomme. Jesus var klar til at komme tilbage til jorden, som dommer og konge, hvis Israel ville tage imod Åndens budskab gennem Peter og de andre apostle. De som i Åbenbaringen kp. 21, vers 14 kaldes Lammets tolv apostle. De havde i begyndelsen efter åndsdåben en særstilling med et budskab om tusindårsriget til Israel. Hvordan ved vi, at Jesus var klar til at komme tilbage til jorden, som konge og dommer?

Budskabet om Riget blev forkyndt indtil og af Stefanus, som jøderne gjorde til martyr, fordi han sagde dem sandheden. Ap. 7:51-56: "I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden (her var det ikke Jesus, som de korsfæstede, men Ånden), det gjorde jeres fædre og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige (Jesus) ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den. Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus STÅENDE ved Guds højre side. Og han sagde: Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen STÅ ved Guds højre side." Derefter stenede de ham med Paulus, som vidne. Paulus taler om Jesus som SIDDENDE ved Guds højre side. Rom. 8:34: "Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og SIDDER ved Guds højre hånd og går i forbøn for os."

Da Stefanus så himlene åben og Menneskesønnen stående, da var Jesus klar til at komme tilbage til jorden som dommer og konge om jøderne havde taget imod apostlenes og de første jødekristnes vidnespyrd incl. Stefanus vidnespyrd. Es.33:10: "Nu rejser jeg mig, siger Herren, nu står jeg højt hævet." Herren rejser sig op og står klar til dommen før tusindårsriget. Det var hvad Stefanus så, men da Israel igen forkastede budskabet, først fra deres konge Jesus og nu fra Helligånden, da satte Jesus sig ned og det var sådan Paulus så ham. Israel var endegyldig forkastet indtil hedningernes (menighedens ) tider er til ende. Luk. 21:24 og Rom. 11:11-12: "Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind."

Ved Helligåndens komme på Pinsedag blev mennesker fyldt af Ånden og født på ny og med dette kom der et endeligt budskab til Israel, som de forkastede. Derefter gik Ånden videre i sit arbejde med menighedens udvælgelse. Menigheden er Åndens redskab og Kristi mystiske legeme på jord, bygget på apostle og profeters grundvold efter den tegning han åbenbarede for Paulus. Han siger om sig selv: Gal. 1:1: "Fra Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde." Paulus er specielt udvalgt til sin gerning, som hedningernes apostel ligesom Peter i begyndelsen var udvalgt til at forkynde Riget og senere evangeliet for jøderne. Gal. 2:7-9: "Tværtimod, da de så, at Gud havde betroet mig evangeliet for de uomskårne, ligesom Peter for de omskårne - for han, der har givet Peter kraft til at være apostel blandt de omskårne, har også givet mig kraft til at være det blandt hedningerne - og da de forstod, hvilken nåde der var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes, som anses for at være søjler, mig og Barnabas håndslag på den aftale, at vi skulle gå til hedningerne, og de til jøderne."

Ifølge Studiebibelen står der: I stedet for at de skulle lægge noget til det evangelium som Paulus forkyndte, erklærede de sig fuldstændig enige med ham. Paulus og Peters evangelium var det samme for begge forkyndte Kristi evangelium.

Ef. 3:3-5: "Ved en åbenbaring er hemmeligheden gjort kendt for mig, sådan som jeg kort skrev om det før. Når I læser det, kan I se, at jeg har fået indsigt i Kristus - hemmeligheden. I tidligere slægtled blev den ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved Ånden."

Jesus kaldte ikke profeter, men kun sine tolv apostle, lammets apostle, men da nu Ånden overtog apostlene og efter Stefanus martyrium underviste dem om evangeliet i stedet for Riget gennem Paulus åbenbarelse, da kaldte Herren også profeter, for åbenbarelsen blev givet ved Ånden til apostle og profeter, de skulle tjene sammen for evangeliets udbredelse efter Guds tegning!

Ap. 11:19-28: "De, der var blevet spredt under den forfølgelse, der udbrød i anledning af Stefanus, rejste nu rundt helt til Fønikien og Cypern og Antiokia, men forkyndte kun ordet for Jøder. Men blandt dem var der nogle cyprioter og kyrenæere, som kom til Antiokia og også talte til grækerne og forkyndte evangeliet om Herren Jesus. Og Herrens hånd var med dem, så et stort antal kom til tro og vendte om til Herren. Rygtet om dem kom menigheden i Jerusalem for øre og de sendte Barnabas til Antiokia. Da han kom dertil og erfarede Guds nåde, blev han glad og formanede alle til at holde sig til Herren med beslutsomt hjerte. For han var en god mand, fyldt af Helligånd og tro. Og en stor skare blev vundet for Herren. Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus., og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia, og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare. Og det var i Antiokia, at man første gang kaldte disciplene kristne. - På den tid (ca. år 44) kom der nogle profeter fra Jerusalem til Antiokia. En af dem, som hed Agabos, rejste sig og varslede ved Ånden, at der ville blive en stor hungersnød i hele verden, og det blev der under Claudius."

Vi ser her at Herren allerede havde kaldt menighedsprofeter, sådan vil jeg kalde dem, for de var ikke gammel testamentlig profeter. Det var også disse profeter at Ånden åbenbarede sine nytestamentlige hemmeligheder. Iblandt dem som her kom fra Jerusalem var der en profet ved navn Agabos, han har et særligt forhold til Paulus. Ved en senere lejlighed, da Paulus var på rejse mod Jerusalem og var på besøg hos evangelisten Filip troppede Agabos op. Ap. 21:10-11: "Vi havde været der i flere dage, da der kom en profet fra Judæa, som hed Agabos. Han kom hen til os og tog Paulus bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: Dette siger Helligånden: Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og de skal overgive ham i hedningers hænder."

Agabos var en profet der talte et: Så siger Herren eller det siger Helligånden. Han var altså Helligåndens røst. Der står at Filip havde fire døtre, som profeterede. I King James står der, at de havde profetiens gave (Ap. 21:9). Profetiens gave, som er til opbyggelse, formaning og trøst (1. Kor. 14:3-5). Denne gave må ikke forveksles med den profetiske tjeneste, som er en af de fem tjenester. Ef. 4:11: "Og han (Jesus) har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere." Det er Jesus, som udtager tjenesterne og sætter dem under Åndens ledelse, men det er Ånden som tildeler gaverne (1 Kor. 12:7-11).

Ap. 11:25-26: "Barnabas tog så af sted til Tarsus for at opsøge Saulus, og da han havde fundet ham, tog han ham med til Antiokia, og så var de sammen et helt år i menigheden og underviste en stor skare." Det var også i den menighed, at Agabos kom med sin profeti om hungersnøden.

Ap.13:1-3: "I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, der blev kaldt Niger, Lukios fra Kyrene, Manaen, der var plejebror til landsfyrsten Herodes, og Saulus. Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: (Vi må nu huske på hvordan Agabos profeterede: Det siger Helligånden) - Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til. Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted."

Det kunne udmærket have været profeten Agabos, som her var Åndens røst i kaldelsen af Barnabas og Saulus. Det var en profetisk kaldelse og udsendelse, som skete her. De blev kaldet og sendt som apostle ud i Herrens arbejde. Da de kom til lystra og der var en, som var lam fra moders liv. Han blev helbredt og befolkningen der, blev så begejstret, at de troede apostlene var guder. Ap. 14:14: "Da apostlene Barnabas og Paulus hørte det, flængede de deres kapper, styrtede ind i folkemængden og råbte: Mennesker dog! Hvorfor gør i det? Vi er jo mennesker ligesom I." Vi ser her, at Barnabas og Paulus er sig bevidste, at de nu er apostle.

I modsætning til den profetiske gave har den profetiske tjeneste en ledelsesmæssig funktion. Apostel og profettjenesten hører sammen i kirkens øverste ledelse. Derfor skal vi forvente ledelsesmæssige direktiver i det profetiske budskab. Dette gælder også den enkeltes tjeneste 1 Tim. 1-18: "Dette påbud giver jeg dig, mit barn Timotheus, i tillid til de profetier, der engang lød over dig, for at du med støtte i dem skal stride den gode strid, med tro og med god samvittighed."

Der er ikke nogen tvivl hos mig, at her drejer det sig om profetier fra profettjenesten og ikke fra den profetiske gave, som er til opbyggelse, trøst og formaning. Her drejer det sig om tjenestelig udkaldelse af Timotheus, som jo også blev kaldet som apostel. 1. Tess. 1:1: "Fra Paulus og Silvanus og Timotheus." Brevet til Thessalonikerne er fra disse tre personer og i kp.2, vers 6-7 står der: "Vi søgte heller ikke anerkendelse hos mennesker, hverken hos jer eller andre, og det skønt vi som KRISTI APOSTLE havde ret til at ligge jer til byrde." Det viser at Timotheus var en apostel på dette tidspunkt, ca. år 52.

Ap.15:1-2: "Der kom nu nogle folk ned fra Judæa (til Antiokia) og ville belære brødrene (ældstebrødrene): Hvis i ikke omskæres efter Moses skik, kan i ikke blive frelst. Da det førte til strid og ikke så lidt diskussion mellem Paulus og Barnabas og disse folk, besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og de ældste i Jerusalem for at tale om dette stridsspørgsmål." Ifølge Gal. 2:1 var også Titus med.

Der blev en livlig samtale der i Jerusalem, men de nåede frem til enighed. Ap. 15:22-34: "Så besluttede apostlene og de ældste sammen med hele menigheden at udvælge nogle af dens mænd og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. Det blev Judas, der kaltes Barsabbas, og Silas, som var ledende mænd blandt brødrene. De fik denne skrivelse med: Apostlene og de ældste, jeres brødre, hilser vore brødre af hedensk herkomst i Antiokia og Syrien og Kilikien. Vi har hørt, at der er kommet nogle fra os, som har forvirret jer og foruroliget jer med deres ord, men vi har ikke givet dem noget påbud. Derfor har vi i enighed besluttet at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vor kære Barnabas og Paulus. Det er mænd, som har vovet deres liv for vor Herre Jesus Kristi navn. Vi sender altså Judas og Silas, for at de muntlig kan fortælle jer det samme. FOR HELLIGÅNDEN OG VI HAR BESLUTTET ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Ved at holde jer fri af det handler I ret. Lev vel. Så blev de sendt af sted, og de kom til Antiokia, hvor de samlede hele menigheden og overrakte brevet. Da de havde læst det, blev der glæde over denne formaning. JUDAS OG SILAS, DER SELV VAR PROFETER, talte mange formanende ord til brødrene (ældstebrødrene) og styrkede dem. Og da de havde været der en tid, lod brødrene dem drage med fred tilbage til dem, der havde udsendt dem. Dog besluttede Silas at blive der."

Helligånden og vi har besluttet og Judas og Silas, der selv var profeter. Det er oplysninger vi skal lægge mærke til. Jeg tror at Judas og Silas bar frem profetierne iblandt brødrene, så når der står Helligånden og vi har besluttet, så betyder det at Judas og Silas profetier har stemt overens med skrifterne og hvad Jakob og brødrene også har ment. Grunden til at det netop var Judas og Silas der blev sendt med Barnabas og Paulus, var at de skulle selv stå til ansvar for deres egne profetier.

Senere blev Barnabas og Paulus uenige og rejste hver sin vej. Ap. 15:39-41: "Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern, men Paulus valgte Silas, og efter at brødrene havde overgivet ham til Herrens nåde, tog han af sted. Han rejste gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne."

Her afrejser Apostlen Paulus og profeten Silas ud i Herrens tjeneste og styrker menighederne på deres vej. De oplever mange ting undervejs f.eks. sidder de sammen i Filippi fængsel og synger lovsange.

Ap. 16:4-5: "Efterhånden som de rejste gennem byerne, overbragte de menighederne de bestemmelser, som apostlene og de ældste i Jerusalem havde vedtaget, og pålagt dem at leve efter. Således blev menighederne styrket i troen og voksede daglig i tal."

Timotheus var søn af en græsk far og en jødisk mor og fra barnsben fortrolig med det gamle testamente. Han blev Paulus rejseledsager på hans anden missionsrejse. Siden ledsagede han Paulus på hans tredje missionsrejse og var hos ham under hans første romerske fangenskab. Da Paulus skriver 1 Tim. Har han nylig været i Efesus og der efterladt Timotheus som leder af menigheden. Timotheus som nu er Apostel skal indsætte ældste og diakoner og styrke menigheden til et helligt liv. Paulus minder ham igen om styrken i hans tjeneste, som kommer fra profetierne. 1. Tim. 4:12-14: "Lad ingen ringagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed. Indtil jeg kommer skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. Forsøm ikke den nådegave, som du fik i kraft af profetier og under håndspålæggelse af ældsterådet."

Jeg er overbevist om at Timotheus samarbejdede med en profet i Efesus. Ef. 2-20: "I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten." Paulus havde selv arbejdet i Efesus i tre år med menighedens start og opbyggelse, men der manglede noget, som Timotheus skulle sætte i stand.

Ap. 20:16-17: "Paulus havde besluttet at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. For han stræbte efter om muligt at være i Jerusalem til pinsedag. Men fra Milet sendte han bud til Efesos og kaldte menighedens ældste til sig."

Ved afskeden med de ældste sagde han: Ap.20-28 "Tag vare på jer selv og på hele hjorden, I DEN HAR HELLIGÅNDEN SAT JER SOM TILSYNSMÆND, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod."

I den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd. Det betyder efter min forståelse, at de er kaldede som ældste ved den profetiske tjeneste og med apostlens billigelse.

Apostel og profettjeneste hører uløseligt sammen, hvis menigheden skal nå fuldendelsen efter Guds tegning.

Ef. 4:11-13: "Og han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere, for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være fuldvoksent menneske, en vækst som kan rumme Kristi fylde."

Vi må tilbage til den første menigheds forståelse af, hvordan menigheden skal opbygges for at nå det fuldvoksne stade. Her hjælper det ikke at vi afsætter de ældste i menighederne og laver præstestyrede menigheder eller ender med rene bestyrelser der driver menighederne på demokratisk måde. Det er ikke efter tegningen og når aldrig målet.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis