Kampen om Sandheden
Artikler

Det sejrende liv


af Charles Trumbull

Vi gengiver her en Prædiken, som blev holdt i U.S.A. for flere år siden af Charles Trumbull. Den har siden været oversat til 16 forskellige sprog, og den er alene på engelsk udkommen i omkring en halv million eksemplarer. Vi tror, at dette underfulde budskab vil blive til frigørelse og hjælp for mange, der længes efter en dybere erkendelse af Jesus Kristus som vort eget liv.

Der findes kun et liv, der er sejrende, og det er Jesu Kristi liv. Enhver kan eje dette liv; enhver kan leve dette liv.

Jeg mener ikke, at alle kan ligne Jesus, - jeg mener noget meget bedre end det. Jeg mener ikke alene, at et menneske til enhver tid kan have Jesu hjælp, jeg mener noget endnu bedre end det. Jeg mener ikke alene, at et menneske kan få kraft fra Jesus, jeg mener noget, som er meget bedre. Og jeg mener heller ikke, at et menneske kun skal blive frelst fra sine synder og bevaret fra at synde; jeg mener endog noget endnu bedre end denne sejr.

For at forklare hvad jeg mener, må jeg fortælle Dem en meget personlig oplevelse, som jeg har haft. Jeg tror, jeg har ret til at sige, at jeg har erfaret mere end de fleste mennesker af nederlag, af troløshed over for Jesus og vanære af Hans navn, af ulydighed mod det himmelske syn, af bevidsthed om at komme til kort der, hvor andre var kommet meget længere frem, og hvor jeg vidste, at Jesus ventede noget meget bedre af mig. For ikke så længe siden ville jeg have været nødt til at blive stående netop der og bare sige, at jeg håbede, jeg engang ville blive ført ud af det hele til noget bedre. Om De havde spurgt mig, hvorledes dette skulle ske, måtte jeg have svaret, at det vidste jeg ikke. Men takket være Herrens langmodighed og uendelige kærlighed og barmhjertighed, behøver jeg ikke at standse der, men jeg kan nu tale om noget, som er bedre end nederlag og skuffelse. Hvad jeg behøvede, før jeg fik den nye oplevelse, som jeg nu skal fortælle om, var tydelig nok. Det var særlig disse tre vanskeligheder i mit liv:

1. Det gik stadig op og ned med mit åndelige liv og med mit fortrolige samfund med Gud. Stundom var jeg oppe på højderne, men andre tider var jeg dybt nede i "dalen". Et mægtigt, inspirerende møde, en vækkende, ransagende prædiken af et eller andet gudhengivent, sejrende vidne, en ransagende, åndsfyldt bog, eller den åndelige tjeneste, som det var min pligt at udføre, og den forberedelse i bøn, som dette medførte, - alt dette kunne løfte mig op, og jeg plejede at holde mig oppe for en tid, og Gud syntes da at være så nær og mit åndelige liv så dybt. Men det varede ikke længe. Stundom gennem et enkelt nederlag i fristelsens stund, stundom ved en gradvis tilbagegang, tabte jeg mine herlige erfaringer, og jeg fandt mig selv igen langt nede. Og det er et farligt sted for en kristen at være; dette viste djævelen mig gang på gang.

Jeg mente, det måtte kunne gå an også for mig at leve på et højt plan i fortroligt samfund med Gud, sådan som jeg så andre mennesker gøre. Disse mennesker var rigtignok kun undtagelser, de udgjorde minoriteten blandt de kristne. Men jeg ønskede at være med i denne minoritet. - Hvorfor skulle vi ikke alle være der - og gøre den til majoriteten?

2. En anden vanskelighed i mit liv var, at jeg led nederlag over for synden. På enkelte punkter havde jeg ikke sejr. Men hvis Jesus ikke kunne give sejr, hvor skulle min tro og bekendelse da finde hjælp? Jeg ventede ikke at blive fuldkommen. Men jeg troede, jeg kunne blive sat i stand til at vinde sejr over visse ting - som regel, ja, til enhver tid, i stedet for uvist og delvist. Men det var sejre, som blev afbrudt af knusende og ydmygende nederlag. Dog havde jeg bedt så indtrængende om befrielse, men den stadige og vedvarende sejr var ikke kommen.

3. En tredie vanskelighed var, at jeg manglede den uimodståelige, overbevisende åndelige magt, som kunne bevirke overnaturlige forvandlinger i andre menneskers liv. Jeg udførte en god del kristeligt arbejde - havde deltaget i menighedslivet, siden jeg var en dreng på femten år. Jeg gik nok gennem "maskineriet" - å ja! Det kan hvem som helst.

Jeg udførte også personligt arbejde - af allertungeste art: jeg talte med mennesker, en for en, om at overgive sig til min Frelser! Men jeg så ikke nogen resultater! Fra tid til anden så jeg en enkelt, der blev frelst, men det var sjældent. Jeg så ikke sjæle blive overgivet til Jesus, revolutioneret, og selv forvandlet til ildfakler for Ham, som en frugt af mit arbejde; og dog syntes jeg, at jeg burde have lov at se det. Andre fik dette at se, hvorfor så ikke jeg? -

Jeg trøstede mig med den gamle talemåde (som djævelen så ofte benytter), at det var ikke min sag at spørge efter resultater, at jeg trygt kunne overlade det til Herren, om jeg kun gjorde mit. - Men dette tilfredsstillede mig ikke, og jeg var stundom helt syg i hjertet over, at min åndelige tjeneste bragte så magre resultater.

Omkring et år tidligere var jeg begyndt at lægge mærke til, at enkelte, som jeg forstod var særlig velsignet i deres gerning for Gud, syntes at have en forståelse af eller en bevidsthed om Jesus, som var langt større og dybere, end jeg nogen sinde havde haft, og som jeg heller ikke ejede. Jeg rejste mig mod dette indtryk, da det første gang kom til mig: "Hvorledes kunne nogen have en bedre forståelse af Jesus, end jeg havde? (Jeg viser Dem blot, hvor blindt og selvretfærdigt mit sind og hjerte var.) Troede jeg ikke på Jesus og tilbad Ham som Guds søn og et med Gud? Havde jeg ikke modtaget Ham som min personlige Frelser for mere end tyve år siden? - Troede jeg ikke, at i Ham alene var det evige liv? Bad jeg ikke altid om Hans hjælp og ledelse og troede, at i Ham var mit eneste håb? Fortolkede jeg ikke den aller herligste forståelse af Jesus ved at lede et studium over Jesu guddom i "The Sunday School Times", hvor de ledende teologer i verden vidnede om deres personlige tro på Jesus som Gud? Alt dette gjorde jeg; hvorledes kunne en højere eller bedre forståelse end min være mulig?" Jeg vidste, at jeg trængte til at tjene Ham meget bedre, end jeg nogen sinde havde gjort; men at jeg behøvede en ny forståelse af Ham, det ville jeg ikke erkende.

Og dog fortsatte dette at tale til mig fra sider, som jeg ikke kunne overse. Jeg hørte en prædikant tale om kraft, ud fra Ef. 4,12.13.: "...at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være eet i troen på og erkendelsen af Guds søn, til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde." Og idet jeg fulgte denne prædiken, blev jeg forundret, ja, rent forvirret. Jeg kunne ikke følge ham. Han var mig for dyb. Han talte om Kristus, fremstillede Kristus på en måde, som jeg måtte indrømme var helt ukendt for mig. Om han havde ret eller ikke, kunne jeg ikke med sikkerhed afgøre den aften; men hvis han havde ret, så var min erkendelse af Jesus forkert. Senere læste jeg en anden prædiken af den samme mand om "Paulus' forståelse af den Herre Jesus". Idet jeg læste den, blev jeg grebet af den samme ubehagelige følelse, at han og Paulus talte om en Kristus, som jeg simpelthen ikke kendte. Kunne det være muligt, at de havde ret? Hvis de havde ret, hvorledes kunne jeg så komme i besiddelse af den samme indsigt?

En dag blev jeg kendt med en anden prædikant, hvis arbejde blandt mænd var blevet meget velsignet. Han fortalte, at det, han betragtede som sit livs største aktiv, var hans stadige bevidsthed om Jesu virkelige nærværelse. Der var intet, der således holdt ham oppe, sagde han, som bevidstheden om, at Jesus altid var levende til stede hos ham, og at dette var således, uanset hvad han følte, uanset hans værdighed eller hans egne tanker om, hvordan Jesus ville åbenbare sin tilstedeværelse. Videre sagde han, at Jesus var hans tankers hjem. Så snart hans sind var fri for andre ting, vendte hans tanker sig til Jesus; og han kunne tale højt med Jesus, når han var alene - på gaden, hvor som helst - lige så let og naturligt som til en menneskelig ven. Så virkelig var Jesu nærværelse for ham.

Nogle måneder senere var jeg i Edinburgh, hvor jeg deltog i Verdensmissionskonferencen, og jeg så, at en, hvis skrifter havde været til stor hjælp for mig, skulle tale søndag eftermiddag om "Kristenlivets kilder". Jeg gik med stor forventning for at høre ham. Jeg ventede, at han skulle fremholde forskellige bestemte ting, som vi skulle gøre for at styrke vort åndelige liv; og jeg vidste, at jeg trængte til dette. Men hans indledningsord viste mig, at jeg tog fejl, medens de samtidig fik mit hjerte til at banke i en ny fryd. Hvad han sagde, var omtrent dette:

"Kristenlivets kilder, mine venner, er intet andet end - Jesus Kristus." Det var det hele. Men det var nok. Jeg havde ikke grebet det endnu; men det var dette, som alle disse mænd havde forsøgt at fortælle mig. Da jeg senere talte med prædikanten om mit personlige behov og mine vanskeligheder, sagde han alvorlig, men ligefrem: "Å, br. Trumbull, om vi blot ville gå ind for Jesus med en dristigere tro, så kunne Han gøre så meget for os."

Før jeg forlod England, blev jeg endnu engang stillet over for denne tanke, som var så fjern for mig, - en Kristus, som jeg endnu ikke kendte, - i en prædiken, som en ven af mig holdt i London en søndag aften i juni. Hans tekst var Fil. 1,21: " ... for mig er det at leve Kristus ..." Det var det samme emne, fremstillingen af Kristuslivet, Kristus som hele livet og det eneste liv. Jeg forstod ikke alt, hvad han sagde, og jeg havde en svag anelse om at det, som han talte om, var noget, som jeg ikke selv havde. Jeg ønskede at læse prædikenen igen, og jeg fik manuskriptet med mig, da jeg rejste. Det var omkring midten af august, at krisen indtrådte for mig. Jeg deltog i en konference for missionsungdom, og stod overfor en uges arbejde der, som jeg vidste, jeg var fuldstændig uskikket til. For de sidste uger før denne tid havde været en af disse nedgangsperioder i mit åndelige liv med alle de tab, forsømmelser og nederlag, som sådanne perioder altid fører med sig.

Den første aften, jeg var til stede, talte en missionsbiskop til os om livets vand. Han fortalte os, at det var Jesu ønske og mål, at enhver af Hans efterfølgere skulle være en kilde med levende, sprudlende livets vand for andre - altid, ikke blot en gang imellem, ikke periodevis, men med en stadig og uimodståelig strøm. Vi har Jesu eget ord for dette, sagde han, idet han citerede: "Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand." Han fortalte, hvorledes enkelte kun har lidt af livets vand, idet de henter det op i små skåle af og til = i lighed med de vandhjul, man bruger i Indien - med meget besvær og med snavs i hjulene, mens der fra andres liv stadig flyder en livgivende strøm, som intet kan standse. Og så skildrede han en lille indfødt kvinde i Østen, hvis underfulde vidnesbyrd om Kristus beskæmmede alle os, der lyttede til. Og hun havde kun kendt Kristus i eet år.

Den næste morgen - søndag -, da jeg var alene på mit værelse, bad jeg mig igennem, idet jeg bad Ham vise mig vejen ud. Hvis der fandtes en erkendelse af Jesus, som jeg ikke havde, og som jeg behøvede, fordi den var hemmeligheden ved nogen af de andres liv, som jeg havde set eller hørt om, en erkendelse som var bedre . end den, jeg selv havde, så bad jeg, at Gud måtte give mig denne. Jeg havde den prædiken med mig, som jeg havde hørt: "For mig er livet Kristus", og jeg rejste mig fra bønnen og stod op for at læse den. Så bad jeg igen. Og i sin langmodighed, barmhjertighed og kærlighed gav Gud mig, hvad jeg bad om. Han gav mig en ny Kristus - fuldstændig ny i min forståelse af Ham og bevidstheden om, at Han var min.

Hvori bestod denne forandring? Det er vanskeligt at udtrykke i ord, og dog er det hele så nyt og virkeligt, så underfuldt og undergørende både i mit og i andres liv. Først blev det klart for mig, at mange steder i Det ny Testamente, som taler om "Kristus i eder", "I i Kristus", "Kristus vort liv" og "bliv i Kristus", menes bogstaveligt; det er virkelige kendsgerninger og ikke bare billedlige udtryk. Da jeg nu læste det 15. kap. i Johs. evangeliet igen, så jeg, hvor fyldt af liv dette var. Og ligeledes Ef. 3,14-21; Gal. 2,20 og Fil. 1,21!

Hvad jeg vil sige, er dette: Jeg har altid vidst, at Jesus var min Frelser; men jeg har betragtet Ham som en Frelser udenfor mig, en, som så at sige gjorde sit frelsende værk for mig udefra, en, som var villig til at komme tæt ind til mig og hjælpe mig der, hvor jeg behøvede Hans hjælp, en, som gav mig sin kraft og sin frelse.

Men nu kender jeg noget bedre end dette. Først nu forstår jeg, at Jesus virkelig og bogstavelig er i mig og endog mere end det: at Han har gjort sig selv til mit eget liv, idet Han har forenet sig med mig - mit legeme, mit sind og min ånd - mens det fremdeles er mig med min frie vilje og mit fulde moralske ansvar. - Er det ikke bedre at have Jesus Kristus som vort eget liv, frem for at have Ham som en Frelser eller hjælper udenfor os selv? - At Jesus har forenet sig med mig betyder, at jeg aldrig mere behøver at bede Ham hjælpe mig, som om Han er en, og jeg en anden; nu kan jeg blot bede Ham gøre sin gerning og sin vilje i mig, med mig og gennem mig. Mit legeme er Hans, mit sind er Hans, min vilje er Hans og min ånd en Hans; og jeg er ikke blot Hans, men jeg er bogstavelig en del af Ham. Hvad Han vil, jeg skal erkende, er dette: "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig". Jesus Kristus er blevet mit liv - ikke billedlig talt, vel at mærke, men som en bogstavelig virkelighed, lige så virkelig som dette, at et træ er blevet lavet til den bordplade, min hånd hviler på. For " ... jeres legemer er Kristi lemmer ...", og "I er nu Kristi legeme ..."

Undrer du dig over, at Paulus med overstrømmende jubel og salighed vidner: " ... for mig er det at leve Kristus ..."? Han sagde ikke, som venner, - de fleste af dem modne kristne - fik straks efter deres liv fuldstændig revolutioneret af Jesus, idet de tog imod Ham på denne nye måde. To af disse var en mor og hendes søn, - sønnen en ung forretningsmand på 25 år. En anden var disponent for et af de største firmaer i Filadelfia. Skønt han havde været en oprigtig kristen arbejder i mange år, begyndte han at lade Jesus virke gennem sig på en ny måde på, sin omgangskreds og sine forretningsforbindelser over hele landet. En hvidhåret mand på over 70 år fandt en fred i livet og en glæde i bønnen, som han for længst havde opgivet nogen sinde skulle blive ham til del.

Jesus Kristus ønsker ikke at være vor hjælper; Han ønsker at være vort liv. Han ønsker ikke, at vi skal arbejde for Ham; Han ønsker, at vi skal lade Ham udføre værket gennem os, idet Han bruger os, ligesom vi bruger en pen til at skrive med - eller endnu bedre -, Han vil bruge os som en af fingrene på sin hånd. Når vort liv ikke blot hører Kristus til, men er Kristus, da vil vort liv være sejrende, for Han kan ikke lide nederlag. Og et sejrende liv er et frugtbærende liv, - et liv i tjeneste. At sejre er, når alt kommer til alt, bare en, lille del af livet, og en helt negativ del; vi må også bære frugt i karakteren og i tjenesten, dersom Kristus er vort liv. Og vi skal også komme til at gøre det - fordi Kristus er vort liv.

"...fornægte sig selv kan Han ikke." Han "er ikke kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene". En helt ny måde at tjene Ham på vil nu blive vor, dersom vi lader Jesus tjene andre gennem os, idet Han bruger os. Denne frugtbarhed og tjeneste må alt sammen være gennem tro på Ham; vore gerninger er resultatet af Hans liv i os.

Betingelserne for på denne måde at modtage Jesus som livets fylde er i grunden kun disse to - selvfølgelig efter at vi har modtaget Jesus som vor personlige Frelser fra syndens skyld og følger - .

1. Overgiv dig helt og uden forbehold til Kristus som Herre over hvad du er og alt, hvad du har; sig til Gud, at du nu er rede til at lade hele Hans vilje ske i alle ting i dit liv, - på ethvert punkt -, uanset hvad det koster.

2. Tro at Gud har frigjort os fuldstændig fra syndens lov (Rom. 8,2) - ikke at Han vil gøre det, men har gjort det. Af dette andet skridt - denne troshandling - afhænger nu alt. Troen må stole på Gud - fuldstændig uafhængig af nogen følelse eller bevis -. For Guds ord er mere sikkert, bedre og mere pålideligt end noget bevis. Vi må sige i blind, nøgen tro: "Jeg ved, at den Herre Jesus møder alle mine behov nu (endog mit behov af tro), fordi Hans nåde er nok for mig." Husk, at Jesus selv er bedre end alle Hans velgerninger; bedre end den kraft eller den sejr, Han giver. Jesus giver åndelig kraft, men Jesus er bedre end denne kraft. Han er Guds bedste; Han er Gud; og vi kan få dette bedste: Vi kan få Kristus, dersom vi overgiver os til Ham, vi kan få Ham i en sådan fylde og vil opleve befrielse fra os selv i en sådan grad, at vi ikke længere lever selv, men Kristus lever i os. Vil du tage imod Ham således?


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis