Kampen om Sandheden
Artikler

Vækkelse


ved Willy Griis m. fl.

Mange kristne har ofte i udholdenhed eller med jævne mellemrum bedt Gud sende en vækkelse.

På Jesu samtid var forventningen på Messias' snarlige komme meget stor. De forventede en konge, som skulle fri dem fra Romernes åg og sætte deres tempeltjeneste og loven på rette plads i Israel, så der igen ville stå respekt om Israels Gud: Jahve.

Det var for Israel en vækkelse. Israel betragtede sig selv som Abrahams sande børn. At bære Abraham navnet var et bevis for at være Guds udvalgte blandt nationerne. Ingen jøde ville betragte sig selv som modstander af Guds sande vækkelse. Men da vækkelsen kom i kraft af Guds søn Jesus, ville de ikke tage imod den. Der opstod et modsætningsforhold mellem vækkelsens leder Jesus og Israel, som beskyldte Jesus for at være dranker (Matt.11.19), falsk lærer (Johs.7.12) og besat af Djævelen (Matt.12:24). Jesus beskyldte dem fra sin side, som værende børn af Djævelen (Johs..8:44)

Matt. 23:29-20:"VE JER, I SKRIFTKLOGE I OG FARISÆERE, I HYKLERE: THI I BYGGER GRAVMÆLER OVER PROFETERNE OG PYNTER DE RETFÆRDIGES GRAVE OG SIGER: HAVDE VI LEVET I VORE FÆDRES TID, VILLE VI IKKE HAVDE VÆRET MEDSKYLDIGE MED DEM I PROFETERNES BLOD".

Profeterne var sin samtids vækkelsesrøst, og det har altid været således, at de, der bar vækkelsesbudskabet mødte modstand fra de etablerede. Det var, hvad Jesus prøvede at gøre dem klart, om de dog ville omvende sig. Men de ville ikke. De gjorde samme gerning som profetmorderne, de slog Jesus ihjel!

Vi har også vore profetgrave. Vi glæder os over store vækkelsesprædikanter, som Wesley, manden, der startede Metodistbevægelsen. Finney, som bragte hundredetusinder til omvendelse. Moody, Torrey og Evan Roberts fra Wales. Mænd, der mødte stor modstand, forfølgelser, løgnekampagner osv. på deres samtid.

Vi ved selvfølgelig med os selv, at om Gud oprejste sådanne mænd i dag, da ville vi stå med dem i vækkelsen - eller ville vi?

I det følgende afsnit vil du, kære læser, kunne få et indtryk af deres "VEKKELSESKAMPAGNER OG MØDER". Gud var med dem, men ville du kunne lide deres fremgangsmåder, om du mødte dem i dag i din menighed. Har du din egen fornuftige måde, du vil have vækkelse på? Ja, kære læser, lad os bedømme os selv, om vi er modstandere af måden, Gud sender sin vækkelse på. Jeg vil håbe - ikke bare, at vi kan acceptere Guds måde - men at vi kan være medarbejdere i vækkelsen. Hvis ikke, så må vi omvende os, ellers går vi fortabt.

1. PET. 4:17: "THI NU ER TIDEN INDE, DA DOMMEN TAGER SIN BEGYNDELSE MED GUDS HUS, MEN KOMMER DEN OVER OS FØRST, HVAD SKAL DET SÅ ENDE MED FOR DEM, DER ER ULYDIGE MOD GUDS EVANGELIUM?"
Vækkelsesbudbringeren vil heller ikke i dag være en anerkendt mand, men snarere en forfulgt mand, løjet alt ondt på; Lykkeprofeterne, der spår menigheden alt godt, har i Bibelens tid aldrig været fra Gud og er det heller ikke idag.

Willy Griis

Wesley

Wesley var en mægtig personlighed. Han rummede mange modsætninger, han kunne være lettroende, ja overtroisk på visse punkter og skeptisk, ja skarpt forstandig på andre. Men han besad i sit væsen en samlet kraft, en mageløs selvbeherskelse, som gjorde ham til det overlegne menneske, få kunne modstå. Hans forkyndelse virkede ikke blot sjæleligt, men der indtrådte også rent legemlige virkninger: Folk blev så betagne, at de mistede bevidstheden og styrtede om, under skrig og krampetrækninger. Vi skal senere høre mere om disse legemlige følger af vækkelsestalen.

Højst forskellig fra Wesley var hans medkæmper Whitefield, han var et afgjort Følelsesmenneske og i Besiddelse af en veltalenhed, som formåede i en sjælden Grad at sætte andres følelser i bevægelse og smelte hjerterne. Dobbelt mærkeligt er det da ved første Øjekast, at de legemlige udslag af vækkelsesforkyndelsen ikke indtraf hos Whitefield, men hos Wesley med hans langt mere rolige og intellektuelt anlagte forkyndelse. Senere viste de sig også ved Whitefields og andres tale. Det begyndte i Kingswood og Bristol, hvis daværende befolkning skildres som den mest primitive, brutale og uvidende i hele England. Whitefield var den første, der prædikede her og med det resultat, som det så rørende hedder, at "tårerne dannede hvide Render ned ad de fra kulminerne sværtede kinder". De samledes i fri luft, begejstrede forsamlinger på fem-, ti-, femtentusind mennesker, men der skete ingen "tegn og undere", før Wesley kom. Men da begyndte det, og hans dagbøger er fulde af skildringer, der undertiden klinger uhyggelige nok. Blot et enkelt eksempel:

Han skriver i sin dagbog for 21. maj 1739: "I dag svarede vorherre selv de modstandere, som troede, at alle disse besvimelser beroede på forstillelse eller var en følge af den dårlige luft i det tætpakkede rum. Gud åbenbarede sin arm for 2000 Mennesker i fri luft. "Snart en, snart en anden styrtede til Jorden, skælvende voldsomt ved hans magts nærværelse". Ophidselsen var så mægtig, tilføjer Forf., at han næppe begyndte at tale, før de faldt om på alle Sider.

I Begyndelsen advarede Whitefield ham, men da så de samme fænomener begyndte at indfinde sig under Whitefields egen prædiken, så ændrede denne sit syn på denne sag. Vel kom Wesley senere til at se noget anderledes på disse Ting, og de var aldrig for ham det væsentlige, men helt opgive sit syn på dem formåede han ikke. Der optrådte også under hans forkyndelse disse mærkelige fænomener, som i den nyere psykologi er kendt under betegnelsen: dobbeltpersonlighed", men som Wesley ud fra sit standpunkt måtte opfatte som djævlebesættelse.

Hvordan kan det da være, at just Wesleys forkyndelse fremkaldte disse fænomener, skønt den ikke var stormende, entusiastisk, som Whitefields, men rolig, jævn behersket og ligefrem? Grunden må søges i hans ejendommelige personlighed. Jeg nævnte før hans selvbeherskelse. Han kunde styre mangen pøbelhob ved sin uforlignelige ro og sikkerhed. Der var et blik i hans grå Øjne, som vidnede om en mand, der ikke kendte til frygt. Det var næppe, fordi han særlig prædikede om dom og helvede. Naturligvis var også de tanker fremme, men der var dog en ikke ringe forskel på hans og Edward Whitefields forkyndelse. Der var mere Håb hos Wesley. Edwards forkyndte, at Frelsen var såre usandsynlig, kun så få nåede den. Wesley åbnede en lys og herlig udsigt for enhver, selv den dybest faldne. Og desuden havde Whitefield ført den samme prædiken i Kingswood, og de legemlige virkninger udeblev dog. Nej, årsagen til dem lå i Wesley selv. Han bedømte Whitefields prædikemåde som altfor voldsom, men trods sin fuldkomne ydre ro var han selv vistnok den mægtigste "impressive" prædikant, england nogensinde har haft. Det var ikke mange mennesker, heller ikke menneskemængder, som kunde stå for hans prøvende blik. Han siger selv, at han fandt det bedst, altid at gå lige løs på en pøbelhob og så tage særlig sigte på lederen, og det varede sjælden længe, før hans overmægtige personlighed gjorde sin virkning. Også hans slægt og venner vidner om det samme, således havde hans broder Karl en halvt overtroisk frygt for ham.

Finney

I den første Halvdel af det 19de århundrede var den mest kendte vækkelsesprædikant Charles G. Finney. Han stod vel også på kalvinsk grund, og spillede stærkt på frygtmotivet, men han var en absolut modstander af læren om menneskets fuldstændige fordærvelse og hævdede menneskets frihed. Hans virkeplads var særlig den vestlige del af staten New York. Flere steder var der i årenes løb blusset vækkelser op, ja, der fandtes egne, der hele slægtled igennem var kendt som de "brændte distrikter", og som Finney fandt så afbrændte og udtørrede af en stadig vækkelsesflamme, at "intet skud af åndeligt liv kunne finde rod der. Kun Satans æbler blomstrede i form af uvidenhed, intolerance, en pralende "syndfrihed" og en tendens til "fri kærlighed"."

Også Finney var en mægtig "impressiv personlighed". Han øvede en næsten overnaturlig suggererende indflydelse over menneskers sind. Vækkelsen begyndte omtrent med hans egen omvendelse. Da det rygtedes, at denne udmærkede unge jurist skulde være presbyteriansk missionær, var allerede vækkelsen der. Og særlig brød det frem i Byen Evan Mills. Bevægelsen fejede som en storm hele befolkningen med sig, og nåede i vinteren 1830-31 sit højdepunkt i byen Rochester, hvor den udøvede en meget gavnlig indflydelse; der er mange ufejlbare beviser på, at der påfulgte en mærkelig forandring i retning af sømmelighed og orden i denne by, hvor der før havde hersket moralsk og social løshed. Vel var hans forkyndelse anlagt på at sætte indbildningskraften og følelsen i bevægelse, men samtidig var den så lødig i sit indhold og intellektuelt så vel afbalanceret, at hans stærke personlighed meget snart viste sig at gøre indtryk ikke blot på de primitive og udannede, men på alle stænder. Men han betonede som sagt frygtmotivet meget stærkt, og derfor ser vi hos ham de samme fænomener af "Falden". Således talte han et sted med den virkning, at efter et kvarters forløb begyndte folk at falde fra deres pladser i alle retninger: "Hvis jeg havde haft et sværd i min hånd, kunde jeg ikke have fældet dem hurtigere, end de faldt". Sagde han. Han havde en ganske overordentlig suggestiv indflydelse. Et par Eksempler vil anskueliggøre det:

Finney fortæller, at han efter at have prædiket en aften med mægtig virkning den næste dag korn ind for at se et stort væveri der i nærheden. I et af de rum, hvor der var beskæftiget en mængde kvinder, så han to af dem iagttage ham og tale alvorligt indbyrdes. "Jeg kunde se, de var stærkt bevægede, skønt de begge lo. Jeg gik langsomt hen imod dem; de så mig komme og blev øjensynlig meget ophidsede. En af dem søgte at bøde en bristet tråd, og jeg lagde mærke til, at hendes hænder skælvede sådan, at hun kunde ikke. Jeg nærmede mig langsomt, idet jeg så på maskinerne, eftersom jeg passerede, men jeg iagttog, at pigen blev mere og mere urolig og kunde ikke fortsætte med sit arbejde. Da jeg kom hende 4-5 meter nær, så jeg alvorligt på hende. Hun bemærkede det og blev fuldstændig overvældet og sank sammen og brast i tårer. Indtrykket fængede næsten som krudt, og i få øjeblikke var næsten alle tilstedeværende opløste i tårer. Ejeren blev så bevæget ved, hvad han så, at han standsede maskinerne, et stort møde blev iscenesat og næsten hver eneste pige i fabrikken kom til omvendelse."

Hans ry gik foran ham fra by til by, hvor alle indbyggere ventede ham i spændt forventning. I byen Rome besvimede en ung mand ved det første møde, og næste morgen kom den hele by til hotellet til et "spørge-møde" ("inquiry meeting"). Ved denne lejlighed måtte nogle af de stærkeste mænd bringes hjem af deres venner. En læge tog sig for at undersøge pulsen på en mand, der var styrtet om under svær kamp, men han følte sig selv nødsaget til at klynge sig til en pille for at holde sig oprejst! Til sidst behøvedes der slet ingen oratoriske eller andre metoder til at frembringe nervøs ophidselse. Evangelistens blotte nærværelse var nok.

Et andet træk er følgende. Finney ledede en række vækkelsesmøder i New York. Der kom da en kvinde aften efter aften og satte sig tæt ved talerstolen, øjensynlig med det bestemte forsæt ikke at ville lade sig overvinde. Hun sad der med et udtryk af kold uforskammethed og Finney blev snart klar over situationen. Han planlagde da et angreb direkte på hende. Han udarbejdede en tale specielt for hende, hvori synderens skyld og fare og helvedes virkelighed blev malede i levende og frygtelige farver. Han skildrede Djævelen som en jæger med en stor bue, der vandrer her i denne verdens skov, søgende de fortabte, ikke for at hjælpe dem, men for at ødelægge dem. Da den dramatiske spænding havde nået sit højdepunkt, gjorde Finney en bevægelse, som om han spændte buen og rettede pilen lige mod den genstridige kvinde, råbende: "Således vil hans pil ramme dig, du synder, hvis du ikke angrer". Øjeblikkelig styrtede kvinden om.

Hertil knytter nu Dovenport den Bemærkning, at Finney naturligvis mente, at det var Gud, der gennem hans ord havde ramt kvinden for at bøje hendes trods. Men den videnskabelige psykolog vil i hendes fald se følgen af en kraft, der er lige så naturlig som et kølleslag. Iøvrigt besad Finney ligesom Wesley en stærkt "impressiv" (indtryksfuld) fremtræden, hans blik kunde splitte pøbelhobe, og der var mange, som ikke holdt af at møde ham ansigt til ansigt. Og at hans virksomhed havde mange velsignelsesrige virkninger, derom kan der ikke tvivles.

Moody

Hen imod slutningen af sommeren 1873 landede to amerikanere i Liverpool med det forsæt at holde religiøse møder i Englands største byer; den ene af dem prædikede evangeliet og den anden sang det. Sangeren var den ældste af dem, hen ved 40 år med en stærk barytonstemme, og han sad og sang ved et lille harmonium, hvorpå han akkompagnerede sig selv. Den anden, prædikanten, var lidt yngre, en lille undersætsig mand med et tungt mæle og en stærk amerikansk accent. Det var Sankey og Moody. De var aldeles ukendte i England, deres metoder var fremmede og ukendte, årstiden var uheldig, og deres forsøg i Liverpool mislykkedes fuldstændig. De drog til York, men det gik dem ikke bedre der. Statskirkens præster vilde ikke have noget med dem at gøre. Så kom de til Newcastle og Sunderland, et stort blad slog her til lyd for dem og skrev om Moody bl.a.: "Hans måde at prædike på er ikke, hvad man ellers forstår derved. Han er forretningsmand (en ægte angelsaksisk bemærkning!). Hvert ord, han taler, er bestemt til at lede til et afgørende resultat; om det ikke gør det, anser han det for unyttigt". Her i disse byer trængte de igennem; rygtet om deres store møder og de underlige ting, der skete på dem, fløj ud over landet.

Blandt tilhørerne var der en skotsk præst, som bevægede Moody og Sankey til at drage til Skotland. De begyndte i Edinburg under mange vanskeligheder, Moody blev syg, Sankey's harmonium gik i stykker, og stemningen var imod dem. Den skotske puritanske ånd vilde nødig lade Sankey's stakkels harmonium komme ind i de kirker, hvor møderne skulde holdes. Men de trængte igennem alligevel, særlig på et stort møde nytårsaften 1873, hvor ikke blot mange præster, men også adskillige af byens ledende lægmænd var til stede og gav bevægelsen deres tilslutning. Betænkelighederne mod musikken var forbi og "de sang lystigt med Sankey og hans harmonium". En mængde af byens mest ansete mænd talte fra evangelisternes "platform", og nu fængede ilden til alle sider. Særlig karakteristisk var det, at bevægelsen samlede flere mænd end kvinder. Det var muligt at fylde den ene kirke efter den anden med unge mænd og i hver af dem se hundreder stå op for at bekende, at de var blevet omvendt ved guds ord, og evangelisternes gerning blev genstand for almindelig, under tiden fjendtlig, men altid alvorlig samtale mellem alle samfundsklasser.

Grunden hertil må søges i de to evangelisters personligheder. Moody greb vel ikke altid rigtig og kunde sige ting, som vidnede om utilstrækkelig dannelse, men alle mangler måtte glemmes overfor det stærke indtryk af en oprigtig og ånds mægtig iver for at vinde mennesker for et bedre liv. Med Moody hørte den vilde, sansesløse rædsel op med at spille nogen væsentlig rolle i vækkelsesmoderne. Det betyder ikke, at han ikke talte indtrængende til menneskers samvittighed og lod dem forstå og føle syndens følger for menneskets personlighed både her og hisset. Han prædikede ikke nogen tankeløs optimisme. Men tyngdepunktet var flyttet.
Moody's yndlingsemne var den himmelske faders kærlighed. Han troede, at frygtens pisk er for slaver og ikke for den almægtige guds frie børn, og derfor var hans tale ikke mindre overbevisende. Karakteristisk er således følgende udtalelse af ham:

"Jeg plejede før at tænke mig Gud som den strenge dommer på sin trone, fra hvis vrede Jesus havde frelst mig. Nu synes jeg, at jeg ikke let kunne have haft en mere falsk forestilling om Gud. Siden jeg selv er blevet fader, har jeg gjort den opdagelse, at det koster faderen mere kærlighed og selvopofrelse at opgive sønnen, end det koster sønnen at dø."

Begge evangelisterne var praktiske og åndelig sunde mænd, og de blev endnu sundere under indflydelse af de mænd, der flokkedes om dem for at hjælpe dem. Moody tålte ingen dårskaber, og ethvert symptom på hysteri, som ofte bryder frem i slige bevægelser, blev øjeblikkelig undertrykt. Og han vilde ikke blot vække, han stræbte at vise de vakte hen til de nærliggende opgaver og pligter, både industrielle og sociale, som må tages op, hvis ikke vækkelsen skal blive en blot og bar stemning, der hurtig forsvinder og da blot sløver sindet. Han vilde organisere, der var lidt af en Chalmers i ham. Og fremdeles var Moody ikke skismatisk. Han vilde ikke gøre folk fremmede for deres kirke. "Han vidste, hvad ikke alle vækkelsesprædikanter har fattet, at det ikke er den forbi dragende evangelist, der når til de faldne og sunkne masser i byerne, men det er præsten og bymissionæren. Men bevægelsens hovedtræk var dens rige bøn og dens etiske karakter. De, som tog del i den, ved, hvordan den levede i bøn."

Denne sundhed og ægtehed i Moody's forkyndelse belyses træffende gennem følgende oplevelse, fortalt af et øjenvidne:
Han fortæller, at efter at Moody og Sankey havde virket i nogen tid i Edinburg, optrådte der efterhånden på møderne talere, som i deres iver for at bevæge folk til at "bestemme sig for Kristus" ("decision for Christ") søgte at gøre nødvendigheden deraf indlysende ved at bruge lignelser, der berøvede religionen al virkelighed og nærmest gjorde den latterlig. En ung mand, som ikke havde hørt Moody, men som var vakt og bekymret, lyttede adskillige aftener til disse talere. Han så dem skære det ene af troens væsentlige led bort efter det andet og indbyde ham til at modtage en frelse, der hverken syntes at rumme samvittighed eller kærlighed eller ærefrygt. De gik så vidt, at de sammenlignede modtagelsen af Kristus med at tage en fempundsnote for ingenting, eller et glas vand eller en appelsin. Han syntes, at det slør, der skjulte mysteriet for hans øjne, under deres groteske sammenligninger blev tyndere og tyndere for til sidst at forsvinde - og der var intet bagved. Religionen blev ligesom til ingenting, til et blot kunstgreb. Med denne følelse kom han så til et møde, som blev ledet af Moody selv. Trængslen var uhyre. Synet af 2000 mennesker, alle alvorlige, de fleste bekymrede, førte ham straks tilbage til (det virkelige liv. Ordene i de sange, han hørte, var meget fattige, og musikken ikke meget bedre, men den hemmelighedsfulde magt kom tilbage med dem, og han fandt sig selv tilbedende. Moody begyndte så at tale, med den yankee-accent, som uvilkårlig giver en mærkelig fornemmelse af virkelighed.

Der var en overdrivelse nu og da, men så kom der lidt humor, der fejede hans ord rene for hvert skin af uvirkelighed. Moody talte om livets farer, om sjælens forfærdelige hunger uden Gud, om samvittighed og skyld, derefter med hengivelse og inderlighed om Guds kærlighed og om vor frelser Kristus, som er til stede blandt os nu, så vist som han var det ved Genesarets bredder eller ved Betesdas dam. Hundreder af mænd rejste sig til et tavst vidnesbyrd om, at de havde fundet frelse, og den unge Mand vidste, hvad de havde fundet. Han rejste sig ikke med dem, men gik bort med den følelse, at Gud havde været med i det møde, klar over, hvad Kristus kunde frelse ham fra, og sikker på, at det gjaldt hans Manddomsliv, hvis han nægtede at følge efter.

Men pludselig hørte Moody op med sin evangelistgerning og helligede sig næsten fuldstændig til den opgave at oplære, at "træne" og inspirere dem, der allerede var kristne for at gøre dem til personlige midtpunkter for indsamlingen af nye omvendte. Og han syntes at se sin opgave i en vel afbalanceret uddannelse, ikke blot i religiøs, men også i videnskabelig henseende. Herom siger Davenport følgende:

"Jeg tror, at den tid vil komme, da man vil erkende, at D. L. Moody aldrig udøvede en så stærk løftende indflydelse på nationens og verdens højere Liv, som da han førte forsædet ved de store forsamlinger af engelske, kanadiske og amerikanske akademikere i Northfield i den lange række af sommermøder, som begyndte i 1880'erne og først endte med hans død. Det rent psykiske indtryk havde ikke meget at sige der, skønt det naturligvis aldrig fuldstændig kan udelukkes, når der sker et møde mellem en taler og det, man kalder en "psykologisk mængde". Men Moody havde overfor sig noget af det bedste angelsaksiske blod, unge mænd, trænede i liberalisme og kritik, som ikke så let lod sig rive fra deres ankerpladser ved suggestive kunster. De smilede nu og da over hans syntaks og gabede over nogle af hans fortolkninger af den hellige skrift, men de troede på ham, som en søn tror på sin mor, og de respekterede ham, som de respekterede deres bedste universitetsprofessor. Hans uslebne sunde sans, hans åndelige seerevne, hans mægtige forkyndelse af evangeliet om glæde, tro og kærlighed, hans omfattende syn, som bragte ham til at indlemme folk som Henry Drummond og George Adam Smith i sit sommerfakultet trods ultraortodoks Modstand - i alt sådant så de vidnesbyrd om en stor menneskelig ånd, som formåede at tilpasse sig fuldkomment til erfaring og omgivelser. Og de tog ikke fejl i deres bedømmelse. Fra borgerkrigens dage og til hans livs slutning var han en betydningsfuld og inspirerende skikkelse i nationens sociale og religiøse liv. Og det er simpelt hen en grænseløs tåbelighed, som jeg har hørt nogle gøre, at nedsætte de tjenester, som en sådan mand gjorde, og de ofre, som han bragte.


Vækkelsen i Wales

Så store vækkelser, som de nu skildrede, har verden næppe siden set. Dog er der en vækkelse, som fortjener særlig omtale, fordi den ligger os så nær i tid og fordi den i hele sit forløb er blevet fulgt så nøje, både af journalister og psykologer, at der her foreligger et fortræffeligt materiale til bedømmelse. Det er vækkelsen i Wales 1903-05.

Torrey

Men inden jeg forsøger på nærmere at skildre vækkelsen i Wales, vil det være praktisk at give et billede af, hvordan rejsemissionæren Torrey arbejder. Det vil berige vor forståelse, da der vil vise sig betydelige forskelligheder

Vi flytter os da i tanken over til Brixton Hall, et vældigt Lokale i syd-London. Vi kommer tidlig. 20 minutter før tiden kommer der en mand frem på "platformen", det er sangeren Alexander, der ledsager Torrey, ligesom Sankey ledsagede Moody, og han tager straks fat med at indøve en sang. Han nævner sangen og passer på, at alle synger, han udpeger dem, der ikke synger; han skænder, han komplimenterer, han roser, han dadler: Galleriet til højre udmærker sig, galleriet til venstre synger som en lille pige, og så kommer turen til den berømte "Glory" sang. Han slider ordentlig med dem. Sangene udmærker sig ikke fra indholdets side, heller ikke fra musikkens, med enkelte undtagelser som "Glory" sangen og sangen med de berømte begyndelseslinjer: Tell mother, I'll be there, som præsident Mc. Kinley lod telegrafere til sin moder fra sit dødsleje. Efter at Alexander sådan har tumlet med tilhørerne, kommer Torrey selv. En imponerende kraftig skikkelse, et massivt hoved med skarpt skårne træk og gennemtrængende blik og en vældig røst. Dog virker han egentlig ikke ved overvældende veltalenhed; hans tale er logisk og klar og vender sig mere til forstanden end til følelsen, han mangler både patos og humor. Det, han især virker ved, er, hvad man har kaldt hans "frygtelige vished". Han taler som den, der ved, at han har ubetinget ret i alle punkter, og hans tilhørere har kun udsigt til at være i sandheden i samme grad, som de er i overensstemmelse med ham. Han slår al modstand ned med sine skriftsteder, som han anfører med kapitel og vers, og Bibelen er ham en absolut ufejlbar bog fra den ene ende til den anden. Efter talen kommer så det direkte personlige angreb på tilhørerne. Nu skal de bringes til overgivelse. Dette sker gennem flere stadier.

1ste Scene. Torrey beder dem, der vil modtage Kristus, om at rejse sig et øjeblik, så han kan se dem, og så sætte sig igen. Så rejser de sig rundt omkring som svar på Torreys gentagne monotone spørgsmål: Er der endnu nogen, der vil modtage Kristus i aften? Og hver gang, der rejser sig en, siger han lige så monotont: Gud velsigne dem (God bless you, Sir eller Madame). Han siger det næsten i Forretningstone, som en agent, der siger tak for en ordre. De, der rejser sig, bliver efterhånden færre, så synger Alexander en hymne, og atter stiger tallet. Så vender han sig til den venstre fløj, og når den appelsin, så at sige er presset ud, så til højre, til gulvet, til gallerierne osv., stadig med sit stereotype spørgsmål og svar. En gang har han ved et møde for unge delt dem således, at han først kaldte på dem, der var 18 år, så på dem mellem 15 og 18 år, og så dem mellem 13 og 15 år osv., indtil han i en betænkelig grad nærmede sig fødselsåret. - Vi rører her atter ved det sørgelige tema: Børneomvendelser. Og tilhørerne hjælper ham. Når han overser nogen, råber de ivrig: der er en til! og peger på vedkommende, og han får så også sit: Gud velsigne Dem.

2den Scene. Nu beder Torrey alle dem, der således har erklæret sig for Kristus, om at rejse sig alle skal gøre det. Så hænder det, at adskillige af dem, der før rejste sig, nu bliver siddende. Men de har gjort regning uden de medarbejdere, der findes rundt om i salen. "Der sidder en, der ikke vil rejse sig", råber en. "Der er en til, der bliver siddende" råber en anden. Torrey vender sig mod de arme syndere, skænder på dem, presser dem til at rejse sig, og medarbejderne skynder sig med at opmuntre disse halv-ulydige til at blive tro mod den første beslutning, hvorved de har bundet sig. Så rejser de sig da endelig, røde i hovederne. Og så bliver de alle sammen kaldt op til platformen, får en lille tale af Torrey, der giver dem gode råd med hensyn til det kristelige liv, de nu skal føre, beder dem så alle sammen med høj røst gentage ordene: Jeg modtager Kristus som min frelser og min konge. Så får han deres navne og adresser, giver dem nogle traktater, lader dem udfylde og undertegne nogle kort med forskellige forpligtelser, de påtager sig. Og disse betragtes så som omvendte.

3die Scene. Nu sender Torrey alle sine kristelige arbejdere ud i salen, for at de skal tale til de enkelte og presse dem til at omvende sig, og opfordrer alle andre tilstedeværende kristne til at gøre det samme. De ti forreste bænke rømmes, og her indbydes de urolige, de ængstede sjæle til at komme. Dette, som ellers plejer at foregå i særlige rum, sker her midt i forsamlingen. Og nu kan man se de mangfoldigste mærkelige og gribende scener. Salen genlyder af omvendelsesbestræbelser og bønner, man kan selv forestille sig det. Jeg har set noget sådant en aften i Oslo i Calmeyergadens missionshus.

Så kommer 4de Scene. Torrey opfordrer alle dem, der allerede før har modtaget Kristus, men endnu ikke offentlig bekendt det, til at benytte lejligheden til at "forbedre deres stilling" ("improve their situation") og gøre det nu. Nogle gør det og får det obligate: God bless you.

Endelig opfordrer Torrey alle dem, der overhovedet har modtaget Kristus, til at løfte hånden op. Så går han, medens Alexander endnu en tid forsætter sangen.

Evan Roberts og vækkelsen i Wales

Vækkelsen i Wales former sig nu helt forskelligt her fra. Torrey-missionen er netop en mission, medens vækkelsen i Wales er en vækkelse; Waliserne selv fandt også, der var noget kunstigt, noget lavet, noget mekanisk over Torrey-missionen, deres egen vækkelse var ganske anderledes spontan, naturlig, dynamisk.

Men hovedlederen er jo Evan Roberts, og jeg skal nu forsøge at skildre hans fremtræden og udvikling som vækkelsesprædikant. Til at begynde med træder han frem som missionær, holder lange taler, både på walisisk og på engelsk. Hverken er hans taler særlig indholdsrige eller hans stemme særlig smuk. Men i modsætning til Torrey taler han hverken om Helvede eller fordømmelse. Hans evangelium er et budskab om glæde og kærlighed. Hans store altbeherskende tanke er tanken om Kristi lidelse, den lidende og korsfæstede Kristi kærlighed. Og han har en uforklarlig magt over sindene, en mærkelig evne til at indvirke på dem, suggerere dem, rive dem med sig, indplante sin følelse og vilje i dem. Der er noget ubeskriveligt i hans måde at være på. Hans glade smil, som kun den kan have det, som ikke kender til svig, fængsler og henriver.

Hans tavshed kan undertiden virke vidundere. Hans blotte nærværelse kan bevirke, at der går en skælven gennem en forsamling af mennesker. Han har den vidunderlige "prestige", som franskmanden kalder det, denne mærkelige indflydelsesevne, der er ganske uafhængig af alle sociale klasseforskelle, som griber de forskelligste mennesker umiddelbart. Han er aldrig rolig, men meget nervøst bevæget. Han går frem og tilbage, stiger op, stiger ned, går rundt i lokalet, ja selv i gallerierne, med biblen i hånden, opmuntrende den ene, knælende med den anden. (Senere, da salen altid var propfuld af mennesker, kunde dette sidste ikke lade sig gøre). Han har hyppige visioner, han kan høre guddommelige røster. Ånden taler til ham, og sligt er han ikke ene om; Waliserne er et folk, der ser syner og hører underlige ting. Hans tanker står for ham i billeder, han ser for sig, hvad der fylder hans sind, og de tanker, der bevæger ham, bereder ham en næsten fysisk glæde eller smerte tanken om Kristi lidelser kan fylde ham sådan, så han selv næsten lider med, så han kan bryde ud i hulken, der kan vare i flere minutter.

Man kan stille det Spørgsmål, om man kan antage, at han er oprigtig. Men derom er der ingen tvivl. Selv en kritiker som Fursac besvarer det med et absolut ja. Han peger på den talende omstændighed, at der aldrig ved noget vækkelsesmode har fundet nogen pengeindsamling sted: "Kort sagt intet, absolut intet giver os ret til at formode, at bevægelsens ledere skulde have været ledede af pekuniære motiver, eller til at mistænke deres oprigtighed". Det må alle, selv bevægelsens modstandere, indrømme.

Som Supplement skal indsættes Fursacs skildring og psykologiske vurdering.

Han skildrer sit første møde med ham således: Tæt ved sidder en høj ung mand, blond, med et tiltalende, men overordentlig bevægeligt ansigt. Han betragter ham opmærksomt og kender ham. Det er ham. Det er Roberts. Han fanger nu hele hans opmærksomhed.

Det første, der slår ham, er netop ansigtets usædvanlige, skiftende udtryksfuldhed. Man kan i få øjeblikke tydelig læse deri: snart forbavselse, snart sorg, glæde, harme, han rynker brynene, kaster hovedet tilbage eller lader det synke, som var han overvældet. Hans læber presses sammen eller udvider sig til et stort smil. Denne uafladelige mimik er jo kun en tro afspejling af, hvad der foregår i hans indre. Og psykologisk set må den føres tilbage til en række af automatiske reaktioner; denne automatisme er virkelig så stærk, og fraværelsen af selvbeherskelse så fuldstændig, at man uvilkårlig får det indtryk, at man her står overfor et mærkeligt tilfælde, der ligger ved den yderste grænse af det normale. Et skridt videre - og vi ville komme ind i den sindssyge automatisme.

Til den vidtgående sjælelige omskiftelighed og bevægelighed kommer så de ekstatiske oplevelser, hvorom han har fortalt, at han i timevis kunde blive løftet op i en uendelig udstrækning, udenfor tid og rum, rene følelsestilstande, hvor det intellektuelle element er reduceret til et minimum. Denne åndelige "overfølsomhed" medfører 3 sjæleligt abnorme tilstande. Dels en overspændt virksomhed af indbildningskraften, dels en stor bevægelighed i forestillingslivet og endelig for viljens vedkommende en stærk modtagelighed for skiftende impulser. Og alle disse tilstande findes hos Roberts. Fantasiens overspændthed viser sig i hele hans billedrige tale, særlig i den måde, hvorpå han gennemlever de bibelske forestillinger. Således kunde det hænde, at han kastede sig ned med alle tegn på sjælelig og legemlig lidelse, under lydelige støn og gråd, for så atter at rejse sig med et næsten forklaret åsyn, der var præget af en englelig ro og fred, og han kunde så udbryde: "0, legemet har ikke kraft til at bære denne vægt af herlighed". Dette tolkede han selv således, at han ikke blot billedlig, men virkelig havde fået del i Kristi lidelser. Fra denne mægtige indbildningskraft og til hallucinationer er der kun et skridt.

Den anden tilstand var den abnorme bevægelighed i forestillingslivet. Også den genfindes hos Roberts. Vi møder her de mest springende tankeforbindelser, og dermed er det 3die forhold så godt som givet, nemlig at viljen bliver et bytte for pludselige tilskyndelser. Han handler spontant, uden at reflektere, og opfatter straks disse pludselige indskydelser som Åndens indskydelser. Han er derfor en fjende af alle regler og al konveniens.

Men til alt dette kommer nu en i høj grad vindende personlighed. Der stråler noget så hjertevindende ud fra hans fremtræden. Alle, der har set og talt med ham, er mere eller mindre betaget af ham. "regelmæssige og fine træk, klare Øjne, et på en Gang åbent og dybt Blik, en klangfuld og sympatetisk Røst, hans hele unge Udseende, hans glade, kærlige smil, alt mødes for at vinde hjerterne i en befolkning, der allerede i ham ser Guds udvalgte." Men selv har han altid protesteret mod den kun altfor naturlige tilbøjelighed til at glemme religionen for Apostlen. Man har endogså talt om, at han udøver en hypnotiserende indflydelse på mængden. Det er vel for meget sagt, men sandt er det, at der ud fra hele hans person stråler en ubeskrivelig tiltrækningskraft, der måske er hans fornemste styrke. Og hans indflydelse har aldeles væsentlig vist sig at være begrænset til den keltiske race. Også dette har jo psykologisk betydning; det viser, at vækkelsen har fået et bestemt folkeligt præg.

Men lidt efter lidt indtrådte der på flere punkter en forandring eller udvikling med ham. For det første trådte forkyndelsen meget tilbage. Ikke en gang nogen tilforkyndelse behøves. Møderne stiger i intensitet og kan vare 7-9 timer, ja længere endnu. Dermed følger også en voksende spænding af Roberts' sjæleliv, af hans hele nervesystem. De egentlige syner træder vel tilbage, men han synes at erhverve en voksende evne til at gætte folks sjælstilstand ved at se på deres ansigter. Ja, mere endnu! Han synes at komme i en stadig intimere forbindelse med sine tilhørere, så han kan mærke de mindste svingninger i den stemning, der behersker mængden. Man synes her at kunne tale om telepati eller sjælelig fjernvirkning. Dersom der blandt tilhørerne er ængstede sjæle, dersom der er nogen, der gør fortvivlet modstand mod den kristelige indflydelse, der trænger sig ind på ham, mærker Roberts det. Det smertelige indtryk forplanter sig til ham. Og han søger ikke at skjule sine følelser. Hele hans holdning røber til enhver tid hans indre sjælstilstand. Og når mødet ikke vil lykkes rigtig, så lider han, ja vrider sig af smerte, sukker, kæmper, græder hjerteskærende. Men når det ender med sejr for Guds sag, så opklares hans åsyn. Fursac vil forklare det således, at det er under bevidste indskydelser, der suggereres de tilstedeværende og således tilfældig bliver verificerede; de ligesom skaber sig selv deres opfyldelse. Det er dog nok tvivlsomt, om denne forklaring er tilstrækkelig.

Lad os anføre en enkelt scene. Den er hentet fra et vækkelsesmøde den 30te Januar 1905. Man er i færd med at synge. Da afbryder Roberts sangen og erklærer, at der er et menneske i syndenød og i færd med at tage en afgørelse, han spørger om, hvor denne person er, og snart lyder råbet: "En mand har bestemt sig for Kristus". Forsamlingen synger "Diolch itto", atter standser han sangen af samme grund, og atter lyder det: Der er en på galleriet, der har bestemt sig. Atter synger forsamlingen, atter afbrydes den, og således bliver det ved flere gange. Og for hver gang stiger ophidselsen og sindsbevægelsen. Hver eneste gang går evangelistens forudsigelse i opfyldelse. Det indtryk, som dette gør på forsamlingen, er så mægtigt, at Roberts udbryder: "Dette er for forfærdeligt til, at vi kan synge, jeg har aldrig erfaret noget lignende." Fra den dag af fortsatte Roberts sine forudsigelser, der alle går i optimistisk retning. Ja, han kan endogså pege på det sted, hvor vedkommende befinder sig, og forudsigelsen går i opfyldelse.

Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis