Kampen om Sandheden
Artikler

DET RELIGIØSE OG DET ÅNDELIGE MENNESKE!

af Willy Griis

Ap.2:1-13: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med èt kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kapadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Ægypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål. Men andre spottede og sagde: De har drukket sig fulde i sød vin.”

Den daværende verdens religiøse mennesker var forsamlet i Jerusalem for at udfører deres religiøse handlinger i forhold til jødedommen. De religiøse mennesker bestod af fromme jøder og proselytter, som var hedninger der var gået over til jødedommen. De var samlet til pinsehøjtiden for at takke Jahve og tilbede ham i Templet med alt hvad der hører til. Offerhandlinger, ceremonier og ypperstepræster i flotte dragter. Der var højtid over gudstjenesten, sådan som gamle Adam, jordmennesket, elsker det. Lige siden mennesket blev kastet ud af Edens have har det søgt tilbage for at tilbede, fordi mennesket mangler samfund med Gud. Men det er ikke den slags tilbedelse Gud ønsker. Joh.4:23–24: ”Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

Den gode bibellærer T. Skat Rørdam skriver i sine bemærkninger til dette skriftafsnit: Som Gud er, sådan må også tilbedelsen af ham være, den skal være i ånd, ikke i ceremonier og skikke, men udsprungen af menneskets inderste personlighed (Rom.1:9) og i sandhed, ej alene i oprigtighed, men udsprungen af den sande Gudserkendelse. Men således kan vi kun tilbede, når Guds ånd vidner med vor ånd, at vi er hans børn (Rom. 8:16). Så langt T. Skat Rørdam. Der må altså en ny fødsel til før vi kan tilbede Gud på rette måde. Vi må gøres til åndelige mennesker ved Helligånden før vi kan tilbede i ånd og sandhed. Det var det Jesus prøvede at forklare Nikodemus, den jødiske bibellærer, som underviste jøderne i sand gudsdyrkelse. Joh.3:3: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Og videre i vers 6: ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.”

Indtil pinsedag var det de kødelige religiøse der tilbad Gud igennem alle deres ceremonier medens Gud ventede på de sande tilbedere, som ikke kunne fremstå før Jesus havde betalt prisen på Golgata og Helligånden blev sendt til jorden. Helligånden kom i et stort åndepust, som den gang Gud pustede livsånde i Adam og han blev til en levende sjæl. Her på pinsedag pustede Gud liv i en ny form for tilbedelse af sig selv. Nemlig genfødte menneskers tilbedelse i ånd og sandhed. Tit.3:4-8: ”Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig, det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv – troværdigt er det ord.”

Her taler Paulus om et Åndens bad, ved det at Helligånden i rigeligt mål blev udgydt over os og Paulus fortæller, at det var Jesus, som døbte os i Helligånden. Paulus fortæller videre at det er Helligånden som genføder og fornyer os. Det var hvad der skete på pinsedag, da Ånden kom som et kraftigt vindstød og den fyldte hele huset. Helligånden fødte et nyt folk, som skulle tilbede ham i ånd og sandhed. Alle de religiøse strømmede sammen for at se hvad det var der skete og var meget oprørte og undrede sig og nogle spottede og sagde, at de var fulde af sød vin. Ved Helligåndens gerning var der nu opstået et nyt folk, Menigheden, et genfødt folk, som i konkurrence med det religiøse folk tilbad Herren, ikke ved ceremonier, men ud fra hjertet, som nu var et tempel for Helligånden. På Ovensalen, i hjemmet, på gaden, i arbejdet, ja, selv i Templet kom tilbedelsen ved Helligånden fra hjertet. 1. Kor. 6:19: ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud?”

Der gik ikke ret lang tid før de religiøse startede en forfølgelse imod de åndelige genfødte. Ap. 8:1 ”Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus. Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria.” De religiøse har og vil altid hade de Åndsgenfødte. De føler sig anklaget og krænket i deres inderste menneske og kender, at deres Guds tilbedelse er kasseret. Men vi må huske, at det ikke er de genfødte der har kasseret de religiøses Guds tilbedelse, men Gud selv. Alle mennesker har fået tilbudt frelsen i Jesus Kristus og kan blive født på ny ved Helligånden, men det betinger at vi må holde op med vor egen guds dyrkelse og gode gerninger, men det er alt for ydmygende for det religiøse menneske, at bøje sig under Guds vældige hånd og erkende sin egen religion for uduelig. Derfor valgte det religiøse menneske at forfølge det åndsfødte menneske. De kan ikke tåle nogen anden religion end deres egen og slet ikke, hvis den er af åndelig natur. Derfor griber de til alle muligheder for at udslette det nye folk fra Jordens overflade. Ap. 9:1–2: ”Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens diciple med mord, han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem.” Farisæeren og fanatikeren Saulus var ypperstepræstens forlængede arm, som havde til opgave at standse og udslette de åndsfødte. Denne bogstavelige fysiske forfølgelse imod de åndsfødte blev ved i de første århundrede og mange blev martyrer. De religiøse i synagogerne opfordrede ofte Romerne til at forfølge de kristne rundt om i den daværende verden. Saulus omvendte sig til Herren og blev født på ny og tog navnet Paulus og endte selv som martyr. 1. Tim. 1:12–14: ”Jeg takker ham, der har givet mig kraft, Kristus Jesus, vor Herre, fordi han har vist mig den tillid at tage mig i sin tjeneste, skønt jeg tidligere var en spotter og forfølger og fòr frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus.” Det var den religiøse fanatiker og farisæers bekendelse om sin omvendelse. Så der er også håb for de religiøse, men de må omvende sig fra deres egen religion og blive født på ny ved Helligånden.

Menigheden, de genfødte blev flere og flere under forfølgelserne, så Djævelen som jo er den der står bag de religiøse og er fyrste over tidsånden måtte lægge sin strategi om. Vi må huske på, at det var Djævelen som stod bag Paulus da han var en forfølger af de kristne. Der hvor de åndsfødte bliver forfulgt er det altid Djævelen, som står bag. Den nye strategi gik nu ud på at de religiøse anerkendte Jesus og kom til at ligne de åndsfødte så meget som muligt, dog uden at blive født på ny. De skulle nu involvere sig i menighederne og gerne have så mange tillidsposter som muligt .De skulle føre det ceremonielle tilbage i menigheden, det var jo på den måde de kunne tilbede og ikke i ånd og sandhed. Det ydre i gudstjenesten, pomp og pragt, skulle tilbage, præster med kjole og krave, noget for øjet og kødet. Røgelse og vievand, flotte lokaler med farver og billeder. Men problemet var jo de åndsfødte, hvordan skulle de takles? Først lægges der an på at finde fejl og mangler ved de åndsfødte, de religiøse lægger altid vægten på det ydre og vil gerne rose sig af kødet. Fil. 3:2–4: ”Vogt jer for hundene, vogt jer for de slette arbejdere, vogt jer for de skamskårne! Det er os, der er de omskårne, og som tjener ved Guds ånd og har vores stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre.”

Hvis det lykkes at finde fejl ved de genfødte, da råbes det fra hustagene af de religiøse, for de har ikke den kærlighed, som skjuler en mangfoldighed af synder. Den eneste måde de kan komme frem på er jo ved at nedvurdere andre og derved opvurdere sig selv. Mat.23:5–7: ”Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker, de går jo med brede bederemme og med lange kvaster, de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.” Deres gudsdyrkelse er i det ydre og deres ”løn” ønsker de udbetalt med det samme i form af anerkendelse, tak og ophøjelse. På det plan vil den åndsfødte altid tabe, da han skjuler sine gerninger og roser sig i Kristus. De religiøse vil aldrig kunne se den åndsfødtes gode gerninger, da han ikke selv peger på dem, men snarer nedvurdere dem. De religiøse kunne heller ikke se Jesus, da han vandrede iblandt dem. På samme måde kan de religiøse i dag heller ikke se et sandt Guds barn, som er født på ny af bare nåde, da der ikke er noget ydre pragt ved ham og han heller ikke fremviser ambitioner om at være noget i religiøst henseende.

Men det religiøse menneske standser ikke, hvis det ikke finder fejl ved det åndelige menneske. Finder det ingen, så laver det selv nogen. Det er ikke bleg for at lyve og give falsk vidnespyrd, hvis det tjener dets egen formål. I deres religion kan der være løgn, had, forfølgelse, og bagtalelse. Dette kan være til stede uden at de religiøse har samvittighedskvaler, for samvittigheden er kvalt ved falskhed i deres måde at dyrke Gud på. Tit.1:15–16: ”For de rene er alting rent, men for de befængte og vantro er intet rent, hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt. De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham, de er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt.” For ganske kort tid siden oplevede jeg på et af vore møder, at en forholdsvis nyfrelst ung mand aflagde sit vidnespyrd og kom til at sige, at i folkekirken var der ingen liv. Efter mødet kom han hen til mig dybt rystet og slået i sin samvittighed over hvad han havde sagt, han fortrød bitterligt sine ord om folkekirken. Det var Helligånden, som var i virksomhed i hans samvittighed. Det vil de religiøse, aldrig opleve, da de ikke har Helligånden. De vil i bedste fald prøve at leve op til et lovkrav, som de alligevel ikke kan overholde. Det indre menneskes samfund med Gud ved Ånden kender de ikke, da deres gudsdyrkelse er af ydre form.

Djævelens taktik var altså, at lade de religiøse fylde op i menighederne og overtage de ledende poster og presse de åndsfødte ud eller få dem tilbage i kødet og dets gerninger. Gal.3:1–3: ”Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg have at vide: Fik i Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? Er i så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil i nu ende i kødelighed?" Mange åndsfødte er vendt tilbage til kødelig lovtrældom på grund af det pres, som de religiøse har lagt på dem i menighederne. De er igen begyndt på den ydre gudstjeneste, hvor de skal leve op til kravene og ceremonierne. De prøver ligesom de religiøse at være et godt eksempel, som så igen fører til at måle sig med hverandre og vi ved at den religiøse ånd er en løgneånd, som ikke går af vejen for at fremstille sig selv i et bedre lys overfor mennesker end virkeligheden tillader. De har derved forladt Ånden og Ånden har forladt dem. De er blevet forhekset af Djævelens religiøse ånd. Når de religiøse får magt i menigheden omformer de den, så den passer til deres måde at dyrke Gud på. De organiserer gudstjenesten, kører ceremonivognene frem igen og giver hinanden titler og mange forskellige klædedragter at iføre sig under gudstjenesten. Det bliver en skøgekirke, der har forladt Åndens frie bevægelse under møderne. Den Hellige Ånd har ingen bevægelsesfrihed igennem de forskellige lemmer og kan derfor ikke udtrykke sig ved og igennem de gaver, som han ønsker at tildele enhver for at Kristus kan blive åbenbaret og at menigheden under Åndens vejledning kan vokse op til fuld modenhed. Denne Åndens frihed kan de religiøse aldrig tillade, for så bliver magten taget fra dem, derfor standser de ethvert tilløb til Åndens fri bevægelse på møderne. De religiøse ønsker at kalde sig den sande kirke eller dem der har sandheden. De åndsfødte ved at sandheden er en person, som bor ved Ånden i vore hjerter og som vejleder os i livet indtil Herren henter os hjem. Denne levende person Kristus i os, som Paulus udtrykker sig kender de religiøse ikke, de tror at sandheden er nogle læresætninger. Derfor har de sat sig i besiddelse af den evangeliske bekendelse og lære, som for dem er blevet til noget ydre. De ved at om de behersker bekendelsen og læren , da kan de holde menneskene i trældom og Ånden borte. Derfor har de religiøse altid travlt med at irettesætte og formane hinanden ved ”den sande lære” og har nu derigennem fået en ny måde at være mere end de andre. Djævelen er meget glad ved ”den sande lære” nu kan han nemlig sortere de åndsfødte fra og få lukket munden på dem. En lære uden kærlighed, en lære der adskiller brødre og kasserer de der ikke lever op til kravene. Der er et gammelt ordsprog der hedder: Del og hersk. Det ordsprog passer de religiøse, de elsker det. Men Paulus taler om en helt anden frelse 2. Kor. 13:5: ”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved i ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke prøve.” De genfødte har sandheden i sig og sandheden er Jesus, som person ved Ånden. De som er født på ny kender Kristus i hverandre og stiller ikke yderlige krav til frelse. Sandheden bor i dem og kommer inde fra, medens de religiøse skal have ”sandheden” læresætningerne, som krav udefra. De åndsfødte opmuntre, formaner og trøster hverandre i Kristus. Men de religiøse bebrejder, bedømmer og fordømmer hinanden for så at adskille sig fra hverandre. De åndsfødte er èt legeme, medens de religiøse er èn stor forvirring. Ef. 4:15–16: ”Men sandheden tro i kærlighed skal vi i èt og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” Hos de åndsfødte arbejder man sammen om at opretholde fællesskabet, hver enkelt hjælper til med den styrke, som den enkelte har fået. Her råder ikke fordømmelsens og splittelsens ånd, men kærlighedens ånd. De religiøse bliver afsløret, for deres religiøse fordømmelses og kravsånd kan ikke finde rodfæste hos de åndelige genfødte. Gud begynder altid med at give mennesker en chance, medens de religiøse altid begynder med et krav og en ”bedømmelse”.

1. Kor.12:12–13: ”For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner èt legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med èn Ånd til at være èt legeme, hvad enten vi er jøder eller græker, trælle eller frie, og vi har alle fået èn ånd at drikke.” Dette åndelige legeme, som består af åndsfødte mennesker vil aldrig bukke under for de religiøses fællesskab, men bestå indtil Herren kommer og henter det op i skyen, hvor det skal forenes med hovedet, Kristus selv. De religiøse vil sammen med alle andre religioner i verden gå fortabelsen i møde, for der er kun frelse i Jesus alene.

Kære ven til hvilken afdeling hører du? Er du en religiøs, der skal leve op til og fremvise dine gode sider og få anerkendelse af mennesker for at tro du kan opnå frelse? Eller har du modtaget Jesus Kristus, som din personlige frelser og er derfor kommet til hvile med dine selviske gerninger? Det er endnu nådens tid, skil dig fra de religiøse og søg sammen med de åndsfødte. Bed til Gud og han vil lede dig til dem.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis