Kampen om Sandheden
Artikler

Hudson Taylor

Gudsmanden J. Hudson Taylor, der oprettede Kinas Indlands-mission, levede et troens liv, hvad dette lille vidnesbyrd viser.

På vej til Kina: Vor sejlads begyndte strengt. men mange havde lovet at komme os ihu i stadig bøn. Det var ingen ringe trøst, for næppe havde vi forladt Mersey. før en voldsom storm greb os og kastede os frem og tilbage den Irske kanal, så vi ikke kunne komme ud i rum sø Stormen tiltog stadig, og efter næsten en uges storm drejede vi bi for en tid. Men da vi drev mod kysten, var vi nødt ti at sætte sejl igen og forsøge at presse op mod vinden. Men de store anstrengelser fra kaptajnens og mandskabets side hjalp os ikke, og søndag nat den 25. september drev vi ind i Carnarvon bugten med kortere og kortere slag. indtil vi kun var et stenkast fra klipperne. Omtrent på dette tidspunkt, sagde den kristne kaptajn til mig" vi lever ikke en halv time til, hvad bliver der nu af Deres kald til at arbejde for Herren i Kina? Jeg havde lige forud haft en hård strid i bøn, men den var overstået" og med stor glæde kunne jeg fortælle ham, at jeg fast ventede at nå Kina.

Da skibet få minutter efter skiftede bov gik kaptajnen op til kompasset, hvorefter han sagde til mig" vinden har rettet sig to streger" og nu lader det sig gøre at gå fri af klipperne, og således gik det. En ting plagede mig denne nat, jeg var endnu ung i troen og havde følt mig forpligtet til at føje min elskede moders ønske, om at anskaffe mig et svømmebælte. Men dybt i min sjæl følte jeg, at jeg ikke kunne overlade mig helt på Gud, når jeg havde dette svømmebælte" og mit hjerte havde ingen ro" før jeg hin søndag nat, da alt håb om redning var ude, havde skaffet mig af med det. Da fik jeg fred og skibet rettede sig.

Rejsen var meget kedelig, vi spildte en god del tid under Ækvador på grund af vindstille. Og da vi tilsidst nåede det østlige Arkipelag, blev vi igen opholdt af samme grund, vi lå efterhånden stille med slappe sejl, drivende med strømmen. Lørdag nat havde bragt os ca. otte mil fra land. Under Gudstjenesten søndag morgen kunne jeg ikke undgå at se kaptajnen var bekymret, og ofte gik hen til skibssiden. Jeg fik snart grunden at vide, en fire knobs strøm førte os hurtigt hen mod nogle undervands skær, og vi var dem allerede så nær, at vi vanskeligt kom sikkert over eftermiddagen. Som vi drev nærmere, kunne vi tydeligt se de indfødte styrte omkring på strandbredden. Kaptajnens bog oplyste ham om, at disse folk var menneskeædere. Efter at vi havde stået sammen på dækket i nogen tid i tavshed, sagde kaptajnen til mig: Nuvel, vi har gjort alt, hvad der kan gøres, nu har vi kun at afvente begivenhedernes gang.

En tanke faldt mig ind og jeg svarede: Nej, der er en ting, som vi endnu ikke har gjort. Hvad er det, spurgte han? Lad os trække os tilbage til hver sin kahyt og bede Herren sende en brise" svarede jeg. Kaptajnen samtykkede i forslaget. Jeg havde en god, men meget kort bønnestund og følte mig nu forvisset om, at bønnen var hørt. Jeg gik da hurtigt op på dækket igen. Første styrmanden, en ugudelig mand, havde vagten. Jeg gik hen til ham og bad ham, i det vindstille vejr, sætte storsejlet til. Hvad skulle det gøre godt for, spurgte han. Jeg fortalte ham, at jeg havde bedt Gud om vind. Med et vantro og foragtelig blik, sagde han, at han hellere ville se vind end høre om den. Ser De ikke, at vinden kommer, se op på topsejlet, udbrød jeg. Nej det er blot en kattepote (et vindpust), svarede han. Kattepote eller ikke, råbte jeg, sænk storsejlet så vi kan udnytte det. Det var han ikke sen til at gøre, og han så, at brisen virkelig var kommet. Få minutter efter pløjede vi vor vej gennem vandet med en fart af 6-7 knob i timen, og menneskene på stranden fik ikke noget vrag denne nat.

Således opmuntrede Gud mig, før jeg landede i Kina, og han lærte mig at lade alle mine begæringer komme frem for ham.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis