Kampen om Sandheden
Artikler

Mit mirakel!

af Don Stewart, helbredelsesevangelist

Don, jeg har en god forretningsaftale til dig, sagde manden. Jeg skal vise dig, hvordan du kan tjene penge i en størrelsesorden, du aldrig har tænkt dig. Og det bedste ved det hele er, at du ikke mere behøver at rejse verden rundt, som du gør nu, men kan blive hjemme ved din familie. Så kan du købe dig et stort hus og ligge ved svømmepølen, medens pengene ruller ind.

Det var en eftermiddag, hvor jeg sad i hans luksuriøse kontor. Han fortalte mig om et forretnings projekt, som var garanteret et enormt udbytte. Han tilbød mig hjælp til at starte det op og etablere forretningskontakter. Jeg var overbevist om at det kunne lade sig gøre.
Du skal have tak, at du tilbyder mig denne store mulighed, sagde jeg. Men jeg kan ikke tage imod den. Jeg må blive ved med at forkynde evangeliet og betjene de syge. Manden gik omkring sit bord og så mig lige ind i øjene. Don, sagde han, jeg forstår godt, at du holder af at prædike evangeliet. Du er god til det, og der er mange, som gerne vil høre dig, men hvorfor bruge så meget tid på de syge?


Hvorfor jeg betjener de syge

Mange har stilet mig det spørgsmål gennem tiden. Nogle forstod mit svar, andre gjorde ikke. Men nu vil jeg forsøge at forklare det for dig. For det første; Gud har kaldt mig til at gøre det. Jeg havde nogle store behov i mit eget liv, og Gud mødte alle mine behov. Så salvede han mig og betroede mig den opgave at hjælpe andre, der var i nød.

Jeg var 13 år og krøbling. Jeg var angrebet af en knoglesygdom. På trods af en stor indsats fra gode læger, som gjorde alt i for at hjælpe mig, hvilket indebar to operationer, så det ud som om, at resten af mit liv skulle tilbringes med et par krykker. Og smerten - Jeg tænkte, ofte, det her klarer du aldrig. Den ville ikke tage nogen slutning.

Men det er ikke hele historien. Jeg havde andre alvorlige problemer. Jeg blev født i et hårdt minesamfund i det nordlige Arizona. Jeg blev født efter den stor erhvervskrise, og tiderne kunne ikke blive værre. Minefolkene blev fyret og minerne lukket. Blomstrende byer blev til spøgelsesbyer på ingen tid. Folk flyttede, men min familie havde ingen steder at tage hen, så vi blev i de svære kår. Selv de fattige kaldte os fattige.

Jeg husker en periode, hvor vi ikke havde mad i huset. Mine forældre bad til Gud om forsyninger. Den næste morgen stod der en kasse med købmandsvarer uden for vores dør, fyldt med gode ting. Jeg ved, at Gud forpligtede en i byen til at gå til os med vort bønnesvar.


Gud helbredte vores ged

Min far havde på en eller anden måde skaffet os en "fattigmands ko", en ged. Og dennes geds mælk syntes uundværlig for os. Men en dag fandt hun noget myregift, og hun spiste af det. Efter få minutter lå hun på jorden, frygtelig syg. Min far kom ud og så det, og det eneste, han vidste at gøre, var at lægge sine hænder på den døende ged og bede til Gud kære Gud, bad han, dette er den eneste mulighed for at give vore børn mælk. Vi beder dig om at helbrede denne ged. I dit navn beder vi, amen. Der gik nogle få minutter, så rejste geden sig og begyndte at spise græs. Og efter den dag var det som om, hun gav mere mælk.

Jeg var den sidste i en række på seks børn. Jeg voksede op og blev hård og ond. På trods af den kristne opdragelse, jeg fik derhjemme, var jeg altid i problemer med nogen et eller andet sted. Og for det meste var det min egen skyld. Allerede dengang talte Gud til mit hjerte, men jeg gjorde oprør igen og igen.

Så, i en alder af 13 år, begyndte smerten. Jeg var i skole, da mit vestre ben pludselig føltes, som skulle det eksplodere. Jeg havde før haft lidt problemer med det, men nu gjorde det så ondt, at jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst.
Skolesygeplejersken fik mig til læge. Røntgen billederne viste ingen fejl ved benet. Men efter flere tester fandt mand ud af, at min ledskål og min ledflade voksede fra hinanden. Mit eneste håb var en operation, hvor man ville indsætte et 10 cm langt søm. Da operationen var overstået, viste den sig at være vellykket, men da de så gav mig krykkerne, blev jeg bange. Du skal kun gå med dem et lille stykke tid, sagde de.

Så kom der nye smerter, denne gang i min højre hofte. Lægerne fortalte mig, at de måtte gøre det hele en gang til, bare i min højre hofte denne gang. På en måde var det ikke kun mit legeme, der var sygt. Jeg følte, som hele min verden var brudt sammen. Jeg ønskede at give nogen skylden for min situation. Så jeg sårede de mennesker, som nærmede sig til mig. Jeg var fyldt med smerte både indvendig og udvendig.

Min mor og far bad for mig og med mig. Men jeg forblev i min bitterhed. Gode venner fra menigheden kom og bad for mig, men jeg forblev også en åndelig krøbling, jeg foretog mig intet i tro. En overvældende følelse af mindreværd flød ind over mig som en flod. Jeg følte, hvordan jeg trak mig tilbage og nærmest skrumpede indvendig. Så begyndte jeg at bygge en hård, beskyttende mur omkring mig, som skulle hindre mig i at blive såret.

Børnene i skolen begyndte at kalde mig "halte" og "træben". Jeg elskede sport. Jeg havde drømt om at blive en fodboldhelt. Men der var jo ikke brug for en back med krykker. Så det eneste, jeg kunne gøre, var at slæbe mig selv over til fodbold banerne og sætte mig i græsset for at se på. Jeg var lukket ude. Når jeg så på mine klassekammeraters stærke, sunde legemer, gjorde mit hjerte mere ondt end mine hofter. Men jeg svor ved mig selv, at jeg aldrig ville vise det.

Jeg blev mere hård og mere ond end nogensinde før. En dag i biologitimen gjorde jeg alt, der var mig muligt for at skabe problemer i klassen. Jeg ville have læreren til at skælde mig ud eller råbe af mig, så jeg kunne lave en scene. I stedet bad han mig forlade klasseværelset. Selv om jeg sad tæt ved døren, humpede jeg langsomt op til den forreste elev. Jeg skubbede til hvert bord, jeg kom forbi. Jeg gjorde alt for at gøre læreren vred. Og det blev han.

Da jeg kom forbi hans pult, skubbede han til mig. I det øjeblik han rørte ved mig, vendte jeg mig om og slog ham så hårdt, jeg kunne med min krykke. Da jeg gjorde det, forvred jeg min hofte. Smerten jagede igennem mig og jeg faldt sammen, bevidstløs.

Jeg vågnede op på hospitalet og blev klar over, at min hofte nu var stærkt forringet. Jeg var 10 dage i stræk. Så skulle jeg på operationsbordet for at få indsat et nyt søm. Men denne gang var operationen ikke vellykket. Og den højre hofte ville ikke heles. Efter fire måneder kunne lægerne ikke garantere, at hoften nogensinde ville holde mere.


Gud kom da behovet var størst

En søndag var jeg i kirke for at høre en tilrejsende evangelist. På det tidspunkt havde jeg gået med krykker i 2 år. Efter hans prædiken bad præsten alle dem, som ønskede forbøn, om at komme frem til alteret. Pludselig indså jeg, at jeg var et ødelagt menneske, alt i mig skreg af smerte. Min krop, mit hjerte, min ånd, mine følelser smertede. Jeg var træt af al den smerte, jeg var ødelagt. Jeg vidste dybest inde, at Gud var mit eneste håb. Så jeg slæbte mig frem mod alteret.

Evangelisten bad for det mest iøjnefaldende behov, jeg havde. Han vidste, at jeg behøvede helbredelse til sjæl og legeme. Han lagde sine hænder Ø mig og begyndte at citere Esajas 53:5: "men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved han sår". Så fortsatte han fra 1 Pet. 2:24: "han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han ved hvis sår I fik lægedom". Evangelisten tav et øjeblik, så sagde han: Det er gjort. Du er helbredt. I meget lang tid var der en åndeløs stilhed i Kirken. Da følte jeg en underlig kraft, som flød ind i mine hofter og ned i mine ben.
Forsigtig lod jeg krykkerne under minde arme falde.
Jeg gik et skridt. Det føltes godt. Så tog jeg et skridt til. Det føles endnu bedre.
Det var sådan, Gud helbredte mit legeme. Jeg ville ønske, at Gud fuldstændig havde helbredt mig den aften, og at jeg derefter ville have levet lykkeligt til mine dages ende. Men det var ikke sådan det skete.
Selv om jeg var meget interesseret og positiv i at blive stærk igen, var arene indeni mig der stadigvæk. Til tider var jeg stadig i oprør, stadig bitter, stadig tilbagetrukken. Jeg kendte ofte til følelsen af at være ubrugelig og mindreværdig.


Gud vil helbrede, hvor end du er såret

Gud blev ved at røre ved mig, helbrede mig. Tre år senere oplevede jeg en vidunderlig dag. Jeg knælede i savsmuldet i et gammelt lærredstelt og lod Gud helbrede mig noget mere. Da jeg rejste mig op, var jeg som et nyt menneske. Jeg har aldrig været den sammen siden den dag.

Første da forstod jeg, hvad Gud ville vise mig. Jeg begyndte at forstå, at mennesker af i dag ofte er såret på den ene eller anden måde. Nogle har store psykiske problemer. Andre har dybtliggende følelsesmæssigt problemer, som gør dem ulykkelige. Mange er ødelagt i deres ånd. Jeg kendte til det alt sammen fra mig selv, og Gud talte til mig om at gå ud med det lægende evangelium. Jeg måtte gå til disse lidende mennesker og fortælle, at Gud ønsker at helbrede dem, der hvor de har behov.

En anden grund, jeg har for at betjene de syge, er, at Jesus brugte to trediedele af sit virke til at helbrede syge og sætte mennesker fri fra Djævelens magt. Jo mere jeg har studeret Jesu liv, jo mere har jeg ønsket at ligne ham.


Frelse er den største helbredelse

Dernæst betjener jeg de syge til helbredelse, fordi det er en effektiv måde at vinde sjæle for Gud. Dette er den reelle grund for enhver tjeneste, at vinde sjæle for Guds rige. Jeg har erfaret, at forkyndelse ud fra Guds ord og helbredelse af de syge giver flere resultater end nogen anden metode.

For nylig i Monterey i Mexico prædikede jeg for 5000 mennesker og bød frem til forbøn. Flere hundrede kom for at give deres liv til Jesus. Senere i mødet kaldte jeg de syge frem, og en ung lam dreng kastede sine krykker bort og sprang rundt af glæde, jeg tog krykkerne op og viste dem til forsamlingen, så alle kunne se dem, der blev stor lovprisning til Gud.

Den næste aften var der dobbelt så mange til mødet, flere tusinde kom for at se Guds mirakelkraft i funktion. Den aften kom der næsten 1000 frem til frelse.
Jeg vil gerne, du forstår, hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg betjener de syge. Jeg beder ikke altid for den enkelte, ofte bliver mennesker spontant helbredt under mødet og ofte før, jeg er færdig med at prædike evangeliet. Når jeg ser dette, standser jeg i forkyndelsen og fortæller forsamlingen, hvad Gud er i færd med at gøre.

Det vigtigste er at få folk til at forstå, at Gud er en, der ønsker at helbrede dem. Deres helbredelse skete, da Jesus blev korsfæstet på Golgata. Da det skete, skete miraklet. Jeg er taknemlig for, at Gud mødte mig og for den tjeneste, Gud har givet mig.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis