Kampen om Sandheden
Artikler

DET GLEMTE BUDSKAB - HELLIGGØRELSE
af Willy Griis

”I øvrigt, brødre, beder vi jer om og formaner jer til at gøre endnu mere fremgang i at leve sådan, som i lærte af os, Gud til behag, hvad i da også gør. I ved jo, hvilke påbud vi gav jer ved Herren Jesus. For dette er Guds vilje, at i skal helliges, så i afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud, og så i ikke foruretter eller udbytter jeres broder i forretning. For Herren straffer al den slags, som vi også tidligere har sagt til jer og har forsikret jer om, og Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed. Derfor, hvis nogen forkaster dette, er det ikke et menneske, han forkaster, men Gud, som giver jer sin hellige ånd”. 1. Tes. 4:1–8

Her belæres vi klart om, at den kristne som lever i utugt, sanselig begær og som foruretter og udbytter sin broder i forretning, han har forkastet Gud, som giver os sin hellig ånd. Paulus formaner os til at gøre fremgang i at leve et helligt liv. Paulus kalder sin formaning for påbud. Det handler altså om kristen moral. Ikke et selvforbedrende liv efter lov eller moral krav, men et sindsforvandlet liv. Denne helliggørelse hentyder ikke til dine synders forladelse, men den hentyder til din syndige natur, den gamle Adam, det faldne menneske.

Da Jesus skulle forlade denne verden bad han denne bøn for sine diciple: Joh. 17:17: ”Hellig dem i sandheden, dit ord er sandhed.” Det er ved sandhedens ord, vi formanes til at leve et helligt liv. Gud gav os ikke kun sandhedens ord, men han gav os også tjenere til at forkynde og udlægge dette ord til helliggørelse, for at vi kunne forblive i frelsens liv og ikke falde fra efter at vi er blevet født på ny. Paulus opfordrede sin unge tjener Titus til at tale dette klare budskab. Tit. 2:14–15: ”Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger. Tal sådan, og forman og tilrettevis, og gør det med eftertryk. Lad ingen ringeagte dig.”

Hvis ikke Gud sender os sådanne formanende tjenere, der klart taler sandhedens ord til helliggørelse, vil vi miste den frelse vi fik ved den nye fødsel, og ende i religiøsitet, med budskaber, som kildre vore øre og det giver anledning for, at det bliver kødets lyster der leves ud i menighederne, under påberåbelse af falsk nåde. Jud. v. 3–4: ”Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som èn gang for alle er overdraget de hellige. For der har sneget sig nogle mennesker ind, som der allerede for længe siden var skrevet om, at de skulle rammes af denne dom, de er ugudelige, de misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste hersker og herre, Jesus Kristus.”

Fornægtelsen af Jesus Kristus bestod i deres måde, at leve på i menigheden. De levede tøjlesløst alt imens de påberåbte sig Guds nåde. Man lægger tøjler på heste for at styre dem. Disse mennesker her ønskede ikke Guds tøjler over deres liv. De ville aldrig fornægte, at de troede på Jesus, men de ville påstå, at Jesus bar over med deres tilbøjeligheder. De ville være modstander af enhver tanke om et helligt liv, om et sindsforvandlet liv. De ville forblive i gamle Adam, fyldt med stolthed, vrede, egoisme, misundelse, utålmodighed, hidsighed, had, strid, vantro og meget mere. De bad Gud om tilgivelse , men fornægtede i deres vantro, at det kunne blive anderledes. De troede ikke på en total fornyelse, en forvandling til Kristi sindelag. Enhver der kender sådanne ”kristne” vil opleve at disse negative karakter egenskaber vil blive levet ud i deres ægteskaber, overfor deres børn, på deres arbejdsplads, ja, midt i menigheden. De mener sig berettiget til at følge deres sindsstemninger, da de ikke kan gøre for det, for det er altid de andres skyld.

Jud. v. 12–13: "De er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, hvor de uden undseelse deltager i gildet og bare sørger for sig selv, de er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn (velsignelse til andre, red.) og som træer der står uden frugt om efteråret (Gal. 5:22: 'Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse,' red.) to gange døde og revet op med rode, de er som havets vilde bølger, der skummer af deres egen skam, de er som vildfarne stjerner, og dystert mørke venter dem til evig tid.” Mange vil sige når de læser dette: Det er hård tale. Men jeg vil gerne sige det sådan, det er et nådes budskab med mulighed for forvandling og helliggørelse af dit sind. Hvis du vil modtage det nye menneske i Kristus, i tro.

Gud som er fuld af nåde gør os ikke ansvarlig for syndefaldets onde følger, som har fordærvet vort sind. Derfor sendte han Jesus til os, for at han ved korset skulle tage vor synd og straf på sig. Det kaldes retfærdiggørelse og enhver der i tro modtager Jesus, som sin frelser er retfærdiggjort fra sine synder. På korset er det Gud der gør noget for os. Men ved helliggørelsen er det Gud der gør noget i os. Begge dele hører med til vor endelige frelse. På samme måde som vi tager imod retfærdiggørelsen ved tro, skal vi også tage imod helliggørelsen ved tro.

Retfærdiggørelsen skete i et nu, nemlig da Jesus udåndede på korset og sagde: Det er fuldbragt. Kol. 2:13–15: ”Også jer, der var født i jeres overtrædelser, uomskårne på kroppen, gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav od vore overtrædelser. Han slettede vort gældsbevis, med alle dets bestemmelser imod os, han fjernede det ved at nagle det til korset, han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentlig til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.” Her tales om retfærdiggørelsen og den totale sejr over brødres anklager, Djævelen. Prisen er betalt fult ud på korset.

Helliggørelsen modtages også ud fra korset i tro, men er derefter en fremadskridende proces der udføres i vort indre menneske. Helliggørelsen er altså ikke syndernes forladelse, men en renselse fra vor syndige natur, efter at vi har modtaget den nye fødsel. Helliggørelsen er et samarbejde imellem Guds ånd og den enkelte. 2. Kor. 7:1 ” Da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt.” Paulus taler her om al kødelig og åndelig urenhed, som betyder kødets begær og omgang med falske lærer og religiøse ånder, som besmitter vor ånd. Vi skal gennemføre vor hellighed i Gudsfrygt. Nemlig frygten for at gå fortabt. Mat. 10:28: ”Frygt ikke for dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Nemlig Gud.

Paulus mener at den fuldkomne helliggørelse kan opnås her i livet, ellers ville han ikke skrive det. På samme måde, som den fuldkomne frelse kan modtages ved tro. Katolikkerne lærer, at vi ikke kan blive rene og hellige i dette liv, men at der er et sted, som kaldes Skærsilden, hvor sjælen går hen efter døden for at blive lutret og renset, før den får lov at gå ind i Guds himmel, hvor intet urent kan komme. Protestanterne er ikke langt fra denne lære, da mange af dem tror og lærer, at sjælen ikke kan blive hellig og ren i dette liv. Men at det sker ved døden eller i opstandelsen, at vi bliver Kristus lig i hans sind og væsen. Jeg vil gerne sige det klart: Der er ingen helliggørelse hverken i Skærsilden eller i døden og opstandelsen. Helliggørelsen sker i dette liv og ikke på den anden side af døden. 1. Tes. 5:23–24: ”Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevarer fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme. Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det.” Vi er helliget og vi helliges fremdeles i vor vandring med Ånden, så vi står lydefri ved Herrens komme.

Heb. 12:5–6: ”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, mist ikke modet, når du irettesættes af ham, for Herren tugter den han elsker, han straffer hver søn, han holder af. For jeres opdragelses skyld skal i holde ud, Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far. Hvis i lades uden den opdragelse, som er alles lod, er i uægte børn og ikke sønner.” Enhver lydig søn arbejder sammen med sin far om sin opdragelse, så han kan blive en ansvarsbevidst voksen, der kan tage omsorg for sig selv og sine og betros de opgaver han tildeles her i livet. 2. Tim. 2:19–21: ”Dog, den grundvold, Gud har lagt ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: Herren kender dem, der hører ham til, og: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed. I et stort hus er der ikke kun redskaber af guld og sølv, men også af træ og ler, og den ene slags er til fint brug, den anden slags til daglig brug. Den, der holder sig fri af det, som jeg her har talt om, bliver et redskab til fint brug, helliget, nyttigt for husets herre, anvendelig til alt godt arbejde.” Tager vi imod helliggørelsens opdragelse, bliver vi et kar til ære.

1. Kor. 3:10–12: ”Efter den nåde, der var givet mig af Gud, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvolden, men en anden bygger videre på den. Enhver bør se til, hvordan han bygger. For ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.” Grundvolden som Paulus taler om er Jesus Kristus og ham som korsfæstet. Det er ved troen på dette kors , at vi retfærdiggøres og det er ved troen på dette kors, at vi helliggøres. Helliggørelsen består i aflæggelsen af det gamle menneske, som bedrages af sine syndige lyster. Vi skal ikke bekæmpe det gamle menneske, som også kaldes gamle Adam. Men vi skal i tro regne ham for død. Det er helliggørelsens begyndelse. Rom. 6:6–7: ”Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden, den, der er død, er jo frigjort fra synden.”

Denne død er en åbenbarelse, som kun Ånden kan give os. Ved forståelsen af denne død oplever vi, at syndens rod er tilintetgjort. På samme måde, som du vil skære en blomst over nede ved roden, da er blomsten død, men den ser stadig ud til at blomstre, men det gælder kun en tid, snart visner den. Vi ved, skriver Paulus. Det er den samme vished, som frelsesvisheden, som kommer af Guds Ånds vidnespyrd i vore hjerter. Vi ved vi er frelst! Vi ved også ved den samme Ånd, at vi er døde fra synden, og frigjort fra synden. Derfor skriver Paulus i Rom. 6:10–12: ”For den død, han døde, døde han fra synden èn gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. (Nu kommer det:) Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.”

Jeg kendte engang en præst, som hele tiden gentog for sig selv: Jeg er død, jeg er død, jeg er død. Men netop det beviste at han levede i bedste velgående. Ånden havde ikke gjort det levende for ham, at han var død. Han havde ikke fuld vished, men søgte at overbevise sig selv om det. Vi må bede Gud om denne åbenbarelse i vore liv og videre om, at se, vi er levende for Gud, som et nyt menneske. Ef. 4:22–24: ”I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføriske lyster, og at i skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.”

Det er dette nye menneske, som skal vokse i helliggørelse under Åndens helligelse, som er en opdragende proces. Mange kristne tror, at når de får denne åbenbaring, så er de helliggjort, men det er forkert. Rom. 6:19: ”For ligesom i lod jeres legemer trælle for urenheden og lovløsheden, så i blev lovløse, skal i nu lade dem trælle for retfærdigheden, så i helliges.” Vi er ved tro døde fra det gamle synde menneske og behøver ikke mere at adlyde dets lyster. Vi er også fri fra fordømmelsen fra det gamle menneske. Rom. 8:1: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.” 2. Kor. 5:17: ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.” Denne vandring, som vi nu er blevet sat ind på er en vandring med Helligånden, som er helliggørelsens Ånd. Den danske bibel har undladt en vigtig sætning i Rom. 8:1 nemlig ifølge King James oversættelsen: ”De som ikke vandre efter kødet, men efter Ånden.” Altså de som er uden fordømmelse er de som vandre efter Ånden. Rom. 8:12–14 ”Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis i lever i lydighed mod kødet, skal i dø, men hvis i ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal i leve. For alle som drives af Guds Ånd, er Guds børn.” Det er Helligåndens gerning at føre os ind i helliggørelsens liv.

2 Tes. 2:13: ”Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som er elsket af Herren, fordi Gud udvalgte jer som en førstegrøde til frelse ved Åndens helligelse og tro på sandheden.” Hvordan fører Helligånden os så efter at vi regner os i tro for døde fra det gamle menneske og for nye skabninger i Kristus? Han har et billede han går efter. Rom. 8:28–29: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem han forud har kendt, har han også forudbestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre.” Det er Åndens opgave at forme os efter Guds søns billede og han bruger mange forskellige livssituationer for at nå målet, for alle ting virker til gode for dem, som elsker Gud. Helligånden kender den enkelte og ved, hvad der skal til for at nå målet, at ligne Jesus.

Mal. 3:3: ”Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser Levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offer gaver til Herren.” Levi sønner var præsteskabet under den gamle pagt og de er et forbillede på det åndelige præsteskab, som vi tilhører i dag, som består af alle Guds børn. Han rensede Levitterne ved at lutre dem som sølv og guld, det samme som Peter taler om i 1. Pet. 1:6–7: ”Da skal i juble, skønt i nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.” Peter siger: Hvis det skal være, at i må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro kan stå sin prøve ved Herrens komme. Det er kun Ånden der ved, hvad han må føre os igennem for at billedet af Kristus må stråle frem. Det er disse udfra kommende prøvelser der virker et indre helliggørelses arbejde i os. Det er denne indre helliggørelse og fornyelse, som stort set er skjult for vor tids kristne. Jak. 1:1–3: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags, I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.”

Mange tror at udholdenhed er en gave, som falder ned fra himlen, givet af Ånden ved tro. Pludselig er jeg en anden, jeg der før var en ustabil natur er nu i et snuptag blevet et udholdende menneske. Men sådan er virkeligheden ikke. Det er kun Livets Ords herligheds teologi der er sådan, og den er forkert.

Gunn Andersen, Norge, skriver i Apologeten, et Norsk blad, om sit kendskab til Tros bevægelsen: I Trosmenigheder er der som bekendt vældig megen fokusering på at have stor velstand/rigdom. Har man en stram økonomi, er det et tegn på, at man ikke har det rigtige forhold til Gud. Den der kører rundt i en ældre bil bliver der set ned på. Guds børn skal kun have det flotteste, bliver der sagt gang på gang ”Kræv af Gud”! Jeg glemmer aldrig, hvad en præst, som kom på besøg fra Danmark sagde, en dag på Bibelskolen. Han skulle tale om ” økonomi ”. Jeg ved ikke hvordan han regnede det ud, men han havde altså regnet ud, at hvert menneske på denne jord havde 66 millioner kr. på sin himmelske konto. Det er blot at hæve dem, råbte han fra platformen. Det fik nærmest jublen til at løfte taget. Så langt Gunn Andersen. 2. Kor. 8:1–4: ”Brødre, vi vil gøre jer bekendt med den nåde, Gud har vist menighederne i Makedonien: Under store prøvelser og trængsel er deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed. For de gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne, på eget initiativ har de indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige.”

Menighederne i Makedonien var hårdt prøvet og meget fattige, de må ikke have vidst, at de havde 66 millioner på kontoen og ikke haft en så stor tro, så de kunne hæve dem. Nej, sådan hænger det ikke sammen. Paulus skriver at de var under stor nåde fra Gud. Deres sind var blevet helliggjort på en sådan måde, at de var fyldt med gavmildhed. De havde lært ud af deres fattigdom, at dele det de havde og samtidig sige Gud tak. Se, det er Åndens helliggørelses værk iblandt dem. Jesus har jo lært os, at den som giver ud af sin overflod giver ikke så meget, som den der giver ud af sin armod. Tænk på den fattige enke, som lagde sin sidste skilling i tempelblokken. 1 Tes. 5:16–18: ”Vær altid glade, bed uophørlig, sig tak under alle forhold, for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.” Kun Åndens helligelse kan bringe os dertil igennem de prøvelser den måtte bringe os igennem for at Kristus kan stråle igennem os. Hertil var menighederne i Makedonien nået og det var det Paulus kaldte Guds nåde over dem. Hør hvad vores store apostel Paulus siger om Åndens helligelse i sit liv. Fil. 4:12–13: ”Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I èt og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” Se, det er helliggørelse. En sådan af Ånden uddannet tjener er et stort redskab i Guds hånd til hjælp for mennesker i alle situationer.

David Hansen pastor ved Ålborg Menigheds Center og ansvarlig udgiver af bladet Gennembrud, skriver i bladets leder April '96: I mit bibelleksikon, alment kendt som studiebibelen, står der, at frelse (på græsk: soterios) betyder reddet fra fare, sygdom, død, fortabelse, samt bevaret, gjort hel, frisk og uskadt! ”Soterios” står for en tilstand af ydre velstand, indre harmoni og lykke, samt et langt liv under Guds beskyttelse og velsignelse! Halleluja, det kalder jeg frelse, med stort F! Gud frelser os altså ikke fra ”druknedøden” alene ved redningskransens hjælp (den første forståelse og modtagelse af Evangeliet) nej, han trækker os op i sin redningshelikopter (cellegruppen eller lignende) og sætter os på nærmeste luksusdamper (menigheden), hvor vi kommer i lægebehandling og modtager den nødvendige pleje. Vi sejler naturligvis med på den planlagte rute til de varme lande (nyder livet i Guds og Helligåndens velsignelser). Så langt David Hansen.

Dette er Herligheds teologi så det batter. Denne teologi er ”livsfarlig” for det sande helliggørelsesliv , som Helligånden leder os frem i, indtil Kristus lighed. Kære læser, du må se at komme væk fra en sådan vildfaren forkyndelse inden den besmitter din ånd til fortabelse. Paulus ironiserede over sådanne kristne - 1. Kor. 3:6–8: ”Hold jer til skriften! Så i ikke bilder jer noget ind til gunst for den ene imod den anden. For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet? I er allerede mætte! I er allerede rige! I er konger, vi er det ikke! Ja, gid I var konger, så kunne også vi være konger sammen med jer." Kan du høre ironien? Den store Apostel vil ikke kalde sig selv konge, han siger netop at han er det ikke. Men i Korinther menigheden var tankerne høje, de var rige, de var konger. De var stolte, de sammenlignede sig med andre, som om det var ved egen fortjeneste, at de var blevet frelste. Paulus forsætter i vers 10: ”Vi er dårer på grund af Kristus, men i er kloge i Kristus, vi er svage, men I er stærke, I er ansete, men vi er foragtede.” Paulus trækker kontrasten op i vers 11. "Endnu i denne time både sulter og tørster vi, mangler klæder, bliver slået, er hjemløse, og vi arbejder hårdt med vore hænder. Skældes vi ud, velsigner vi, forfølges vi finder vi os i det, tales der ilde om os, svarer vi med gode ord. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu.”

Her møder vi Paulus helliggjorte liv, skældes vi ud, velsigner vi, forfølges vi finder vi os i det, tales der ilde om os, svarer vi med gode ord. Men ”kongerne” i Korinth fandt sig ikke i noget. 1. Kor. 6:7–8: ”Allerede det, at I overhovedet har retssager med hinanden, er et nederlag for jer. Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? I stedet for begår i uret og påfører andre tab, og det endda brødre.” Behøver jeg skrive mere om det, det fremgår jo tydelig, hvem der af Ånden er blevet helliggjort. Jak. 1:9–11: ”En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi, sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed.”

En ældre Herrens tjener, som var virkelig ledet af Helligånden fortalte: Engang modtog jeg et brev angående et stævne, som brødrene der ønskede jeg skulle være forkynder på. Jeg kendte, at det var Guds vilje, at jeg skulle sige ja til at komme. Men imidlertid kom der en hidindtil ukendt fristelse over mig, og den var så hård, at jeg følte mig fuldstændig uværdig til at møde op på stævnet. Jeg syntes nu, at jeg havde nok at gøre med mig selv, og var ikke i stand til at hjælpe andre og at forkynde Guds ord. Fordi jeg havde lovet det, tog jeg til stævnet i min elendige tilstand. Jeg ønskede mig langt borte fra møderne, men måtte dog forkynde Guds ord iblandt dem. Jeg oplevede, at Guds kraft var tilstede på en meget stærk måde, og fik også under stævnet forklaring på min fristelse, som dog forsvandt som stævnet skred frem. Der var en del oprigtige Guds børn på dette stævne, som var fristede på samme måde, og de trængte til hjælp og trøst. Derfor tillod Gud mig at blive fristet så hårdt. Det var netop en beredelse, som jeg måtte have, for at være brugbar til min tjeneste iblandt dem.

Mange af de såkaldte prædikanter fra Trosbevægelsen eller ” herlighedsteologien ” ville have kaldt sammen til bøn for at gå imod en sådan ”Dæmon”, som kom med en sådan hård fristelse og ville hindre prædikanten, at tale med frimodighed på stævnet. Men her må vi have åndsbedømmelse for at kende forskel på åndsmagter og Helligåndens måde at arbejde på. Den Helligånd som er helliggørelsens Ånd arbejder både på prædikanter og tilhører. Det er ikke kun ord eller ildfulde prædikener, som Ånden ønsker på møderne, men liv der kommer fra hjertes forhold til Gud igennem prædikanten. Jeg gentager her et skriftsted, som vi har haft fremme: Jak. 1:2–4: ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når i kommer ud for prøvelser af forskellige slags, I ved jo, at når jeres tro prøves, skaber det udholdenhed. Og udholdenheden skal føre til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.” Vi må sige at den her omtalte prædikant blev prøvet / fristet og at han udviste Åndens frugt, som kaldes udholdenhed og som førte til fuldendt værk. Nemlig det Åndens værk i denne forsamling, som Gud ønskede.

Jak. 1:12–15: ”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: Jeg bliver fristet af Gud, for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker en, når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” Helligånden kendte den gamle prædikant bedre end prædikanten kendte sig selv og vidste, hvad der boede dybt i han indre. Samtidig vidste Ånden, hvem der kom til stævnet og hvad problemer de havde. Ånden gennemførte en helliggørelses proces i begge parter. Det er skønt at vandre i forud tilrette lagte gerninger. 1. Kor. 10:13: ”De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.” Helliggørelsens Ånd arbejder sammen med fristelsen i os, så den kommer til at tjene Guds formål i vort liv, og skabe en udvej for os, så vi frigøres fra kødets magt i vort sind.

2. Tim. 3–16: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttig til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” Det er afgørende, at vi kender Guds ords sandheder til frelse og helliggørelse, for at Helligånden har noget at bruge i vort liv, så vi ikke mislykkes og går fortabt på vejen. Må Gud sende os tjenere, som selv er under Åndens helliggørende arbejde og kan ved Ånden vejlede os til hele sandheden. Og må Gud bevarer os fra dem, som bringer et anderledes evangelium.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis