Kampen om Sandheden
Artikler

Er tiden inde til kvindelige apostle?
kommenteret af Simon Griis

Kommentar til artiklen "Er tiden inde til kvindelige apostle" af Cindy Jacobs fra Aglow, oversat og bragt i Udfordringen den 4. marts 1999. Uddrag af denne kommentar blev bragt i Udfordringen 8. april 1999

Disse kommentarer til ovennævnte artikel er ikke så meget ud fra et ønske om at deltage i debatten om kvindelige menighedsledere, men mere fordi jeg finder mig selv i stadig større opposition til den måde man bruger Skriften på i agitationen af sine holdninger og idéer. Når jeg falder over Cindy Jacobs artikel, er det ikke så meget på grund af emnet, men mere fordi hendes fortolkninger af Skriften og henvisninger til kirkefædrene er et godt eksempel på den efterhånden vidt udbredte skødesløse og uværdige måde at behandle det skrevne ord på. Èn ting er, at man ikke accepterer Bibelen som den absolutte sandhed, en anden ting er, når man tilmed bevæger sig ud i gråzonen mellem ganske almindelig løgn og sandhed. Omtalte artikel er blot ét af efterhånden mange eksempler på, at man med alle midler søger at dreje og vende Skriften, så den passer overens med egne tanker, og derved øver man vold på Guds Eget Ord.

Cindy Jacobs og den kvindelige menighedsleder

Jacobs er med sin artikel ude i et helt specielt hverv. Hun skal have legaliseret den kvindelige menighedsleder - og hendes argumenter er mange. Jacobs søger steder i Skriften, samt gamle kirkedokumenter og -fædre, som kan støtte hende i hendes syn. Men hvad sker der, hvis man tager hvert enkelt argument og så at sige "følger det til døren"? Kan argumentationerne holde til et nærmere eftersyn?

Af hensyn til den surfer, som ikke har læst benævnte artikel, er Jacobs argument kort beskrevet, efterfulgt af en kommentar.

Ester og den kvindelige menighedsleder

Cindy Jacobs drager Ester frem som en prototype på NTs kvindelige lederskikkelse. Når andre siger, at Ester blot var en undtagelse, drager Jacobs den konklusion, at det er på grund af fordomme mod kvinder. Hun fortsætter: "Hvorfor ikke sige, at den (Esters handling) skabte præcedens". Ja, hvorfor ikke sige det? Måske fordi, der ikke findes nogen skriftelig argumentation for, at Ester skabte præcedens i den senere Bibellitteratur. Ester var ikke udvalgt og salvet til regent over Israel på samme måde som David og Salomo. Hun var en lille jødisk pige, som blev tvangsviet med kongen over besættelsesmagten i Israel, og som sådan blev hun et lydigt og frelsende redskab i Guds hånd. Argumentationen om at Ester var en prototype på den kvindelige menighedsleder holder ikke.

Phøbe og den kvindelige menighedsleder

Jacobs drager Rom.16.1 frem i sin argumentation. Her tales der om menighedstjenerinden (diakonos) Phøbe. Det samme ord (diakonos) bruger Paulus om sig selv og Apollos i 1.Kor.3.5, men ellers er det i NT den almindelige betegnelse for en menighedstjener/diakon. Det gør ikke Phøbe til apostel, at Paulus bruger benævnelsen om sig selv. Paulus skaber ved at betegne sig selv med "diakonos" ligeværdige relationer til de mennesker, som har det slidsomme arbejde i menigheden i Korint. Man kunne godt oversætte diakonos med menighedstjener i 1.Kor.3.5. Det ville ikke forvirre billedet af Paulus, men snarere fremhæve ham som den arbejder for evangeliet, han var. Man kan derimod ikke oversætte diakonos med apostel eller menighedsleder i Rom.16.1. Argumentationen om Phøbe som menighedsleder holder ikke.

"Kagedamen" og den kvindelige menighedsleder

Jacobs giver udtryk for den opfattelse, at en menighedstjener er en person, som laver sandwich og kaffe til sociale samlinger. Enhver udpeget menighedstjener - mand som kvinde - må ryste på hovedet af denne forhånelse af deres hverv. Og det kan de jo så gøre i takt med diakonerne Stefanus, Filip, Prokorus og Phøbe, som sandsynligvis sidder hjemme i himlen og ligeledes ryster på hovedet. Ap.G.6 fortæller os at datidens diakoner havde en åndelig indsigt, visdom og kraft, som ville få selv vort lands største ledere til at blegne. Argumentationen om at Phøbe, dersom hun var menighedstjenerinde, kun var en "kagedame" holder ikke.

Det første århundrede og den kvindelige menighedsleder

Jacobs skriver at kvinder var anerkendt som ledere i det første århundredes menigheder, men at deres plads i lederskabet begyndte at svinde i det andet århundrede. Det er en påstand uden nogen form for dokumentation. Der findes intet skrifteligt grundlag for en kvindelig aposteltjeneste i det første århundrede, som svandt hen. Derimod ved vi, at når der tales om en svækkelse af kvindens position i de første århundreder, så er det udelukkende i forhold til diakontjenesten, hvor kvinden forsvandt helt, efterhånden som den Katolske Kirke udviklede sig hierakisk og patriakalsk. Argumentationen om kvindelige ledere i det første århundrede holder ikke.

Didascalia og den kvindelige menighedsleder

Jacobs underbygger sine tanker om kvindelige apostle med skriftet "Didascalia", som ifølge hendes udsagn taler om kvinder, der underviste folk, der kom op af vandet efter dåb. Hendes ærinde her er at vise, at kvinder i den tidlige kirke underviste "folk". Her er der et par ting, som er godt at vide om dette Skrift. "Didascalia" udgiver sig for at være skrevet af de 12 apostle. Dette er en usandhed, for det er først skrevet i det 3. århundrede, hvilket vil få mange til at kalde det et falsum. Det taler på ingen måde om kvindelige menighedsledere, men alene om kvindelige diakoner med specielle opgaver. Skriftet giver på ingen måde kvinden den autoritet, som Jacobs ønsker at give indtryk af. Bl.a. forbyder skriftet kvinder at udføre selve dåbshandlingen.

Den ukendte forfatter af "Didascalia" giver udtryk for at diakonen bør agtes for sit arbejde - også den kvindelige - men lader også forstå, at den kvindelige diakon alene eksisterer fordi der er opgaver, som en mand ikke kan påtage sig. Den kvindelige diakon underviste ikke "folk". Hun betjente alene kvinder i situationer, hvor det ville være usømmeligt for en mand. Blandt andet når det gjaldt at salve en kvinde før hendes dåb.

"Didascalia" ligestiller diakonissens arbejde med diakonens, men aldrig med de ældste eller nogle af de fem tjenestegerninger. Hertil kan føjes, at "Didascalia" kom til at stå i skyggen af et andet kirkedokument "Apostolisk konstitution", der ligestillede diakonissens pligter med den mandlige såkaldte "underdiakon". Argumentationen om "Didascalias" omtale af kvindelige menighedsledere holder ikke.

Junias og den kvindelige menighedsleder

Jacobs påstår at Junias i Rom.16.7 er en kvindelig apostel. Der har været meget spekulation omkring dette skriftssted, og Jacobs er også nødt til at spekulere meget for til sidst at nå frem til sin konklusion. Først må hun gætte sig til at Junias er en kvinde og hedder Junia (stavemåde i nogle manuskripter), hvilket ikke er beviseligt. Dernæst må hun gætte sig til at Junias var en apostel, hvilket ikke umiddelbart fremgår af teksten. Og sidst, men ikke mindst, siger hun, at sammenhængen tyder på at Junia(s) og Andronikus var gift. Den sidste tanke er mig ikke fremmed, dersom Junia(s) var en kvinde, men det ord som forbinder de to navne er det græske "kai" hvilket også er brugt til at forbinde Barnabas og Saulus i Ap.G. 13.2 uden at nogen vel derved vil påstå en ægteskabelig forbindelse mellem de to.

Jacobs skriver videre, at hvis Junia var en kvinde, så ville den teologi, der holder kvinder fra lederskabspositioner, være nødt til at blive ændret. Dersom Junia var en kvinde, ville det ikke ændre noget. Der ville stadig ikke være tilstrækkelig skriftsgrundlag til at gøre hende til apostel. Argumentationen om Junias som en prototype på den kvindelige apostel holder ikke.

Chrysostom og den kvindelige menighedsleder

Uanset hvad der ellers er blevet skrevet i dette stykke, så må man tage hatten af for, at Jacobs formår at dykke ned blandt de utallige kirkefædre og deres undervisning om kvinden i menigheden og finde lige præcis Chrysostom, der omtaler en kvindelig menighedsleder. Hertil kommer at han får benævnelsen "tidlig kirkefader" hvilket skulle gøre ham mere pålidelig. Chrysostom levede i årene 347 til 407, hvilket sætter ham i katagorien Post Nicene Fathers, D.v.s.ledere, som levede efter koncilet i Nikæa. Man får en fornemmelse af, at Jacobs ikke har læst Chrysostoms kommentarer til Romerbrevet. Argumentationen om at Chrysostom alene blandt alle kirkefædre er et pålideligt vidne om kvindelige menighedsledere, holder ikke.

Kvinderne i Jesu liv og den kvindelige menighedsleder

Jacobs skriver, at selvom kvinderne i Jesu omgangskreds ikke bliver benævnt med titler som apostle eller ældste, så betyder det ikke, at de ikke fungerede som lærere og udøvede autoritet. Hvad skal man sige, når Jacobs understøtter sine teorier - ikke med det som står, men med det, der ikke står, og efter hendes mening burde have stået. Argumentationen om at kvinderne i Jesu omgangskreds fungerede som lærere holder ikke.

1.Tim.3.1 og den kvindelige menighedsleder

Jacobs har gemt sine bedste argumenter til sidst, og ét af dem er i relation til 1.Tim.3.1, hvor hun postulerer, at ordet "nogen" i sætningen "Om nogen ønsker en tilsynsgerning..." på grund af sit intetkøn, giver plads for den kvindelige leder. Enhver interesseret læser af Udfordringen vil sikkert gerne bruge et par minutter på at læse 1.Tim.2.8-3.13, for at sikre sig at Jacobs ikke har revet et lille ord ud af den store sammenhæng. Det har hun. Ordet "nogen" er revet fuldstændigt ud af konteksten for at passe ind i Jacobs teorier.

Desuden er det min umiddelbare opfattelse, at "nogen" (gr: tis) ikke er et intetkønsord, men Nominativ, Single, Masculin - Altså hankøn. Skulle det have været intetkøn, ville der have stået ti og ikke tis.

Dersom "nogen" skulle åbne plads for kvindelige tilsynsmænd, så kunne Jakobs måske også forklare, hvordan disse kvinder skulle kunne opfylde kravene, som blive stillet til tilsynsmændene i 1.Tim.3. Bl.a. at hun skal være én kvindes mand og en mand, som styrer sit hus godt. 1.Tim.3 taler netop kun om mænd i tilsynsgerningen, mens kvinder bliver nævnt, når det drejer sig om menighedstjenere. 1.Tim.3.1 kan ikke bruges som argumentation for kvindelige menighedsledere.

Helligåndens udgydelse og den kvindelige menighedsleder

Jacobs forsvarer sine teorier med skriftsstedet om, at Gud vil udgyde af sin Ånd over både mænd og kvinder. Til dette er der kun at sige til både mænd og kvinder: "Thi med én Ånd blev vi alle døbte til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri... (men) Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? (1.Kor.12.13+29)

Gud udgød af sin Ånd uden at skelne mellem racer, status (og køn) men at være døbt med den Hellige Ånd, åbner ikke automatisk vejen til en aposteltjeneste. Åndsdåben kan ikke bruges som argument for kvindelige menighedsledere.

GT og den kvindelige menighedsleder

Jacobs skriver at GT skabte præcedens for den NTs menighed, og derved gav plads for kvindelige ledere. Det er sandt, at GT skabte præcedens, både for jødedommen og menigheden. Den interesserede læser kunne bruge lidt tid på at sætte sig ind i jødedommens sammensætning i de første århundreder efter Kristus. Det er skræmmende læsning, når det gælder opfattelsen af kvinden. GTs præcedens for jødedommen gav ingen plads for kvinden i lederstillingen - ja, fremstår til tider direkte kvindefjendsk. På det område kan vi kun være glade for, at den kristne tro med Jesus og Paulus i spidsen, rettede op på den skæve opfattelse af kvinden som menneske, som vi finder blandt datidens folkeslag. Men Gammeltestamentlig præcedens i jødedommen og menigheden for kvindelige ledere, det finder vi ingen steder.

Satan og den kvindelige menighedsleder

Jacobs slutter af med at sige, at selv oprigtige kristne, som ikke er enige med hende, og derved lægger begrænsninger på Helligåndens virke, kan være brugbare redskaber for Satan. Jeg har normalt ikke noget imod, at det kristne budskab bliver fremstillet firkantet og skarpt. I den henseende synes jeg ofte, at vi danske kristne er for kompromissøgende og vattede, men ønsker man at lægge den stil for dagen, så bør man have et noget bedre skriftsgrundlag end Jacobs har.

Respekt, til dem det tilkommer

Til sidst er der kun at sige, at enhver oprigtig kristen må nære den dybeste respekt for kvinder som Debora, Ester, Hulda, Susanne Wesley, Catherine Booth, Kathryn Kuhlman og ikke at forglemme vor egen Anna Bjørner Larsen. Derimod finder jeg ingen agtelse for det menneske - mand som kvinde - der på en uanstændig og respektløs måde fordrejer og fejlfortolker Skriftens Ord, for at få det til at passe til egne idéer og drømme.


Optimeret til
MS Internet Explorer 5.0+

© 2002 Willy Griis